Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
26. marts 2014 - 17:47

Borgerløn er løftestang for ulighed

Borgerløn lyder som en god ide, men kan resultere i styrket konkurrence om lønarbejdet og skabe en ond cirkel, hvor flere må arbejde mere og til lavere løn. Og det var jo ikke meningen.

En artikel af Ebbe Lauridsen den 23. januar i år i Information: »Giv de arbejdsløse penge uden at stille krav« har skabt nyt liv i debatten om borgerløn, også kaldet ’ubetinget basisindkomst’.

Tanken bag borgerløn er den, at alle individer i en befolkning garanteres en minimumsindkomst uden modkrav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og uden, at eventuel anden lønindkomst modregnes i borgerlønnen.

Argumenterne for at indføre borgerløn er bl.a., at det vil skabe større frihed for den enkelte til at til- og fravælge lønarbejde, at det med borgerløn altid vil kunne betale sig at arbejde, og at borgerløn kan fungere som værn mod fattigdom.

De borgerlige modargumenter mod borgerløn er omvendt en frygt for, at ingen vil have lyst til at arbejde, hvis man er sikret en indkomst, uanset om man står op om morgenen og går på arbejde eller ej.

Borgerlønnens løfter

De få erfaringer der findes med eksperimenter med borgerløn, bl.a. i Canada, tyder på, at borgerløn ikke får mennesker til at arbejde mindre, men at borgerløn faktisk kan betyde, at flere f.eks. får mod på at begynde som selvstændig.

Økonomisk set vil borgerløn formentlig også kunne indføres stort set udgiftsneutralt. Udgifter til dagpenge, kontanthjælp, førtidspension, beskæftigelsesindsatser og administration af sociale ydelser vil blive overflødige eller stærkt reduceret.

Men kan borgerlønnen indfri det, den lover? Kan borgerlønnen give den ønskede uafhængighed af lønarbejdet? Eller vil borgerløn tværtimod – mod hensigten – give endnu større tvang af lønarbejdet?

Lønarbejde og vækstsamfund

Forudsætningen for at indføre borgerløn er, at den finansieres med skatteindtægter fra lønindkomster eller forbrug. Som fællesskab betragtet er samfundet derfor afhængig af, at nogle går på arbejde og kan beskattes af lønindtægten, for at borgerløn kan udbetales til alle.

Jo højere et niveau borgerlønnen skal ligge på, jo mere lønarbejde og forbrug må samfundet samlet set præstere. For at den enkelte via borgerlønnen kan sikres uafhængighed af lønarbejdet, er vi som fællesskab derfor fortsat afhængig af lønarbejde på samfundsniveau.

På samme måde som borgerlønnen ikke i sig selv kan frigøre fra lønarbejdet, kan borgerlønnen derfor heller ikke i sig selv bryde med vækstsamfundet.

I en kapitalistisk markedsøkonomi er genereringen af lønarbejdet, som skal finansiere borgerlønnen, helt afhængig af kapital, som igen – i en uendelig vækstspiral – genereres af profit fra lønarbejdet. Det er indbygget i vækstsamfundets logik.

Borgerløn og profit

Givet at borgerlønnen er afhængig af mere lønarbejde, bliver den altså også afhængig af mere profit på samfundsniveau. På trods af at hensigten med borgerløn er den modsatte.

Ud over at borgerlønnen ikke i sig selv skaber uafhængighed af lønarbejdet på samfundsniveau, så kan uafhængigheden af lønarbejdet også for den enkelte vise sig at være en ren og skær illusion.

Grundtanken bag borgerlønnen er den, at borgerlønnen ingen økonomisk betydning skal have for de borgere, der fortsætter med at arbejde i samme omfang, som de gjorde, før borgerlønnen blev indført.

Til gengæld vil borgerlønnen sikre, at de borgere som i dag modtager sociale ydelser, vil kunne beholde hele indtægten efter skat ved lønarbejde, uden modregning i borgerlønnen. I et system med borgerløn vil bare få timers arbejde altså altid bidrage til en højere indkomst.

Hårdere konkurrence om lønarbejdet

Men at selv få timers arbejde kan betale sig, garanterer ikke i sig selv, at det rent faktisk så også bliver muligt at finde lønarbejde, i det omfang det ønskes. Den enkelte lønmodtager vil stadig skulle konkurrere med andre lønmodtagere om jobbene.

Og i et samfund med borgerløn kan denne konkurrence meget vel blive endnu hårdere, end den er i dag.

Når borgerlønnen er det grundliggende fundament for indtægten, ikke lønarbejdet, bliver den indtægt man kan skaffe sig via lønarbejdet i udgangspunktet en form for »luksus«, man kan tilegne sig, men som strengt taget ikke er nødvendigt.

En form for »ekstra lommepenge« oven i borgerlønnen. Hvilket jo er hele pointen med borgerlønnen: At vi ikke alle er tvunget til 37 timer, men kan påtage os den type arbejde og i det omfang, vi har lyst til.

Gratisarbejde for borgerløn

Hvis lønarbejdet rent indkomstmæssigt bliver en slags glasur på lagkagen, åbner det for ansættelsesformer med ned til ganske få timers arbejde ugentligt.

Selv om dette umiddelbart lyder besnærende, så er faren ved et sådant system, at det i endnu højere grad, end det er tilfældet i dag, baner vejen for skjult gratisarbejde.

Allerede i dag er der på mange arbejdspladser en uudtalt forventning om, at den enkelte yder en ekstra indsats ud over det, der betales for.

Med borgerlønnen får arbejdsgiveren et endnu mere effektivt redskab end i dag til at skrue ned for de timer, der betales for, og op for de timer, der ikke bliver betalt for.

Så længe der ikke er fuld beskæftigelse, og lønarbejderne konkurrerer med hinanden om jobbene, vil borgerlønnen med andre ord – og helt mod hensigten – kunne skabe en situation, hvor der bliver mindre af det lønnede arbejde, mens gratisarbejdet vokser.

En udvikling som på mange måder allerede er i fuld gang på arbejdsmarkedet i dag, men som indførelsen af en borgerløn yderligere kan forstærke.

Hvis gratisarbejdet vokser, og det lønnede arbejde mindsker, bliver skattegrundlaget til at finansiere borgerlønnen tilsvarende mindre. Det vil betyde et pres nedad på borgerlønnen – og dermed et yderligere pres på den enkelte for at søge lønarbejde og holde indtægtsniveauet oppe.

Mere arbejde, lavere løn

En ond cirkel er sat i gang: Flere og flere må arbejde mere og mere til lavere og lavere løn. Borgerlønnen bliver utilsigtet løftestang for større ulighed i samfundet.

Selv om idéen med borgerlønnen er, at ingen skal tvinges til at arbejde mere, end vi hver især har lyst og kræfter til, kan borgerlønnen i stedet resultere i et overflødighedshorn af gratisarbejde for arbejdsgiveren.  

Imens må lønarbejderne stadig konkurrere med hinanden om de jobs, hvor (i hvert fald en del af) arbejdsindsatsen trods alt bliver betalt. Resten – alle de der ikke formår at sælge deres arbejdskraft – må som i dag hutle sig igennem på et eksistensminimum.

Blot hedder det ikke længere dagpenge, kontanthjælp eller førtidspension, men ’borgerløn’.

Kan borgerlønnen give den ønskede uafhængighed af lønarbejdet? Risikoen er, at der sker præcis det modsatte: Borgerlønnen øger tvangen af lønarbejde.

Daniel Ankarloo er lektor i socialt arbejde og socialpolitik, Malmö Högskola, og Anita Ulrich er antropolog

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce