Borgergrupper advarer mod depot for radioaktivt affald

Atomkraft producerer ikke bare energi, men også radioaktivt affald, der skal holdes adskilt fra mennesker og miljø i meget lange tidsrum på grund af sin radioaktivitet og kemiske giftighed. Et vigtigt spørgsmål i diskussionen om atomkraft er derfor, om det er forsvarligt at bebyrde kom­men­de generationer med dette affald.

I 1985 vedtog Folketinget, at vi i Danmark skal tilrettelægge den offentlige energiplanlægning ud fra den forudsætning, at atomkraft ikke vil blive anvendt. Alligevel har vi ca. 10.000 m³ lav- og mellemaktivt affald fra den nedlagte forsøgsstation Risø samt andet radioaktivt affald fra hospitaler, forskning og industri.

Det meste affald er kortlivet, dvs. det er radioaktivt i ca. 300 år, men en mindre del er langlivet, dvs. radioaktivt i længere tid, noget op til ca. 240.000 år.

Slutdeponering

I 2003 besluttede Folketinget, at affaldet på Risø skal anbringes i et slutdepot, dvs. det skal lukkes inde, formodentlig 30 meter under terræn, og glemmes. Depotet bygges med en sikkerhedshorisont på 300 år, hvorefter det anses for glemt. De første 30 år vil depotet være åbent for modtagelse af radioaktivt affald fra industri, forskning og hospitaler, cirka 6-8 m³ pr. år. Den ringe dybde og den korte sikkerhedshorisont er ikke acceptabel, når der er langlivet mellemaktivt affald.

Menneskeskabte beholdere kan forventes at holde i højst 200 år, og derfor bliver man nødt til at satse på, at de jordlag, der omgiver depotet, er så tætte, at de kan forhindre udsivning af de radioaktive stoffer. Det kræver blandt andet, at vandgennemstrømningen skal være lille. Desuden skal man naturligvis være sikker på, at der ikke sker større ændringer med disse lag i fremtiden. Det er svært at se, hvordan man opnår den sikkerhed. Geologien er kendt som en videnskab, der med stor succes har beskrevet jordskorpens hidtidige udvikling, hvorimod dens evne til at for­ud­si­ge den fremtidige udvikling er begrænset.

Nedgravningsløsningen er derfor ubrugelig, folketingsflertal eller ej.

Mellemlager

En anden løsning er et mellemlager, hvor affaldet anbringes i en bygning over jord­en, hvor man kan holde øje med de beholdere, det er oplagret i. Bygningen skal være tæt og så robust, at den kan modstå voldsomme begivenheder som oversvømmelser, flystyrt m.m. På den måde kan man sikre sig, at affaldet bliver, hvor det er, og at det er tilgængeligt, hvis der senere skulle bli­ve udviklet tek­no­lo­gi­er, der gør det muligt at uskadeliggøre dele af affaldet ved grund­stof-­omdannelse.

Myndighederne har hele tiden set slutdeponering som eneste mulighed og begrundet det med slagordet: »Hver generation skal rydde op efter sig.« Det forudsætter, at affaldet bliver i slutdepotet, og det gør det ikke. Selv i de udredninger, der har til formål at le­gi­ti­me­re slut­de­po­nering, erkendes det, at affaldet vil sive ud før eller siden.

Vi ser slagordet som et plat forsøg på at skjule, at argumentationen for slutdeponering ikke holder. Det peger i samme retning, at myndighederne indtil nu har afvist at lade uafhængige eksperter vurdere de danske slutdepot-planer, selv om det blev lovet i Beslutningsgrundlaget af 2003, at de skulle granske processen og slutdepotplanerne.

Lokal modstand

Siden 2011 har seks lokaliteter i fem kommuner (Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm) været udpeget som mulige deponeringssteder. I de fem kommuner er der dannet borgergrupper, som i samarbejde med lokale po­li­ti­kere og medier kæm­per mod slutdeponering og for mellemlagring.

De har ikke haft det let. Myndighederne har undladt at give de berørte kommuner og borgere den upartiske information, som man skulle tro, de var forpligtede til at give. Borgergrupperne har selv fundet frem til det hollandske mel­lem­la­ger (COVRA), hvor man kan hente inspiration til en dansk løsning.

Borgergrupperne har kontaktet en udenlandsk ekspert, der satte spørgsmålstegn ved klassifikationen af noget af affaldet, som myndighederne har omdefineret fra højaktivt til langlivet mellemaktivt. Det er formentlig høj­radioaktivt og skal derfor ifølge Det Internationale Atomenergiagenturs (IAEA’s) retningslinjer deponeres i flere hundrede meters dybde, altså langt dybere end de påtænkte 30 meter.

De fem kommuner står sammen

Kommunerne har ikke ladet sig spille ud mod hinanden. De arrangerede en høring på Børsen den 22. oktober 2012, og borgergrupperne deltog aktivt på Folkemødet i Allinge sidste sommer. De har prøvet at påvirke den offentlige mening med debatindlæg m.m., men det har været svært. De landsdækkende medier har ikke været særlig interesserede i emnet, og Folketingets medlemmer har med få undtagelser været uvillige til at involvere sig i denne sag.

De fem kommuner risikerer derfor stadig at blive trom­let ned af myndig­he­der­ne, som tydeligvis ønsker at få sa­gen om det ra­dio­aktive affald afsluttet med så lidt offentlig op­mærk­somhed og så små udgifter som muligt.

Få flere informationer om radioaktivt affald i Danmark på Atomaffaldklarhed.dk

Læs kommentarer i »Atomposten«

Læs om Hollands mellemlager for radioaktivt affald hos COVRA

Anne Albinus og Jens Bjørneboe er pensionerede gymnasielærere mag.scient. og cand. mag.

Artiklen er tidligere bragt i VedvarendeEnergis tidsskrift RÅSTOF.