Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
24. april 2015 - 12:51

Borgelighedens tapre ytringsfrihedsforkæmpere bekymrer sig kun om meningsfæller

Det har næsten været et privilegium at blive udnævnt til pügelknabe af Politiets Efterretningstjeneste – for det har afsløret hulheden i de demokratiske floskler fra magthavere og borgerlige debattører, skriver Arne Herløv Petersen, der aldrig har fået mulighed for retslig afprøvning af anklager om spionvirksomhed.

Den venstreorienteredee forfatter Arne Herløv Petersen blev den 17. april 1982 erklæret skyldig i spionage af den daværende socialdemokratiske justitsminister, Ole Espersen.

Det skete gennem et administrativt tiltalefrafald, så anklagerne, der var blevet massivt viderebragt i massemedierne, ikke kunne blive afprøvet ved en domstol.

PET-kommissionen konkluderede 27 år senere, i juni 2009, at justitsministeriets »afgørelse er bemærkelsesværdig, idet et tiltalefrafald, som er en strafferetlig sanktion, normalt ikke meddeles en person, som ikke selv er indforstået hermed, hvad den sigtede på ingen måde var« (side 44).

Sagen mod Arne Herløv Petersen tog udgangspunkt i, at han op gennem 1970’erne og starten af 1980’erne havde deltaget i kampagnearbejde for kravet om en atomvåbenfri zone i Norden.

Politiets Efterretningstjeneste iværksatte aflytning af hans telefon og privathjem fra 1979, og i november 1981 blev Arne Herløv Petersen varetægtsfængslet i tre dage og anklaget efter den såkaldt »milde spionageparagraf«, straffelovens paragraf 108.

Anklagemyndigheden påstod, at Arne Herløv Petersens fredsarbejde skete på opfordring af og mod betaling af den sovjetiske efterretningstjeneste og at han havde videregivet oplysninger om den danske venstrefløj til den sovjetiske ambassade. Den mente desuden, at han havde skrevet debatindlæg ud fra forlæg af den sovjetiske ambassade.

Arne Herløv Petersen fik som sagt aldrig mulighed for at forsvare sig mod anklagerne – selv om de har haft afgørende betydning for ikke kun hans personlige omdømme, men også vurderingen af hans forfatterskab, hvor han føler sig sortlistet fra flere forlag.

PET ligger stadig inde med personlige papirer, herunder dagbøger, mere end tredive år efter beslaglæggelsen.

Arne Herløv Petersen har skrevet tre bøger om sagen, Spionanklaget (1983), Skueprocessen (2009) og Aktindsigt (2014) og han planlægger desuden en fjerde opsummerende bog, når striden om udlevering af hans dagbøgerne er bragt til ende.

Modkraft bringer en kommentar af Arne Herløv Petersen:

Jeg skal være glad for, at PET udså mig som prügelknabe blandt alle dem, de kunne have taget. Jeg skal være glad for, at jeg blev den, man ustraffet kunne kaste mudder efter. Glad fordi det gav mig et skarpere syn og stærkere tænder.

Som Hans Kirk sagde, gør det ondt, når de demokratiske mælketænder falder ud - når man bliver tvunget til at opgive den glade barnetro på, at vi lever i en demokratisk retsstat. Men det er bedre, at de falder ud, så man kan få mere holdbare tænder.

Hvis jeg ikke havde været gennem det, jeg har, var jeg måske faldet for alle de kønne fraser om, hvor vigtigt det er at forsvare friheden, demokratiet og den ubegrænsede ytringsfrihed.

Så havde jeg måske ikke kunnet gennemskue dem, der siger sådan. Jeg havde måske ikke forstået, at de ikke mener, hvad de siger – at det er helt andre mål, de forfølger.

Såsom retten til at være nedrig og smålig, retten til at opføre sig ubehøvlet, retten til at vise, at man ikke har nogen tolerance over for andre.

Retten til at forsvare de udemokratiske økonomiske magthavere. Den ret har de.

Men vi har retten til at se dem, som de er.

Da min bog Skueprocessen udkom, skrev Niels Lillelund i Jyllands-Posten:

»Myndighedernes behandling af sagen ser fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt mildt sagt ikke køn ud, det skal siges. Daværende justitsminister Ole Espersens (S) brug af den særlige paragraf om et tiltaletalefrafald, der forudsætter tiltaltes skyld, efterlader Arne Herløv Petersen i et juridisk tomrum, hvor han ikke kan få lov til at forsøge sig renset. Til gengæld lader Herløvs egen beretning heller ikke én i tvivl om, at han har drevet betydelig omgang med sovjetiske repræsentanter - det slipper ligesom ud mellem linjerne. Og hvis han slet ikke selv ser problemet i sine egne handlinger, så er han dummere, end politiet tillader. Om han faktisk er det, giver bogen heller ikke noget svar på.«

Bent Blüdnikow skrev i Berlingske Tidende:

»Et af de uafklarede forhold er, hvorfor man ikke gennemførte en retssag mod Arne Herløv Petersen. Måske fordi det var et problem, at de holdninger, Arne Herløv Petersen med KGB’s velsignelse og penge formidlede, deltes af det meste af venstrefløjen - som f.eks. Norden som atomvåbenfri zone. Det gjorde det svært at retsforfølge ham. Det egentlige moralske omdrejningspunkt er, hvorfor Arne Herløv Petersen stillede sin pen til rådighed for et regime, der undertrykte millioner af mennesker. Det besvarer Arne Herløv Petersen ikke i sin bog, hvilket gør den til et selvretfærdigt skrift uden selvransagelse.«

Hvad er det, de siger? De siger, at sagen nok ser mærkværdig ud.

PET-kommissionen skriver jo, at PET udmærket godt vidste, at jeg ikke havde gjort noget ulovligt, for det havde rigsadvokaten forklaret dem i to rapporter. Og derfor havde både stats- og justitsministeren forbudt dem at anholde mig.

Men de gjorde det alligevel, for de havde aftalt med MI6, at de skulle gennemføre en »kontraefterretningsoperation« – et karaktermord.

Og kommissionen skriver også, hvorfor de gjorde det: For at afskrække andre fra at have fuldt lovlige »østkontakter«.

Derfor anholdt de mig alligevel, derfor strikkede de et anklageskrift sammen, hvor intet af det, jeg blev anklaget for (og ikke på nogen måde havde gjort) ikke engang var ulovligt.

Derfor fodrede de pressen med frit opfundne løgnehistorier.

Derfor ville de ikke have en retssag, hvor jeg kunne blive frikendt, men slap sagen efter at have stemplet mig administrativt som skyldig – i direkte modstrid med menneskeretserklæringerne.

Men det betyder ikke noget for Lillelund, Blüdnikow eller alle de tapre forsvarere af ytringsfriheden. Lov og ret og ytringsfrihed gælder efter deres mening kun, hvis man mener det samme som dem og ytrer sig på samme måde.

Ellers træder jesuiterloven i kraft – hensigten helliger alle midler. Hvis jeg er deres politiske modpol, skal jeg bare trynes, og alle metoder er gyldige. Og kan jeg ikke indse det, så er jeg dum,

De påstår også, at jeg er landsskadelig. Men lad mig så fortælle dem én ting: Jeg har ingen loyalitet over for nogen gud eller konge eller noget fædreland.

Alle disse begreber er skalkeskjul for den herskende økonomiske klasses magt. Og for at gøre det helt tydeligt har jeg heller aldrig haft nogen form for loyalitet over for noget andet lands regering eller politik. Jeg er ikke bundet på nogen måde.

Min eneste loyalitet gælder almindelige mennesker i alle verdens lande. Jeg vil kun være loyal over for menneskeheden som sådan og vores muligheder for at overleve, og over for den natur, vi er en del af.

Arne Herløv Petersen er forfatter og i foråret 2014 bogaktuel med digtsamlingen Perronens længsel efter luftskibe, romanen Nidkære Guder og fortællingerne Usømmelig omgang med fjerkræ, alle på forlaget Det Poetiske Bureau. Her udgav han sidste år desuden 4-bindsværket Grænseløs, der er en erindringsroman om ungdomsårene i 1960'erne.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce