Efter fire års brugerstyret kulturaktivitet lukker Bolsjefabrikken på Lærkevej i København i midten af september. Spillested med samme navn på Ragnhildgade fortsætter.
Det brugerstyrede kulturhus Bolsjefabrikken på Lærkevej i Københavns Nordvest-kvarter lukker i midten af september.
Årsagen er, at ejeren, der siden 2009 har stillet lokalerne til gratis rådighed til en broget skare af kulturaktivister, har fået huset og grunden solgt.
I en udtalelse fra husets brugere, som er sendt til Modkraft, peger man på, at lukningen afspejler den generelle byudvikling i København:
»Lukningen må betragtes som en naturlig konsekvens af det bekymrende faktum, at gentrificeringen opsluger alt, der ikke har i sin grundvold kapitalistiske principper eller stats- eller kommunalpolitiske strategier«, hedder det.
Læs hele udtalelsen fra Lærkevejs fællesmøde på Bolsjefabrikkens hjemmeside.
Bolsjefabrikken på Lærkevej har været et brugerdrevet kulturhus med mange forskellige slags aktiviteter, ud over værksteder også lydstudie og videoproduktion.
– Der har været en helt særlig stemning i huset, ikke kun ved at huset har været brugerdrevet med et månedligt fællesmøde, men også på grund af samlingen omkring husets gårdmiljø, fortæller Martin Lund til Modkraft.
Kulturhuset har været drevet ud fra principper om selvorganisering – såkaldt »Do it yourself/Do it together« - og med udbredt brug af genbrug og »skraldestil«.
Huset har blandt andet lagt rum til forskellige slags værksteder samt en biograf, et galleri og et bibliotek, hvor eksempelvis en brætspilsgruppe har holdt til.
Læs artiklen »Aktivister opgiver at købe Bolsjefabrikken« hos Modkraft.
To aktiviteter i huset – serigrafi- og cykelværksted – rykker nu ud i Bolsjefabrikkens anden »afdeling« i Ragnhildgade på Østerbro.
Andre aktiviteter fra Lærkevej vil blive forsøgt videreført andre steder i København. Hvordan er dog endnu uklart, fortæller Martin Lund.
– Men der er flere, der er friske på at finde nye egnede steder. Hvordan, hvorledes og i hvilket er regi er endnu uafklaret, siger han.
Selv om aktiviteterne på både Lærkevej og Ragnhildgade kaldes Bolsjefabrikken har der i praksis være tale om to forskellige kulturhuse, fortæller Martin Lund.
– Begge huse er fristeder. Men Lærkevej har især været ramme om værkstedsaktivitet, mens Ragnhildgade domineres af musik med øvelokaler og som spillested, siger han.
Brugerne af Lærkevej startede i 2011 en kreativ indsamling af penge til at køb af huset, men aktivisterne opgav i marts 2013 målet.
På et sidste fællesmøde søndag den 1. september vil husets brugere beslutte, hvordan de indsamlede midler skal administreres.
Brugerne af kulturhuset lovede ved indflytningen at flytte frivilligt, når huset var solgt - og den aftale vil de overholde.
Læs artiklen »Fristeder kigger hinanden i øjnene« hos Modkraft.
Læs artiklen »Bolsjefabrikken: Bliv medejer af dit fristed« hos Modkraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96