Bob-Way Revisited <br>på Statens MK

ANMELDELSE: Snakkede med min bankrådgiver forleden, som kiggede mildt uforstående på mig. »Hvorfor laver du ikke bare krimier?« spurgte hun opgivende. »Altså drop det her Forever young-trip, bliv voksen og find dig en stabil afprøvet niche, der er garanteret salg i, sælg din sjæl til Djævlen eller lease den, som Martin Hall indrømmer at have gjort det. ...«

Hey, min sjæl er ikke til salg, ligesom Bob Dylans ikke er det, mand! Den er sguda hans egen...yes, yes, Bob, »You gotta have to serve somebody!«, og jeg har valgt....My way, jeg laver, hvad mit hjerte fortæller mig. Må ind på Statens Museum for Kunst for at få lidt inspiration fra en soulmate, for ligenu udstiller Bob Dylan sine malerier fra en Brasilien-rejse.

»Søndagsmaler«

I disse mobiltelefonkamerasnapshot-tider er det da cool, at han vælger at dokumentere sin rejse med denne langsommelige medieform, og Bob som kunstner er evigt fascinerende, om det så er indholdet af hans madpakke, der er udstillet, i’ll be there....

Har læst lidt af avisernes anmeldelser, og der hakkes lidt på Bob. »Søndagsmaler«, er han blevet kaldt. Bob er sikkert ligeglad. Jeg er ihvertilfælde. Bob har altid skidt på dogmer og status og sikkerhed og virker ikke angst for at miste. Han udfordrer sig selv og springer ud på nyt farligt vand og udstiller det i processen. Som han selv udtrykker det:

»Som kunstner skal man være meget påpasselig, med aldrig at nå frem til et sted hvor man tror, man er nået i mål. Man skal altid være sig bevidst at man hele tiden er i bevægelse; man er hele tiden ved at blive noget nyt forstår du?« »Jep, Bob! De fleste hængerøve sidder da fast som stivbenede edderkopper i allerede afprøvet spindelvæv, og det gør du ikke!«.

Grimme guldrammer

Jeg træder ind i udstillingslokalet og ser akrylmalerierne hænge side om side i fine gammeldags guldrammer. Jeg tror ikke, det er en bevidst provokation, altså rammerne. Så pil dem gerne af igen og erstat dem med grove trærammer eller ingen. For de klæder absolut ikke Bobs akrylbilleder.

Bob Dylan: Favela Villa Broncos. Akryl på lærred. 106,7 x 142,2 cm.

Jeg læser hans CV, som hænger på store tavler og drømmer mig tilbage til dér, hvor jeg selv stod på Bobs tog ved min fødsel i 1969. »Times they are a changing« kørte rundt på pladetallerknen, dengang mine forældre stadig havde en drøm om Utopia, og Anne, vores nabo i bofællesskabet, broderede Bob Dylans pladecovere i korssting.

Denne udstilling cementerer i mig, at Bob Dylans musik stadig er hans force. Musikken er levende, stærk, søgende, farvestrålende, rebelsk, stædig, sexet, klog og passioneret, og i hans tekster udviser han en extraordinær poetisk gennemslagskraft.

Det er ikke det helt samme med malerierne. Det virker som om, at mediet er for langsomt for den vilde og åbne Dylan. De fungerer sikkert fint som illustrationer til ugebladsnoveller, det skal ikke tolkes negativt, honoraret for disse er bare lidt mindre.

Angst for at virke kedelig?

Jeg kan godt li’ hans blyantstegninger, som der er masser af liv og kraft i. Specielt hans gamle fra »Drawn Blanc«. Malerierne virker stive i det, lidt for mange lodrette lige linier, næsten bevidst ikkebrug af »Det Gyldne Snit«, som i visse billeder virker irriterende. Foreksempel i »Mango Swamp«, som ellers er godt, for her fordyber Bob sig i naturens kraft og uendelige skønhed og lader os få del i det, men træet placeret absolut i midten kommer til at ta’ for meget fokus og virker anmassende.

Hans ellers så stædige forsøg på at få ting til at ligne, som foreksempel en bil, ødelægger helhed og forstyrrer fokus i et par malerier. Slip det forsøg, bare mal! Det er som om, Bob alligevel har lidt menneskelig angst for ikke at virke kedelig, da næsten alle malerierne er proppet med handling, som lukker af for beskuerens egen fantasi og lyst til at udforske.

Bob har selv været fascineret af Gaugin og måske Pierre Bonnard, og jeg er vild med hans penselsstrøg. Der er variation og kraft i dem, og de få billeder, hvor der bare er en enkelt figur med baggrund virker stærkest. Der opstår smukke farvekombinationer og lag i disse store flader, som Bob har turdet lave uden genkendelige figurer.

Så Bob! Vær ikke bange for at være kedelig i dine valg af motiver, for det er i de store rolige flader, at livet i i din pensel folder sig ud!

Stabil platform?

Så fungerer pladecoveret fra 1968, The Bands’ »Music From Big Pink« bedre. Her maler Bob i en fed og ligenu moderne naiv stil, som virker mere levende og ægte for ham.

I akrylmalerierne har Bob brugt den traditionelle amerikanske malemåde og farveholdning, og det er helt ok at bruge disse værktøjer, jeg ville bare ønske, at han næste gang går det skridt videre at forkaste disse for, at hans åbenlyse maleriske talent kan slippes fri, men måske har Bob netop brug for denne stabile platform, hvor der holdes lidt igen på vildskab og experimentering, når han nu er så søgende i musikken.

Jeg beundrer under alle omstændigheder hans kreative mod til at udstille disse malerier, og han er jo produktiv ud over det sædvanlige, så det skal nok gå ham godt.

Illustreret TV fortælling.

Ideen med at filme Bobs malerier og vise dem med kamerapanorering henover er til gengæld lige i øjet. Her kommer billederne til deres ret og slippes ud af de gyldne rammer. Der opstår nye beskæringer som helt klart klær hans billeder og med zoomteknik er det er nu nemt at træde ind i alle historierne, som her bliver levende.

Et par damer på vej til en lille let frokost i museets café er også ovenud begejstret, efter at have set filmatiseringen af billederne. »Der sker sgu noget i hans billeder, der er handling, og jeg ka’ godt li’ dem!«, siger den ene. A propos vigtigheden af rette valg af medie. Malerierne vil virkelig fungere godt som en illustreret TV-fortælling, sæt dem straks i produktion!

Hvorfor er blå uenighedens farve?

På en planche udtaler Bob skråsikkert, at »blå er uenighedens farve«. »Det er altså svært at forstå!« siger en af damerne, og jeg er enig med hende. For mig er blå »uendelighedens farve«, og for en anden er den måske »gudommelig smølf«. Måske er den noget helt fjerde, hvem ved? Måske er blå bare blå, Bob Dylan er ihvertilfælde Bob Dylan, og jeg er stadig lige vild med ham.

Og jeg vil også se det næste materiale han laver, for han er en levende multikunstner af format. May your heart always be joyful, Bob!