Annonce

Amokkørsel
16. marts 2012 - 14:14

Blokadevagt kørt ned af taxaboss

Et medlem af fagforeningen 3F blev fredag morgen kørt ned af chefen for et taxafirma, som han sammen med 40 kammerater blokerede i protest mod dårlige arbejdsvilkår. Chefen indgik kort efter overenskomst, men undgik ikke anholdelse.

En blokade af firmaet Farsø Taxa i Midtfjord i Nordjylland udviklede sig fredag morgen dramatisk.

Chefen for taxafirmaet kørte direkte ind i en blokadevagt fra fagforeningen 3F med sin bil, så manden væltede omkuld, og efterfølgende måtte sendes med ambulance til Aalborg Sygehus.

– Jeg er chokeret over, at det er kommet så vidt. Lige nu har jeg bare dårlig samvittighed over, at mine folk skal udsættes for sådan noget, siger næstformand i 3F Midtfjord, Alex Pedersen, til TV2 Nord.

Se indslaget »Video: Mand kørt ned under taxablokade« hos TV2 Nord.

Taxachef anholdt

Chefen for Farsø Taxa blev kort efter episoden anholdt af politiet og sigtet efter straffelovens paragraf 252 for, at han »af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed« som det hedder.

Inden politiet hentede ham, besluttede han at indgå overenskomst med 3F.

– Vi er bestemt tilfredse med, at vognmand Søren Nielsen nu har underskrevet en tiltrædelsesoverenskomst, men vi havde jo hellere set, at aftalen var kommet i stand i mindelighed, siger Alex Pedersen til avisen Nordjyske.

– Vort mål er udelukkende, at vore medlemmer har anstændige løn- og arbejdsvilkår, og at virksomheden overholder de gældende overenskomster. Farsø Taxi har desværre ikke været til hverken at hugge eller stikke i. Derfor har vi iværksat konflikten, fortæller næstformanden om baggrunden for blokaden, der kun nåede at vare i tre timer. 

Læs artiklen »Taxi-konflikt løst efter påkørsel« hos 3F.

Læs artiklen »Blokade afblæst efter tre timer« hos Nordjyske.

Læs artiklen »3F: Farsø Taxi er konkurrence- forvridende« hos TV2 Nord.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce