Annonce

3F i aktion
15. oktober 2012 - 12:28

Blokade mod supermarkedernes tomatpusher

Mandag morgen iværksatte fagforeningen 3F en blokade mod gartneriet Østervang Sjælland på Stevns, der leverer til både COOP og Dansk Supermarked. Konflikten kan brede sig til hele landet, siger Jørgen Birch Sunddahl fra 3F.

Fyrede medarbejdere og 3F-medlemmer fra hele Sjælland mødte tidligt mandag morgen op ved det store gartneri Østervang Sjælland nær Hårlev på Stevns.

Med et banner med teksten »Nej til løndumping« blokerede de fra kl. 6.30 gartneriets indkørsel.

»Glade tomater« uden overenskomst

Konflikten mod tomatgartneriet, der sælger sine såkaldte »glade tomater« til blandt andet Fakta, DagligBrugsen og Bilka, indledes efter flere fejlslagne forsøg på at tegne overenskomst for gartneriets medarbejdere.

Læs artiklen »Blokade mod stort tomatgartneri« hos Fagbladet 3F.

Sagen startede i september 2011 da 43 medlemmer af 3F blev fyret og bortvist efter en konkurs på gartneriet, der inden konkursen hed Varpelev Tomater.

De plukkemodne tomater blev dog ikke hængene længe på planterne, og allerede indenfor et døgn var de fyrede medarbejdere erstattet af et hold udenlandske arbejdere.

Anders Dahl, tidligere tillidsrepræsentant for de 43 fyrede 3F-medlemmer, fortalte dengang til Fagbladet 3F:

– Vi ville meget gerne gøre arbejdet færdigt, men fik ikke lov. Til gengæld blev nogle af os fyrede ringet op og bedt om at hjælpe udlændingene med at finde tomatkasser og forklare, hvordan printer og maskiner virker.

Læs artiklen »43 gartnere trynet i tomatcirkus« hos Fagbladet 3F.

Konflikten kan sprede sig

Det har, ifølge Fagbladet 3F, ikke været muligt at få oplyst hvad gartneriet betaler sine nye arbejdere og Østervang har flere gange afvist at tegne overenskomst med 3F.

Senest afviste gartneriets advokat Søren Aagaard i en mail til 3F Køge Bugt den 9. oktober 2012, fagforeningens overenskomstkrav, som han ifølge Fagbladet 3F kalder »usaglige.«

Og 3F kvitterer altså nu med en blokade mod gartneriet.

– Vores medlemmer har fået en meget ringe behandling. Vi vil ikke finde os i, at vores medlemmer på overenskomstmæssig løn bliver kasseret til fordel for folk, som arbejder på gartneriet uden overenskomst, siger Jørgen Birch Sunddahl, der er formand for Byg & Grøn Gruppe hos 3F.

Jørgen Birch Sunddahl fortæller til Sjællandske Nyheder, at han efter dagens blokade vil stå i spidsen for udarbejdelsen af en konflikthåndteringsplan, der meget vel kan betyde en skærpelse af konflikten.

– Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvornår den er færdig, men når den ligger klar, så må man forvente, at en egentlig konflikt vil brede sig til hele landet, siger han.

Læs artiklen »3F-konflikt kan være på vej i hele landet« hos Sjællandske Nyheder.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce