Den femte maj bortviste ledelsen på Det Ny Teater fem kokke, umiddelbart efter at de opfordrede ledelsen til at tegne overenskomst med RBF.
Tirsdag den 8. maj indledte kokkene en blokade af deres arbejdsplads med krav om at vende tilbage til deres arbejdsplads under tålelige forhold.
– Blokaden går fint, siger en af de bortviste kokke til Monsun Nyheder.
– Reaktionen fra publikum er overvejende positiv, og i går var vi 30, der delte løbesedler ud, siger han.
Blandt de aktive, der har bakket op om kokkenes blokade, er medlemmer af SiD og LO’s Jobpatrulje.
Ledelsen har indtil videre ikke vist tegn på forhandlingsvilje.
Selv om enkelte gæster vælger at spise et andet sted fortsætter betjeningen indenfor på restauranten i Det Ny Teater.
– Nogle af de andre synes vi er dybt åndssvage, men mange er positive, selv om de ikke bakker os op fysisk. De ved, at det også gavner dem. Selv hvis vi ikke får vores job tilbage, vil det have gavnet. Der kommer altid nogen efter, siger den bortviste kok.
Der er blokade foran teateret hver dag fra 17-20.
Af Sven Gårn Hansen/Monsun Nyheder
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96