Annonce

3. juni 2009 - 17:48

Blod og bannere mod EU

Indgangen til Danish Meat Association i København blev tirsdag den 2. juni blokeret af et svinekadaver og dets 40 kilo blod og indvolde. 30 unge med tilknytning til Socialistisk UngdomsFront (SUF) stod bag aktionen, der var en protest mod Danish Crowns udmelding om lønnedgang på 20 pct. for slagterimedarbejderne.

– Kravet om lønnedgang er kun muligt, fordi EU fratager slagteriarbejderne retten til at strejke. EU overtrumfer dansk lovgivning og lader private virksomheder stjæle arbejdernes basale rettigheder. Det får tankerne på gled her fem dage før valget til EU-parlamentet, siger Anne Larsen fra SUF i en pressemeddelelse.

JPEG - 208.8 kb
Danish Crowns krav om lønnedgang for slagterimedarbejderneer kun muligt, fordi EU fratager slagteriarbejderne retten til at strejke, mener SUF, der blokerede indgangen til Danish Meat Association med et dødt svin. Foto: SUF

Hun undrer sig over, at så mange kandidater til EU-parlamentet er »så glade for EU, når EU forringer hverdagen for almindelige mennesker«.

– Der bør være nogle kritiske stemmer i EU-parlamentet, der holder direktørernes gode venner i ørerne, siger Anne Larsen og understreger, at EU i sin nuværende opbygning aldrig kan blive et projekt, der tilgodeser lønmodtagerne.

EU-fri zone i Viborg Samme dag klatrede aktivister med tilknytning til miljøet omkring Ungdom mod EU op på facaden af Region Midtjyllands Regionshus i Viborg og hængte et banner ud med teksten »EU-fri zone«.

– Når EU ikke respekterer folketingets, regionernes og kommunernes selvbestemmelse, så må vi sige nej tak til EU og erklære os for EU-fri zone, siger »Louise« – der ikke oplyser sit efternavn – i en pressemeddelelse.

JPEG - 214.8 kb
Region Midtjyllands Regionshus i Viborg erklæres »EU-fri zone« af aktivister fra Ungdom mod EU. Pressefoto

Ungdom mod EU kalder det »grotesk, at over 80 pct. af de love, der gælder i de enkelte medlemslande er bestemt af EU«. Ifølge aktivisterne sætter EU i »enhver henseende konkurrencen og det frie indre marked over hensynet til miljø og mennesker«. De vil derfor hellere bevare »vores selvbestemmelse og benytter os af de gode alternativer, der er til at være en delstat i EU«.

De vil derfor meldes helt ud af EU og i stedet genindtræde i Den Europæiske Frihandelssammenslutning, EFTA. Således vil Danmark stadig kunne handle med omverdenen, men samtidig stå »uden for EU’s usolidariske landbrugsstøtte og toldmure mod den fattige del af verden«, som det hedder i pressemeddelelsen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce