Annonce

Anmeldelse
20. april 2013 - 17:00

Blind mand anklager

Anders Haahr Rasmussen anmelder Hans Bondes bog Fordi du fortjener det – fra feminisme til favorisme.

Lad os sige, at en mand træder ind i et rum fyldt med mennesker og begynder at råbe op. Lad os sige, at han er grov at høre på, at han kaster om sig med løse beskyldninger og fornærmer folkene omkring sig, gør dem utilpas eller ophidsede, sådan at de beder ham om at gå sin vej eller holde sin mund. Reaktionen vil være forståelig og berettiget. Ingen kan forventes frivilligt og passivt at lade sig overfuse. Ok, men hvad så, hvis det viste sig, at manden rent faktisk havde noget på hjerte. Han var reelt bekymret eller frustreret, han følte sig overhørt og misforstået, og nu vidste han så ikke bedre end i sin følelse af afmagt at spy om sig med krænkende ord og anklager.

Sådan er det måske med det kontroversielle tv-programBlachman, hvor Thomas Blachman med en mandlig gæst ser på og taler om nøgne kvinder. Det er forhudsforsnævrende pinligt, sexistisk og reaktionært, hvilket har affødt kritik, der har været ligeså forventelig, som den har været rimelig. Ikke desto mindre var udgangspunktet for programmet nogenlunde nemt, i hvert fald for undertegnede, at relatere til: Blachman har svært ved at sætte ord på sit begær. Han er tiltrukket af kvinder, men han kan ikke finde ud af at tale om det uden at ende i enten pornografiens eller den politiske korrektheds sprogbrug. Det frustrerer ham. Han vil gerne snakke med andre mænd om sit begær. Han vil gerne have hjælp til i 2013 at finde sig til rette med sin seksualitet. Der skal ikke her ofres flere ord på, hvor klodset et forsøg han er endt med at gøre, men blot mindes om, at der bag programmets larmende udtryk muligvis gemte sig i hvert fald et flig af en sympatisk ambition.

Samme fornemmelse får man efter endt læsning af professor Hans Bondes debatbog Fordi du fortjener det – fra feminisme til favorisme. Der bliver buldret og braget bogen igennem. Fra første kapitel forstår vi, at Helle Thorning Schmidt er blevet statsminister, fordi hun er en ung, smuk, lyshåret kvinde. Hun er kejserinden uden tøj på, hvis inkompetence var skyld i regeringens håbløse håndtering af sagen om den københavnske betalingsring. Det samme gælder "de mange relativt uerfarne, unge og blonde kvindelige ministre som sundhedsminister Astrid Krag, miljøminister Ida Auken og socialminister Karen Hækkerup". De er maskotter. Valget af dem er udtryk for symbolpolitik. Ikke at Hans Bonde dokumenterer sine anklager. De får lov at stå som insinuationer, for ”det kan naturligvis ikke bevises”, men ”alt tyder på”, at for eksempel forhenværende økonomiminister Lene Espersens ringe håndtering af den kriseramte banksektor skyldes manglende erfaringer, som jo altså ikke længere er en hindring for kvindelige politikeres succes, al den stund at de ansættes på grund af deres køn og udseende, hvilket ifølge Hans Bonde "kan gøre vores folkestyre mere sårbart".

Hvordan kunne bestyrelsen på Arken overse Anna Castbergs cv-fuskeri, da de ansatte hende som museumsleder? Fordi de havde brug for en kvindelige »paradehest«. Milena Penkowa? Båret ukritisk frem, fordi hun er kvinde, hvilket "utvivlsomt [har] skadet Penkowa ved at give hende indtryk af, at der kun eksisterede medvind, og til sidst, at hun kunne gå på vandet".

Sidste eksempel på bogens støjniveau: Hans Bonde "mener ikke, at det er særlig relevant, at kvinderne ’først’ fik stemmeret i 1915", og ja, den er god nok, der er anførselstegn om ’først’.

Kritik af kvotelogik

Hvis Blachmans larm var ærgerlig, så er Bondes decideret bedrøvelig, dels fordi vi har med en vidende kønsforsker at gøre, tidligere modtager af HK’s ligestillingspris og dansk repræsentant i EU’s Ligestillingsinstituts ekspertgruppe, men især fordi bogen gemmer på vigtige og kritiske indsigter.

Det er relevant at spørge, som Bonde gør, om ’ligestilling’ er i fare for at blive synonymt med ’kønsbalance’. Det er relevant at overveje, hvor identitetspolitikkens grænser går; om der bliver fokuseret for ensidigt på kønsrepræsentation, når virksomheder skal kunne tvangsopløses, hvis ikke deres bestyrelse består af minimum 40 procent kvinder, eller når først Københavns og siden Aarhus Universitet økonomisk belønner fakulteter for at ansætte kvindelige professorer.

»Hver eneste arbejdsplads, uddannelse, bestyrelse, kultursektor og politiske forsamling er nu kommet under mistanke, hvis ikke den er tæt på ens kønsfordeling,« skriver Bonde, der ikke formildes af, at princippet også vinder indpas på områder med mandlig underrepræsentation, som ved tildeling af forældremyndighed, hvor der argumenteres ud fra kvote-logik:

»Mænd skal nu ikke have tæt omgang med deres børn, primært fordi de er kompetente fædre, men fordi de har ret til andele.«

Bondes skrækscenarie er et samfund, der vurderer folk på baggrund af deres identitet snarere end deres meritter. For hvis kvinder skal sikres repræsentation på universiteter og i bestyrelser gennem kvoter og særregler, hvad er så argumentet, spørger Bonde forståeligt nok, for at etniske minoriteter eller homoseksuelle ikke skulle kunne gøre krav på samme positive særbehandling? Hvordan undgår man »et repræsentationssamfund, hvor rationelle argumenter og dialog skydes til side til fordel for en ren interessekamp baseret på kollektive identiteter«?

 Hvordan undgår man – hvis man, som i Norge, baserer filmstøtte på kønsrepræsentation, eller hvis man, som i Sverige, opretter særlige teaterlederuddannelser kun for kvinder for at sikre ligelig kønsfordeling i chefstolene – at bekræfte den gamle forestilling om manden som borger og kvinden som kønnet, den evige Anden, der vinder særlige kvindepriser og ansættes via kvindekvoter.

Dertil kommer et spørgsmål, der ikke rejses i bogen: Hvordan undgår man at blive blind over for social ulighed – det faktum, at en kvindelig fabriksarbejder i Vestjylland sandsynligvis har større politisk interessefællesskab med sin mandlige kollega, end hun har med en kvindelig bestyrelsesformand på Østerbro – hvis ens altoverskyggende forståelse af magtfordelingen i samfundet baserer sig på gruppeidentiteter i kamp med hinanden.

 Som den socialistiske feminist Sharon Smith har formuleret det i sin kritik af moderne identitetspolitik:

»Undertrykkelse skyldes ikke racen, kønnet eller seksualiteten på de bestemte personer, der styrer systemet. Det skyldes systemet selv – uanset hvem der styrer det.«

Kvinder med glashoveder

Den slags citater er ikke at finde i Fordi du fortjener det. Nej, Hans Bonde har stor tillid til systemet. Han sammenligner samfundet med et 100-meter-løb, hvor banen er kridtet ens op for alle. Alle mennesker har formelt set lige muligheder, og hvis de præsterer forskelligt, er det udelukkende udtryk for forskellige evner eller prioriteter.

»Vi har fuld ligestilling i Danmark i dag, men en del kvinder og mænd vælger meget forskelligt. Frihed er, at vi respekterer disse valg,« skriver Bonde og slår fast:

»Kvinder tvinges ikke til at ’kæmpe på mændenes betingelser’, men på fair betingelser.«

Han afviser enhver form for kønsdiskrimination. Der findes ikke noget glasloft, men glashoveder, »altså kvinder, der er så bange for, at deres hoveder splintres mod det hårde erhvervslivs krav, at de skaber myter om usynlige barrierer for at slippe for dilemmaet«.

Når der ikke er flere kvindelige erhvervsledere skyldes det kvindernes personlige præferencer, mener Hans Bonde, der for eksempel har noteret sig »en særlig forbindelse mellem kvindelige milliardærarvinger og konkurrenceridning«, der gør, at for eksempel 22-årige Anna Kasprzak bruger sin tid på at ride dressur ved OL til trods for, at hendes morfar grundlagde Ecco.

Selv de mest maskuline felter er åbne for alle. Den eneste hindring er egen uformåen. Mønsterbryderne fungerer som bevismateriale:

»Det kan jo godt lade sig gøre,« skriver Bonde om fysikeren Marie Curie og hendes nutidige fagfæller Elizabeth Blackburn og Lene Hau. Det kræver bare »benhårdt arbejde, visioner og total dedikation«.

Man forestiller sig samme argument anvendt over for en sort amerikaner, der brokker sig over at leve i dybt racistisk samfund, hvor halvdelen af befolkningen eksplicit giver udtryk for negative holdninger over for sorte mennesker: »Pjat med dig. Obama blev præsident, så kan du også.«

Intet at skamme sig over

Historisk er der heller ikke noget at komme efter, mener Bonde.  Jovist, husbonden havde magt over sin hustru, men han havde til gengæld ansvar for hele husstandens overlevelse, så mon ikke det går lige op:

»De fleste kvinder, der ofte var svækket af børnefødsler i et samfund uden prævention, har utvivlsomt været glade for ikke at skulle bære dette ansvar for hele husholdet.«

Det er Hans Bondes klare opfattelse, »at moderne mænd ikke har ringeste grund til at skamme sig over ’gammel gæld’ fra en fortidig kvindeundertrykkelse«. Lad os bare godtage den pointe, skam er alligevel ikke den bedste motivationsfaktor for at gøre verden til et bedre sted. Lad os sige, at moderne mænd ikke behøver at skamme sig over, at det engelske fodboldforbund, FA, i 1921 besluttede sig for at forbyde kvindelige fodboldhold sjovt nok kort tid efter, at to af slagsen havde trukket 53.000 tilskuere til en kamp, der vidnede om et bekymrende stort kommercielt potentiale. Det er der ikke nødvendigvis grund til at skamme sig over som mand anno 2013, men det er vel en relevant oplysning til et kapitel om sport, hvor kvindefodbold kritiseres for at være uinteressant, savne bredde på eliteniveau og uretmæssigt kåre deres bedste spiller og træner side om side med de mandlige stjerner.  Først udelukkes de, siden ringeagtes de for ikke at kunne følge med.

Samme selektive hukommelse gør sig gældende i afsnittet om tennis – en af de få sportsgrene, hvor kvinder og mænd får lige store pengepræmier. Hans Bonde minder om, at kvinder spiller bedst af tre sæt ved grand slam-turneringerne, mens mænd spiller bedst af fem sæt, hvilket som regel betyder, at deres kampe varer længere. Når de arbejder længere, bør de også belønnes bedre, konkluderer Hans Bonde. Han glemmer tilsyneladende, at kvinderne engang spillede lige så lange kampe som mændene. Frem til 1901 var det standard i USA, at finalerne var bedst af fem sæt for begge køn, indtil det amerikanske tennisforbund – udelukkende bestående af mænd og uden at konsultere nogen af de førende kvindelige spillere, der efterfølgende gjorde store protester – besluttede sig for at forkorte kvindernes kampe af hensyn til forestillinger om deres skrøbelige fysik. Først stækkes deres ret til kropslig udfoldelse, hvorefter de anklages for ikke udfolde sig i samme omfang som mændene.

Nedvurdering af det feminine

Måske er det slet ikke et spørgsmål om skam. Måske er det snarere et spørgsmål om at anerkende historiske uretfærdigheder som en arv, der stadig påvirker den sociale virkelighed. Diskrimination trives jo fint uden lovhjemmel. Det burde ikke være nogen opsigtsvækkende oplysning, at racismen lever videre i det amerikanske samfund også efter borgerretsbevægelsen sikrede formelt lige adgang. En sort og en hvid dreng har, alt andet lige, stadig ikke samme forudsætninger for succes. Sorte mænd bliver stadig dømt hårdere end hvide mænd for sammenlignelige forbrydelser. De færreste vil benægte, at det stadig er sværere at komme til jobsamtale i Danmark, hvis du hedder Hassan, end hvis du hedder Hans.

På samme måde lader det feminine til at være udsat for en systematisk nedvurdering. Hvordan kan man ellers forklare, at forældre generelt og uden belæg vurderer deres drengebørn til at være klogere end deres pigebørn? At den samme universitetsopgave vurderes til at være dårligere, når en kvinde står som afsender, end når en mand gør? At det samme manuskript indsendt af henholdsvis en kvindelig og en mandlig forfatter anses som betragtelig ringere af diverse litteratur- og teaterchefer, når Mette skriver i stedet for Mads? Det er dokumenteret til uendeligheder.

Det handler ikke om at ynke kvinder og skamme mænd. Kønsdiskrimination er ikke – i hvert fald ikke først og fremmest – noget mænd gør mod kvinder. Det er et strukturelt, kulturelt og socialt problem. Her er Bondes snæversyn slående. Han insisterer på, at alle kæmper »på fair betingelser«. Når der er dobbelt så mange mandlige som kvindelige hovedroller på danske filmlærreder, så skyldes det ifølge Bonde det simple faktum, at spillefilm som regel handler om det farlige og dramatiske, og at det i virkelighedens verden oftest er mænd, der tager på opdagelsesrejser, slår folk ihjel eller begår røverier. Lad os bare give ham ret. Argumentationen er for så vidt fejlfri: Mænd får flest hovedroller, fordi de fleste film handler om typisk mandlige bedrifter. Det er et glimrende eksempel på, hvordan en branches maskuline normer og værdier opfattes som den helt igennem neutrale spillebane, alle konkurrerer ligeligt på.

Den kønsneutrale mand

Når der argumenteres for at kvinder skal kvoteres ind på diverse felter, er det som regel med reference til, at mænd er blevet de facto kvoteret ind gennem generationer. At mænd er blevet vurderet som bedre egnet til for eksempel ledelsesposter, fordi de er mænd. Som den amerikanske maskulinitetsforsker Michael Kimmel har formuleret det, så er mænd »modtagere af den største positive særbehandlingsplan i verdenshistorien – den hedder ’verdenshistorien’«.

Det er ikke sikkert, at positiv særbehandling for kvinder altid er det bedste modsvar. Hans Bonde har god grund til at spørge, »hvorfor svaret på en formodet nepotisme og diskrimination skulle være mere nepotisme og ny diskrimination«.

Men det er helt sikkert, at den kategoriske afvisning af enhver form for maskuline privilegier gør det vanskeligt at lytte til hans kritik. Den fortaber sig i et inferno af selvretfærdighed. Tænk at man som hvid, veluddannet, heteroseksuel mand kan være så blind over for at leve i en verden indrettet af og for folk som en selv. Chauvinismen lyser ud af hans egne sætninger, men han kan ikke se det.

Hør ham håne feministiske forfatteres indførelse af det kønsneutrale ’hen’ i stedet for ’han’ eller ’hun’. Bonde mener, initiativet er overflødigt:

 »Egentlig lidt fjollet i betragtning af, at ordet ’han’ faktisk allerede bruges kønsneutralt i dag, ligesom ordet ’man’«.

Vi tager den lige igen – fortrængningen bliver ikke mere eklatant:

»Egentlig lidt fjollet i betragtning af, at ordet ’han’ faktisk allerede bruges kønsneutralt i dag, ligesom ordet ’man’«

Det er helt rigtigt. ’Han’ bruges faktisk allerede kønsneutralt i dag. Lad der være helt stille, så alle kan høre det: ’Han’ bruges faktisk allerede kønsneutralt i dag.

 

------------------------------

Hans Bonde, Fordi du fortjener det – fra feminisme til favorisme, 288 sider, 250 kr., Gyldendal, udkommer 19. april

Anmeldelsen har tidligere været bragt i Dagbladet Information samt på Anders Haahr Rasmussens blog på information.dk.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce