Betingelserne for Enhedslistens støtte til våbentransport til Irak blev ikke opfyldt

Efter mange overvejelser besluttede Enhedslistens hovedbestyrelse (HB) i slutningen af august 2014 at give folketingsgruppen mandat til at stemme for beslutningsforslaget om at sende et militært transportfly til Irak efter anmodning fra den irakiske og amerikanske regering.

Vi skal ikke her indlede en længere principiel diskussion af problemstillingen »humanitær intervention« og socialisters stilling hertil, men alene koncentrere os om forholdet mellem de betingelser og forventninger, som Enhedslisten officielt har fremlagt forud for tilslutningen til beslutningsforslaget og det, som der rent faktisk står i beslutningsforslaget, i bemærkningerne hertil, og som fremgår af udenrigsministerens og forsvarsministeren svar på spørgsmål.

Vores konklusion er, at ingen af de betingelser, som Enhedslisten har fremført i betænkningen eller i Nikolaj Villumsens nyhedsbrev, imødekommes i beslutningsforslaget eller af ministrenes svar.

Tværtimod bidrager Enhedslisten nu med tilslutningen til beslutningsforslaget til en de facto anerkendelse af begrebet »koalitionen af villige«, som især amerikanerne siden invasionen af Irak i 2003 har anvendt som metode til at omgå FN, når det passede ind i deres interesser.

Det er beklageligt og vil højst sandsynligt fremover give næring til interne debatter og selvransagelse i lighed med perioden efter interventionen i Libyen.

Men lad os sammenholde, hvad Enhedslisten skriver, og hvad der står i beslutningsforslaget og fremgår af ministrenes svar.

I Enhedslistens betænkningsafgivelse indledes der med, at Enhedslisten generelt er »skeptisk overfor brugen af militære midler i konflikter«. Spørgsmålet er så, hvorfor vi ikke på et langt tidligere tidspunkt gjorde opmærksom på denne indstilling og fremlagde forslag til, hvilke bud den danske regering og Folketinget skulle fremlægge til en politisk løsning.

Som det fremgår af udenrigsministerens svar, har Danmark ingen forslag til politiske løsninger i regionen.

Umiddelbart efter de indledende bemærkninger kommer den egentlige begrundelse for tilslutningen: »Der er dog ingen tvivl om, at situationen i Irak og Nordirak er forfærdelig og at ISIL gør sig skyldig i etnisk udrensning, massakrer og grove overgreb på civilbefolkningen«.

Det er der faktisk ikke dækkende dokumentation for.

Hvad, vi ved fra pålidelige kilder som FN, er, at ISIL forfølger en primitiv og barbarisk shock-and-awe strategi med vilkårlige sekteriske drab og henrettelser, der helt sikkert er afskyvækkende og som angiveligt har afstedkommet masseflugt bl.a. hos yazidierne.

Men i bemærkningerne til beslutningsforslaget er man noget mere afbalanceret i bedømmelsen af, hvad der egentlig foregår.

Man skriver oven i købet, at der er meget stor usikkerhed forbundet med »disse tal« (dvs. FN’s estimater). Der henvises til antallet på flugt.

FN’s sikkerhedsrådsresolution 2170 er også noget mere afbalanceret end det, der står i Enhedslistens betænkning. Længere fremme i bemærkningerne refereres der til, at amerikanerne vurderer, at risikoen for en humanitær katastrofe er aftaget.

Ministeren leverer i sit svar heller ingen håndfaste estimater og skelner i øvrigt ikke mellem de forskellige årsager til de store flygtningestrømme. Det er ikke tilstrækkeligt, at foretage et skøn over antallet af flygtninge og den humanitære situation. Man må også give præcise vurderinger af, hvilke kræfter, der står bag flygtningestrømmene for at få et samlet billede af en den meget komplekse situation.

Det kan nemlig tilføjes, at især sunnimuslimer i Irak i flere år har været drevet på flugt, hvilket har resulteret i store flygtningestrømme og omplaceringer mange steder i Irak.

Det nævner Enhedslistens betænkning ikke med et ord, hvilket kan give det indtryk, at ISIL er hovedårsagen til den kaotiske situation i Irak og ikke symptomet.

Den logiske slutning på denne undladelse er: Havde det med andre ord ikke været for ISIL’s offensiv, ville vi have accepteret at leve med de mangeårige politiske og religiøse forfølgelser i Irak.

Endvidere er det ganske problematisk for et socialistisk parti at henvise til humanitære katastrofer som grundlag for militærintervention uden for det første at redegøre for årsagerne og for det andet konsekvent argumentere for sådanne indsatser, hvor end katastroferne måtte forekomme.

I så tilfælde skal vi snart til den igen. Næste gang i Libyen, Sydsudan, Yemen, Nigeria osv.

I resten af betænkningen flyttes accenten fra den humanitære præmis til en støtte til kurdernes kamp mod ISIL som begrundelse for tilslutningen til beslutningsforslaget.

Problemet er dog, at der ikke står noget om støtte til kurderne i selve beslutningsforslaget og kun ganske lidt i bemærkningerne.

I beslutningsforslaget står der slet og ret:

»Folketinget meddeler sit samtykke til, at et dansk militært bidrag – efter anmodning fra den irakiske og den amerikanske regering – stilles til rådighed for den internationale indsats til støtte til Iraks militære indsats mod terrorbevægelsen ISIL og for at bistå myndighederne i Irak med at beskytte civilbefolkningen mod alvorlige overgreb«.

(De to ministre er også meget tilbageholdende med tilkendegivelser om hvilke enheder, den militære støtte skal tilfalde. Det overlades til den amerikanske operative kontrol at vurdere).

Mere står der ikke, og meget andet kunne der ikke stå, hvis operationen skal finde sin legitimitet i folkeretten. Og det har både den danske og amerikanske regering betinget sig.

Det er med andre ord den irakiske regering, vi har valgt at støtte, uden at vi på beslutningstidspunktet kendte den nye regerings sammensætning eller politik mht. indsats mod den hidtidige sekterisme, forfordeling af sunnierne og opgør med de shiamuslimske militsers terror mod sunnierne.

Enhedslisten ønsker med tilslutningen, »at Danmark skal støtte de kurdiske styrker i kampen mod ISIL og vores støtte er betinget af, at regeringen ikke løber fra sine forsikringer overfor Folketinget«.

Men der er ingen forsikringer i beslutningsforslaget – heller ikke i bemærkningerne eller i ministrenes svar. Tværtimod står der:

»Det danske bidrag forventes underlagt amerikansk myndigheder under operativ kontrol. Den danske forsvarschef bevarer fuld kommando«.

Det betyder, at flyets operationer i Irak og andre områder afgøres af de amerikanske myndigheder, og hvad man her beslutter er i amerikansk interesse.

Det kan resultere i transport af militært materiel til kurderne, som der også står, men hvilke grupper, disse våben er bestemt til, er ikke nævnt et eneste sted.

Det kan med andre ord dreje sig om en massiv forsyning til peshmergamilitserne, der er under ledelse af den konservative premierminister for den kurdiske regionsregering, Barzani, for bl.a. at styrke denne fløjs tropper i forhold til militserne fra PKK og YPG og de konkurrerende sunnitiske militser.

Faktisk er der ingen andre garantier for våbenleverancernes destination, end at de skal styrke de irakiske sikkerhedsstyrkers kamp mod ISIL.

Dertil kommer, at det i bemærkningerne antydes, at det ikke kan »udelukkes, at der bliver behov for også at beflyve andre lande«. Dermed er der reelt åbnet for, at der også vil kunne flyves til Syrien, hvis amerikanerne skulle finde det nødvendigt eller blot opportunt.

Der er kort sagt ingen garantier i beslutningsforslaget for, at et eneste stykke våben eller andet materiel overdrages til kurderne. Det afhænger af amerikanernes dispositioner og taktiske beslutninger.

I bemærkningerne sidestilles kurderne i øvrigt med de irakiske styrker, »samt øvrige samarbejdspartnere«, hvem det så er. Kan det være Syrien eller andre kombattanter, som amerikanerne i vanlig del og hersk tradition finder det for godt at alliere sig med for at nå et bestemt mål?

Det gives der absolut ikke noget svar på.

Heller ikke i forsvarsministerens svar, der lyder som følger: »En naturlig forståelse af »øvrige samarbejdspartnere« vil således være nationer, der støtter den amerikansk ledede indsats«.

Det kan med andre ord være hvem som helst, som amerikanerne lukker ind i koalitionen. Af samme grund er Enhedslistens betingelse ikke opfyldt.

I Enhedslistens betænkning slår man til lyd for, at denne aktion adskiller sig fra hidtidige aktioner ved, at der »i denne situation transporteres våben til en folkevalgt, sekulær kurdisk regering, som beskytter minoriteter og kvinders rettigheder og en suveræn irakisk stat, som selv har bedt det internationale samfund om hjælpen. Vi taler om en stat, der beder om hjælp til at forsvare sin egen befolkning mod overgreb – helt i tråd med folkeretten«.

Lad os lige få fakta på plads her.

Der findes ingen folkevalgt, kurdisk regering. Der findes en folkevalgt, regional regering, og der findes kun en stat, som kan appellere til det internationale samfund i overensstemmelse med folkeretten, og det er den irakiske stat.

Denne stat har indtil nu handlet ekstremt sekterisk både politisk, økonomisk og militært og stået bag syv års overgreb mod store dele af sin egen befolkning. Denne stat har ligget i permanent konflikt med kurderne om kontrollen af de store oliefelter ved Kirkuk, og den samme stat har til hensigt at fordrive kurderne fra de områder, de besatte, da ISIL i juli tvang regeringstropperne på flugt.

Og udenrigsministeren kan ikke i sit svar garantere, at den nye forhandlingsleder Haider Al Abadi rent faktisk vil gøre op med den irakiske regerings hidtidige politiske kurs.

Bemærkningerne til beslutningsforslaget refererer i øvrigt til Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) analyse og vurdering.

»FE vurderer, at ISIL ikke har en erobring af de traditionelle kurdiske områder som primært mål. Den kurdisk kontrollerede by Kirkuk og de omkringliggende oliefelter er dog sandsynligvis omfattet af ISILs strategiske mål«.

Hertil kommer, at det også er den irakiske stats strategiske mål at tvinge kurderne tilbage fra de områder, som de erobrede i juli, fordi oliefelterne indgår som grundlag for hele den irakiske nations økonomiske grundlag.

Så anmodningen om støtte kommer fra en regering, som USA har indsat, og som endnu ikke er færdigdannet, fordi bl.a. sunnierne vægrer sig ved at gå ind i en ny regering og støtte den, med mindre deres hovedkrav om afskaffelse af de forhadte anti-Baathpartilove bliver indfriet.

Det var de love, som den amerikanske besættelsesadministration tvang igennem, og som siden har været brugt til at undertrykke det sunnimuslimske mindretal og andre oppositionelle. Ikke så sært at sunnierne flere steder rent faktisk støtter ISIL og indgår alliancer med dem.

Det spørgsmål rejser sig også om, hvem det »internationale samfund« er?

Enhedslistens betænkning anvender faktisk begrebet to gange. Er det koalitionen af villige, eller er det FN?

Indtil 2003 var ingen i tvivl om, at det var FN. Men nu kan vi med andre ord godt acceptere, at USA og de europæiske stormagter definerer, hvad det »internationale samfund« består af.

Men strengt tage hører Rusland og Kina vel også med til det internationale samfund blot for at nævne et par lande?

Enhedslistens betænkning tager »klart afstand fra de amerikanske overvejelser om at alliere sig med Syriens brutale diktator Assad imod ISIL«.

Ikke desto mindre rejser den amerikanske udenrigsminister Kerry rundt for bl.a. at få stiltiende accept af denne mulighed.

Og hvis det danske transportfly er underlagt amerikanske operationel myndighed, hvordan forestiller man sig så, at der kan skelnes mellem direkte støtte til irakiske og kurdiske tropper og indirekte støtte til USA’s operationer i Syrien tæt ved grænsen til Irak?

Hvis det nu skulle vise sig, at transportflyet rent faktisk indgår i operationer, der måtte støtte en indsats i Syrien, og præsident Assad dermed styrkes, indebærer Enhedslistens afvisning af denne mulighed så, at man øjeblikkelig vil trække tilslutningen til operationen?

Det må være konsekvensen, når der står, at betingelsen for støtten er, at den »ikke kan udvikle sig til dansk involvering i borgerkrigen i Syrien«.

Bemærkningerne til beslutningsforslaget slutter med, at skulle situationen ændre sig, og skulle det blive nødvendigt at »justere eller forlænge bidraget væsentligt, eller såfremt der skulle ske en væsentlig ændring i forhold til de i afsnit III beskrevne opgaver, vil regeringen rådføre (vores kursivering) sig med Det Udenrigspolitiske Nævn herom eller om nødvendigt på ny forelægge sagen for Folketinget«.

Her har regeringen stort set fået al den elastik, som den kunne ønske sig, og det blive endog meget vanskeligt for Enhedslisten at holde den op på de løfter, som udenrigsministeren har givet.

Man kan meget vel forestille sig særdeles spidsfindige diskussioner om, hvorvidt der alene er behov for at rådføre sig, eller om justeringerne er af en sådan karakter, at Folketinget skal inddrages igen.

Det er præcis her, at glidebanen er formuleret, og det fremgår meget tydeligt af flere svar fra ministrene, der netop refererer til ovenstående formulering.

Enhedslistens betænkning slår afslutningsvis fast, at konflikten ikke kan løses militært. »Der er behov for politiske løsninger og for en massiv humanitær indsats«.

Det er fuldstændig korrekt.

Men hvorfor, kan man spørge, har Enhedslisten og andre så ikke for lang tiden presset på, for at den danske regering og andre regeringer, der nu leverer våben til den irakiske regering, skulle stille krav til den irakiske regering om at gøre op med den sekteriske politik?

Om at fordele olieindtægterne ligeligt i genopbygningen af landet, og om at danne en regering, der inddrager alle de politiske og sociale kræfter og grupperinger med henblik på udformningen af en ny konstitution på et føderalt grundlag?

Den tanke lufter den amerikanske udenrigsminister Kerry nu, hvor den tidligere ensidige satsning på Malikis sekterisme og rå magt er slået fejl.

Men den politik kunne man have presset igennem langt tidligere, hvis ikke det lige var, fordi man indtil foråret 2014 stort var ligeglad med udviklingen i Irak, blot stabiliteten blev opretholdt.

Havde den nye, politiske orientering og dannelsen af en nye regering været gennemført allerede i foråret, ville ISIL ikke kunne have indgået de mange skiftende alliancer med forskellige sunnimuslimske klaner og militser, som tilfældet har været.

ISIL ville heller ikke have været i stand til at rekruttere nye soldater, som det øjensynligt er sket.

Det er de tidligere besættelsesmagters politiske, moralske og militære fallit i Irak, der har skabt grobunden og betingelserne for ISILs eksplosive offensiv, som er gennemført med relativt få tropper.

Ved nu at gå ind i en militær kamp med ISIL uden nagelfast sikkerhed for en anden politisk linje fra den irakiske regering er der er en oplagt risiko for, enten at støtten til ISIL øges eller også, at andre grupper og militser tager over, hvor ISIL bliver bremset eller nedkæmpet.

Det er eksempelvis ikke umuligt at forestille sig fornyede kampe mellem sunnimuslimske militser og de kurdiske peshmergamilitser om magten i Kirkuk og over oliefelterne.

De kurdiske militser har med regionsregeringens billigelse tvangsflyttet mange »arabere« eller nægtet dem adgang til de kurdiske områder og oprettet opsamlingslejre i yderkanten af disse områder hen over sommeren.

Det fremgår bl.a. af udenrigsministerens svar.

Så det er så sandt, som det er sagt i Enhedslistens betænkning, nemlig at der ikke findes en militær løsning på konflikten – kun en politisk. Men hvorfor har man så ikke sat kræfterne ind bag den indsats, i stedet for at kaste sig ud i et nyt militært eventyr som kan ende i en ufrivillig støtte til en decideret borgerkrig?

Enhedslistens betænkning betoner flere steder forsvaret af kurdernes legitime interesser som en af flere begrundelser for at støtte beslutningsforslaget.

Af samme grund kan det forekomme uforståeligt, at man slutter betænkningen af med en passus om en »fornyet diskussion af terrorstemplingen af PKK«. Enhedslisten mener, at »organisationen bør fjernes fra EU’s terrorliste«.

Hvordan kan man på den ene side hævde, at indsatsen skal støtte kurdernes kamp mod ISIL uden på den anden side at stille krav om en anerkendelse af alle politiske og militære kræfter i det kurdiske område? Det gælder selvfølgelig også PKK.

Med betænkningen indskrænker man sig til at ville »diskutere« terrorstemplingen af PKK og til at opfordre til, at man »bør« fjerne PKK fra EU’s terrorliste. Kort og godt afstår Enhedslisten fra at stille anerkendelsen af PKK som betingelse for at støtte beslutningsforslaget.

Faktisk slår udenrigsministeren i sit svar til Søren Espersen fra Dansk Folkeparti fast, at »PKK ikke indgår som en del af de væbnede styrker, som er under den kurdiske selvstyreregerings kommando. Danmark støtter den irakiske regering og den kurdiske regionale regering«.

Man støtter ikke PKK.

Med hensyn til at fjerne PKK fra terrorlisten svarer ministeren Søren Espersen: »PKK er på EU ’egen terrorliste’. EU landene beslutter i fællesskab at sætte grupper eller individer på denne terrorliste og kan således beslutte at tage en gruppe af listen«.

Den danske regering hverken bekræfter eller afkræfter, hvorvidt man vil tage initiativ til at fjerne PKK fra terrorlisten, men dækker sig ind under EU’s beslutningskompetence.

Så man kan godt »diskutere« det. Det sker der ikke noget ved.

Skulle man tage betænkningen og ministrene på ordet, kunne amerikanerne udstyre peshmergaerne militært, så de kunne nedkæmpe PKK’s militser og samtidig slette PKK fra terrorlisten.

Så havde man imødekommet Enhedslisten og samtidig gjort det af med PKK.

Hvad kunne Enhedslisten sige til en sådan udvikling, når man ikke har betinget sig en direkte støtte til PKK og en anerkendelse af deres legitime ret til at kæmpe for en selvstændig kurdisk nationalstat?

Men hvor Enhedslisten ikke har formået at gøre kravet om anerkendelse af PKK og YPG til betingelse for støtten til beslutningsforslaget, har man derimod de facto anerkendt begrebet »koalition af villige« og legitimeret, at FN endnu engang er blevet placeret på sidelinjen.

Man har tillige accepteret at yde militær bistand under amerikansk operativ kontrol uden sikkerhed for, at den siddende irakiske regering faktisk er villig til at søge de ønskede politiske løsninger endsige sikkerhed for, at de store spillere i »koalitionen af villige« vil lægge pres på regeringen for at gennemføre et omfattende opgør med den religiøse sekterisme og undertrykkelse af landets mindretal.

Der foreligger end ikke en strategi for FN’s senere indsats for at sikre freden og en retfærdig deling af den politiske og økonomiske magt i hele Irak.

Vi skal ikke kunne sige, om man i Enhedslistens hovedbestyrelse og folketingsgruppen ville være nået til et andet resultat, hvis man havde gennemført en bred diskussion af denne uhyre principielle problemstilling i partiet.

Men man kunne have sikret sig mod omfattende politiske forvirring og kommende »politiske redningsaktioner«, hvis man havde sørget for en rimelig overensstemmelse mellem betingelserne for tilslutningen til beslutningsforslaget og det, der faktisk står i forslaget og det, ministrene faktisk har svaret.

For hvis Enhedslisten på et tidspunkt finder det nødvendigt at trække sin tilslutning, vil alle de andre partier i folketinget have håneretten.

Det er jo ikke deres problem, at Enhedslisten officielt har tillagt beslutningen et indhold og et perspektiv, som åbenlyst ikke eksisterer.

Francesco Castellani, Niels Frølich, Jan Helbak, Niels Henrik Nielsen og Jan Mølgård er medlemmer af Enhedslisten.