Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
biografen
1. marts 2012 - 14:23

Besættelse og værdikamp

Den nye danske film »Hvidsten gruppen« om modstanden mod tyskerne er en velskrevet, velspillet og nuanceret skildring af besættelsestiden. Men hvad vil instruktøren egentlig med filmen?

Skuespilleren Anne-Grethe Bjarup Riis’ debutfilm som instruktør er ikke ren fiktion, men skildrer virkelige personer og hændelser – kroejerfamilien Fiil og deres venner og naboers modstand mod tyskerne under besættelsen. Filmen handler altså tilmed om et følsomt kapitel af Danmarkshistorien, med både følgagtig samarbejdspolitik, profitorienteret værnemageri og tvivlsomme stikkerlikvideringer.

Instruktøren kalder selv filmen »et historisk dokument, der skal få unge mennesker til at forstå, hvad der sker i dag«.

Se filmens hjemmeside her

Forfejlet og banal debat
Med sin udtalelse rammer Anne-Grethe Bjarup Riis lige ned i kernen af debatten om filmen – forholdet mellem dramatisering og historie – som også tages op i en leder i dagbladet Information. For eksempel har amatørhistorikeren Niels Gyrsting, som ifølge BT har været konsulent på filmen, på forhånd afskrevet »Hvidsten gruppen« på grund af »overdramatisering« og »fejl«.

Læs artiklen »Historie-fup om modstandsfolk« hos BT.

Debatten er dog lige så forfejlet, som den er banal. Som Informations lederskribent Anita Brask Rasmussen påpeger, kan man »ikke kræve af en film, at den skal tage højde for alle nuancerne«. Med andre ord, selvom »Hvidsten gruppen« er baseret på virkelige hændelser, så er den netop en dramatisering og dermed en særlig fremstilling af virkeligheden.

Læs lederen »Den sande historie« hos Information

Det er altså ikke interessant, om holdet bag »Hvidsten gruppen« har valgt at stramme lidt op her og pynte lidt der. Det helt afgørende spørgsmål er snarere, hvordan filmen lægger op til, at historien forstås i dag – især fordi besættelsen er blevet en værdikampmæssig slagmark. Spørgsmålet er kort sagt, om modstandskampen primært bliver skildret som et nationalistisk eller et antifascistisk projekt.

»Hvidsten gruppen« som film
Inden vi ser på dét spørgsmål, skal vi dog se nærmere på »Hvidsten gruppen« som film og de virkemidler, dens skabere har brugt. Det er nemlig fuldstændig nødvendigt, hvis vi vil sige noget om filmen, som er værd at sige.

Selvfølgelig er der ikke tale om en grundig analyse, fordi det simpelthen ikke kan lade sig gøre efter en enkelt pressevisning mandag morgen uden pauseknap. De fleste læsere ville nok også stå af hurtigere, end man kan sige »segmentering«. Desuden skal jeg først og fremmest – det kræver genren – sige min mening om filmen og ikke bare beskrive dens opbygning og stil.

Derfor vil jeg med det samme slå fast, at »Hvidsten gruppen« ikke er et mesterværk, selvom den – med en slidt filmanmelder-kliche – »ikke er ueffen«. På den anden side, hvis man oversætter det til jysk – og filmen foregår jo i Jylland – så betyder det jo, at den er ret god.

Velskrevet dialog – som endda kan høres
Det allerbedste ved filmen er den sublime casting. Selv som inkarneret ærkekøbenhavner må jeg overgive mig betingelsesløst til den gennemførte jyskhed, som gennemsyrer filmen, især på grund af valget af Jens Jørn Spottag og Bodil Jørgensen i to af de bærende roller som den godsindede patriark Marius Fiil og hans stoute hustru Gudrun.

Selvom der ikke bliver talt ravjysk dialekt i filmen – hvilket sikkert ville kræve, at den blev distribueret med undertekster – så styrker det altså troværdigheden i skildringen af miljøet og persontegningen, når jyder ikke går rundt og taler kjøvenhavnsk på film. Nils Malmros har ikke levet forgæves.

I det hele taget er det centrale ensemble af skuespillere godt sammensat, og jeg vil derfor også fremhæve – blandt andre – Marie Bach Hansen, Thomas Ernst og Laura Winther Møller som familien Fiils voksne eller store børn Tulle, Niels og Gerda samt Bjarne Henriksen som Marius’ ven, dyrlægen Albert Iversen.

Skuespillernes fine arbejde og den jyske stemning understøttes også af den velskrevne dialog, som man desuden – trist for dansk film, at man skal nævne det – faktisk kan høre uden de store problemer hele filmen igennem.

Kollektivets moralske valg
Det er absolut sympatisk, at filmen ikke er bygget op som en fuldstændig traditionel individualiseret fortælling med én klar hovedperson, som gennemgår en – temmelig forudsigelig – »udvikling«. Tværtimod er familien Fiils medlemmer en slags kollektiv af ligestillede, som samtidig ikke bare er en udifferentieret masse, der blot handler mod et fælles mål.

Det er også slående, hvor lidt personerne udvikler sig i traditionel fortællemæssig og psykologisk forstand, ligesom handlingen ikke slavisk følger en berettermodel eller Hollywood-strukturens tre akter. Den afgørende begivenhed, som sætter handlingen i gang tidligt i filmen, er for eksempel ikke tyske soldaters brutalitet i en konkret situation, men simpelthen at Marius bliver bedt om at hjælpe til i modstandskampen – som om beslutningen allerede er taget, men at han kun ventede på muligheden.

Det fører umiddelbart til en række diskussioner og rådslagninger i den samlede familie og blandt enkelte af dens medlemmer, og derfor bliver »Hvidsten gruppen« mere en fortælling om moralske spørgsmål og valg – og om at tage konsekvenserne af sine valg – end om gængs mainstreamfilm-psykologi.

Både filmens tema og opbygning illustreres ganske godt i en montage mod slutningen af filmen, hvor brudstykker af fængslede modstandsfolks afskedsbreve afløser hinanden i et flerstemmigt kor – en sekvens, der minder en smule om en scene fra de italienske Taviani-brødres fjernt beslægtede »San Lorenzo natten« fra 1981.

For tæt på og lidt for svulstigt
Der er især to grunde til, at jeg – på trods af de mange gode ting ved filmen – ikke vil kalde »Hvidsten gruppen« et mesterværk. Det ene er den gennemgående brug af håndholdt kamera kombineret med meget nære indstillinger af ansigter i mange af filmens dialogscener.

Personligt foretrækker jeg at få lov til at se skuespillernes samspil udfolde sig i rummet mellem dem, og det passer også bedre til filmens forholdsvis flade hierarki af personer, når flere af dem optræder i billedet samtidig. I stedet har man brugt en stil, der generelt bruges til at fokusere på den enkelte som individ ud fra et psykologiserende menneskesyn.

Det er ret almindeligt at forbinde håndholdt kamera med autenticitet og en dokumentarisk stil, men man skal huske, at det også bare er »moderne«. For eksempel bruges effekten med de rystede billeder i stor stil i amerikanske tv-serier som »24 timer«, hvor det sammen med hidsig klipning snarere handler om action og visuel dynamik end om realisme.

I »Hvidsten gruppen« virker det en smule manieret, selvom det selvfølgelig også er med til, at filmen undgår en alt for Matador-agtig stil, som efterhånden virker ret kedelig og gammeldags.

Det andet, der trækker lidt ned, er filmens meget bevægende afslutning, som dog både er lige lovlig lang og ikke undgår at blive for svulstig. Jeg bliver simpelthen irriteret over, at filmskaberne prøver på at manipulere med mine følelser, at de prøver på – med Hitchcocks ord – at »spille« på mig »som på et orgel«. En mere dialogisk, mindre autoritær, tilgang til publikum, tak.

Grotesk prætentiøs kontra »less is more«
Det er oplagt at sammenligne »Hvidsten gruppen« med Ole Christian Madsens grotesk prætentiøse »Flammen og Citronen« fra 2008, simpelthen fordi de begge handler om besættelsen og modstandskampen, og fordi de næsten er diametrale modsætninger – samtidig får læseren to anmeldelser i én, og det er da et godt tilbud.

Hvor »Flammen og Citronen« både skal være en europæisk kunstfilm i bedste (værste? påtagede?) nybølgestil og en amerikansk genrefilm med et pseudofilosofisk tema om mænd i krise, der simpelthen skriger på en kritisk feministisk læsning, så har holdet bag »Hvidsten gruppen« ikke prøvet på at gøre deres film større, end den er. Hvilket den så lige netop er, ud fra devisen om, at »less is more«.

En anden afgørende forskel er kvinderne i de to film. Hvor de i Ole Christian Madsens verdensfjerne filmunivers næsten udelukkende er reduceret til genstande for mænd, enten som likvideringsværktøj, dårlig samvittighed eller femme fatales, så står tre stærke kvindeportrætter – Gudrun og hendes to døtre, den unge mor Tulle og teenageren Gerda – centralt i Anne-Grethe Bjarup Riis’ langt mere hverdagsagtige skildring af besættelsestiden.

Køn tematiseres faktisk gennemgående i filmen – fra den tidlige scene, hvor kvinderne, der knokler i kroens køkken, ironiserer over mændenes hårde job med at »organisere« arbejdet, over Gerdas insisteren på at ville deltage i modstandskampen, selvom forældre og storebror fortæller hende, at det »ikke er noget for piger«, til slutningen, hvor kvinderne i familien står tilbage uden mænd, fordi de er blevet henrettet af tyskerne.

Antifa-kvinder og nationalmænd
Måske er det den selverklærede feminist Anne-Grethe Bjarup-Riis, der har haft en finger med i spillet. I hvert fald er det interessant, at man også – med lidt god vilje – kan læse det, jeg betragter som det afgørende spørgsmål, gennem kønnet.

Spørgsmålet om grundlaget for modstandskampen, og hvordan filmen lægger op til, at den kan bruges politisk i dag, kan nemlig ikke besvares entydigt, men hænger tilsyneladende tæt sammen med, om filmens personer er mænd eller kvinder. Lidt forenklet sagt står kvinderne for en humanistisk orienteret antifascisme, mens mændenes modstandskamp virker mere nationalistisk.

Det er for eksempel Tulle, der overtaler sin mand, bryggeriarbejderen Peter (Jesper Riefenstahl), til at være med i det illegale arbejde ved at spørge ham, om han ønsker, at deres datter skal vokse op i et nazistisk Danmark.

Det står i kontrast til, at hendes far Marius tidligt i filmen – i et forsøg på at mægle i et skænderi mellem tilhængere og modstandere af samarbejdspolitikken ved hans og konens sølvbryllupsfest – giver udtryk for, at alle danskere da må være enige om, at det er bedst »at være herre i eget hus«. Det følges op i slutningen af filmen, hvor han i sin forsvarstale under krigsretten mod modstandsfolkene, betegner sig selv og de andre som »patrioter«.

Styrken er svagheden
Det er måske paradoksalt, at forsøget på at nuancere filmens fremstilling af besættelsen og modstandskampen – hvor nogle af de samarbejdsvenlige også kommer til orde uden at blive hængt ud som »onde nazister« – som jo egentlig burde være en af filmens styrker, faktisk er dens største svaghed.

På grund af sit historiske emne er filmen jo på forhånd indskrevet i nutidens værdikamp. Umiddelbart er det mest tydeligt i forhold til, at Anders Fogh Rasmussen i sin tid som statsminister skamløst brugte en kritik af samarbejdspolitikken – som det borgerlige Danmark dengang ivrigt støttede – som en legitimering af sin »aktivistiske« udenrigspolitik.

Problemet, som jeg ser det, er dog især, at filmskaberne kunne have valgt at bruge filmen offensivt som et indlæg i værdikampen med et mere tydeligt angreb på nazisternes racistiske og nationalistiske ideologi. Dermed ville nationalkonservative og islamofober ikke kunne bruge filmen til at styrke deres selvforståelse som frihedskæmpere og modstandsfolk.

Måske er det produceren Regner Grasten – der med serierne om Anja og Victor samt Krummerne tilsyneladende mener, at profit og laveste fællesnævner er vigtigere end kunst og politisk engagement – som har haft det sidste ord. I hvert fald er »Hvidsten gruppen« en film, som ikke træder nogen over tæerne, og alle vil kunne bruge den til deres eget formål.

DF’s »visesanger« Morten Messerschmidt og partimoder Pia Kjærsgaard har allerede fået lov til at bruge filmen som springbræt til at profilere sig selv, deres parti og »den danske sag« i en reportage fra gallapremieren i den trykte udgave af Ekstrabladet mandag den 27. februar. Hvem bliver de næste? SIAD? DDL?

»Hvidsten gruppen – nogle må dø for at andre kan leve« (Instr.: Anne-Grethe Bjarup Riis, Danmark 2012, 122 min.) Premiere 1. marts.

Se også linkbox på Modkraft.dk om Besættelsen 1940-45 - og modstanden


Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce