Den 30. august 2014 demonstrerede antiracister imod det nynazistiske parti, Svenskarnas Parti, i Stockholm. En gruppe danske demonstranter fik ikke lov at deltage. De blev tilbageholdt af svensk politi. Modkraft bringer en øjenberetning.
[Stockholm, 30. august 2014:] – Police raid, police raid! Er der en der råber, mens han skynder sig at lukke døren til bygningen.
Klokken er 10 om morgenen, da der udbryder panik. Jeg har lige nået at spise min havregrød, inden politiet kommer.
Det lykkedes mig at få en person ud af toilettet, så hun undgår, at politiet vælter ind, mens hun sidder og tisser. Nogle sidder stadigvæk halvsovende, og andre spiser morgenmad, da politiet sparker døren op.
Døren går let op og åbner indad, og panserne råber højlydt, mens måbende morgenmennesker sidder og drikker kaffe.
Politiet ransager bygningen. Vi sidder ubevægelige på gulvet, mens aggressive politifolk løber rundt og råber. Politiet finder en køkkenkniv i bygningen, som de konfiskerer.
Vi bliver én efter én taget udenfor og gennemsøgt. Spurgt, hvor vi kommer fra, hvornår vi kom, hvordan vi kom.
Jeg bliver taget væk fra de andre, visiteret og mine ting gennemsøgt. Politibetjenten, der gennemsøger min taske hiver fat i min kamera. Kigger mine billeder nøje igennem. Han bliver ved med at fumle med kameraet i lang tid, hvorefter han giver mig tasken tilbage.
Én politibetjent går rundt og filmer hele hændelsen. Filmer vores ansigter, filmer vores tøj.
Vi bliver sat i futtog. Fem mennesker bliver taget ud af futtoget, og politiet truer med at deportere dem. Forklaringen var, at disse fem unge havde handsker og kort på sig, som politiet konfiskerede.
Efter en time bliver de bliver nødt til at løslade os alle, da de intet finder på os, der kan bruges som våben.
Jeg tager mit kamera ud af tasken for indstille det til demoen.
Jeg havde sat mig for at dokumentere politibrutalitet denne gang, og fortrød at jeg ikke havde gjort det i Malmø en uge forinden, da jeg så en dreng blive kørt ned af en politivogn.
Denne gang har jeg heldigvis kameraet med. Men kameraet vil ikke tænde. Jeg skifter batterier. Det vil stadig ikke tænde. Jeg skifter til friske batterier for anden gang, men kameraet er dødt.
Nu står det mere klart, hvorfor politibetjenten undersøgte mit kamera så grundigt en time forinden.
Da alle er sluppet fri, tager vi ind til demonstrationen.
Vi er omringet af politi, fra det øjeblik vi kommer ud af toget. Vi når at gå et par meter, da vi tvinges op af en mur af heste og politi med knipler og hestepiske fremme.
Der er to rækker politi, der passer på, vi ikke forlader stedet. De begynder at visitere os igen.
En fotograf stiller sig op for at tage et billede, men en politibetjent skubber ham voldsomt væk.
Jeg kan ikke tage et billede, da mit kamera er i stykker. Jeg tør ikke hive mobilen frem og filme det, da hestene er en meter foran mig; de har fråde om munden, de forsøger at komme ud af tøjlerne, og panserne råber af os.
»Når de har fråde om munden, betyder det at hestene er glade,« siger en svensk politibetjent, da en fotograf gør hende opmærksom på, at hesten ikke har det godt.
Politiet finder igen ingenting.
Vi går igen og er omringet af politi og heste. Vi når at gå 50 meter, inden de presser os ind i en blindgyde.
De visiterer os igen. De finder igen ingenting.
Vi går ned og når at demonstrere, råbe »Ingen nazister i vores gader« og lignende kampråb i den næste times tid.
Da vi er på vej til et andet stykke af ruten, er vi ved at blive omringet igen.
Denne gang kommer politiet fra alle sider. De løber efter os med hævede knipler og totenschlägers og presser os op mod en mur. De har hænderne klar på pistol og har totenschläger fremme og siger, vi skal stå med ryggen til og hænderne oppe.
Jeg begynder at ryste. De andre råber kampråb, og jeg råber med, efter at den værste frygt har lagt sig.
Da vi får besked på at vende os om, står journalister og tager billeder af os, og jeg prøver at skjule mit ansigt under nogle solbriller.
De visiterer os. Finder intet igen. De sætter drengene i et futtog.
En mand hiver fat i Anna, én af de andre demonstranter.
Anna siger, at hun meget gerne vil visiteres af en kvinde.
»Okay, okay,« siger den mandlige panser, som derefter kropsvisiterer hende på en »ubehagelig måde«, som hun beskriver det. Hun bliver derefter sat i futtog sammen med drengene.
I en optælling af tilbageholdte, som er optaget på video, kan man høre, at politiet mener, det har fanget 13 drenge og to piger, hvoraf Anna er én af drengene.
På et tidspunkt lykkedes det Anna at overbevise politiet om, at hun ikke er en mand.
Vi, tre piger, bliver sat i en politibil og kørt til stationen. Under bilturen spørger jeg, hvorfor vi er anholdt.
Politibetjenten, der kører med os, siger, at vi er præventivt anholdt.
Senere siger han, at vi blev anholdt »because, as they say, you were disturbing the order«.
Da jeg spørger hvordan, svarer han: »That I don't know, that is up to the police who took you. We were a long way from here and I don't know that.«
Da vi kommer til politistationen, bekræfter chefen, at vi er præventivt anholdt.
Senere, da jeg går ud af min celle for at tisse, siger chefen: »You are in here, because you have been rude.«
Vi bliver alle puttet i ene-detention.
Da jeg forklarer, at jeg ikke har spist i ti timer, og jeg gerne vil have en banan fra min taske, er svaret »This is not a restaurant. It's a jail.«
Jeg sidder og ryster på den hårde madras i detentionen. Det er koldt, og man må kun have et lag tøj på. Jeg kommer til at træde i vandet på gulvet, og fryser endnu mere.
Jeg ved ikke, hvor lang tid der er gået. En alarm i fængslet begynder at hyle. Jeg kan høre stemmer på gangen bliver højere og mere febrilske.
Jeg lægger mig til at sove, men kan ikke, da jeg ryster af kulde. Timerne går, og ved 7-tiden bliver vi løsladt.
»Svenskarnas Parti fik lov til at demonstrere«, sige en svensker fra Solidaritetsgruppen, der kommer og henter os i bil. Men partiet blev forsinket, en time og et kvarter.
Jeg hører fra de andre, at en kvinde klatrede op i et tårn i protest mod partiet. Jeg hører, at politiet sprøjtede med brandslukker mod folk. Og at der var forsøg på at vælte hegnet, da Svenskarnas Parti ankom.
Mit kamera er ødelagt. De har intet mistænkeligt fundet på mig, selv efter at have gennemgået mine billeder, mine ting, og min krop seks gange.
Alligevel endte jeg i ene-detention, hvor jeg blev nægtet mad og klar information om, hvorfor jeg var der.
Det eneste, jeg har lært, er, at min ret til at dokumentere ikke altid eksisterer. Og at min ret til at demonstrere og ytre mig ikke altid findes.
Identiteten på den kvindelige antiracist, der ønsker at være anonym, er redaktionen bekendt.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96