Om kludetæpper, kvindekamp og om at ændre historien. Anmeldelse af Bente Hansen bog »Historien findes«
Et kludetæppe af genrer. Sådan kan venstrefløjpersonligheden, redaktøren og digteren Bente Hansens erindringsbog Historien findes beskrives. For den fortæller mange historier:
Historien om bedsteforældrenes vilkår på heden i 30erne; historien om mange års politikritik; historien om en opvækst med syv søstre i et hjem præget af verdenskrig og alkoholisme; historien om personlig udvikling på egne præmisser; historien om tro versus marxisme; historien om de tidlige ungdomsoprørs opgør med snærende rammer (også på venstrefløjen, hvor det efter en spandfuld intriger endte med at føre til dannelsen af VS, Venstresocialisterne); historien om Politisk Revy, Giraffen og Socialisten; historien om kvindekampen der røg i en bølgedal i yuppie-forbrugerisme; historien om Enhedslisten og Asmaa; historien om visioner der endte i ævl og kævl – også på pæne aviser; historien om viljen til at beskrive tingene som man ser dem, selvom myndighederne truer med censur bål og brand.
Og ikke mindst historien om PETs skjulte overvågning. Om en rapport der måske aldrig blev skrevet, men som kom op til overfalden med Øvigs bog om »Blekingegadebanden« og som dermed gør bogens titel Historien findes en kende dobbelttydig.
Bare fordi du ikke kan få agtindsigt, betyder det ikke, at rapporten ikke findes, som PET – ikke helt blottet for kafkask elegance - skriver til Bente Hansen.
Erindringer tager ikke altid hensyn til kronologien, og det gør denne bog heller ikke.
Det betyder at overvejelser og oplevelser fra nutiden en gang imellem bryder op i fortællingen om en opvækst i Vestjylland og et voksenliv i selskab med Toni Liversage, Ebbe Kløvedal, Politisk Revy, DR Kultur, udlandsrejser og møder med Simone de Beauvoir.
Det er en smagssag om man kan lide den slags brud med tidslinjen, denne anmelder var ikke solgt.
Det var jeg derimod over de mange perler, der gemmer sig i teksten i form af små betragtninger. Om kommunismefrygt i Vestjylland, der lige så meget handler om at få fingre i hjemmeværnets pæne baretter eller om skulende sekretærer fra Aksel Larsen-fløjen ved dannelsen af VS.
Det gør den noget handlingstunge tekst læseværdig.
Det samme gør den stadige påmindelse om det der med, at historien gentages som farce. Som feminist af i dag er det ikke uden ironisk underholdningsværdi, at man også i 1960’erne boksede med fagbevægelsens kvinders skærmydsler med at få ligeløn og social dumping i plejesektoren taget alvorligt af de faglige mænd, kampen for at få ligestilling taget alvorligt på linje med andre mærkesager på venstrefløjen eller den nye unge årgang med ambitioner om at revitalisere kvindebevægelsen indefra.
Historien findes. Det er der ingen tvivl om. Men når det kommer til overvågning, ligestilling og venstrefløjens udvikling går den ofte også i ring.
Det er en af hovedpointerne i dette læseværdige indblik i Bente Hansens ualmindeligt spændende liv.
Charlotte Lund er journalist, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten og medlem af Modkraft Debatredaktion.
Bente Hansen: Historien findes. Gyldendal 2014. 256 sider. Vejledende udsalgspris: 299,95 kroner.
Læs et uddrag af bogen: »Slagsmål og diskussioner - livet omkring Politisk Revy« på Modkraft.
Se også links om Bente Hansen på Modkraft Tidslinjen.

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96