Har Dansk Folkeparti modet til at holde sine valgløfter og stoppe regeringens forringelser af kontanthjælpen? Åbent brev til Kristian Thulesen Dahl.
Folketinget forventes torsdag den 17. marts 2016 at vedtage Venstreregeringens forslag til et såkaldt kontanthjælpsloft samt 225-timers regel med støtte af Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.
Vedtagelsen menes berøre 30.000 kontanthjælpsmodtagere, heriblandt mange børnefamilier og markant forøge antallet af hjemløse.
Netværket Bekæmp Fattigdom NU har op til 2. behandlingen af forslaget i Folketinget tirsdag den 15. marts sendt et åbent brev til formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, som op til til folketingsvalget i juni 2015 lovede, at det ikke ville gå med til forringelser af kontanthjælpen.
Modkraft bringer brevet.
København 14. marts 2016
Åbent brev angående »L 113 Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om individuel boligstøtte, integrationsloven og forskellige andre love«
Kære Kristian Thulesen Dahl
Vi retter henvendelse til dig i forhåbning om, at du kan uddybe jeres beslutning om at fastholde støtten til ovennævnte fremsatte lovforslag. Vi vælger at skrive til dig som medstifter af Dansk Folkeparti, netop fordi vi anerkender din anciennitet med over 20 års erfaringer fra det politiske arbejde i Folketinget.
Vi beder samtidig om, at du respekterer vores indsigt i lovforslaget og dets detaljer, når vi frabeder os yderligere politisk spin om, »at det skal kunne betale sig at arbejde« og teoretiseren omkring »arbejdsudbud. Med andre ord efterlyser vi samme mod i svaret på vores spørgsmål, som der er udvist mod fra Dansk Folkepartis side i tilslutningen til det fremsatte lovforslag.
Dette åbne brev når ud til over 300.000 brugere på de sociale medier, hvoraf mange er både direkte berørt af loven, og hvoraf mange er blandt jeres vælgere ved det seneste valg.
I TV udsendelsen »Demokratiets aften« slog Dansk Folkeparti fast, at I ikke ville stemme for besparelser på kontanthjælpen, og at I ikke ville genindføre et kontanthjælpsloft.
Holder vi os denne udmelding for øje samtidigt med, at vi erindrer situationen omkring forslaget om at spare på de ældres boligsikring, som med jeres hjælp blev, om ikke afværget så i hvert fald udskudt, så føler vi, at det er rimeligt at konkludere at:
Der er tale om to ret så identiske situationer, og vi håber, at I er enige med os i, at boligsikring til ældre ikke bør være vigtigere end boligydelse til udsatte medborgere med beskeden indkomst. Slet ikke når en del af de udsatte i god tro har stemt på jeres parti i forventningen om, at I ville leve op til jeres egne valgløfter.
Sammenligningen med boligydelse er derfor yderst relevant. I den forgangne weekend kom det fx ydermere frem, at København er rykket to pladser op, til en nuværende 6. plads, over verdens dyreste byer at leve i. En by, hvor der som mange andre steder i landet, mangler billige boliger og en by hvor et flertal i Folketinget nu vil reducere huslejetilskud til samfundets mest udsatte borgere.
Vi bemærker med undren, at ikke engang en så klar afgræsning som jobparathed kan blive indføjet i lovforslagets tekst, hvorved langt hovedparten af alle – hvoraf mange har været indplaceret helt forkert på kontanthjælp i 20 til 30 år – ikke kan undgå denne voldsomme forringelse i rådighedsbeløb. Vi taler her om en gruppe, som ikke kan gå ud og få et job og på den måde sikre sig en større indkomst.
I yderste konsekvens vil mennesker blive sat på gaden, hvis forslaget vedtages. Det er et voldsomt indgreb i menneskers liv, som vi ikke håber I vil være med til at føre ud i livet.
Men hvis I har modet til at træffe politiske beslutninger, der går imod jeres valgløfter, velvidende at I »straffer« dele af jeres egne vælgere, så håber vi også, at I har modet til at stå ved det og fortælle, at I har gjort det med åbne øjne.
Men langt bedre vil det selvfølgelig være, at I har modet til at ændre på det fremsatte lovforslag, ganske som I gjorde omkring de ældres boligsikring.
Vi imødeser dine personlige kommentarer hertil, og frabeder os venligst svar på dine vegne fra andre personer.
Med venlig hilsen
Netværket Bekæmp Fattigdom NU
Bekæmp Fattigdom Nu holder tirsdag den 15. marts et protestarrangement imod indførslen af et kontanthjælpsloft på Christiansborg Slotsplads kl. 12. Læs mere i Modkraft kalender.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96