Bare fest og ballade?

Medlemmerne af den queer-feministiske gruppe KaPow Collective har forud for året Copenhagen Pride annonceret, at de ville arrangere en sort-lilla blok i paraden. En blok, der skal sætte spørgsmålstegn ved og være en ”massiv modpol til den ellers stærkt kapitaliserede pride”. Men burde metoderne ikke afspejle målet? Er dette ikke netop hele meningen med antikapitalistisk og anden udenomsparlamentarisk aktivisme, at vi udgør en modpol ved at vise en anden vej og verden? Mit spørgsmål er, hvordan man gør dette ved at feste indenfor en ”stærkt kapitaliseret pride”?

Omend intentionerne ved at sætte spørgsmålstegn ved præmisserne for Copenhagen Pride er gode, og jeg i øvrigt kun kan være enig i kritikken af Priden, mener jeg, at metoderne er misforståede, og på ingen måde afspejler det ønskede mål: at kritisere kapitaliseringen af priden og den eksklusion, som den derudover repræsenterer. Hvis dette er intentionen, mener jeg, at vi i stedet burde tage fuldstændig afstand fra Priden i stedet for at feste med i denne.

Læs artiklen "Venstreradikale angriber Pride Parade indefra" hos Modkraft.dk

Læs mere om KaPow Collectives initiativ på deres Facebookside

”Fest dig til en mere radikal Parade!”

Som politisk strategi kan fester være en virkningsfuld metode. Dette er fx eksemplet med piratfester, der for en aften tager et byrum og aktivt viser, hvordan det kan anvendes på en anden måde. Eller queerfester, der skaber et midlertidigt rum, en form for safer space, der mangler i byen.

Ved at gå med i Priden og feste side om side med Liberal Alliance, Nykredit og Blå Blink på Priden opnår man måske at skabe et rum inde i Priden, hvor folk, der alligevel ville gå med, kan feste bedre end andre steder i Priden, men man formår ikke at stille spørgsmålstegn ved det problematiske i, at disse grupperinger deltager. Man formår heller ikke at stille spørgsmålstegn ved Pridens kapitalisering og brug af branding. Og man formår nok slet ikke at skabe plads til folk, der ikke føler, de har plads i Priden.

For mig er det svært at se, hvordan det skulle kunne være trygt eller ønskværdigt for personer, der har været udsat for politivold at feste få meter fra selv samme politi, vi er blevet overfaldet og tævet af så mange gange. Jeg kan heller ikke se, hvordan det skulle være empowering for papirløse, og måske især for LGBT-asylansøgere, at gå i en pride sammen med partier som Liberal Alliance, der har været med til at forværre vilkår for asylansøgere i Danmark eller sammen med selv samme politi, der tager sig af deporteringerne, når partiernes politikker skal håndhæves. Og jeg kan slet ikke se det antikapitalistiske i at feste sammen med Nykredit.

Antikapitalistiske strategier har historisk set søgt at ramme kapitalismen direkte, der hvor det mærkes, gennem fx blokader, forstyrrelse af møder, boykot eller materiel skade. En antikapitalistisk modpol til Copenhagen Pride burde derfor hellere søge at modvirke og forstyrre den branding af firmaer, der finder sted op til og under Priden, i stedet for at deltage i en fejring af kapitalistiske selskaber og deres påtagede mangfoldighed. Man kunne fx sætte fokus på og spolere sponsorernes profittering på Priden – der er masser af antikapitalistiske ærkefjender som fx McDonalds og 7-eleven på listen.

Forskellige politiske strategier til forskellige kontekster

Det lader til, at den ”svart-rosa” blok i Malmös Regnbueparade, ligeledes antifascistisk og antikapitalistisk, har været til stor inspiration for initiativtagerne fra Kapow Collective, og selvom jeg ikke vil gå ind i en diskussion af, hvorvidt denne var succesfuld, vil jeg gerne reflektere kort over forskellene mellem de to pride parader, byer og blokke.

Den svart-rosa blok var et godt initiativ og et vigtigt forsøg på at forene aktuelle og beslægtede kampe i Malmö i kølvandet på, at fire kammerater blev forsøgt myrdet 8. marts i år. Antifascisme og queer-aktivisme bør gå hånd i hånd, også i København, men taktikker og midler bør reflektere den konkrete lokalkontekst, hvor de anvendes.

Læs mere om og diskussion af den "svart-rosa" blok ved Malmös Regnbueparade her

Læs talen "Antifascisme er selvforsvar", der blev holdt ved Regnbueparaden her.

En af de væsentligste forskelle mellem Malmös Regnbueparade og Copenhagen Pride er størrelsen. Mens den svart-rosa blok på omkring 500 personer udgjorde den største blok i og vel omkring halvdelen af hele Regnbueparaden i Malmö er Copenhagen Pride oppe i en størrelsesorden på 20.000 personer, og der er absolut ingen udsigter til, at den sort-lilla blok kommer til at tiltrække 10.000 deltagere. Den kommer derfor ikke til at kunne tage den samme opmærksomhed og plads, som den svart-rosa blok gjorde i Malmö.

Hvis synlighed er en af aktivisternes taktiske overvejelser og argumenter for at gå med i Priden, frem for fx at lave et alternativ til den, som tidligere set, mener jeg, det er misforstået. Glitterkanoner og festende folk klædt i sort og lilla kommer ikke til at skille sig ud fra de andre blokke og vogne i paraden, og jeg tror heller ikke, at de forbipasserende eller Pridens tilskuere kommer til at bide mærke i, om man spiller politisk korrekt musik eller ej.

Jeg ser prideparader som politiske strategier, der har forskellige virkninger og ønskede intentioner forskellige steder. I Malmö virkede det relevant, og det lykkedes muligvis også at skabe synlighed omkring forskellige kampes sammenhæng. Men København er en anden kontekst med andre problematikker og derfor også andre politiske taktikker. Synlighed kan være vigtigt, men det bør ikke være vores vigtigste middel ej heller noget, der skal tilstræbes for enhver pris.

Jeg er ikke glimmeret på din leverpostej

En af queer-kritikkens og –aktivismens stærkeste strategier, mener jeg er den konsekvente nægtelse af at passe ind og lade sig normalisere. En insisteren på netop at være queer, mærkelig og stikke ud, og en modstand mod at blive tolereret og lemmet ind i nationalstatens ekskluderende fold gennem normaliseringstiltag som fx homoægteskaber bør være central for queerpolitik.

Netop derfor mener jeg, den sort-lilla blok fejler som en queerstrategi. Ved at forsøge at blive en del af, frem for modstand mod, den kapitaliserede Pride, slår man det queerede ihjel. Det kan forståeligt være fristende, at have muligheden for at flashe sine provokerende bannere og kampråb til de mange tilskuere og udnytte denne synlighed, men opfattet som en del af Priden, mister det fuldstændig sin effekt. I stedet for at fremstå som et opråb eller en provokation bliver det en del af det forventede og ønskede spektakel og udskejelser, som de forhåbningsfulde tilskuere netop er der for.

Men jeg vil ikke være deres spektakel. Jeg vil ikke være glimmeret på deres leverpostejsmad, og jeg vil ikke tolereres. Jeg har ikke brug for den politisk korrekte, heteroseksuelle middelklassefamilies anerkendende blik, og jeg vil heller ikke være en oplevelse, de kan føje til deres CV i mangfoldighed, diversitet og tolerance. Og jeg vil i hvert fald slet ikke være en del af en branding af Danmark som et homo-venligt land og en implicit benægtelse af de fortsat eksisterende problemer, samt en placering af diskrimination mod LGBTIQ-personer i ’de andre lande’.

Plads til hvem?

I facebookteksten kastes der rundt med labels som anti-rascistisk og anti-transfobisk, men hvad ligger der i begreberne, og hvem står bag dem? Frem for en identitet, man kan tage på sig, burde anti-rascist og anti-transfobisk så ikke snarere være politiske strategier og handlinger? I funktionen som buzz-words i en indkaldelse virker de snarere som førstnævnte.

Det mulighedsrum og valg af identiteter en person har til rådighed, og herved de indentitetsmarkører, man har mulighed for at anvende, afspejler også privilegier. Eller mangel på samme. For en person, der tildeles hvidheds- eller cis-privilegier dagligt, kan det måske virke nemt at tage et anti-racist-label på sig, men det virker også dobbeltmoralsk og ureflekteret. Inden man begynder at anvende sådanne labels, bør man måske først overveje, hvilke privilegier man både som initiativtager, men også blokken i helhed, tildeles og stoppe med at flashe dem. Anti-racist er ikke en identitet, man kan vælge, et label man kan bruge, eller noget man kan være, det er noget man gør. Og første skridt i denne gøren, er at reflektere over egne privilegier og give plads til andre.

Hvis man ønsker at give plads til folk, der ellers ikke har plads og privilegier, er det så ikke problematisk, at sort-lilla blok blindt tager imod et privilegium, som Priden giver dem ved at inkludere dem på listen af officielle deltagere i Priden? Ved at gøre dette, tager man så ikke netop plads fra andre, der stadig ikke føler sig inkluderede i Priden?

Hvis inklusion af de virkelig queerede – de der stadig ikke inkluderes i og accepteres af nationalstaten – er målet, mener jeg ikke, den sort-lilla blok giver mening. Som politisk (queer-)strategi til kritik af Priden, gør den heller ikke. Men det bliver helt sikkert en god fest! Og så må resten af os jo finde ud af, hvor vi kan feste den dag i stedet…

Nico er en person, der arbejder med og reflekterer over queer-strategier og -kritikker. Nicos fulde navn er QueerKraft bekendt.