Bankunion rammer forbi

I de seneste måneder er EU-kommissionen og en række EU-medlemslandes regeringer kommet med mange frejdige og begejstrede påstande om gevinsten ved en bankunion. Med et forstærket og først og fremmest europæisk tilsyn, kan de rydde op i den slags rod, som i de senere år har ført til bankkrak i stribevis, og til den ene kæmperegning efter den anden til skatteborgerne, når sikkerhedsnettet spændes ud under febersyge pengeinstitutter.

Kuren hedder den Europæiske Centralbank (ECB), lyder det. Hvis den får vide beføjelser til at træde ind og sætte synderne på plads i tide, så er den hjemme (1).

Retorikken mere end antyder, at EU nu slår næven i bordet på en måde, som bankerne måske vil tage skidt imod, eftersom bankverdenen næppe sætter pris på, at myndighederne nu skal til at have et større ord at skulle ha’ sagt, når bankerne lægger forretningsstrategi.

Men hvordan kan det så være, at bankernes reaktion snarere er den omvendte?

Hvorfor er den bankverden, som ellers plejer at sige nej tak til strammere regler, tilsyneladende nær himmelhenrykt ved udsigten til bankunionen? Handler det ellers ikke om – det har vi da hørt – at nu skal bankerne selv til at betale for hinandens fallit?

Her er fire dele af en forklaring.

1. Tilsynet vil være baseret på slappe regler

Til en begyndelse, så er hovedkriteriet for banktilsyn ikke, om tilsynsmyndigheden er en meget stor institution med masser af computere og veluddannede folk i. Hovedspørgsmålet er de regler, tilsynet er sat til at sikre respekt for.

I dette tilfælde skal ECB overvåge overholdelsen af den europæiske version af den internationale Basel-aftale (Basel III), mest i form af et direktiv om kapitalkrav, d.v.s. retningslinjer for, hvor mange penge en givet bank skal have liggende på kistebunden, og som kan bruges, hvis der er problemer.

De regler er endnu ikke endeligt vedtaget, men vi kender hovedtrækkene. Både den internationale udgave og den europæiske er kraftigt præget af banklobbyens ønsker, og det har ført til et overraskende svagt regelsæt. Ikke mindst, så rummer EU-versionen ikke de minimumskrav til bankernes kapitalbeholdning, der ellers er en af Basel-systemets hjørnesten.

EU vil i stedet indføre maksimumskrav på et niveau, der ligger langt under det behov, en række fremtrædende økonomer, herunder amerikanske Alan Greenspan, anser for nødvendigt.

Det er krav, der så kun må hæves under særlige omstændigheder og efter fornøden tilladelse. En stor sejr for de europæiske banker, som har satset hårdt på den indrømmelse (2).

Uanset hvor effektivt ECB fører tilsyn, kan det ikke ændre på, at de regler, der skal overholdes, er svage.

Faktisk vil bankunionen snarere tjene til at fastfryse de sejre, banklobbyen hev i land under EU-kampen om Basel-reglerne.

2. Bankunionen skal styrke det indre marked

Der er bestemt ikke noget at være bange for, hvis man er en bankmand med en dristig strategi.

Der er lagt op til en tilgang til bankvirksomhed, de fleste banker har drømt om længe, og især de største af dem.  De har i årevis lobbyet for et vaskeægte ’indre marked for finansielle tjenesteydelser’, herunder mere harmoniseret bankregulering og EU-tilsyn.

Så da Kommissionen overvejede, hvordan Basel-reglerne skulle indføres i EU-lovgivningen, understregede Joseph Ackermann, direktør for Deutsche Bank, vigtigheden af harmonisering:

”Nationale initiativer, der kommer i stand efter politisk pres inden for de enkelte medlemslande, er skadelige for det indre marked, og må imødegås,” skrev han i et brev til Kommissionen i november 2010 (3).

I lyset af den succes, bankerne har haft med deres lobbyindstats for at få udvandet Basel-reglerne, er det ikke underligt, at de nu råber højt for at få et centraliseret og harmoniseret tilsyn. Som en af de mest synlige banklobbyister, Guido Ravoet fra European Banking Federation sagde fornøjet i en kommentar til forslaget om mere magt til ECB:

”Det signalerer et vigtigt skridt væk fra nationale reflekser og tilbage til europæiske løsninger.”

Derfor klapper bankerne i dag af bankunionen – for at ’sikre det indre markeds integritet, som EBF udtrykker det (4). ”Elementerne giver mening, hvis man tænker på Europa som et fælles marked” (5), ifølge Jürgen Fitschen fra Deutsche Bank.

Problemet er, at de ikke giver så meget mening, hvis målet er mere solide banker og et stop for den svimlende blødning, statskasserne har døjet med siden 2008.

Der er selvfølgelig uenigheder, der skal udredes og handles på plads, før en bankunion kan blive en realitet. Nogle af dem har rødder i forskellige interesser blandt forskellige banker.

Britiske banker søger en styrkelse af det indre marked på de betingelser, der passer deres profil bedst, og Tyskland forsøger at værne om de statsejede ’Landesbanken’, som har ganske særlige problemer og interesser.

Men bankunionens overordnede design falder fint i hak med den dagsorden, de mest betydningsfulde lobbygrupper i bankverdenen har forfulgt længe.

3. Ikke nødvendigvis hårdere ved de største

Hovedargumentet for en bankunion har været følgende: På nationalt plan har der udviklet sig et lidt for tæt og ømt forhold mellem tilsyn og banker.

Der er blevet set gennem fingre med syndere af hensyn til nationale bankers ve og vel. Det kan der snildt findes eksempler på. Som da det britiske finanstilsyn (FSA) vendte det blinde øje til Northern Rocks vilde udskejelser.

Den daværende chef for FSA, Callum McCarthy, er en mand med stor forkærlighed for deregulering, og han satte frejdigt kikkerten for det blinde øje, når han overvågede de store banker.

Han så helst, at bankerne regulerede sig selv, og prisen endte med at blive høj for den britiske statskasse (6).   

Men hvorfra kommer forestillingen, at den slags ikke kan forekomme, når det er ECB, der står med ansvaret?

Mange højt placerede folk hos ECB, herunder bankdirektør Mario Draghi, kommer fra den private sektor. Draghi har tilbragt en pæn del af sin karriere i banker som Goldman Sachs, og har i mange år været medlem af en klub for fremtrædende bankfolk, Group of Thirty, som på afgørende tidspunkter i de senere år, har lobbyet til fordel for bankernes ret til at regulere sig selv (7).

Der er ingen grund til at tro, at ECB vil være hårdere ved bankerne, og da slet ikke de største af dem.

4. Konkurser og omstrukturering: Statskassen vil også bløde i fremtiden

Et af de største problemer banklobbyen har haft med udsigten til en bankunion, er den idé, der har været diskuteret i nogle år i Bruxelles; at bankerne selv skal til at betale for bankernes konkurser og omstruktureringer.

En meget besnærende idé for skatteborgere i hele Europa, hvoraf de fleste er temmelig trætte af at se det dræn, bankerne har lagt ind i statskasserne.

For bankerne er det lidt ærgerligt efter at have vundet slaget om kapitalkrav under Basel-forhandlingerne og den efterfølgende EU-implementering. Den gode nyhed for bankerne er, at der er lagt op til en meget lille afgift til en fælles forsikringspulje.

Betydeligt lavere end kapitalkravene under Basel/kapitalkravsdirektivet. Og alle ved forhandlingsbordene i Bruxelles ved, at det vil ende med at blive et lille bidrag – i betragtning af, hvor stort ’behovet’ er.

Egentlig er europæisk overvågning af bankerne Tysklands betingelse for overhovedet at støtte en bankunion. Årsagen er, at det bliver tyskerne, der kommer til at lægge flest penge i den redningsfond, der skal samle op, når bankernes egen lille forsikringsordning slår fejl.

Tyskerne får det, som de vil ha’ det, men de kommer til at punge ud til bankerne alligevel, til det der i EU-formand Van Rompuy’s papirer hedder det ’common fiscal backstop’ (8).   

Sikre banker står ikke øverst

Sagens kerne er, at det skorter på politisk vilje til at tage rigtig fat i uansvarlige banker. Havde den vilje været til stede, ville der have været en helt anderledes indstilling til forhandlingerne af Basel-reglerne og den efterfølgende implementering i EU.

På den baggrund er al snakken om, at vi skal have en bankunion for rigtig at sætte bankerne på plads, ikke særlig overbevisende om ikke hyklerisk.

Fokus på vigtigheden af, at forsyne Den Europæiske Centralbank med en rigtig stor lup til at undersøge banker med, overskygger helt debatten om, hvad det er, Centralbanken skal kigge efter, d.v.s. hvilken type regler, bankerne skal overholde.

Det europæiske tilsyn har været bankernes yndlingsdagsorden, og et vigtigt slogan for deres lobbykampagner, og de er blevet mødt af stor velvilje hos Kommissionen.

For os andre betyder det, at vi lige så godt kan begynde at overveje nu, hvad der skal stilles op, når bankunionen viser sig som blot en ny måde at kanalisere offentlige midler til udtørrede banker.

Noter:

1. Se Kommissionens forslag til nye beføjelser til Den Europæiske Centralbank.

2. For en analyse af Kommissionens forslag til EU-implementering af Basel III, samt af efterfølgende ændringer:  Corporate Europe Observatory, ”Addicted to risk”, May 2012.

3. Ibid. page 5.

4. European Banking Federation, pressemeddelelse, 12. september 2012.

5. Reuters, 4. september 2012.  

6. Se f.eks. rapport af  Corporate Europe Observatory, LobbyControl, Friends of the Earth Europe, and SpinWatch; ”Would you bank on them?”, Februar 2009, side 6.  

7. Corporate Europe Observatory; ”Lobby to take presidency over the ECB again”, 31.oktober 2012. 

8. Se rapporten “Towards a genuine economic and monetary union” af Van Rompuy, Draghui, Juncker og Barroso, 25. Juni 2012, side 4. Se også et diskussionspapir skrevet af den nyliberalistiske tænketank Bruegel, skrevet til det uformelle møde mellem Økonomi- og Finansministre den 8. September; “Fiscal implications of a banking union”, side 12 f.