Bankerne mangler penge?

En rapport fra det amerikanske senat bekræftede, at store amerikanske banker svindlede for billioner, så de selv og den europæiske bankverden brød sammen i 2008. Efter lukningen af Lehmann Brothers væltede bankerne i lange rækker.

EU-kommissionens forslag til bankunion bekræfter, at det kostede USA og EU-lande 51 billioner kroner til gaver, lån og garantier til de vestlige banker på tre år fra 2008. Det svarer til 37% af EU's samlede nationalprodukt forklarer kommissionen. Som begrundelse for oprette bankunionen.

Den amerikanske statsgæld voksede med 40 billioner kroner i den samme periode. Og ifølge kommissionen gik de 33 billioner kroner til banker i EU. Men en stor del vil komme retur til EU.

I den næste krise skal den afgørende garanti til eurozonens seks tusind banker flyttes til centralbanken i Frankfurt. Til fire tusind medarbejdere i to nye højhuse fra 2014. De skal både styre, kontrollere og tilse eurozonens seks tusind banker og sikre, at eurozonens centralbank ECB kan alle dække alle underskud. Især under en større krise. Et føderalt sikkerhedsnet under en krise. Til Europas store og små banker i eurozonen.  

Være sikkerhedsnet økonomisk for de seks tusind banker. Mærkeligt at sammenblande de to funktioner tilsyn, styring og økonomisk støtte i en ny føderal institution, der ikke kontrolleres demokratisk. Kun Søren Søndergaard (Folkebevægelsen Mod EU) har brokket sig over det. 

Det var handel med amerikanske pantebreve, der i efteråret 2008 fik Lehman Brothers til at bryde sammen. På den amerikanske Public-TV station: ”Frontline” kan man se et glimrende program om den fuskede handel med amerikanske pantebreve, der endte med et sammenbrud i Europa.

Men som den tyske økonom Hans-Werner Sinn har forklaret i sin interessante og glimrende bog ”Casino Capitalism”, der roses fra alle sider, så skubbede alle bankerne de rådne aktiver videre. Indtil bankerne selv brød sammen.

Derfor kunne EU-kommissionen skrive i deres udsendte og officielle forslag til en bankunion d.12.september 2012: at EU (landene) har brugt 4.500 milliarder euro eller 33 billioner kroner eller 37% af EU's nationalprodukt (GDP) på gaver, og garantier til EU's banker. Blot fra efteråret (oktober) 2008 til efteråret (oktober) 2011. Da bankerne brød sammen under finanskrisen.

Siden har ECB - den europæiske centralbank – eurozonens og bankunionens centrum - i 2012, udlånt ti procent af eurozonens GDP til over tusind banker. Og hvis disse penge skal betales tilbage inden 2015 skaber det en række problemer. Hvis bankerne ikke kan betale dem tilbage? Mekanismen hedder LTRO. 

Oven i har centralbanken formidlet lån på en billion euro - mekanismen hedder TARGET - til sydeuropæiske banker, der ikke kan overskue handler mellem borgere i de truede lande og sælgende firmaer i Nordeuropa. Derfor må de rige lande give kredit til bankerne i de fattigste. Hvem betaler? Og hvem får pengene?

Den store støtte til bankerne i bankunionen skal nu udvides med en endnu større: Single Resolution Mechanism, der skal finansiere lukning af banker i hele eurozonen og bred støtte til truede banker. Det er den anden søjle i bankunionen. Det kan dreje sig om et ganske ukendt antal billioner af euro, der skal finansieres af andre. Ingen ved af hvem? Men beslutningen blev truffet i december 2012 på topmødet.

Så mekanismen er officiel EU-politik. Et medlemskab af bankunionen kan blive dyrt for Danmark? Hvis vi skal deltage i støtten til de truede banker i eurozonen? Danskerne har siden 2008 sparet mange penge, fordi EU-kritikerne stemte nej til euroen i 1992 og otte år senere. 

Danmark har på de sidste fem år sparet 334 milliarder kroner, fordi vi indtil nu ikke har deltaget i støtten til euroen, vurderede Jyllands-Posten d.13 juli 2012. Medlemskab af bankunionen kan blive dyrt for danskerne, hvis vi skal deltage fremover i den store støtte til bankerne i eurozonen?

Måske burde vi afvente eurokrisens afslutning før vi begynder at overveje en dansk deltagelse i bankunionen? En protokol i Maastricht-traktaten giver os ret til at stå udenfor. Det er vores egen beslutning. Og diskutere om ikke en deltagelse er i strid med Edinburgh-aftalen fra 1992? 

I december 2012 lovede statsministeren, at danskerne aldrig skal betale de riges gæld i  de europæiske banker.

Hvordan vil hun deltage i bankunionen? Den handler jo netop om støtte til banker? Et emne der mærkeligt nok ikke diskuteres i Danmark.

Statsministerens løfte er umuligt. Bankerne kan ikke finansiere deres eget sammenbrud. Det viser vores erfaringer nu.

I EU har man brugt åbenlyst 6.500 milliarder euro siden 2008 på bankpakker, især i eurozonen. Men ingen synes det er et demokratisk problem? Måske er hundredevis af banker i sytten eurolande allerede insolvente. 

Så centralbanken i Frankfurt bliver omdannet til et redskab, der vil kunne udsende støtte på billioner af kroner med få dages varsel til de europæiske banker, hvis de mener noget er galt. Skatteborgerne kan se milliarderne flyve ud til bankerne, men fremover vil de intet kunne gøre? I EU har man brugt billioner på at støtte bankerne. 

Men beslutningen om at baile på føderalt plan diskuteres ikke offentligt. Selv om det er et hovedelement i bankunionen. Bankerne er siden finanskrisen blevet det store støtteobjekt i EU.

Bjørn Bennike er højskolelærer og forfatter.