Annonce

Adoptionskritik
18. marts 2014 - 18:43

Banebrydende kritisk forskning i transnational adoption

Danmark er et af de lande i verden, der siden 1950'erne har gennemført flest transnationale adoptioner per indbygger, men først nu er den første samling kritiske forskningsartikler kommet på dansk.

Social Kritiks temanummer ”Transnational Adoption” udkom i februar 2014. Det er første gang en samlet udgivelse af kritiske forskningsbaserede artikler om adoption, skrevet på dansk, har set dagens lys, på trods af at Danmark er et af de lande i verden, der har modtaget flest transnationalt adopterede per indbygger, og at transnationale adoptioner til Danmark har fundet sted i næsten 70 år. Eftersom transnational adoption de seneste par år har været genstand for offentlig debat og politisk opmærksomhed på baggrund af sager om problematiske og ulovlige forhold i adoptionsindustrien, er det samtidig meget aktuelt at temanummeret udkommer netop nu. 

Den transnationale adoptionsdiskurs i Danmark har indtil for nyligt været domineret af adoptivforældres og private adoptionsbureauers perspektiver og transnational adoption er i vid udstrækning blevet anset for at være en humanitær og altruistisk gerning, der samtidigt har kunnet indfri idealet om kernefamilien for ufrivilligt barnløse par. Disse dominerende perspektiver og forestillinger anfægtes i ”Transnational adoption”.

Som temanummerets redaktør Lene Myong påpeger i indledningen, adskiller den nuværende adoptionsdebat sig på afgørende punkter fra tidligere offentlige debatter om transnational adoption, dels fordi voksne adopterede selv deltager mere i debatten, og dels fordi man i modsætning til tidligere ikke blot forsøger at korrigere adoptionssystemet, men stiller spørgsmål til selve den transnationale adoptionsindustris legitimitet, til de bagvedliggende politiske interesser, og den ulige globale magtstruktur, som er forudsætningen for transnational adoption.

I en række gennemresearchede og nytænkende  artikler, samt anmeldelser af nyere skøn- og faglitteratur om transnational adoption, formår bidragene i ”Transnational adoption” at nuancere billedet af adoption.

Adoptionssystemets opkomst

Udgangspunktet for adoption er, at der findes børn som overdrages til adoption. Flere af artiklerne problematiserer den gængse opfattelse af, at der findes et utal af ’adopterbare’ børn i ’den tredje verden’, og påviser i stedet hvordan transnational adoption opretholdes af efterspørgsel på børn i den vestlige verden, og hvordan adoptionerne udspiller sig i en gråzone mellem lovlige og ulovlige overdragelser.

I Den Kaotiske Begyndelse – adoption af afrotyske børn til Danmark i tiden efter 2. Verdenskrig redegør Matilde Hørmand-Petersen, Amalie Kønigsfeldt og Amalie Linde for, hvordan transnational adoption til Danmark opstod på grundlag af uautoriserede, og gennem adskillige år ulovlige foretagender. Artiklen bygger på research fra arbejdet med bogen Børneimporten (Kristeligt Dagblads Forlag, 2013).

Artiklen omhandler adoptionen af op mod 3.000 afrotyske børn fra det daværende Vesttyskland til Danmark fra 1950erne-1970erne. Samtidig giver den et godt historisk overblik over etableringen af det transnationale adoptionssystem i Danmark og opridser nogle af de tidlige offentlige debatter omkring transnational adoption i 1960erne, der drejer sig om mange af de samme spørgsmål som i dag: hvorvidt adoption skal være et privat eller offentligt anliggende, om adoptioner skal være åbne eller lukkede, hvorvidt adoption skal betragtes som – eller erstattes af – nødhjælp, samt om adoption sker for barnets skyld, eller om trafikken hovedsageligt opretholdes på grund af den store efterspørgsel.

Babyboksen

Boon Young Hans artikel Adoptionshistoriens Koreanske Babyboks omhandler også gråzonen mellem lovlig og ulovlig overdragelse af børn. Artiklen optegner udviklingen i Sydkoreas adoptionslovgivning og beskriver et nyere fænomen: en babyboks opsat udenfor præsten Jong-rak Kims kirke i udkanten af Seoul, hvor man anonymt kan overdrage sit barn til adoption. Ved siden af babyboksen er der et skilt med teksten:

Der er ingen grund til at du skal svigte dit handicappede eller uægte barn, som du på uundgåelig vis ikke kan tage dig af. Åben håndtaget nedenunder og læg dit barn der”.

Babyboksen er blevet til på baggrund af en lovændring om fødselsregistrering. Loven, som trådte i kraft i 2011, betyder at adoptionstilladelser er blevet begrænset til sager, hvor barnet bevisligt var officielt registreret inden den forestående adoption. Denne lovændring er et led i en række revisioner af Sydkoreas adoptionslov, som skal skabe større gennemsigtighed og juridisk regulering af landets mangeårige og stærkt omdiskuterede adoptionsindustri.

Babyboksen er dermed et udtryk for, at lovgivningen om fødselsregistrering kan og bliver omgået, fordi adoption påvirkes af stærke interesser i både afgiver –og modtagerlande, samt fordi enlige og ugifte mødre, der udgør over 90% af de, der afgiver deres børn til adoption i dag, i høj grad stadig stigmatiseres.  

Undtagelsen eller reglen

Artiklerne er vigtige i lyset af den seneste offentlige debat i Danmark om ulovlige adoptioner fra Etiopien, og om hvorvidt Danmark bør sætte en stopper for adoption fra lande, hvor der foregår børnehandel og udpræget korruption.

Når skandaler om børnehandel kommer i medierne, bliver de ofte affærdiget som exceptionelle tilfælde, men som Boon Young Han konkluderer, er babyboksen ”en påmindelse om, at selv det mest legitime adoptionssystem hviler på en historie af ulovlige, uigennemskuelige og uregulerede overdragelser, og at politiske kampe, om hvordan overdragelse kan finde sted, også er kendetegnende for det effektive moderne adoptionssystem.”

Det er dermed ikke et spørgsmål om, hvorvidt man f.eks. skal sætte en stopper for adoption fra enkelte lande, men som Anders Riel Müller påpeger i Guds vilje eller globalt ansvar, en anmeldelse af journalisten Kathryn Joyce bog The Child Cathchers – Rescue, Trafficking and the New Gospel of Adoption (New York: Public Affairs, 2013), er problemet med det transnationale adoptionssystem, at det ikke kan isoleres til enkelte lande, samt at den transnationale adoptionsindustri i sig selv producerer børnehandel og korruption.

Racistisk og kolonial arv

Den mangelfulde regulering og overvågning, sammen med den store efterspørgsel sikrer, at når visse lande må lukke for adoptioner, åbnes der samtidig op for adoption i andre økonomisk udsatte lande, hvorved problemerne blot forskydes. Anders Riel Müllers anmeldelse af The Child Cathchers bidrager også med et vigtigt lag til temanummeret, idet den peger på nogle af de ideologiske motiver, der ligger til grund for den transnationale adoptionsindustri. 

The Child Catchers er en bog om det stigende antal transnationale adoptioner, der gennemføres af konservative kristne evangelister i USA, for hvem det er blevet en religiøs mission at adoptere forældreløse børn. Som Joyce, forfatteren til The Child Catchers, skriver, er konstruktionen af transnational adoption som en idealistisk mission forankret i et samvittighedsnag over evangelikalismens racistiske og kolonialistiske fortid.

Denne dynamik er ikke ulig idealismen i 1960ernes og 1970ernes hvide venstreorienterede miljøer, som banede vejen for at hvide vesterlændinge ud fra solidaritet og skyldsfølelse begyndte at adoptere børn fra nyligt afkoloniserede lande i ”den tredje verden”.

Anders Riel Müller drager paralleller til en dansk kontekst ved at sammenligne interesseorganisationen Adoption & Samfunds argument for transnational adoption som værende en måde at tage globalt ansvar, med den amerikanske evangelikale  bevægelses mission om at ’redde’ forældreløse børn, idet begge bygger på en idealistisk forestilling om at international adoption legitimeres af et højere formål.

Vidnesbyrd

De tre andre anmeldelser i temanummeret ser nærmere på nyligt udgivne bøger om transnational adoption, som alle genremæssigt er en slags vidnesbyrdlitteratur. Karen Hvidtfeldt Madsen anmelder Katrin Behrs De Stjal min mor. På Sporet af løgn, fortielser og tvangsadoptioner i DDR (Gads Forlag, 2013). Bogen dokumenterer Behrs tidsrejse gennem DDRs kulturhistorie. Gennem en personlig beretning fortælles historien om de ca. 75.000 ’inkognitoadoptioner’ i DDR-tiden, som ofte var politisk motiverede og fandt sted gennem statslig indgriben, hvor de biologiske forældre blev holdt uvidende om, hvor deres børn havnede.

Liv Høyer Rabjerg, i anmeldelsen af Monica Lorenzo Pugholms Barnløshed, adoption og et kulørt familieliv (Forlaget Klim, 2013), og Mette Larsen i anmeldelsen af Patrick Lundbergs Gul Udenpå (Høst & Søn / Rosinante & co., 2014), efterlyser begge, at bøgernes forfattere havde turdet give læseren større adgang til nogle af de komplekse, ambivalente og tabubelagte følelser, der er en del af transnational adoption for alle de involverede partner.

I forlængelse af den voksende mængde vidnesbyrdlitteratur, som adopterede selv har skrevet om transnational adoption, stiller Mette Larsen et relevant spørgsmål om, hvorvidt vidnesbyrdlitteratur skal læses som dokumentation for et levet liv, eller som tekstlige, æstetiske manifesteringer af samme i et værk.

Normaliseringens kraft

Retten til forældreskab er noget, der ofte tages for givet i den danske debat om transnational adoption, men som Michael Nebling Petersen i Den Egnede Homo og Stine Jørgensen i  Adoption som retlig relation påviser, bygger denne forestilling på en vestlig heteronormativ familieopfattelse.

Ved at kigge nærmere på Folketingets debatter om homoseksuelle familier og transnational adoption fra 1988-2010, undersøger Michael Nebeling Petersen i sin artikel hvordan synet på homoseksuelles ret til at stifte familie radikalt har ændret sig. Da lovforslaget om registreret partnerskab for homoseksuelle blev vedtaget i 1989, var det fordi det på to punkter adskilte sig fra tidligere nedstemte lovforslag: Adgang til adoption og kirkelig vielse var taget ud af lovforslaget og dermed kunne registreret partnerskab mellem samkønnede anerkendes, uden at heteroseksuelle mistede patent på både symbolsk og konkret ret til reproduktion.

Tyve år senere er det nu, ifølge dansk lovgivning, muligt for homoseksuelle par at adoptere. I stedet for at se homoseksuelle som ikke-reproduktionsegnede , er det nu de afgivende forældre ”der etableres som ikke-vitale og allerede døde”. Artiklen er skarp i dens undersøgelse af, hvordan én minoritets rettigheder sikres ved at en anden gruppe, de afgivende forældre og afgiver-kulturen, stigmatiseres.

Homoseksuelles kamp for ligestilling bliver i den sammenhæng brugt til at bekræfte en vestlig heteronormativ familiestruktur og et dansk selvbillede som værende afgiverlandene kulturelt overlegen, fremfor at problematisere majoritetens privilegier og den ulige globale magtstruktur indlejret i transnational adoption.

Stine Jørgensen kigger nærmere på den retlige relation i transnational adoption, og på hvordan adoption bygger på en antagelse om, at det retlige forældreskab udgør den bedste ramme for et barns opvækst. Med udgangspunkt i, at børn i stigende grad anses for at have egne rettigheder, efterlyser Stine Jørgensen nye måder at tænke relationer og børns rettigheder på.

Artiklen sætter fokus på et vigtigt og underbelyst emne inden for transnational adoption, nemlig betydningen af barnets eget samtykke til adoption, og hvordan barnet kan blive opfattet som part i relationen fremfor som objekt. En gentænkning af den retlige relation er også vigtig i forhold til adopteredes ret til aktindsigt og kendskab til sin første familie. 

Kærlighedens greb

I Forstyrret Kærlighed: Affektiv assimilation som nyt ideal for transnational adoption analyserer Lene Myong og Mons Bissenbakker hvordan tilknytning som betingelsen for kærlighed har vundet indpas i adoptionsfeltet. Forestillingen om adoption som en måde at ’skabe en kærlig familie’ på, konkurrerer i stigende grad med idealet om adoption som det at tage ’globalt ansvar’.

I en intelligent og tankevækkende artikel dekonstruerer Lene Myong og Mons Bissenbakker kærlighedsbegrebet, der ellers ofte opfattes som selvindlysende. Artiklen omhandler nogle af de forventninger, der er til kærlighedens magt, og hvordan disse forventninger afspejles i måden tilknytning og tilknytningsforstyrrelser opfattes på indenfor adoptionsfeltet.

Ved at analysere et temanummer om tilknytning fra 2007 i medlemsbladet Adoption & Samfund, der primært repræsenterer adoptanters interesser, viser Myong og Bissenbakker hvordan kærlighed gennem tilknytning konstrueres som en entydig positiv følelse, der skal sikre  at adoptivfamilien kan genkendes som ’En Rigtig Familie’, mens ambivalente følelser som vrede eller sorg opfattes som ’tilknytningsforstyrrelser’, der udelukkende finder sted inde i den adopterede og som altid tillægges den adopteredes fortid.

Tilknytningsbegrebet bliver, som Myong og Bissenbakker skriver, således brugt til at opretholde forestillingen om kernefamilien og adoptant-subjektets følelsesmæssige privilegier, ligesom begrebet anvendes til at bekræfte adoption som en ubetinget positiv intervention.

Global og intim magtfordeling

Temanummeret ”Transnational Adoption” er således et ganske banebrydende bidrag til den transnationale adoptionsdiskurs i Danmark i det den kritisk analyserer mange af de forhold, der ellers er blevet taget for givet. Ved at se transnational adoption i et mere nuanceret perspektiv, eksponerer bidragyderne den globale magtfordeling i relationen mellem afgiver-og modtager lande samt i den intime følelsesøkonomi mellem adoptanter og adopterede indenfor adoptivfamiliens rammer.

At ”Transnational adoption” udkommer netop nu i et historisk øjeblik, hvor strukturel racisme og hvide privilegier i Danmark er blevet genstand for diskussion, gør temanummeret så meget desto mere relevant. Den debat om race, der gennem den seneste tid har verseret i diverse landsdækkende aviser, har været præget af, at kritiske minoritetsperspektiver er blevet affærdiget på bekostning af  majoritetsperspektiver og privilegier, der indædt er blevet forsvaret og søgt fastholdt af de som besidder dem.

Det  er egentligt ikke overraskende eftersom det foruroligende i at sætte ord på strukturel racisme netop består i udfordringen af den danske majoritets selvbillede som tilhørende et anti-racistisk, ikke-kolonialistisk og egalitært samfund.

I den kontekst er Social Kritiks temanummer ”Transnational Adoption”  kærkomment, vigtigt og frigørende. De forskellige bidragydere tør at tænke ud over egne privilegier og normer og åbner dermed op for nye måder at tænke relationer, rettigheder og affekter på.

”Transnational Adoption” kan derfor varmt anbefales til alle med interesse i adoption, i intersektionelle læsninger af race, klasse, køn, seksualitet og globale magtforhold, samt til enhver, der er interesseret i at forstå de nogle af de mekanismer, der er med til at give visse grupper privilegier på bekostning af andre. 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce