Bæredygtighed som propaganda

Fra energisektoren og politikerne pointeres det igen og igen, at den bioenergi, der anvendes i Danmark skal være produceret bæredygtigt. Men der er god grund til at kigge de politiske beslutningsprocesser, der ligger til grund for anvendelsen af bioenergi, efter i sømmene. For uanset om der er tale om biomasse brændt af i kraftvarmeværkerne eller agrobrændstoffer (også kaldet biobrændstoffer) brændt af i transportsektoren, er der problemer med bæredygtigheden.  Beslutningstagerne undlader at tage forsigtighedsprincippet alvorligt, kritiske forskeres resultater negligeres i vid udstrækning, og protester fra berørte befolkningsgrupper i Syd overhøres fuldstændig. 

Bæredygtigheden var stærkt omdiskuteret, allerede før anvendelsen af forskellige typer bioenergi for alvor blev sat på skinner i EU i forbindelse med vedtagelsen af EU's »Direktiv for Vedvarende Energi« (VE-direktivet) fra 2009. Ved den lejlighed blev der fastsat bindende målsætninger for omstilling til vedvarende energi, hvoraf bioenergi ses som det vigtigste element.

Agrobrændstoffer som eksempel

En stadig voksende bunke af videnskabelige artikler har påvist, at VE-direktivets bindende målsætninger for vedvarende energi i transportsektoren ikke vil føre til de ønskede klimagevinster, men at de til gengæld har påført mange udviklingslande en bunke problemer. Man har med undren kunnet konstatere, at denne viden indtil nu ingen indflydelse har haft på de politiske beslutninger.

Indførelsen af agrobrændstoffer i transportsektoren kan derfor bruges som et eksempel, der belyser faldgruberne ved at sætte sin lid til, at anvendelse af bioenergi generelt kan sikres gennem krav til bæredygtighed – herunder altså også andre former for bioenergi såsom biomasse i kraftvarmesektoren eller biogas i transport- eller naturgassystemerne.

Klimamål eller økonomi?

Ved lanceringen af såvel VE-direktivet som det samtidige »Brændstofkvalitetsdirektiv«, var det behovet for at imødegå klimaændringerne, der blev fremført som hovedargument fra EU-Kommissionens og EU-parlamentets side.

Agrobrændstoffernes evne til at nedbringe emissioner fra transportsektoren blev dog allerede før vedtagelsen af de to direktiver et emne for intens debat. Ny videnskabelig viden og appeller fra civilsamfundsorganisationer i Syd forårsagede tvivl med hensyn til det formålstjenlige i de foreslåede bindende målsætninger.

Noget tyder på, at konkurrenceevne og jobskabelse blev tillagt større betydning end klimaet i EU-institutionerne, da forhandlingerne fandt sted i 2007-8 før den endelige vedtagelse af VE-direktivet i 2009. For på trods af at man måtte anerkende alvorlige sociale, klima- og miljømæssige problemer forbundet med produktion af agrobrændstoffer, foreslog Kommissionen en 10 procents målsætning for brug af agrobrændstoffer i transportsektoren.

Det må tilskrives NGO’ernes arbejde, at det oprindelige forslag, som lød på en målsætning om 10% agrobrændstoffer, blev ændret til 10% vedvarende energi. Denne ændring har dog ikke slået igennem i Danmark, hvor en bindende målsætning om tilsætning af agrobrændstoffer, der blev vedtaget i 2008, stadig er gældende. Agrobrændstofferne var under alle omstændigheder også udset til at være den primære kilde til at opfylde 10%-målet.

Forskere advarede

Vigtige indvendinger i forhold til agrobrændstoffers evne til at nedbringe transportsektorens emissioner var fremsat af blandt andre nobelpristageren i kemi Paul Crutzen. Crutzen og hans kolleger pegede på, at udledningen af den kraftige drivhusgas lattergas (N₂O) fra dyrkning af enårige afgrøder (som majs, hvede og raps) til agrobrændstoffer i mange tilfælde overstiger de drivhusgasbesparelser, man havde beregnet at kunne opnå. Lattergasemissionerne er særligt store, når der anvendes store mængder kunstgødning, hvilket som regel vil være tilfældet, når der dyrkes afgrøder til storskalaproduktion af agrobrændstoffer.

Samtidig påpegede forskerhold omkring Tim Searchinger og Joseph Fargione, at direkte og indirekte ændringer i arealanvendelsen (Land Use Change (LUC) og Indirect Land Use Change (ILUC)) giver anledning til, at der frigives kulstof til atmosfæren fra jord og vegetation. Det sker, når ny jord – direkte eller indirekte – inddrages til produktion af agrobrændstoffer, og disse kulstofemissioner underminerer agrobrændstoffernes evne til at nedbringe transportsektorens emissioner.

Læs mere om LUC og ILUC hos NOAH: »Er vi ved at brænde kloden af? − om agrobrændstoffer og klima« hos NOAH (pdf)

Bæredygtige agrobrændstoffer?

Disse argumenter lå på bordet, da VE-direktivet blev vedtaget i 2009 – og dermed de bindende målsætninger om, at først 5,75% (i 2010) og siden 10% (i 2020) skal komme fra vedvarende energikilder, primært agrobrændstoffer.

Op til vedtagelsen blev disse målsætninger kritiseret af mange miljø- og udviklingsorganisationer.  NOAH foreslog dengang sammen med flere hundrede andre organisationer et moratorium for indførelsen af agrobrændstoffer, indtil konsekvenserne var blevet bedre belyst.

Udover den manglende klimagevinst var et kritikpunkt, at EU ikke kunne opfylde kravene uden at anvende importerede agrobrændstoffer, og at man derved risikerede at påføre andre lande sociale og miljømæssige problemer. Denne forudsigelse har desværre vist sig at holde stik.  

Læs mere om direkte og indirekte land grabbing hos NOAH: »Vil vi være det bekendt? − om agrobrændstoffer og menneskerettigheder« (pdf)

Såvel danske som EU-politikere havde dengang travlt med at retfærdiggøre deres støtte til disse målsætninger med, at de naturligvis ville sikre »bæredygtighed«. Og EU besvarede kritikken med at opstille en række af bæredygtighedskrav. I forhold til den natur- og miljømæssige bæredygtighed er disse bæredygtighedskriterier dog meget svage og fulde af undtagelser og fortolkningsmuligheder. Og sociale kriterier er slet ikke inkluderet.

Eftersom et hovedformål med at anvende agrobrændstoffer jo var deres påståede evne til at fortrænge drivhusgasser, er det af vital betydning at kunne dokumentere denne evne. Man stillede sig dog tilfreds med et meget beskedent mål om en drivhusgasfortrængning på 35% i første omgang. Og bæredygtighedskriterierne indeholdt intet krav om, at emissionerne fra indirekte ændringer i arealanvendelsen (ILUC) skulle medregnes. Det skal bemærkes, at der ikke er tale om en reduktion på 35% i transportsektorens udledninger, men kun i de fem eller ti procent af brændstoffet, som udgøres af agrobrændstoffer!

Læs »Lov om bæredygtige biobrændstoffer« hos Retsinformation

Overholdelse af bæredygtighedskriterierne skal sikres gennemført af benzinselskaberne, f.eks. via forskellige certificeringsordninger. Hidtidige erfaringer med sådanne ordninger peger på, at der i det Globale Syd ikke er systemer, der kan kontrollere og håndhæve certificeringssystemerne, og i de færreste tilfælde har man konsulteret de mennesker, hvis levevilkår direkte påvirkes af produktionen. De certificeringsordninger, der i mellemtiden er godkendt af EU, er alle meget omdiskuterede og kritiseres af de fleste miljøorganisationer.

Bæredygtighed som grønvask

Dertil skal lægges, at certificering ikke forhindrer en udvidelse og intensivering af produktionen. Dét, at industrialiserede lande som Danmark beslutter at efterspørge certificerede produkter, er nærmere med til at grønvaske en produktion, der på ingen måde er bæredygtig, fordi selve størrelsen på produktionen overskrider et niveau, der kan kaldes bæredygtigt.

Et bæredygtighedsmærkat har kun betydning på mikro-niveau, dvs. på marken, hvor den faktiske produktion finder sted. Men et certificeringssystem kan ikke tage højde for de problemer, der opstår på makro-niveau ved storskala-produktion af agrobrændstoffer, såsom fortrængning af hidtidige produktioner, indirekte ændringer i arealanvendelsen og stigende fødevarepriser.

Derimod kan et sådant bæredygtighedsmærkat berolige »grønne bilister« til at tro på, at deres forbrug af agrobrændstoffer ikke er skadeligt, så de med god samvittighed kan tage bilen – og så de uden protester affinder sig med den påtvungne tilsætning af agrobrændstoffer. Derved legitimerer certificeringen den øgede spredning af produktionen – og fortsat vækst i vejtransporten.

Læs mere om andre måder at spare brændstoffer på i vejtransport og fly hos NOAH: »Den gale vej! – om agrobrændstoffer og transport« (pdf)

En kommission i splid med sig selv

Miljøorganisationernes intense kampagne imod kravet om tilsætning af agrobrændstoffer til benzin og diesel førte ikke til det ønskede resultat. Der var dog nogen lydhørhed i EU-Parlamentet, og i den endelige formulering af VE-direktivet blev der indskrevet en forpligtelse for Kommissionen til at fremsætte et forslag om en metode til at vurdere de klimatiske konsekvenser af indirekte ændringer i arealanvendelsen (ILUC).

Denne forpligtelse burde have været opfyldt ved udgangen af 2010, men er blevet forsinket flere gange på grund af interne uenigheder i Kommissionen. For eksempel kom det til mediernes kendskab i februar 2010, at en topembedsmand i Kommissionens generaldirektorat for landbrug forsøgte at bremse offentliggørelsen af en kommissionsrapport om ILUC. Hans argument var, at hensyntagen til ILUC ville hindre udbredelsen af agrobrændstoffer i EU.

Forskellige rapporter bestilt af Kommissionen har konkluderet, at ILUC-faktoren ændrer markant ved agrobrændstoffernes evne til at afbøde klimaforandringerne, og at man ikke får et retvisende billede, hvis denne faktor udelades.

Ifølge en artikel i EurActiv fra april 2012, »EU-rapport stiller spørgsmålstegn ved bæredygtigheden i konventionelle biobrændstoffer«, var forslaget og beslutningerne i 2008-9 vedrørende det bindende mål om 10% agrobrændstoffer et resultat af kraftig lobbyvirksomhed fra en stærk alliance mellem landbrugssektoren og bilindustrien.

Selv om hovedparten af den offentlige debat har været relateret til agrobrændstoffers evne til at mindske klimaændringer og reducere Europas afhængighed af fossile brændstoffer, ser det ifølge EurActiv ud til, at det underliggende primære mål har været at sikre afsætningen af landbrugsprodukter og skabe arbejdspladser i forarbejdningsindustrierne og i bilindustrien. Forfatteren af artiklen konkluderer, at beslutningstagerne i Kommissionen »øjensynligt er lige så bange for de politiske konsekvenser af at indrømme en politisk fejltagelse som for de miljømæssige konsekvenser af at benægte den«.

Skadevirkninger annulleret

Med næsten to års forsinkelse leverede Europa-Kommissionen i september 2012 endelig en skitse til at reformere EUs politik for agrobrændstoffer med henblik på at imødegå de kulstofemissioner, der er forårsaget af ILUC. Udkastet blev lækket til offentligheden i september 2012.

I det lækkede udkast anerkendte Europa-Kommissionen for første gang offentligt, at der er en konflikt mellem at bruge jord til produktion af brændstoffer og at sikre den globale fødevareforsyning. Kommissionen gjorde klart opmærksom på, at der er et behov for at »begrænse bidraget fra biobrændstoffer […] fremstillet af fødevareafgrøder«. Kommissionen foreslog ifølge dette udkast, at der skulle lægges et loft over brugen af agrobrændstoffer fremstillet af fødevarer, og at man skulle medregne ILUC-faktorer i brændstofkvalitetsdirektivet. Af uransagelige årsager undlod man at foreslå ILUC medtaget i VE-direktivet.

På samme tid udkom en konsekvensanalyse (fremstillet som et arbejdsdokument fra Kommissionen), der entydigt anbefalede, at ILUC-faktorer medtages i fremtidens livscyklusvurderinger og opgørelserne af drivhusgasser fra produktion af agrobrændstoffer.

Men da det endelige forslag til ændring af de to direktiver blev fremsat af Kommissionen i oktober 2012, var selv forslaget om at medregne ILUC-faktorer i brændstofkvalitetsdirektivet blevet droppet.

»Industriens berettigede forventninger«

NGO'en Transport & Environment har gjort sig nogle spekulationer om, hvad der ligger bag denne beslutning:

»Vi vil aldrig få at vide, hvad der nøjagtigt skete i Kommissionens gange, der førte til, at forslaget blev udvandet, så ILUC-faktorer nu er udelukket ikke blot fra VE-direktivet, men også fra brændstofkvalitetsdirektivet. Det ser ud til, at intens lobbyvirksomhed fra biobrændstofvirksomheder og landmænd førte til, at kommissærerne pludselig diskuterer 'industriens berettigede forventninger' til fremtidige markeder for biobrændstoffer i stedet for at løse de klima-og fødevareproblemer, der er forårsaget af deres politik for biobrændsel.«

Efter tre års interne diskussioner og undersøgelser i Kommissionen stod kun nogle vage hensigtserklæringer og utilstrækkelige foranstaltninger tilbage, herunder:

• at overvåge betydningen af ILUC og at underkaste agrobrændstofpolitikken et eftersyn i 2017 og revidere den på basis af videnskabelig viden vedrørende ILUC – netop dét, som kommissionen var blevet bedt om at gøre allerede ved udgangen af 2010
• at begrænse mængden af agrobrændstoffer fra fødevareafgrøder til højst 5%, hvilket svarer nogenlunde til den aktuelle anvendelse i EU på 4,6%, som allerede har givet anledning til alvorlige miljømæssige og sociale problemer.

Handlingslammet af lobbyister

Med meget god vilje kan man se det som en lille fordel i forhold til de eksporterende lande i Syd, at der med dette forslag fra Kommissionen ville blive lagt et loft over brugen af fødevarer som råstof til agrobrændstofproduktionen. Men når ILUC-faktorerne blev udeladt, så ville det stadig være muligt at bruge biodiesel fremstillet af f.eks. palmeolie og soja, selv om deres klimaprofiler er elendige, og dyrkningen af disse råstoffer er ekstremt ødelæggende for dyr, planter og mennesker.

Men end ikke dette udvandede forslag overlevede turen gennem EU-institutionerne. EU-Parlamentet kunne ikke blive enige om at bakke op om kravet om, at agrobrændstoffer fra fødevareafgrøder ikke måtte overstige 5%, og endte med at anbefale at højst 7% måtte komme fra fødevarer. Det ville give plads til en stigning på ca. 50% i forhold til det nuværende forbrug.

Og da ministerrådet mødtes 12. december 2013 for at beslutte, hvad EU’s medlemslande ville gå med til, kunne de ikke blive enige om at beslutte noget som helst. Resultat: ingenting!

Efter fire år er vi altså lige vidt. De oprindelige bindende målsætninger står ved magt, og de beregninger, der skal vise, om agrobrændstoffer bidrager til at mindske klimaforandringerne, er lige så ufuldstændige, som de hele tiden har været.

De færreste nægter, at der er et problem, men EU-institutionerne er handlingslammede, for de erhvervsgrupper, der oprindelig lobbyerede for agrobrændstofmålsætningerne, kræver nu, at »deres berettigede forventninger til sikring af deres investeringer« indfries – endda langt ud over, hvad man almindeligvis forventer.

Har vi lært noget?

De her beskrevne erfaringer vedrørende agrobrændstoffers bæredygtighed bør indgå i den igangværende »biomasseanalyse«, der snart forventes afsluttet. Lige nu kører der en intens debat om bæredygtigheden i de træpiller, der fyres i kraftvarmeværkerne. Energisektoren siger, de er bæredygtige, men hvad mener de egentlig med det?

Bente Hessellund Andersen er aktiv i NOAH – Friends of the Earth Denmark og tilknyttet DIST – Center for Design, Innovation og Bæredygtig Omstilling, Aalborg Universitet.