Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
anbefaling
7. januar 2013 - 15:52

Bøger om krisen (1): Europa

Første af to artikler, der omtaler bøger om den økonomiske krise. Denne gang om krisen i Europa.

Dette er den første af to oversigter om nogle bøger om krisen, denne gang om Europa (især euroen), næste artikel om USA.

De fleste, der interesserer sig for disse ting, følger formentlig med på diverse hjemmesider på nettet. Men der er også kommet et begrænset antal bøger, omend langt færre end man skulle have forventet, krisens alvor taget i betragtning.

Jeg nævner selvfølgelig kun de bøger, som jeg selv har stiftet bekendtskab med. Formålet er det simple at give idéer til læsning for de, der vil gå i lidt mere i dybden. I får en kort beskrivelse plus nogle få kommentarer.

Men først vil jeg dog henlede opmærksomheden på artiklen "EU summit reveals a paralyzed continent" i Der Spiegel.  

Der Spiegel har tilsyneladende fået adgang til de interne forhandlinger i EU-topmødet i december, hvor man vedtog begyndelsen til en bankunion. Artige sager, hvoraf det fx fremgår, at Merkel begyndte at snakke med sin portugisiske kollega, da den cypriotiske leder talte; ingen gad lytte til ham.

Et par ting står klart:

- en permanent modsætning mellem Nord (Tyskland, Finland, Sverige, Danmark og Holland) mod Syd, der ledes af Frankrig. Hollande snakker om europæisk solidaritet, Merkel spørger hvem, der skal betale, og insisterer stedse på, at der skal tales om konkurrenceevne i sluterklæringen.

- tidligere pressede Tyskland på for øget integration omkring euroen, især fælles finanspolitisk (Finanspagten fra dec. sidste år), hvor dealen var, at Tyskland ville betale til Syd, når de opgav kontrollen med deres offentlige udgifter og indtægter. Tilsyneladende tror Tyskland ikke længere på en sådan strategi, ikke før det tyske valg i hvert fald, og måske overhovedet ikke. Udadtil taler Merkel varmt om det europæiske projekt og Euroen, indadtil er det hende, der har foden på bremsen.

- dermed repareres euroens grundskavank – monetær union uden (finans)politisk union – ikke, og så kan euroen næppe overleve.

- de europæiske ledere fokuserer stedse mere på den nationale interesse, ikke på det fælles, altså EU og euroen. Cameron går her blot forrest. Skiftet er jo meget tydeligt i Danmark, hos SD og Venstre.

Efter at have læst reportagen sidder man tilbage med en fornemmelse af, at de europæiske ledere er begyndt at tvivle på projektet. Der tales meget om en glidebane mod Europas Forenede Stater, men måske går det i den stik modsatte retning. Tilsyneladende er den magtesløse Barroso den sidste 'europæer'.

Men det hele kan jo godt være lidt overdrevet ….

Så til bøgerne, hvor jeg starter med de danske.

 

Preben Wilhjelm; Krisen og den udeblevne systemkritik, 2012, 63 ss, kan downloades på Modkraft.

Meget omtalt. Selv hæftede jeg mig især ved påpegningen af, at DK ikke har et gældsproblem (s.32). Landet som sådan skylder stort set ikke udlandet noget, og betalingsbalancen er i overskud, dvs. gælden vokser ikke. Den offentlige gæld er selvfølgelig steget pr.gr.a. krisen, men det offentlige låner først og fremmest af den danske private sektor, så vi er ikke afhængige af udlandet; hertil kan føjes, at det offentlige underskud hvert år siden 2008 har vist sig meget mindre end forudset. Derfor ingen grund til panik og nedskæringer.

Men jeg har svært ved at tilgive en socialist som Wilhjelm, når han skriver (s.17), at markedsmekanismen er 'ultrademokratisk'! Den er decentral og ikke diktatorisk, men på markedet har vi magt efter pengepungens tykkelse, mens grundideen i demokrati er politisk lighed, dvs. én person, én stemme. Det er præcis derfor at demokratiet skal trænge markedet tilbage,

 

Jesper Jespersen; Euroen – hvorfor gik det galt, og hvordan kommer vi videre? 2012, 123 ss. Kan bestilles for 160 kr på www.deo.dk .

Klar fremstilling af Euro-krisen, ud fra et keynesiansk synspunkt. Ikke vanskelig.

Offentlig underskud/gæld er først og fremmest en funktion af konjunkturerne (vækst, arbejdsløshed), ikke af mere eller mindre offentlig extravagance. Vejen ud af krisen er derfor stimulering af den effektive efterspørgsel, altså ikke nedskæringer, men det modsatte. Understreger, at hvis der er balance overfor udlandet, er offentligt underskud = privat overskud (38f). I dag investeres der for lidt (opspares for meget) i den private sektor. Hvis det problem løses (millionærskat etc, der socialiserer kapitalistiske overskud?), reduceres det offentlige underskud automatisk, men retorikken i dag siger, at det er den offentlige, ikke den kapitalistiske sektor, der er årsag/skyldig og derfor skal reformeres.

 

Jørgen Steen Nielsen: Den store omstilling, Informations forlag 2012.

Sammenkæder den økonomiske og miljømæssige krise. Spændende, men der er ikke meget nyt om det rent økonomisk-finansielle. Min vurdering kan læses her: "Kapitalisme eller bæredygtig udvikling".

 

Dette var så den danske afdeling.

Jeg synes det er tankevækkende, at der ikke er kommet en grundig bog om den danske side af den økonomiske krise. Om den finansielle sektor, Danske Bank, skiftende regeringers politik, den faktiske økonomiske udvikling siden 2007 osv., hvor det hele samles. Hvad laver vore økonomer og PhD-ere??

 

D. March: The Euro. The battle of the new global currency, 2011, 385 ss.

Mildt underholdende, med fokus på de politiske – og personlige – stridigheder. Tager hele turen om det internationale valutariske samarbejde (eller mangel på samme) fra guldfoden og frem. Bl.a. hører vi om Dealen mellem Mitterand og Kohl efter Murens Fald, hvor Tyskland får accept af genforeningen, mens Frankrig får udtyndet D-Markens store magt i Europa gennem dannelsen af euroen. Sådan er det som bekendt ikke gået: Tyskland har fået både genforening og økonomisk hegemoni i Europa, mens Frankrig er på et sidespor.

Tyskland havde indtil da insisteret på en politisk-økonomisk union som forudsætning for en monetær union, men må opgive dette; Stabilitetspagten, med de berømte 3% som maksimalt underskud på de offentlige budgetter, bliver den ineffektive erstatning for en egentlig økonomisk union.

Desuden bed jeg mærke i (ss. 124ff), at i de forskellige forhandlingsomgange mellem Frankrig og Tyskland frem til euroen, forfægtede franskmændene en politisk kontrolleret centralbank (tabte), at denne centralbank også skulle varetage beskæftigelse (tabte), og at Mitterand ville fastholde kapitalkontrol eller sælge denne for en fælles beskatning af 'savings', dvs. kapital (især ens rate for selskabsskat), og den kamp blev jo også tabt.

 

Thomas Mayer: Europe's unfinished Currency, Anthem Press 2012.

Ligesom March er Mayer en insider, der klart solidariserer sig med systemet, altså ingen kritik af den suicidale nedskæringspolitik overalt i Europa.

Det særlige ved denne bog er hans omtaler om Target 2, der betyder at Tyskland via ECB giver tidsubegrænset kredit til Sydeuropa, så disse lande kan finansiere deres store betalingsbalanceunderskud (se "Euro-krisen 3: ECB og gud" ).

Desuden sætter Mayer euro'en ind i en historisk sammenhæng ved at sammenligne med tidligere valutaunioner. Han understreger – rigtigt – at sådanne ikke er karakteriseret ved det samme navn på alle pengesedler (ligegyldigt), men ved at valutaernes værdi er låst fast. Fra den vinkel var guldfoden en valutaunion, og Bretton Woods nærmede sig en valutaunion, fordi valutaernes værdi var forankret i dollar og guld og kun vanskeligt kunne ændres).

Bogen indeholder en masse nyttige tabeller og grafer om ledighed, offentligt underskud, betalingsbalance etc. i Euroland siden 2001.

 

J. van Overveldt: The end of the Euro, Agate Imprint 2011.

Uden at fornærme forfatteren alt for meget, kan man godt sige, at bogen er skrevet ud fra finanskapitalens synspunkt. Fra 2011 og derfor en anelse forældet (tingene udvikler sig hurtigt i disse tider).

Forudser at Tyskland vil miste interessen i euroen i takt med, at landets handelsinteresser skifter fra Europa til Asien (især Kina), så der er en reel mulighed/risiko for at euroen opløses grundet tysk exit (snarere end fordi, grækerne går ud).

Mange nyttige tabeller og grafer.

Fortæller klart Tysklands økonomiske historie de sidste 15 år. Det er glemt nu, men efter 1989 (Murens fald) blev Tyskland Europas syge mand, økonomisk set, med lav vækst og høj arbejdsløshed (endnu i 2005 12%). Omsvinget kom med de socialdemokratiske Hartz IV reformer fra 2003, hvor dagpenge blev sat ned, fagforeningerne svækkedes gennem en mere 'fleksibelt' arbejdsmarked, og lønnen faldt så meget, at mange tyskere blev 'working poors'. Dermed forbedredes konkurrenceevnen, så tyskerne kunne udkonkurrere Sydeuropa (det skriver Overveldt dog ikke!).

Meget sjovt, i øvrigt, at alle synes enige om at udstille 30'ernes 'beggar thy neighbour policy' som det store skrækeksempel: Man så kun på den nationale økonomiske interesse og væltede problemerne over på nabolandene ved at devaluere (dermed billiggøre egne varer, så der kunne eksporteres mere). Fy, fy, man skulle have samarbejdet om i fællesskab at klare krisen, sådan som vi i dag gør i EU … Eller? Hvis noget er 'beggar thy neighbour policy', så er det da at rage markedsandele til sig ved at sænke egne lønomkostninger.

 

Costas Lapavitsas et al: Crisis in the Euro Zone, Verso 2012.

For en gang skyld en bog fra et socialistisk perspektiv. Derfor skrækkeligt irriterende, at den består af tre artikler, alle med nogenlunde samme emne, men dateret hhv. marts 2010, september 2010 og oktober 2011. En forlægger burde have bedt forfatterne om bruge en måneds tid eller to på at skrive det sammen til én opdateret bog. Sjusk og ugidelighed!

I øvrigt indeholder bogen en masse spændende materiale, herunder tabeller og grafer. Første sektion har den nævnte 'beggar thy neighbour policy' som tema; det vises, at når Tyskland vandt i konkurrencen med Sydeuropa, skyldtes det alene den forskellige lønudvikling, ikke at den tyske produktivitet øgedes mere end i Syd, tværtimod! Iflg. liberalismen er konkurrencen vel sat i verden for at øge effektiviteten i økonomien, præmiere de effektive og straffe de ineffektive, således at vi skaber et kapløb mod toppen. Men sådan spiller klaveret altså ikke i den reelt eksisterende kapitalisme: Her har vi et kapløb mod bunden, dvs. laveste lønninger (og laveste skatter på kapitalindkomster).

Bogen argumenterer, at etableringen af en ny reservevaluta, der kunne slå dollaren af pinden, var et centralt motiv bag etableringen af euroen; den var et våben i en 'inter-imperial' rivalisering. Det kræver en stærk/dyr euro i forhold til dollaren. Det går ud over Europas handel med USA, men en meget værdifast valuta er naturligvis i finanskapitalens interesse, fordi det er den, der ejer euroen.

Bogen diskuterer forskellige alternativer til den herskende politik. Forfatterne har ikke tillid til en 'progressiv reformering' af euroen, med stort fælleseuropæisk budget, der kan overføre midler til det fattige syd. De anbefaler en græsk exit (måske også Spanien etc.) af euroen, for kun udenfor Eurozonen kan de kriseramte lande gennemføre den nødvendige politik, nemlig en devaluering (der kan øge deres eksport) og først og fremmest kapitalkontrol, så kapitalflugt forhindres.

En græsk exit kan foregå på to måder. Én mulighed er exit efter konflikt med EU; så får Grækenland ingen hjælp til overgangen, men den efterfølgende økonomiske ruin vil have den fordel af tjene som skrækeksempel for Spanien etc, altså lære dem ar rette ind. En anden mulighed er en reguleret exit, efter aftale med og konstruktiv økonomisk hjælp fra EU. Det bør venstrefløjen i Danmark presse på for at det bliver, - hvis exit'en bliver aktuel. Det skal bemærkes, at Syriza foretrækker at blive i euro'en, men med moratorium for gældsbetalingen.

 

Mathew Lynn: Bust. Greece, the Euro, and the Sovereign debt Crisis. Bloomberg Press 2011.

Blow by blow og land efter land fremstilling, der går frem til sommeren 2011, altså lidt forældet, men udbruddet af den græske krise i foråret 2010 er med, herunder støtten til Grækenland og etableringen af en redningsfond for truede lande i april/maj 2010. Anbefaler græsk exit af euroen.

Ved forståelsen af den europæiske krisepolitik er det i øvrigt vigtigt at holde fast i de forskellige faser:

1) Fra sommeren 2007 til september 2008 (Lehman Brothers krakker): Subprimekrisen bygger op i USA, men kun begrænset afsmitning på Europa.

2) September 2008 til efteråret 2009: Kapitalismen kommer i en eksistentiel krise, alt kastes til side for at redde den, hvilket betyder bail out af finanskapitalen, men også en ekspansiv finanspolitik i USA (især) og Europa.

3) Politikken virker, på den måde at det fra efteråret 2009 begynder at gå fremad, med pæne væksttal i 2010. Det er på dette tidspunkt at Eurozonelandene, under tysk lederskab, drejer politikken 180 grader, begrundet i de offentlige underskud, der naturligvis stiger i krisetider. Den nu så velkendte nedskæringspolitik omfavnes, trods kritik fra resten af verden (især USA), der fortsat gerne vil have Europas bidrag til øget global effektiv efterspørgsel. Dermed sikres, at vi får en eksploderende økonomisk krise i Sydeuropa – og i Europa generelt.

Læs også omtalen af bøger med fokus på krisen i USA: "Bøger om krisen (2): USA".

Se også Biblotekets linksamling "Marxist Books on the Global Financial Crisis and Capitalism"

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce