Annonce

Udland
7. januar 2014 - 15:38

Avisgiganter: Anerkend Snowden som whisleblower

Den ledende amerikanske avis New York Times opfordrer til, at Edward Snowden »anerkendes« som whistleblower, og britiske The Guardian ønsker ham »benådet«. Dermed lægger begge aviser afstand til den uforsonlige linje, den amerikanske regering har lagt over for den forhenværende NSA-medarbejder. 

I en bemærkelsesværdig leder fra den første dag i det nye år, opfordrer den fremtrædende, amerikanske avis The New York Times til, at Edward Snowden bliver behandlet som whistleblower snarere end som spion og informationstyveknægt.

Lederskribenterne ved avisens redaktør-kollektiv, editorial board, peger på den tjeneste, som de mener Edward Snowden har gjort det amerikanske samfund ved at henlede amerikanernes opmærksomhed på den grasserende overvågning af amerikanernes telefonsamtaler og internetbårne kommunikation.

»Offentligheden har fået detaljeret kendskab til, hvordan NSA har overskredet sit mandat og misbrugt sin autoritet og skabt vrede ved køkkenbordene og i kongressen, hvor man måske endelig vil tage skridt til at sætte grænser for tjenesten«, skriver avisen i lederen.

Avisen peger også på, at to føderale dommere har sået tvivl om overvågningens lovlighed, og at en undersøgelseskommission nedsat af præsident Obama har opfordret til en omfattende gennemgang af NSAs aktiviteter og foreslået ændringer af praksis på 45 punkter.

Læs »Edward Snowden, Whistle-Blower« hos New York Times

Læs »Newspapers urge Obama to treat Edward Snowden as a whistleblower« hos CBS News

Læs »Obama-nedsat komité: Overvågning skal begrænses« på Modkraft

Tak, Snowden

Alt dette er alene sket, skriver avisen, »takket være den information, som Snowden videregav til journalister«. Og forsætter:

»Hr. Snowden opholder sig nu i Rusland, på flugt fra amerikanske anklager om spionage og tyveri, og har udsigt til et liv, hvor han konstant må kigge sig over skulderen«.

Lederskribenterne anerkender, at Snowden har begået kriminalitet. Han er sigtet for tyveri af offentlig ejendom og for uautoriseret videregivelse af klassificerede dokumenter, men avisen mener, at han har tjent offentligheden i en grad, der bør give anledning til en mildere straf.

»I betragtning af hans afsløringers enorme værdi og det magtmisbrug, han har bragt for dagens lys, fortjener Hr. Snowden bedre end et frygtsomt liv i permanent eksil eller på flugt. Han har muligvis begået en forbrydelse, men også gjort sit land en stor tjeneste.«

Ingen pardon fra Obama

I Storbritannien lægger avisen The Guardian, der har lagt masser af spalteplads til artikler baseret på Snowdens afsløringer, sig på linje med New York Times.

I sin leder, også fra den 1. januar, argumenterer avisen for en decideret benådning af Snowden, og peger som New York Times på, at Snowdens afsløringer har bidraget til, at offentligheden og borgerne kan tage stilling til efterretningstjenesterne spionage mod almindelige borgere uden begrundet mistanke og uden demokratisk kontrol.

»Via journalister har Hr. Snowden – i fraværet af meningsfuld og troværdigt demokratisk opsyn – givet folk tilstrækkeligt indblik i karakteren af moderne efterretnings-indsamling til at tillade muligheden for en oplyst debat. Vælgerne kan nu beslutte, at de vil sætte privatlivets fred over sikkerhed. Men i det mindste kan de gøre det på et oplyst grundlag«, skriver The Guardian i sin leder.

Men avisen peger også på, at præsident Obama, og store dele af det amerikanske politiske establishment, som Snowden har sat i forlegenhed, næppe har oplyst offentlighed på sinde, og næppe er særligt taknemmelig for Snowdens tjenester til sit land.

»Trods hans baggrund i forfatningsret og menneskerettigheder, har Hr. Obama vist sig at have meget lidt til overs for whistleblowers. Hans regering har brugt spionageloven mod folk, der lækker klassificeret information oftere end nogen af hans forgængere. Det er svært at se Obama give Hr. Snowden den benådning, han fortjener«, skriver den britiske avis.

Læs »Snowden affair: the case for a pardon« hos The Guardian

Se også »Timeline of Edward Snowden’s revelations« hos Al Jazeera America

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce