Au pair: Husarbejde til discountpris

Hvis man en søndag tager en tur ud ad Strandvejen i Gentofte eller til plænen ned mod Bellevue Strand i Klampenborg, vil man ofte møde grupper af filippinske kvinder, som går tur eller sidder i græsset og holder picnic. Det ser hyggeligt ud, de er lattermilde og spreder glæde, men det dækker over en hård virkelighed.

Det er au pair-personer, som arbejder for danske familier. Det er overklassen, der har råd til au pairs, så hele 20 procent af de au pairs, der er i Danmark, bor i Gentofte kommune, og der er er også store grupper i Lyngby, Holte, Søllerød, Vedbæk og Hørsholm.

De sidste år har der været en diskussion om au pairs i Danmark og deres dårlige betingelser, samtidig med at gruppen har taget form og indtaget en reel plads på arbejdsmarkedet. Nu er tiden kommet til at presse regeringen til at lave reglerne om og ophæve den grove diskrimination.

Her præsenteres tre tekster, der på hver deres vis belyser det moderne fænomen: at kvinder rejser fra Fillippinerne fra deres egen familie, deriblandt ofte børn, for at passe andre folks børn i velhaverkvartererne i Danmark og andre steder i de rige lande.

Profession Filippiner er skrevet af Nina Trige Andersen, journalist på Information mm. Hun har skrevet en tankevækkende bog, hvor hun kommer tæt på det filippinske miljø og afdækker miljøets historie.

Den danske au pair-ordning er en officielle danske undersøgelse lavet af SFI – Det nationale Forskningscenter for Velfærd – en rapport, som har været regeringens og Folketingets anledning til at udskyde en ændring af au pair-systemet.

Au pair i Danmark – Billig arbejdskraft eller kulturel udveksling er skrevet af Helle Stenum på bestilling fra FOA – Fag og Arbejde og er fra 2008. Det er FOA, der siden 2005-2006 sammen med andre gode kræfter vedvarende har arbejdet på at sætte spørgsmålet om au pairs arbejdsforhold på den politiske og faglige dagsorden.

Fra 49 til 10.000

I 1973 starter den filippinske indvandringshistorie til Danmark med, at 49 filippinske kvinder rejser til Danmark for at arbejde på det nystartede SAS-hotel. De havde et års kontrakt, men mange af dem blev her resten af livet. De illustrerer hermed, at indvandring ofte sker uden planlægning – som John Lennon sang: »Livet er det, der sker med dig, mens du lægger andre planer.«

Folk kommer til et land for at være der i kort tid, for at tjene penge eller for at studere. Men undervejs bliver de forelskede eller får nyt arbejde, og så ender de op med at bo i et nyt land og få børn og familie der.

Nina Trige Andersen har fulgt fire af the fortyniners – interviewet dem, besøgt dem flere gange og også besøgt deres familier i Filippinerne. Hun har også interviewet alle nøglepersoner, der arbejder for at bakke op om den solidaritet, der er i det filippinske netværk.

Det lange tidsperspektiv i Ninas bog giver et billede af, hvordan filippinerne kom til Danmark, men også hvad der sker imens hjemme i Filippinerne.

Flere kommer fra fattige landsbyer med floder, træer, rismarker …. men som ændrer sig – fordi der kommer flere mennesker, fordi der ligger en lufthavn, og fordi der bliver bygget. Floden har ikke længere fisk og i et tilfælde er muslingefangsten suspenderet på grund af industriforurening.

I en landsby tæt på Filippinerne har en rig mand opkøbt en gammel fælles dam og vil nu fylde den op og bygge et »compound« – dvs. et boområde for rige mennesker, indhegnet, så kun de, der har købt sig ind, kan være der.

Compounden vil være der, hvor den gamle dam eller sø var. I et land, hvor det regner meget, og hvor oversvømmelser er almindelige, vil det betyde, at de omliggende områder bliver oversømmet.

Nina Trige Andersen har lavet et glimrende journalistisk arbejde, som jeg vil anbefale.

Er au pair arbejde?

Det spørgsmål, som der bliver kredset om i alle de tre tekster, er, om au pair er arbejde? Argumenterne for, at det er arbejde, er mange:

1. Au pair-personer skal betale arbejdsmarkedsbidrag af deres indkomst. Det er 8 procent af alle tjente kroner og betales af indtægter på arbejdsmarkedet – ikke af fx SU eller pension.
2. Au pair-personer skal have en arbejdsskadeforsikring.
3. Au pairs har ret til ferie. Det er officiel dansk lovgivning, som den er i dag. Selve aktiviteten inkluderer mellem 17 og 30 timers arbejde om ugen – men man kan nok konkludere fra alle de tre undersøgelser, at der er mange au pairs, der også arbejder mere i familierne.
4. I Sverige får au pairs automatisk en arbejdstilladelse, når de kommer til landet. Hvorfor skulle de ikke også kunne få det i Danmark?
   Det vil i hvert fald løse et problem. Stort set det eneste ulovlige, au pair-personer foretager sig, er at de arbejder ekstra sort, som regel med rengøring. Det er nødt til at være sort, for de har ingen arbejdstilladelse. Ved at give dem en arbejdstilladelse kan man få gjort dette til normalt, legalt arbejde. Der er alle grunde for samfundet til at legitimere det.
5. Mange værtsfamilier er »serielle brugere af au pair« dvs. den ene afløser den anden, så længe børnene er små. Ligeledes er der også mange au pairs, der rejser fra stilling til stilling og fra land til land. Filippinerne er gennemgående små, og det gør, at mange danskere synes de ser yngre ud, end de faktisk er.
6. SFI rapporten bemærker i sin diskussion af, om det er arbejde, at alle interviewede, både værtsfamilier og au pairs, taler om funktionen som arbejde – og at det kulturelle i bedste fald har en supplerende plads.
7. Pengene spiller en meget væsentlig rolle i forholdet som lønarbejde.
8. Der er en faglig organisering af au pairs i FOA.

Så ja – det er arbejde, og det må være en æressag for den danske arbejderbevægelse at sørge for, at au pairs får arbejdstilladelser og bliver anerkendt som faggruppe.

Diskrimination i forhold til køn og uddannelse

Au pair-personer er underlagt betingelser, som er stærkt ufrie og diskriminerende. Jeg er sikker på, at gode jurister ville kunne finde konventioner en gros, som er overtrådt.

Au pair-personer må fx ikke have børn. Nogen af dem har det måske alligevel – og der er mindst et tilfælde, hvor en au pair-person har følt sig presset af, at værtsfamilien vidste, hun have et barn.

Det er også forbudt at blive gravid i den periode, hvad der burde være helt uhørt i Danmark 2013. Her er en sag for kvindebevægelsen.

Lovgivningen må give mulighed for, at au pairs har et familieliv efter FN’s familiekonvention og konventioner om beskyttelse af børn.

Et andet område er, hvad jeg vil kalde »Søren Pinds svinestreg« – en besparelse, så au pair-personer ikke må modtage mere end to modulers sprogundervisning på sprogskolerne – en grov diskrimination, hvor den teoretiske besparelse er minimal. Det er helt absurd, at ordningen kaldes for »kulturudveksling« og så lægger man snævre begrænsninger på, hvor meget sprog au pair-personerne må lære. Den diskrimination må væk.
Alt taler for, at det bedst er at lave en fuld legalisering. Dvs. at au pair reguleres som arbejde med en overenskomst, og at au pair-personer kan bosætte sig, hvor de vil, have familie og efter almindelige regler opnå permanent ophold.

Hvad vil det koste?

I 2013 får en au pair 3.200 kr. om måneden i lommepenge. En hel del familier supplerer op med ekstra penge og goder som mobiltelefoner, tøj, transport, men det er meget ujævnt fordelt.

Værdi af kost og logi er så yderligere 4-6.000 om måneden, skattevæsenet regner vist med et fast beløb. Det bliver alt i alt 9-10.000 kr. om måneden for værtsfamilien. Hvis au pair-personer får mulighed for at bosætte sig for sig selv, eller flytte sammen med en kæreste eller mand, så er der nok mange, der alligevel bliver boende hos familierne. Men hvis muligheden foreligger, så bliver det et reelt mere lige forhold.

Set i forhold til et 30 timers job, der blev betalt med 110 kr. i timen, så bliver det ca. 13.000 om måneden, eller en forskel på ca. 3.000 kr. Det har velhaverfamilierne nok råd til.

Hvem er arbejderklassen – hvis interesser skal vi som socialister forsvare?

Hvis man opfatter arbejderklassen som national – dansk – så kan man nå frem til den konklusion, at vejen til at forsvare den danske arbejderklasses interesse er at begrænse indvandringen … og det synspunkt er det ikke kun Dansk Folkeparti, der har, men også mange andre, der finder fristende, heriblandt i fagforeningerne og dele af Socialdemokratiet, kaldet Blå Bjarne.

LO var eksempelvis meget aktiv i 1970’erne for et indvandringsstop. Det er for så vidt parallelt til, da kvinderne kom ind på arbejdsmarkedet i 1880’erne og senere, hvor fagforeningerne i begyndelsen nægtede at optage dem med henvisning til, at de »tog mændenes arbejde«. Det viste sig at være kortsigtet.

Når en gruppe vil ind på arbejdsmarkedet, skal man ikke prøve at udelukke den, men byde den velkommen. De sidste otte år er FOA gået foran med et stærkt arbejde.

FOA vant en stor symbolsk sejr i 2012, da Joan Gocotano blev ansat som organizer af filippinske au pairs for FOA’s klub for Au pairs.

Udlændingestyrelsen nægtede først at give hende arbejdstilladelse, men FOA og andre gode kræfter argumenterede for, at fagforeningsorganisering er specialistarbejde, hvor Joan har erfaringer fra Singapore og Hong Kong. Hun fik sin opholdstilladelse.

Nu er der mere end 10.000 fastboende filippinere i Danmark, hvad der dog stadig er en af de mindre indvandringsgrupper.

Det er en velorganiseret gruppe, som har giftet sig med danskere, arbejder på fabrikker og hoteller og hvis børn tager uddannelser i det danske uddannelsessystem. Hvis man gerne vil møde disse mennesker, så kan man gøre det i Ninas bog. Og i Nina Trige Andersen har filippinerne fundet en god ven.

SFIs rapport

Først og fremmest er det godt, at denne rapport er kommet, så regeringen ikke længere kan bruge den som undskyldning for ikke at gøre noget ved au pair-ordningen.

Da Enhedslisten rejste spørgsmålet om au pair-ordningen med et forslag i vinteren 2012-13, var det nemlig det faste omkvæd … vi må afvente rapporten, før vi gør noget.

Det må også siges, at rapporten er værd at læse – den er ganske vidst langtrukken – 280 sider og skrevet på den form for dansk, der opstår, når akademikere skal formulere sig på statens regning.

Men inden for de rammer kommer rapporten godt rundt i sine beskrivelser af værtsfamilier og au pairs – og de ulige forhold, der hersker.

Det er de velstående i Danmark, der har au pairs – det siger vel sig selv, at hvis man allerede bor fem personer i en treværelses lejlighed, så får man ikke au pair.

20 procent af værtsfamilierne bor i Gentofte kommune, 11 procent mere end i Rudersdal kommune (Holte, Birkerød, Vedbæk).

De er naturligvis velhavende: 70 procent af mændene, 33 procent af kvinderne og 45 procent af de enlige har en årlig erhvervsindkomst på mindst 500.000 kr.

83 procent bor i parcelhus mod 45 procent for befolkningen som helhed.

Den officielle rapport taler om »ulige hierarkiske strukturer«: på den ene side mennesker, der er klar til at rejse halvdelen af jorden rundt for at arbejde for 3.200 kr. om måneden, på den anden side rige familier.

Der er en lang række lovgivningsmæssige uligheder, hvor au pairen er den svage part. Det er ikke kønt i et Danmark, der gerne vil se sig selv som demokratisk.

Planmæssig forsinkelse, men nu kører toget

Det er nu otte år siden, at FOA for alvor begyndte at arbejde med au pair-spørgsmålet. Man kan konkludere, at det går langsomt – men det går.

Når FOA iværksætter et arbejde med en rapport i 2008 – så er det med en bemærkning om, at »en uvildig afdækning af au pair-forholdene helt naturligt havde været en opgave for det officielle Danmark«. Allerede FOA’s rapport på det tidspunkt pegede på de grundlæggende forhold og uretfærdigheder.

Det fører til en rapport, der kommer i 2013. Nu må det være en opgave for hele arbejderbevægelsen – også Enhedslisten, som jeg har min gang i, at få fjernet de diskriminerende elementer i au pair-ordningen.

SFI-rapporten har været en syltekrukke. Det kan man ikke bebrejde dem, der har skrevet den, og rapporten dokumenterer også at uretfærdigheden fortsætter.

Men nu er rapporten kommet, og vi må kende vores besøgelsestid.

Mikael Hertoft er medlem af Forretningsudvalget i Enhedslisten.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Socialistisk Information.

Nina Trige Andersen: Profession: Filippiner – kvinder på arbejde i Danmark gennem flere årtier. Tiderne Skifter, 2013, 274 sider. 265 kr.

Anita Liversage, Rebekka Bille, Vibeke Jakobsen: Den danske au pair-ordning – en kvalitativ og kvantitativ undersøgelse. SFI, 2013, 282 sider. 280 kr. som bog eller gratis download.

Helle Stenum: Au Pair i Danmark: Billig arbejdskraft eller kulturel udveksling. FOA 2008. 62 sider. Gratis download.