Asger Jorns ideer om folkelig kultur og utopisk kommunisme er en overset del af historien om den verdenskendte danske maler. Det mener billedkunster Jakob Jakobsen, som derfor har arrangeret, at citater af Asger Jorn dagligt læses op via store megafoner på Silkeborg Torv.
Det er i år 100 år siden, at den verdenskendte danske avantgardekunstner, maler og situationist Asger Jorn blev født.
Det markeres med udstilling på Statens Museum for Kunst og Louisiana, ligesom hans fødeby, Silkeborg, fejrer bysbarnet med adskillige arrangementer og begivenheder.
Blandt de mere utraditionelle er '33 læsninger af Asger Jorn' på byens centrale torv.
Her er der er blevet opstillet store megafoner, hvorigennem forbipasserende tre gange dagligt kan høre et citat taget fra en af den venstreorienterede fødselars mange artikler, bøger og manifester.
– Jeg håber, at det kan være med til at vise, at den kendte dansker havde nogle visionære tanker og ideer om folkelig kunst og radikal politik, som stadig er aktuelle i dag, fortæller billedkunstner Jakob Jakobsen, som står bag happeningen.
Besøg facebookgruppen »33 læsninger af Asger Jorn«.
Besøg hjemmesiden Jorn100 her.
Hør oplæsningen af Asger Jorn på soundcloud her.
Hør den første af 33 oplæsninger af Asger Jorn på torvet i Silkeborg (den 14. juni 2014).
Jakob Jakobsen har været lektor på Kunstakademiet i Odense og har tidligere drevet Copenhagen Free University, som var inspireret af Asger Jorn idéer.
Han mener, at de radikale politiske sider er blevet overset i den officielle historiefortælling om manden, der døde i 1973.
Mens det er alment kendt, at Asger Jorn slog igennem internationalt, da han 1948 blev medgrundlægger af kunstgruppen COBRA, så fortjener det ifølge Jakob Jakobsen større opmærksomhed, at han var medstifter af den anti-autoritære marxistiske kunstnergruppe Situationistisk Internationale i 1957.
En gruppe, der blandt andet var medvirkende til 68-oprørets forsøg på at skabe en progressiv alliance mellem kunstnere, arbejdere og intellektuelle.
Læs om Situationistisk Internationale hos Wikipedia.
Læs om »Situationistisk Internationale« hos SMK.
– Hans politiske holdninger er blevet fuldstændigt udvisket og når det endelig nævnes, så omtales det ofte i datid. Men han var anarko-kommunist hele sit liv. Og tilhænger af en radikal frihed og udfoldelse af kreativitet hinsides penge og profit. Han gik faktisk videre end de fleste socialister og krævede ikke bare en omfordeling, men selve pengeformen, som vi kender den, ophævet. Han står for en art utopisk kommunisme, en slags kombination af Karl Marx og Friedrich Nietzsches ideer, siger Jakob Jakobsen.
Han mener, at det er vigtigt, at Asger Jorn kommer ud af museerne og ind i det offentlige rum, så hans tanker kan blive diskuteret af almindelige mennesker.
Det er nemlig meget i hans egen ånd, lyder det fra Jakob Jakobsen.
– Asger Jorn havde en kunstforståelse, som er radikal folkelig. Han ønskede, at nedbryde de borgerlige hierakier imellem kunst og folket, og mente, at folkelig kultur også var kunst. Og selvom han særligt i sin sidste periode arbejdede alene, så opfattede han den kunstneriske proces som kollektiv, fortæller Jakob Jakobsen til Modkraft.
Læs artiklen »Kritik af den økonomiske politik« af Asger Jorn hos Copenhagen Free University.
Se dokumentarfilmen ’Situationist International’ (Part 1 of 3)
’Situationist International’ (Part 2 of 3)
’Situationist International’ (Part 3 of 3)
Se også linksamlingen på Modkraft Biblioteket om Asger Jorns liv og værker
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96