Arbejdsvilkårerne er på vej til et frit fald

Den 3. februar afholdt LO og tænketanken Cevea en velbesøgt konference om fremtidens arbejdsmarked.

Temaet var nok så alvorligt, men der ville også komme konstruktive bud:

Det danske arbejdsmarked er udfordret af social dumping, midlertidige ansættelser, øget brug af vikarer og et stigende antal enkeltmandsvirksomheder – en udvikling som man kender fra resten af Europa.

Konferencen skulle sætte fokus på udfordringer og løsninger, og der skulle komme bud fra erhvervsliv, fagforeninger og regeringen om, hvordan vi i Danmark undgår et ræs mod bunden.

Det nye arbejdsmarked - prækariatet

Konferencen blev indledt med et tankevækkende oplæg fra Guy Standing.

Han er engelsk professor og arbejdsmarkedsforsker og er blevet berømt for sin dokumentation for udviklingen af et »prækariatet« som et produkt af mere fleksible og usikre arbejdsmarkeder i vores del af verden.

Det har betydet et arbejdsliv uden faglig organisering, med skæve arbejdstider, elendig løn og vilkårlige fyringer.

Han havde mange skræmmende pointer.

Danmark er stort set et af de eneste lande, som har klaret sig fri – indtil videre. For få år siden troede Sverige også, at det ville klare sig fri  af problemerne i kraft af den »skandinaviske model«. Men nu vokser prækariatet med skræmmende hastighed i Sverige.

Sagen er ifølge Guy Standing, at den vestlige verden tidligere sikrede forbrug og vækst ved i kraft af en udvidelse af lån og kreditter.

Men den udvikling et stoppede med et brag  med finanskrisen i 2008.

Selvom Danmark indtil nu har klaret sig bedre end vores nabolande, så er vi sårbare og truede, blandt andet fordi danskerne har verdens største private gæld opgjort i forhold til private husholdninger!

De klassiske analyser, som er baggrunden for vores skandinaviske model, gælder ikke længere.

Globaliseringen har betydet, at vi arbejdsmarkedet er blevet udvidet med 2 millioner personer, som kan klare sig for en 1/5 eller måske en 1/20 – del af vores løn.

Det har også betydet, at hvor vi tidligere skulle kæmpe mod udflytningen af arbejdspladser, så står vi nu overfor, at arbejdskraften kommer til os i form af vikarbureauer og skrupelløse bagmænd.

Gay Standing argumentere for, at analysen af samfundsudviklingen, indtil globaliseringen for alvor tog fat, baserede sig på at »løn og produktion følges – at øget produktion giver højere løn.«

Det nye i udviklingen nu er, at

• beskæftigelsen stiger, men ikke lønnen
• beskæftigelsen øges, men ikke skatteindtægterne
• profitten øges, men ikke lønnen

Prognoserne siger, at lønnen ikke vil stige de næste mange år. I stedet vil prækariatet vokse, så det etablerede arbejdsmarked er truet og samfundet vil mangle skatteindtægter.

Guy Standing fremhævede i et efterfølgende interview til ugebrevet A4:

»Fagforeningerne er fanget i en anden tid. De har endnu ikke forstået, hvad denne voksende gruppe af løstansatte består i. Hvis ikke fagforeningerne fornyer deres forståelse af, hvordan arbejdsmarkedet fungerer, vil de ganske enkelt forsvinde.«

I debatten på konferencen forsøgte Cevea og flere andre at sætte fokus på, at den danske model jo virker, og at Danmark har en stærk fagbevægelse.

Det blev imødegået af Gay Standing, der svarede:

»Knud den Store var en stærk konge, men han kunne ikke holde bølgerne tilbage. På den samme måde er dansk fagbevægelse god til at bygge sandslotte – gode stærke sandslotte – men det er kun et spørgsmål om tid, før bølgerne vælter ind over dem!«

Stemmer fra virkeligheden

Efter Guy Standings skræmmende indlæg, var der tre indlæg fra det danske arbejdsmarked.

Det ene blev holdt af Micki, et postbud, som tidligere har været falsk selvstændig i et transportfirma.

Han måtte leje bil, uniform, logo, IT-udstyr og hvad der nu var brug for.

Selv om han arbejdede rigtig mange timer for at betale transportfirmaet, kunne han ikke leve af det.

Han er nu så heldig, at han har fået et regulært job i Postnord. Han er har derfor  nu kun har gæld til firmaet.

Det næste blev holdt af Simone, en ung sosu-assistent (dvs. social- og sundhedsassistent), som fortalte, hvordan nulvæksten i det offentlige betyder konstante nedskæringer.

I hendes arbejde må man koncentrere sig om sundheden for, at borgerne kan overleve, men at der konstant bliver skåret på det sociale samvær med borgerne. Det betyder dårligere forhold for både borgere og personale.

Endelig fortalte Kasper, en direktør i et rengøringsfirma med 250 ansatte, hvordan hans firma sørgede for anstændige arbejdsforhold. Men at branchen i øvrigt, rengøring på hoteller, er udsat for social dumping af værste skuffe.

Når firmaet ansætter tidligere rengøringsfolk fra de andre firmaer, så fortæller de om umenneskelige arbejdsforhold og elendige lønninger. De tør ikke kræve deres ret, for så bliver de fyret.

Direktøren fortalte, at han havde set ansættelseskontrakter, hvor der direkte blev beskrevet, at der skulle arbejdes ni timer om dagen, men at man kun ville få løn for seks timer.

Hans løsning lød på øget kontrol med de store hotelkæder, fra både myndighederne, men især 3F. Han syntes, at fagforeningerne gjorde alt for lidt for at hjælpe de ansatte, som blev udnyttet.

Ceveas analyse

En økonom fra Cevea fremlagde en grundig analyse af udviklingen på det danske arbejdsmarked.

Undersøgelsen tog udgangspunkt i en tidligere Cevea-analyse af det tyske arbejdsmarked.

Det er i den nye analyse blevet suppleret med tal om brugen af vikarer, konsulenter (selvstændige) og østeuropæere.

Der var mange kedelige tal. For mig at blev de desværre ikke sat i sammenhæng.

Det blev især klart, idet han mente, at der stort set ikke var østeuropæere i byggeriet og i transportsektoren.

Han kunne godt høre, at det var et problem i brancherne.

Men han kunne ikke analysere på ulovlig og illegal arbejdskraft, da han kunne ikke få tal på udstationerede virksomheder i Danmark (byggeriet) og ikke få tal på den cabotage-kørsel, som er det altoverskyggende problem i transportbranchen.

Ifølge hans analyse kunne man kun påvise, at østeuropæere i gennemsnit tjener 8 % mindre end danske arbejdere.

Det er den slags tal, som de borgerlige medier og arbejdsgiverne elsker, og som vil blive brugt til at understrege, at problemerne ikke er nær så store, som vi andre advarer om.

Men der mangler helt klart tal fra byggeriet og transportsektoren.

Ingen arbejdsgiverrepræsentanter

Efter det skulle der have der et bud fra erhvervslivet på dets syn på udviklingen på det danske arbejdsmarked.

Men de indbudte oplægsholdere havde alle meldt afbud, senest arbejdsgiverforeningen HORESTA’s direktør.

Det kunne ellers have været rart at høre hendes bud på, hvorfor rengøringen på hotellerne skal foregå under slavelignende forhold?

Svaret fra fagbevægelsen

Til gengæld var repræsentanter for fagbevægelsen mødt frem.

Der var oplæg fra:k

Tage Arentoft, næstformand i fødevareforbundet NNF, fremhævede, at der ikke er nogen dansk løsning, men at vi skal satse på et stærkt europæisk samarbejde, da det er en europæisk udfordring. Problemet skal løses af europæisk fagbevægelse og europæiske politikere.

Camilla Gregersen, næstformand i Dansk Magisterforening, som berettede, at prækariatets eksistens er et faktum hos foreningens medlemmer i form af vikarer, studenter, konsulenter og ulønnet praktik.

Hendes bud til løsning af problemet lød på direkte, regulære og overenskomstdækkede ansættelser i det offentlige. Bedre A-kassevilkår for deltids- og korttidsansatte. Sociale klausuler i alle brancher.

Hun anså desuden en alliance mellem folk i arbejde og folk udenfor, som det allervigtigste element i en løsning af problemet.

Lizette Risgaard, næstformand LO, så en klar løsning i et større samarbejde mellem offentlig og privatansatte, mellem ufaglærte, faglærte og akademikere – og at det samarbejde skal udbredes over landegrænserne.

Hun mente, ikke at fagbevægelsen skal være bange for at bruge nye redskaber. Hun argumenterede for, at lovbestemt mindsteløn og almengøring af overenskomster absolut ikke er den eneste løsning, men at det godt kan være et af mange redskaber som skal bruges.

Først og fremmest skal fagbevægelsen skabe faglige fællesskaber, som kan presse regering og arbejdsgivere, mente hun.

Ministerens bud

Beskæftigelsesminister Henrik Dam Christensen afsluttede konferencen.

Han sagde, at var klar, over at han jo ikke havde hørt indlæggene, men at han var sikker på, at han også havde gode bud på løsninger.

Efter indlægget var det dog - lidt pinligt og sølle – klart, at han ikke havde nogen reelle bud på dagens problemstillinger.

Han mente, at den danske/skandinaviske model har sejret, og at vi er kommet godt igennem krisen. Han mente ikke at have hørt, at den skandinaviske model har fejlet i Sverige!

Han understregede, at Danmark har forfinet den såkaldte flexicurity-model og at den virker. Han nægtede, at indrømme at security-delen er blevet udvandet med dagpengereformer mv. og truet af udviklingen af et prækariat.

Han mente endog, at EU sikrer et reguleret arbejdsmarked ved at satse på uddannelse og øget produktion.

Det er sydeuropæerne næppe enige i!

Han pointerede at den danske model virker, men kun hvis fagbevægelsen får sat en stopper for den faldende organisering.  

Det mener han, at regeringen har understøttet ved at genindføre øget fradrag for fagforeningskontingentet, sikret ID-kort i byggeriet og lavet et socialt sikkerhedsnet for de arbejdsløse.

Jeg krummede tæer – ID-kortet ser ud til, at blive en skrabet løsning. Og alle andre end regering og borgerlige kan se, at de arbejdsløse absolut ikke er sikrede.

Henrik Dam Christensen afsluttede med at den arbejdsmarkedsreformen, som han mener etablerer en tæt kontakt mellem lokale virksomheder og jobcentrene – og dermed en god jobformidling.

Vi andre ved godt, at jobcentrene ikke har lavet jobformidling siden Arbejdsformidlingen blev nedlagt i 2007.

Siden da er det A-kasserne, som har formidlet jobs.

Ministeren nævnte end ikke A-kasserne, og han så ikke ud til at erkende, at jobcentrene ikke for nuværende er klar til at jobformidle – måske ved han det ikke!

Konklusion

Konferencen gav et klart billede af situationens alvor og optegnede skræmmende udsigter for det danske arbejdsmarked.

Der var desværre ikke mange bud på, hvordan vi får stoppet ræset mod bunden.

Guy Standing gav dog nogle bud på hvordan vi klarer det;

Først og fremmest må vi erkende, at det ikke længere handler om traditionelle, kollektive forhandlinger for fagbevægelsen – det handler om at skabe en kollektiv styrke for os alle.

Denne styrke kan kun findes ved at:

1)   Erkendelse: vi er mange – world wide!

2)   Politisk involvering – alle skal være repræsenteret – world wide!

3)   Omfordeling – world wide;

1. Alle skal sikres en basisindkomst
2. Global social sikkerhed
3. Kvalitetstid – vi skal ikke bare stå til rådighed for kapitalen
4. »Kvalitetsrum« – et godt liv for alle

Så er spørgsmålet jo bare, om vi tror, at den eksisterende fagbevægelse og venstrefløjspartierne er parat til at tage disse skridt?

Guy Standard antydede, at han mente venstrefløjskræfterne Podemos i Spanien og Syriza i Grækenland kan være et tegn på at sådan en udvikling er undervejs.

Men også at væksten på den yderste højrefløj, er et tegn på, at mange ikke tror, det kan lade sig gøre…..

John Ekebjærg-Jakobsen er medlem af 3F København og Modkraft faglige redaktion.