Annonce

Fagligt
25. juni 2014 - 14:23

Arbejdsretten: Fyring af Lets Sushi-talsmand var uberettiget

Ulrik Frost, der har været talsperson for de ansatte på den københavnske restaurantskæde Letz Suschi, får 15.000 kroner i erstatning for uberettiget fyring. Aktivister opfatter arbejdsretsdom som opmuntring til forsat kamp for overenskomst på arbejdspladsen.

Arbejdsretten har onsdag den 25. juni kendt fyringen af en talsperson for ansatte i fastfoodkæden Letz Sushi for usagligt. Afgørelsen betyder, at kæden skal betale en erstatning på 15.000 kroner.

Ulrik Frost blev i januar 2014 fyret efter seks års ansættelse. Han havde i efteråret 2013 fungeret som talsmand for en gruppe medarbejder, der ønskede at kæden indgik overenskomst med fagforbundet 3F.

I slutningen af december skrev 3F og Letz Sushi under på et udkast til en overenskomst. Men i januar besluttede bestyrelsen i Letz Sushi, at overenskomsten ville blive for dyr.

Det fik Ulrik Frost til under et foto af sig selv og en kollega på sin Facebook-profil at skrive: »Her ser I to sushitjenere, der er blevet rullet noget så groft ... Vi blev snydt, blev vi ... I vores branche går alt i fisk – det er ikke o.k.! Gør jer klar til aktion!«.

Det opfattede ledelsen som en illoyal ytring og den fyrede derfor Ulrik Frost.

– Jeg er ekstremt glad. Jeg har kæmpet for en overenskomst, fordi jeg tror på, at det er det rigtige for Letz Sushi. Jeg er glad for at få Afskedigelsesnævnets ord på, at man ikke uden videre kan fyre medarbejdere, der kæmper for en overenskomst, siger Ulrik Frost til Fagbladet 3F efter dommen.

Læs artiklen »Fyringssag: 3F vinder over Sushi-dronning« hos Fagbladet 3F.

Faglige aktivister: Afgørelsen er en sejr

Arbejdsrettens kendelse udnævnes også på Facebook-gruppen Letz Sushi? – Letz NOT Sushi til en sejr.

Men »den endelige kamp endnu ikke er vundet!« hedder det, for »Letz shusi har stadig ingen overenskomst. De ansattes fulde rettigheder er endnu ikke sikret«

Afgørelsen føles dog som en opmuntring, selv om man »stadig mangler desserten i form af en overenskomst«.

Læs artiklen »Underbetaling udløser konflikt mod sushi-kæde« hos Modkraft.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce