Annonce

BiblioteketLinks, viden og erfaringer fra venstrefløjen, sociale bevægelser og progressive grupper
Anmeldelse
21. april 2012 - 16:20

Antonio Gramsci's fængselsoptegnelser: En befriet marxisme

Gramsci's "praksisfilosofi" beskæftiger sig med mennesket i historien. Hans tanker er derfor et frontalt opgør med stalinismens dogmatisering af marxismen, skriver Karsten Ditlevsen i denne introduktion til Gramsci's "Fængselsoptegnelser". Anmeldelsen har tidligere været bragt i Giraffen: Socialistisk Tidsskrift (nr. 5, december 1991, side 26-28). Den bringes her med forfatterens tilladelse.

At udgive marxistisk teori i disse år ligner mest et selvmorderisk attentatforsøg på tidsånden. Allerede derfor er Gert Sørensens nye danske udvalg af Gramsci's Fængselsoptegnelser en opmuntrende begivenhed.

Mere i tråd med tidsånden er det, at udgiveren er Museum Tusculanums forlag med tilknytning til Københavns Universitet - og ikke eksempelvis et forlag med tilknytning til en socialistisk praksis.

Den adskillelse af teori og praksis, der i dag præger marxismen er ikke karakteristisk for Gramsci's tid og værk, der tværtimod er organisk forbundet med hans politiske aktivitet i det italienske kommunistparti, PCI, og Komintern.

Helt banalt er der den direkte forbindelse, at Fængselsoptegnelserne er et produkt af Mussolini's forsøg på at eliminere Gramsci fra den politiske scene i Italien. Som den offentlige anklager i processen mod Gramsci kundgjorde: Vi må forhindre denne hjerne i at arbejde de næste 20 år. Fængelsoptegnelserne viser, at det ikke lykkedes for fascisterne.

Vigtigere er det imidlertid, at Fængselsoptegnelserne på forskellig vis er refleksioner på problemer, der er tæt knyttet til Gramsci's politiske arbejde i 20'erne - også i de tilfælde, hvor forbindelsen kan synes mere end fjern. Optegnelserne bevæger sig fra filosofiske emner over kulturelle og historiske til økonomiske og politiske. Indfaldsvinklerne kan være de forskelligste men underneden løber en rød tråd: Hvorfor led den socialistiske revolution nederlag efter 1. verdenskrig - og hvilken lære kan der drages heraf.


En marxisme i fængsel

Fængselsoptegnelserne er skrevet under 10 års indespærring fra 1927 til 1937 og fylder 2448 sider i 33 notesbøger - svarende til ca. 4000 maskinskrevne sider. (Det danske udvalg er på ca. 430 bogsider - hvortil kommer ca. 250 siders kommentarer, stikordsregister, kronologi og introduktion).

Tematisk kan optegnelserne opdeles i fem hovedkategorier: Økonomi og amerikanisme, der cirkler om de nye produktionsformer, der var opstået i USA (Taylorismen, Scientific Management). Italiens historie, der især er rekognosceringer i renæssancens bykommuners manglende evne til samling og Risorgimento, Italiens endelige fødsel som nationalstat i 1800-tallets sidste halvdel. De intellektuelle, sprog og litteratur. Filosofi der især behandler den italienske idealistiske filosof Croce og Bucharin, og endelig Stat og politik, hvor Gramsci undersøger betingelserne for revolutionen iVesteuropa, staten, og det revolutionære partis rolle.

Optegnelserne er af meget forskellig karakter. Nogle er korte henvisninger, løse tankekæder, mens andre har karakter af egentlige artikler. Nogle optegnelser er skrevet igennem og ændret flere gange, andre findes kun i en udgave. Alt i alt er Optegnelserne et meget fragmentarisk værk.

Yderligere: Gramsci's adgang til bøger var stærkt begrænset, og han var til stadighed overvåget af fascistiske censorer. Det forstærker helt klart vanskelighederne ved tilegnelsen af Gramsci's tanker.

Gramsci skriver et sted om tilegnelsen af Marx's værker: Man må "blandt den pågældende tænkers værker skelne mellem dem, som han har færdigskrevet og offentliggjort, og dem der er forblevet uudgivne, fordi de ikke er gjort færdige, og publiceret af en eller anden ven eller elev..... Det er indlysende, at indholdet af disse posthume værker må omgås med megen kløgt og forsigtighed, fordi det ikke kan betragtes som endegyldigt, men kun som foreløbigt materiale, der endnu er under udarbejdelse." (s. 340).

Disse bemærkninger har selvsagt også gyldighed ved læsningen af Gramsci selv. Man skal således ikke crawle gennem Fængselsoptegnelserne på jagt efter et færdigt samlet system, en særlig "Gramsciansk" udgave af marxismen – selvom der er masser af refleksioner over marxismens karakter og filosofi. Man skal heller ikke søge nogen samlet strategi for revolutionen i Vesteuropa - selv om der er masser af væsentlige overvejelser og pointer iFængselsoptegnelserne.


Revolutionen i vest

PCI - og Gramsci - var i 1920'erne adskillige gange i opposition i Komintern. Da den socialistiske revolution ikke umiddelbart sejrede i Vesteuropa i almindelighed og i Tyskland i særdeleshed og efter det tyske kommunistpartis mislykkede kupforsøg i 1921, foretog Komintern en taktisk vending og lancerede parolen om enhedsfront med reformisterne i de socialdemokratiske partier. PCI vendte sig voldsomt mod denne kursændring og nægtede enhver form for samarbejde med de reformistiske ledere. Selv efter den fascistiske magtovertagelse i Italien i 1922 fastholdt PCI "offensiv-teorien", der satte den socialistiske revolution på den umiddelbare dagsorden.

Fascisterne stabiliserede sig imidlertid på magten, og efter sin fængsling gør Gramsci sig en række tanker om årsagerne til kommunisternes nederlag og om den fejlagtige strategi - frem for alt erkender han nogle helt afgørende brister i PCIs statsopfattelse. Gramsci slår i Fængselsoptegnelserne fast, at borgerskabet ikke slet og ret holder sig ved magten gennem magtudøvelse. Dets herredømme hviler ikke udelukkende på tvangsmæssig lydighed, men også på organiseringen af det Gramsci kalder civilsamfundet, dvs. massemedier, skoler, kirke etc. Borgerskabets stilling som herskende klasse er altså baseret på en kombination af tvang mod og samtykke fra de beherskede klasser og lag. Gramsci taler om borgerskabets hegemoni.

I Rusland var bolsjevikkerne i stand til at løbe den zaristiske stat over ende gennem en kortvarig, massiv konfrontation. Den russiske revolution var et eksempel på det Gramsci i Fængselsoptegnelserne betegner "bevægelseskrig". Bevægelseskrigen var også den taktik, der lå bag "offensiv-teorien" og som også kom til at ligge bag Kominterns ultra-venstrelinje i 20'ernes slutning. Ifølge Gramsci er bevægelseskrigen imidlertid utilstrækkelig i de udviklede kapitalistiske lande i vest:

"Det forekommer mig, at Iljitsch havde forstået, at det var nødvendigt, at gå fra bevægelseskrig, som blev anvendt med succes i øst i 1917, til stillingskrig, som var det eneste mulige i vest..... Det forekommer mig at være betydningen af parolen 'enhedsfront'...... Blot fik Iljitsch ikke tid til at uddybe denne parole, selvom man må være opmærksom på, at han kun kunne uddybe den teoretisk idet den grundlæggende opgave var national, dvs, den krævede en rekognoscering af terrænet og en indkredsning af de løbegravs- og fæstningselementer, som det civile samfund repræsenterer, osv. I øst var staten alt, det civile samfund var i sin vorden, og uden substans; i vest var der mellem staten og det civile samfund en snæver forbindelse, og blev staten udsat for rystelser, ville man straks opdage det civile samfunds robuste struktur. Staten var blot en fremskudt løbegrav, bagved hvilken, der var en robust kæde af fæstninger og kassematter; naturligvis i større eller mindre udstrækning fra stat til stat, men netop dette krævede en gennemgribende rekognoscering af national karakter." (s. 52-53).

Man kan undre sig over at Gramsci ikke reflekterer over forskellene mellem den zaristiske og de vesteuropæiske stater ud fra en karakteristik af den første som feudal og de sidste som kapitalistiske, men uanset det har han fat i en indsigt, der klart demonstrerer det katastrofale i de nationale kommunistpartiers kritikløse import af den russiske model i 20'erne. Endnu mere katastrofalt blev det, når de som PCI i 20'ernes start fastholdt modellen, når Komintern åbnede for en kursændring.


Praxisfilosofien

Når stillingskrigen hos Gramsci bliver "modellen" for den socialistiske revolution i Vesteuropa, betyder det selvfølgelig, at en socialistisk strategi må tage sigte på at nedbryde borgerskabets hegemoni - at de revolutionære må erobre initiativet og trænge borgerskabet tilbage. Det er blevet taget til indtægt for en reformistisk strategi for en gradvis magtovertagelse. Det må indrømmes, at Gramsci ikke altid er lige præcis og at begreber som f.eks "civilt samfund" skifter betydning, men Fængselsoptegnelserne er ikke et forsvar for hverken folkefronts-strategien, eller at vejen til socialisme er en lang march gennem institutionerne. Stillingskrigen er ikke en erstatning for det revolutionære magtopgør og den erstatter ikke bevægelseskrigen, men har altid et element af denne i sig.

Hvad Gramsci derimod beskæftiger sig med er nødvendigheden af en ideologisk og kulturel dynamisering af klassekampen for at kunne nedbryde de beherskede klassers samtykke af kapitalismen. I den forbindelse bliver det afgørende, hvordan man overhovedet opfatter marxismen.

Gramsci kalder med et udtryk fra den italienske filosof Labriola marxismen for "praxisfilosofien": "Teoretisk lader praxisfilosofien sig ikke sammenblande med og reducere til nogen anden filosofi: den er ikke blot original i det omfang den overskrider de tidligere filosofier, men specielt i det omfang den åbner en fuldstændig ny vej, dvs. på alle niveauer fornyr selve måden at forstå filosofien på." (s. 200).

"Praxisfilosofien er en absolut 'historicisme', en absolut verdsliggørelse af tænkningen i dens jordiskhed. en historiens absolutte humanisme." (s. 201).

Ingen vil vel påstå, at de to citerede passager giver et lysende klart billede af Gramscis opfattelse - det gør Fængselsoptegnelserne som helhed heller ikke, men gennem kritikken af Bucharin viser det sig, at Gramscis opfattelse er en voldsom kritik af såvel 2. som 3. Internationales officielle marxismeforståelse. Bucharin udgav i begyndelsen af 20'erne en Håndbog i den materialistiske historieopfattelse, som er genstand for nøje gennemgang i Fængselsoptegnelserne. Håndbogen blev officielt skolingsmateriale i Komintern, Gramsci anbefalede den faktisk selv i PCI midt i 20'erne, og repræsenterer en marxismeopfattelse, som allerede blev dogmatiseret i 2. Intemationale, ifølge hvilken den materialistiske historieopfattelse har status som en positivistisk naturvidenskab. Bucharin skriver: "Astronomien kender de love, der regulerer planeternes bevægelse, solens, jordens og månens kredsløb.... Man skal derfor ikke undre sig over, hvis man på baggrund af denne indsigt kan beregne det øjeblik, hvor månen befinder sig mellem jorden og solen, formørker solen og således afstedkommer en solformørkelse. Nu spørger vi os om denne type forudsigelse også er mulig indenfor samfundsvidenskaberne. Det er helt klart muligt. Hvis vi kender lovene for den samfundsmæssige udvikling, dvs. de veje, som samfundet uundgåeligt gennemløber, vil vi uden vanskeligheder kunne bestemme samfundets fremtid. Der er allerede mange eksempler i samfundsvidenskaberne er blevet virkeliggjort til fulde. Indsigten i samfundsudviklingens love har gjort os i stand til at forudsige de økonomiske kriser, devalueringen, verdenskrigen og den sociale revolution som et resultat af krigen..."

Dette ligger klart i forlængelse af 2. Internationales sammenbrudsteori, ifølge hvilken kapitalismen så at sige af sig selv ville nå sine skranker og automatisk blive afløst af socialismen. Menneskets aktive handling var ganske overflødig, fordi samfundet udviklede sig efter forudsigelige "naturlove". Gramsci bemærker, at de "såkaldte eksakte eller fysiske videnskaber indenfor praxisfilosofien efterhånden nærmest er gjort til genstand for fetischdyrkelse og endog har status som den eneste sande filosofi eller verdensanskuelse" (s. 185). Desværre, erkender Gramsci, har praxisfilosofien selv en tendens "til at blive ideologi i ordets værste betydning, dvs. et dogmatisk system af absolutte og evige sandheder; specielt når den, som i den folkelige håndbog bliver et med vulgærmaterialismen og med den metafysiske opfattelse af en 'materie', der kun kan være evig og absolut." (s. 222-23)


Mennesket i historien

For Gramsci er den menneskelige handling et helt afgørende element - marxismen er en enhed af teori og praksis og beskæftiger sig med mennesket i historien. Marxismen beskæftiger sig derimod ikke med af mennesket uafhængige udviklingslove. Gramsci drager ikke den fulde konsekvens af sin holdning og formulerer sig ligeså direkte som den ungarske marxist Lukacs: "Denne begrænsning af metoden (den dialektiske) til den historiske og samfundsmæssige virkelighed er meget vigtig. De misforståelser, der stammer fra Engels fremstilling af dialektikken, beror i hovedsagen på, at Engels følger Hegels dårlige eksempel og udstrækker den dialektiske metode til også at omfatte erkendelsen af naturen. Men dialektikkens afgørende bestemmelser - subjektets og objektets interaktion, enheden mellem teori og praksis, forandringen af kategoriernes substrat i historien som grundlag for deres forandring i tanken osv. - savnes i erkendelsen af naturen." (Lukacs: "Historie og klassebevidsthed").

Selv om Gramsci ikke tager Lukacs' skridt er hans filosofiske tanker et frontalt opgør med den dogmatisering af marxismen som en altomfattende og universel videnskab, som stalinismen udbredte under titlen dialektisk materialisme.

Nu har den moderne naturvidenskab sat spørgsmålstegn ved den positivistiske naturvidenskabs opfattelse af sig selv som universel og eksakt videnskab. De stalinistiske regimers sammenbrud har samtidig betydet den dogmatiske "marxismes" kollaps. Set i lyset af disse to forhold er den danske udgivelse af Gramsci's Fængselsoptegnelser godt timet. Der er masser af brug for virkelig marxistisk inspiration, hvis vore dages socialistiske bevægelse skal overvinde sin teoriløshed og atter kunne forene marxismen med politisk handling.


Antonio Gramsci: Fængselsoptegnelser 1 og 2, Museum Tusculanums forlag, København 1991.


Karsten Ditlevsen er litograf.

 

Se også personlisten om Antonio Gramsci på Modkraft Biblioteket

 


Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce