Antipolitisk virksomhed

Forlaget Nebula udgiver den 22. oktober 2015 bogen »Cosmonauts of the Future – Texts from the Situationist Movement in Scandinavia and Elsewhere«, der samler tekster fra Den situationistiske Bevægelse i Skandianvien. Teksterne er oversat til engelsk, men Modkraft bringer her et af indlæggene på dansk.

Den, der ikke ligefrem med vilje lukker sine øjne, vil ikke kunne have undgået at bemærke de kræfter, der er i gang for at få mennesket gjort til en ensrettet, vanetænkende og umælende maskine.

Det er ikke for meget at sige, at en stor del at ansvaret herfor hviler på de arkitekter, der direkte arbejder med byplanlægning over langt sigt.

Ikke nok med, at vi i øjeblikket overalt i Europa må lægge øjne til at se den senere tids skrækkeligt dominerende og usandsynligt sterile højhusbyggeri - om hvis grundudgravning vi kun kunne have ønsket, at den var blevet så dyb, at man hurtigt kunne have begravet disse rædsler - men et senere arkitektpåfund er nu også, at vi skal finde os i at have de gardiner hængende, som vedkommende arkitekt har indbefattet i ejendomsprojektet.

På et stort hotel i København er det nu således, at man på bestemte steder i bygningen ikke må trække gardinerne fra for evt. at se udover byen, idet en sådan gardin-fratrækning af arkitekten formodes at bryde de givne betingelsers rytme.

·

Overalt i nærheden af storbyerne skyder i disse år nye og såkaldte »sovebyer« op, hvis hele planlægning i uhyggelig grad minder om ghettoer.

Hvis den umælende maskinslave en dag pludselig går hen og får mæle, - og vi vil lære ham, ikke blot at tale, men også at råbe -, da vil han se, at der ikke er nogen forskel på de »sovebyer«, som det sociologiske misfoster dr. Verwoerd har ladet indrette til den sorte afrikaner i nærheden af Johannesburg, og dem, der er indrettet i t. eks. Skandinavien, hvor der endog i dette efterår er påbegyndt en planlægning af de helt små landsbyer, således at »man« nu blot behøver at opstille et vagttårn i byens midte for at have en ganske fortrinlig koncentrationslejr.

Arkitekterne bør vide, at såfremt de her nævnte eksempler virkelig er tilfældigheder, er det tilfældigheder, som ordensmagten er overordentlig begejstret for at få overrakt, så den står bedre rustet under udførelsen at de gerninger, den vil komme til at udføre, når det system, Orwell skildrer i sin bog »1984«, forsøges indført.

Fortvivlende nok er der virkelig arkitekter, der er stolte over, at man nu er i stand til at planlægge og bygge byer, hvori oplevelsesmulighederne for beboerne enten er fuldstændigt fjernet eller nedskrevet til et minimum. Vi véd, at det vil være ligegyldigt at udforske en sådan by for går vi ad 5. gade til højre, vil vi dér møde akkurat det samme syn, som hvis vi var gået ad 8. gade på venstre hånd.

Isoleringen af mennesket har ført til en fremmedgørelse, der set med den sociale rangstige som baggrund har ført til kvarterer, hvor det ikke længere er mennesker, der mødes med mennesker, men lejligheder, der mødes med lejligheder.

Steriliseringen har således kronede dage, og disse arkitekter er lykkelige over, at de præfabrikerede byggeelementer har givet dem den undskyldning, de tidligere har manglet, når de blev udsat for kritik. Bygherren må slå sig til tåls, når han hører: »teknisk umuligt på anden måde«.

Vällingby, byen i Sverige med den store selvmordsprocent, må for kommende byplanlæggere og arkitekter bevares som det eksempel, den er.

·

På andre områder søger politikerne på den mest infantile facon at skabe spændinger, ikke alene af global karakter, men også, hvor det skønnes nødvendigt, af mere lokal karakter. I Danmark, der hersker over et fuldt udviklet kanaliseringssystem, kan de skabte spændinger dog kun sammenlignes med den torden, der kan høres på teatrene.

Men overalt kører nu de, der er at den formening, at deres position på den sociale rangstige har nogen betydning, deres kanoner i stilling i et forsøg på at tilintetgøre resterne at den menneskelige tendens til leg.

Dette er kun en detalje af det fremherskende billede af den globale situation i øjeblikket, et billede, der, når det betragtes i sin helhed, kun kan gøre sig fortjent til titlen: Et samfund i armod.

·

Men det er muligt at ændre dette billede totalt.

S. I. [Situationistisk Internationale, red.] vil vise sig at blive netop den altid lille uforudsete detalje, der vil vokse op til at blive det fældende indicium for de ovenfor nævnte kanonører.

For det kan nytte at sætte et modangreb ind overfor de områder i samfundet, som vi i øjeblikket interesserer os for.

Dermed være ikke sagt, at vi ikke beskæftiger os med de tiloversblevne områder, men for øjeblikket arbejder disse ubevidst og fuldstændigt i S.I.s interesse, og så længe de gør det, er der ingen grund til på nuværende tidspunkt at rette en kritik mod den resignation, der er resultatet at deres arbejde.

·

S.I., der i øjeblikket eksisterer under en vis form for isolation, som dog vil blive brudt, - og som i denne tid ser sig bekæmpet at de udstødte para-situationistiske nashister, der med digteren Jørgen Nash i spidsen søger at udlevere bevægelsen til hån og latter -, vil ikke kunne tjene for magthaverne som et statsanerkendt kanaliseringssystem, hvori man neutraliserer revolutionære elementer i befolkningen.

Vi véd, at de midler og det materiale, vi har brug for, ligger lige foran vore fødder.

Forsvundne tiders kunstnerne, der måtte have følt et revolutionært instinkt for at indføre det kunstnerisk skabende og legende menneskes samfund, har dette været en umulighed, da midlerne for en sådan overgang ikke var til stede. Det er indlysende, at man f. eks. i feudalsamfundet, hvor man ikke rådede over moderne hjælpe-kilder, heller ikke kunne få fuld rådighed over sin tid.

·

Da store dele af denne planets befolkning kun kan betragtes som levende døde, er det klart, at de moderne hjælpekilder hurtigt vil overtage lederskabet, og dér, hvor de skulle have spillet rollen som overtagerne af tvungent arbejde, og dermed have muliggjort menneskets fulde tid til leg, dér vil de i stedet blive undertrykkerne.

Tilbage står nu de revolutionære grupper af arbejdere og kunstnere. Kunstnerne, hvis ønske om indfrielsen af deres kald således nu står overfor sin virkeliggørelse, ser sig pludselig mere svigtet af sine egne end arbejderne.

De svigtende kunstnere véd åbenbart, at hvis alle kommer op på den piedestal, der indtil nu har været kunstnerens, er det ensbetydende med, at alle bliver kunstnere, - og heltedyrkningen i spekulationsøjemed vil ophøre.

Det må derfor gøres klart for de kunstnere, der lider at denne form for selvbeundring, hvis resultat er en uhyggelig indre trang til at blive accepteret i et samfund, som de trods alt ikke selv kan acceptere, at indsatsen i dette spil er menneskets frihed. For os at se kan en fortsættelse af denne sygelige personlighedsdyrkelse kun føre til et forræderi, der ikke blot er vendt mod kunstnerfriheden, men mod friheden i det hele taget.

Nashisterne i Skandinavien, hvoraf flere er løbet til efter udstødelsen af Nash og aldrig har set eller på nogen måde truffet en virkelig situationist, deltager med liv og sjæl aktivt i dette forræderi.

Ved hjælp at mere end ivrige journalister ansat ved den skandinaviske presse må man sige, at det i første omgang er lykkedes nashisterne at føre krig mod S. I.

Det eneste, nashisterne har haft brug for, er dog kun en benævnelse, et navn, der kunne virke som garant for deres produkter og kunstkræmmertalent. Publikum i almindelighed har derfor fået det falske indtryk, at S. I. skulle være en kunstretning.

Ikke mere om det. At komme ind på alle de tåbeligheder om »situationismen«, som nashisterne ved hjælp at deres reklamebureau har fået publiceret i den skandinaviske presse, vil være lige så omsonst som latterligt, idet de fraser, nashisterne fremfører, er én eneste bundløs sump at hofnarreagtige kompromis'er.

En sump, der for disse fraseryttere er det eneste passende opholdssted.

·

I samfundets kanaliseringssystem optræder også den patenterede venstreintelligens. En intelligens, der for samfundet er ganske ufarlig og derfor også hjælpes på bedst tænkelig måde, fordi den på passende tidspunkter kan tages frem og holdes op for folket som en narresut, hvis opgave det er at virke overbevisende om vort eget »demokrati«s store ufejlbarlighed.

Denne patenterede venstreintelligens, der ikke kender nogen umiddelbar løsning, ja, end ikke kan fremføre blot en sandsynlig løsning på samfundets kaotiske tilstande, lader sig derfor nøje med at afdække disse tilstande, og er i øvrigt sig selv nok.

Den er således på vagt overfor S. I. og vil søge at likvidere os gennem tavshed, idet den føler sin prestige udsat for en meget hård modvind. Vær kun rolige, - S. I. deltager ikke i jeres prestigehungrende skuespil og ønsker heller ikke at videreføre den negative rolle, som samfundet har givet jer, for vi er parate til at få »snavs under neglene« i den kamp, der forestår for at få samfundet omdannet til et samfund af kunstnerisk legende og virkeligt levende mennesker, der hver dag realiserer nye ønsker og ideer.

Vor bevægelse, der i øjeblikket udfolder sig globalt, må med en beslutsomhed og en viljestyrke, som ingen tidligere revolutionære bevægelser har kunnet lægge for dagen, arbejde for en fremskyndelse at det tidspunkt, hvor vore teser støder sammen med samfundet under dets skæbnesvangre udvikling frem mod »1984«.

·

Her hvor vi nu står, et godt stykke over tærskelen til automatiseringens tidsalder, gælder det derfor om ved hjælp at ekstreme handlinger, disse være sig udført som et resultat at en revolutionær kunstnerisk legs frembragte resultater eller provokationer, - og da disse ikke slår til - gennem direkte aktion, at sprænge den udviklingskæde, som fortidige og »nutidige« dirigerende elementer i samfundet har fået forvandlet til en lænke om halsen på al legende aktivitet på denne klode.

Vi vil kalde de millioner af levende døde tilbage til livet, nøjagtig i det øjeblik, der bliver brug for det. Den fulde rådighed over tiden vil da være sikret mennesket, og de fuldautomatiske fabrikker vil blive til det de skal være; Menneskets slaver!

·

Det ville være naivt at os, om vi troede, at de samfundspolitikere, der i dag (bevidst eller ubevidst) har affundet sig med i fremtiden at skulle spille rollen som værkførere i en global samlefabrik for ensrettere, vil stille mennesket overfor et valg.

Derfor forstærker avant-garden i dag kampen mod bureaukrati og formalisme og skaber gennem denne kamp grobund for, at mennesket overalt bliver åbent og modtageligt for at lære nyt af legens skiftende situationer.

Når vi når der til, vil valget komme af sig selv.

·

Til formalister, bureaukrater og samfundspolitikere kan vi nu sige: Hårdhedsgraden at den forestående kamp om samfundets strukturændring afhænger udelukkende af d'herrer. Vi vil i denne kamp, under alle omstændigheder, forblive kompromisløse

J.V. Martin var maler og  redaktør af det skandinaviske organ for den Situanistiske International, der udkom i 1962, 1968 & 1970. Teksten blev publiceret i ’Situationistisk Revolution’ nr. 1, 1962.

Teksten indgår i antologien Cosmonauts of the Future – Texts from the Situationist Movement in Scandinavia and Elsewhere, der er redigeret af Mikkel Bolt Rasmussen og Jakob Jakobsen, Forlaget Nebula 2015.