Bevæbnet med dj-musik, kaffe og fløjter vil venstrefløjsaktivister lørdag indtage Søtorvet i København for at forhindre en antimuslimsk manifestation.
Den højrenationalistiske organisation Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD) har fået tilladelse af Københavns Politi til at afholde en stillestående manifestation på Søtorvet nær Dronning Louises Bro lørdag den 23. februar mellem klokken 11:00 og 12:30.
Manifestationen vil ifølge arrangørerne blive præget af danske og israelske flag, ligesom der vil være taler imod, hvad SIAD opfatter som, en muslimsk forfølgelse af jøder på Nørrebro.
Hvis det står til den venstreradikale gruppe Antifascistisk Aktion (AFA), så vil ingen dog nogensinde komme til at høre disse taler.
Antifascisterne mødes i området allerede klokken 10 lørdag formiddag for at indtage Søtorvet med »dj's, kaffe og fløjter« og overdøve alle forsøg på at udbrede højrenationale budskaber.
– De skal ikke kunne høre, hvad de selv siger. Vi tager pladsen før dem - vi tager pladsen fra dem, skriver venstrefløjsgruppen i invitationen, som næsten 10.000 mennesker har modtaget via facebook.
I grundlaget for deres »larmedemonstration« skriver AFA:
»Uanset omfanget af antisemitisme på Nørrebro, så er det fuldstændig uacceptabelt, at minoritetsgrupper bliver taget som gidsler for SIAD's racistiske projekt. For dem er staten Israel vestens sidste bolværk mod en muslimsk invasion af Europa, og forsøget på at piske en konflikt op mellem jøder og muslimer på Nørrebro passer perfekt ind i deres dagsorden. Deres forsøg på at skabe splid mellem Nørrebros beboere må ikke stå uimodsagt«.
Læs artiklen »Antifascistisk demonstration skifter samlingssted« hos ProjektAntifa.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96