Annonce

København
23. marts 2015 - 18:33

Antifascister konfronterede antimuslimsk demo: Flere anholdt efter slagsmål

En større gruppe venstrefløjsaktivister kom mandag aften i slagsmål med deltagere i en antimuslimsk demonstration på Alex Torv i København. Politiet har anholdt flere personer.

En gruppe på omkring 40 antifascister protesterede mandag aften imod den antimuslimske organisation Pegida-DK, der afholdt demonstration på Axel Torv i hjertet af København.

Antifascisterne kom ifølge Modkrafts udsendte helt tæt på deltagerne i den højreekstremistiske demonstration og situationen udviklede sig trods politiets tilstedeværelse til slagsmål. 

Mindst 10 personer er blevet tilbageholdt, fortæller et øjenvidne på stedet, mens Københavns Politi oplyser til Modkraft, at to personer er blevet anholdt for »gadeuorden«.

»Ingen racister i vores gader«

Det er 10. mandag i træk, at Pegida-DK afholder demonstration i København, og denne gang var omkring 25 mennesker mødt frem for at høre bevægelsens danske talsperson Nicolai Sennels tale.

Hver mandag har der samtidig været anti-racistisk mod-demonstration indkaldt af netværket »København for Mangfoldighed«, men de seneste mandage har antifascister uafhængigt af Mangfoldigheds-initiativet opsøgt højreekstremisterne på deres rute for at vise deres utilfredshed.

Denne gang mødte aktivister op på Axel Torv kort før Pegida-DK's demonstration skulle begynde klokken 18 og forsøgte at tage pladsen fra dem.

I en indkaldelsen til aftenens antifascistiske protest skriver de anonyme aktivister i en sms sendt til Modkraft:

»Nu er det nok! For 10. gang vil racisterne fra Pegida marchere i København. Det vil vi ikke finde os i! (...) Vi mødes på Axel Torv og tager pladsen fra dem. Ingen racister i vores gader«.

Læs mere om Pegida-DK og protesterne imod organisationen hos Modkraft her.

Se også henvisning til links om Pedigra på Modkraft Bibliotek.

Se en video lavet af gruppen Revolutionære Antifascister fra mandagens demonstration.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce