Antifascisme og værdikamp

”Er der ikke noget med, at når man er utilfreds med ting i sit liv, så kan man enten vælge at droppe dem helt eller forsøge at gøre noget ved dem?”

Citatet er fra min gode ven og kammerat Mie Lilje, der forleden tog mod til sig og bekendtgjorde sin opstilling til Enhedslistens Hovedbestyrelse på sin facebook. Med samme indgangsvinkel har jeg hermed lagt hovedet på blokken, og taget mig mod til at rejse mig op i mængden og tage hul på nogle af de ting, der trænger til at blive adresseret.

Jeg tabte underkæben til et møde forud for demonstrationen på 20-årsdagen for bombemordet mod socialisten og antiracisten Henrik Christensen i Søllerødgade d. 16. marts. Mit parti ville ikke være anbefaler af demoen. Årsag: Antifascistisk Aktion var medindkaldere.

Det, at min umiddelbare mistro og oprigtige forbavselse nærmest med det samme vendte sig til et ”kan dét overraske dig efterhånden?!” i mit hoved, blev nok den berømte dråbe i bægeret, der er årsagen til, at du lige nu kan læse denne blog.

Der er som bekendt forskellige tilgange til antifascistisk arbejde, og jeg har da også selv af samme årsag valgt at organisere mig andre steder end lige i AFA. På venstrefløjen er vi ofte enige med mange forskellige organisationer, bevægelser og partier i mange ting, som vi så arbejder sammen om f.eks. ved demonstrationer. Men vi organiserer os forskelligt netop pga. forskelle på fløjen.

AFA, der blev dannet i tiden efter bombeattentatet i ’92, har været et yndet mål for den borgerlige presse. Dengang som nu finder størstedelen af pressen det tilsyneladende mere interessant at tillægge antifascister alle mulige skumle egenskaber og motiver end at afdække det højreekstreme miljø, som AFA forsøger at hindre i at få held med at sprede deres fascistiske ideologi.

Herunder den systematiske voldsudøvelse rettet mod uønskede elementer af etnisk, religiøs, seksuel og politisk observans, som alle dage har været fascismens kernepunkt i kampen om at kontrollere gaderne – og folks frygt.

Således har borgerlig pressedækning produceret og flittigt næret myten om en slags politisk ”bandekrig” i Århus. Væk er alle nuancer og den virkelighed, også århusianske kammerater i Enhedslisten mærker på egen krop, hvor alene det at være socialist har vist sig at være grund nok til adskillige politiske overfald.

En tarvelig tendens

Derfor gør det mig ærligt talt også rigtig gammeldags vred og skuffet, når image og medietække bliver vigtigere end den enhed, der helt naturligt skal herske mellem antifascister, uanset om vi er Enhedslisten eller AFA. Jeg vil her bringe et par eksempler på hvad, jeg mener bekræfter en sådan tarvelig tendens i Enhedslistens centrale kommunikation ud til medlemmerne og i medierne.

Af en mail fremgår det, at ”… der i flere avis-artikler [er] sået tvivl om Enhedslistens demokratiske og ikkevoldelige sindelag. Det kom blandt andet frem, at nogle af Enhedslistens lokalafdelinger angiveligt og muligvis ved en fejltagelse har udlånt lokaler til organisationer og grupper, som bruger vold eller tilhængere af vold som politisk kampmiddel. Det er Forretningsudvalgets opfattelse, at det, hvis det er tilfældet, strider imod Enhedslistens politik og værdier. Forretningsudvalget vil derfor opfordre jer til at skærpe opmærksomheden om hvem afdelingens lokaler lånes ud til, så det står entydigt klart at Enhedslisten tager afstand fra anvendelse af vold i demokratiske samfund.”

I en anden mail fra Enhedslistens pressekontor, afsendt under valgkampen sidste år, forberedes afdelingernes kontaktpersoner og bestyrelsesmedlemmer på håndtering af journalister i en ’skræmmekampagne’ i pressen, som det formuleres i overskriften.

Daværende MF Line Barfod refereres i mailen for at tage afstand fra oprørsgrupper, solidaritetsbevægelser – og AFA. Om sidstnævnte refereres der specifikt i mailen til udtalelser fra Line til Jyllandsposten og Politiken bl.a., at ”Enhedslisten er imod vold, og vi samarbejder ikke med organisationer, der anvender vold, som f.eks. Antifascistisk Aktion.” – hvilket underbygges med et citat fra en udtalelse fra et HB-møde fra 2006 hvor det slås fast, at ”… Enhedslistens rolle er at opbygge en bred folkelig modstand mod denne organiserede racisme. En bred folkelig modstand på et ikke-voldeligt grundlag. Enhedslisten indgår kun i antiracistiske aktiviteter på et ikke-voldeligt grundlag.”

Hvordan Line og EL’s presseansvarlige kan oversætte HB’s vedtagelse til et forbud mod samarbejde med AFA, kan jeg ikke gennemskue. Man kunne jo ellers nok mene, at eksempelvis et samarbejde om en minde-demonstration på årsdagen for et fascistisk bombemord ikke behøvede være på et ’pro-voldeligt’ grundlag.

Og hvis vi virkelig mener, at samarbejde med eller udlån af lokaler til en organisation som AFA ”strider imod Enhedslistens … værdier”, så må vi vel overveje hvilke værdier, der er tale om. Værdier som kan vurderes både negativt og positivt: hvad er vi i EL imod, og hvad er vi for?

Når dette spørgsmål skal besvares, tror jeg faktisk, der er en hel del mere, der samler, end der skiller Enhedslisten og AFA, uden at det betyder, at vi er enige om alt og om metoderne hertil. Det er om noget problematisk, hvis vi i EL begynder at betinge vores deltagelse i demonstrationer med, at der er andre organisationer på venstrefløjen, der deltager, selvom vi er enige i demonstrations paroler og hensigter.

Hvilke værdier?

Nu vi taler om værdier, kan vi jo spørge os selv, om man kan være socialist uden at være antifascist? Svaret giver sig selv, så det rigtige spørgsmål er snarere, hvorfor Enhedslisten søger splittelsen ved at bekræfte en borgerlig hetz mod antifascister? Jeg er lige ved at sige, at svaret også her giver sig selv, men jeg vil rigtig gerne overbevises om noget andet, og kunne derfor godt tænke mig at høre, hvad forbudsfolkene selv vil forsvare beslutningen med?

Her på falderebet vil jeg se frem til en forhåbentlig god debat, i kammeratlig ånd naturligvis, men uden at gå rundt om den varme grød. Og så ser jeg rigtigt meget frem til at gå skulder ved skulder med jer og forhåbentlig rigtig mange fremmødte borgere nu på lørdag i Århus, hvor fascismens grimme fjæs skal mødes med den samme urokkelige modstand, som den blev af de spanske revolutionære i 1930erne.

¡No pasarán!

Bo Stefan Nielsen er medlem af Enhedslisten.

Se også linkboxen på Modkraft.dk om fascisme og anti-fascismen