KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Anmeldelse
13. oktober 2014 - 11:40

Anti-selvhjælp for caffe latte-segmentet

Selvfølgelig skal der gøres op med den individuelle udviklingstvang og et samfund af coacher, optimistkonsulenter m.v. Men man kan ikke bare vende problemet på hovedet, sådan som Svend Brinkmann gør i bogen »Stå fast«

Professor Svend Brinkmann har i bogen Stå fast skrevet en kritik af selvhjælpsindustrien. Det er i en bog, som er en … selvhjælpsbog. En 7-trinsguide.

Bogen er for nylig blevet hyldet som genial i Politikken (29. september 2014). Og på trods af bogens gode intentioner, og på trods af at man som læser ikke sjældent kan nikke bekræftende til Brinkmanns observationer og indfald, finder jeg bogen alt andet end genial.

Overordnet set – som social begivenhed – må bogen nærmest betegnes som en kikser.

Jeg er ked af at sige det, dels fordi jeg har den største respekt for Svend Brinkmanns akademiske forfatterskab, hans imponerende energi – dels fordi jeg i grunden er enig med ham i, at vores accelererende samfund af konkurrence, coaching, individualisering og medikalisering af sociale problemer er under al kritik.

Jeg er også enig i opfattelsen af, at hele selvhjælpsindustrien af »positiv tænkning«, terapi, fitness, diæter m.v. er en kynisk kommercialisering af det (tomme) (u)menneskelige liv, som den stadig accelererende kapitalisme tvinger os ind i.

Problemet er bare, at hvis Brinkmann med sin bog ville udøve kritik mod denne udviklingstendens, er hans mission mislykket.

I grunden er bogen nemlig ikke et opgør med den selvhjælpslitteratur, han vil kritisere, men ender i stedet med at blive en lige så kynisk bekræftelse på den litteratur, som bogen ellers i udgangspunktet kritiserer.

Det er ikke mærkeligt, at Gyldendal Business har villet publicere Brinkmanns bog. Den er i sidste ende en del af managementlitteraturen, både hvad angår genre, indhold og form.

Hvis Brinkmann havde et andet formål, bliver selve udgivelsen af bogen – som jeg ser det – et tegn på, at forlaget Gyldendal Business faktisk har en dybere forståelse af nutiden, end Brinkmann har, nu når bogen så endelig er nået ud til offentligheden.

Brinkmann takker i sit forord forlaget for den tillid, de har vist ham ved at invitere ham til at skrive bogen. Jeg ser i stedet Brinkmanns accept af invitationen som et tegn på hans egen naivitet.

Vi lever i en epoke, hvor overfladen betyder alt – og dybden intet. Og det er i den virkelighed, man må analysere bogen Stå fast, uanset forfatterens intentioner og forhåbninger i øvrigt.

Så hvis vi begynder med overfladen, er bogen i sin performativitet (for at bruge den postmodernistiske term) hvad angår alt fra omfang, struktur, opbygning til omslag en direkte kopi af selvhjælps- og managementlitteraturen.

Forfatterens forsøg på at »spille med på selvudviklingslogikken – blot med omvendt fortegn« – og derigennem vise dens »absurditet« (s. 136) falder helt igennem.

Bogen kommer faktisk ikke ud som den afslørende kritik, forfatteren havde som sit mål, men bliver til postmoderne kitsch. I vores samtid er det nemlig uundgåeligt, at det bliver sådan, hvis man »spiller med« på den facon.

Derfor kan man sige, at forlaget har haft en bedre forståelse af bogens udgivelse end Brinkmann. Kritikken er fra begyndelsen afvæbnet. Og hvis det var meningen, at bogen skulle være sjov og absurd – så er den det ikke.

Men der er også mange forskellige indholdsmæssige grunde, til at jeg konkluderer, som jeg gør efter at have læst Brinkmanns bog. Jeg vil her begrænse mig til to grundlæggende årsager til, hvorfor jeg mener, bogen kikser i sit formål.

Det første er, at bogen tegner et forenklet billede af selvhjælpslitteraturens indhold og formål – men fremfor alt mangler der i Brinkmanns redegørelse en forståelse for denne litteraturs forbrugere.

Både litteraturen og dens læsere fremstår i Brinkmanns bog som karikaturer.

Det andet er, at hele problembeskrivelsen – og dermed også Brinkmanns stoiske anbefalinger – helt tager udgangspunkt i den velhavende middelklasses tilgang til det kapitalistiske livs problemer. For alle andre fremstår anbefalingerne i hans 7-trinsguide ikke kun som irrelevante, men direkte fornærmende.

I grunden fremstår Brinkmann, på trods af alle sine referencer til den sociologiske litteratur i sin bog, som mærkværdigt usocial i sin samfundsanalyse.

Han skelner ikke ordentligt mellem, hvorvidt udviklingstanken i realiteten er et imperativ, og hvorvidt den faktisk ikke er det.

For i lighed med hvad den svenske forfatter Nina Björk har illustreret i sin bog, Lyckliga i alla sina dagar, mener jeg, at udviklingstanken på samfundsniveau ikke på nogen måde er et imperativ – men i stedet en umulighed.

Troen på et bedre samfund er væk. Det fremtidige samfund har kun ringere vilkår at byde os. Der venter kun det at yde mere og nyde lidt mindre, sådan som Velfærdskommissioner og alverdens økonomer fortæller os.

Og når vi får at vide, at ingen forandring er mulig på samfundsniveau, opstår både et marked og et behov for idéen om, at alt er muligt for individet.

I det lys er individualisme og viljen til at kikke indad i stedet for udad ikke en misforståelse eller en illusion, sådan som Brinkmann indimellem antyder i sin bog. For flertallet er det den eneste mulighed for forandring, der overhovedet byder sig.

I stedet for den simple enten-eller-logik, som findes i bogen, hvor man enten kikker indad eller udad, enten læser selvhjælpsbøger eller en roman, eller enten siger ja til sin coach eller nej til sin coach, lever vi almindelige mennesker i den accelererende kapitalisme vores liv på den måde, hvor vi lige så gerne gør både og eller forsøger at gøre intet af det.

Vi går til medarbejdersamtalen, men tager det ikke alvorligt – og det gør chefen faktisk heller ikke.

Vi forsøger at vende os udad, men i mangel på faste holdepunkter i samfundet, tager vi siden tilflugt i os selv. I det finder Brinkmann ikke vores fælles menneskelige livsvilkår i kapitalismen – men kun enten individuel moral eller umoral.

Men netop fordi kontrol over vores livsbetingelser er et grundlæggende behov for os som mennesker, bliver manglen på kontrol i vores samfund, det som Marx kaldte fremmedgørelse, tit projiceret over på et forsøg på individets kontrol over sig selv.

Med Marx, når han kommenterede religionen, kan vi sige, at selvhjælpslitteraturen dermed slet ikke er en blind tro på individuel selvrealisering, men »hjertet i en hjerteløs verden« og »sjælen i sjælløse forhold«. Og end ikke en stoiker kan være uden hjerte eller sjæl.

I det lys bliver Brinkmanns beskrivelse, både af selvhjælpslitteraturen og dens modtagere, nærmest parodisk. I Brinkmanns beskrivelse og udvalg af eksempler fremstår selvhjælpsbøgerne som nogle, der siger, at man skal finde sig selv, hvorved der angiveligt menes, at der findes en essens i jeget at opsøge og forandre.

Men er det ikke lige så ofte tilfældet, at det i stedet drejer sig om en meget banal tilgang til livet?

F.eks. tanken om at hvis du ikke kender dig selv, kan du ikke lære andre at kende? Eller, hvis du ikke selv har evnen til at gøre dig selv lykkelig, kan du heller ikke gøre andre lykkelige?

Og hvorfor skulle vi tro, at den der læser og endda forbruger selvhjælpslitteraturen, faktisk tror, at hun eller han dér kan finde »selvrealisering«?

Brinkmann tager f.eks. det faktum, at selvbiografier er på bestsellerlisterne, som en indikation på, at vi gerne vil læse om, hvordan kendte mennesker har realiseret sig selv (s. 103).

Men kan man ud fra kendsgerningen, at selvbiografier sælger så meget, konkludere, at flertallet læser dem som eksempler på, hvordan man realiserer sig selv (og siden kritisere bøgerne for at de ikke hjælper)?

Ja, kan man i det hele taget konkludere, at alle overhovedet læser selvbiografierne?

Hvis vi tager en anden genre af bøger, der faktisk sælger endnu mere, nemlig kogebøgerne, er det næppe bevis på, at den danske befolkning er gået kok-amok på Jamie Olivers og Gordon Ramsays opskrifter (og er mislykkedes). Jeg har selv de bøger i min reol. Og jeg har aldrig åbnet dem.

Brinkmann tager også ugebladet Femina som eksempel på selvhjælpslitteratur (s. 26), men jeg vil tro, at det er de færreste af Feminas læsere, der nøje læser bladet som en guide i deres tilgang til livet.

Brinkmann fremstiller ufrivilligt forbrugerne af selvhjælpslitteraturen som forvirrede mennesker, der er så dumme, at de tager det hele gravalvorligt.

Dermed overser de samme mennesker også værdien af den integritet og værdighed, der ligger i f.eks. at gå en tur i skoven, gå på museum (med sin coach ligefrem), lade bilen stå i carporten og tage bussen i stedet for, læse en god bog, og i øvrigt gøre sin pligt.

Så langt ind i læsningen bliver det stadig sværere at se forskel på Brinkmanns bog og den overklassemoral, der findes i de publikationer, der jævnligt ses fra f.eks. Henrik Dahl, Ole Thyssen og Henrik Jensen.

Og det var næppe Brinkmanns mission at havne i det selskab. Men sådan er det altså desværre blevet.

Så hvis selvhjælpslitteraturen med dens fokusering på individuel forandring er et symptom på kapitalismens fremmedgørelse, i Marx’ forstand, er det rigtigt nok, at den ikke fungerer. Men den indsigt er en kritik, der rammer ved siden af.

Jeg tror, at det er de færreste læsere af selvhjælpsbøger, der virkelig tror, at det »fungerer« – ikke på den måde i hvert fald.

Men når en social tilgang til fremmedgørelsens problematik siger os, at vi må rette blikket fremad og udad med det formål at skabe et andet, bedre samfund, bliver Brinkmanns kritik af individets udviklingstvang, med sin kollaps af det sociale til det individuelle, til en protest mod idéen om udvikling i det hele taget.

Og blikket rettes endnu engang indad, mod individets attituder, hvor Brinkmann kun har stoisk selvfornægtelse at byde os. Men det er en selvfornægtelse, der kun giver mening for den, der allerede synes, hun eller han har alt, og endda for meget, i dette samfund.

For det er kun, når man allerede har alt, at en fremtidig udvikling kan ses som en tvang; en forbandelse og en unødvendig luksus, man helst vil være fri for.

Kun for den der allerede har alt, og som desuden vil, at andre skal være tilfredse med det, de har, er mottoet, at »kun det bedste er godt nok« en trussel mod friheden, ikke et løfte om den.

For den som nu intet har, er troen på en bedre fremtid ikke en luksus, man har råd til at undvære – men en nødvendighed at erobre.

Brinkmann påstår endda et sted, at hvis vi følger hans syvende råd, »dvæl ved fortiden«, vil vi opdage, at »i virkeligheden var det meste bedre i gamle dage« (s. 123).

Og selvom man kan være enige med Brinkmann i hans klage over det, Rasmus Willig har kaldt »positivitetsfascisme«, dvs. den positive tænkning som imperativ, er Brinkmanns syvende råd blot en negativitetens og nøjsomhedens imperativ.

Eller som Brinkmann skriver (s. 56), at når vi fokuserer på, at vi har ondt i tåen, kan vi også se, hvor godt det er, at vi ikke har ondt i hele benet. Skal så, ifølge den logik, f.eks. slagteriarbejderne på Bornholm, når de kikker stadig dybere i lønposen (for det er der brug for) i stedet fokusere på den kendsgerning, at de i hvert fald har et job?

Hvis det er budskabet, er det ikke svært at forstå, hvorfor Gyldendal Business er så glade for at publicere Brinkmanns bog.

For den der knapt nok har noget positivt i sit liv at fokusere på, er Brinkmanns råd nr. 2, »fokuser på det negative i dit liv«, overhovedet ikke en (anti)selvhjælp, eller noget man kan vælge til eller fra. Det er en sørgelig livsbetingelse – som man helst vil blive fri for.

Når Brinkmann i sin tredje anbefaling i sin 7-trinsguide beder os om at »tage nej-hatten på«, stiller han det op som en beslutning om at sige nej i stedet for ja, som det står enhver frit for at træffe.

Men er det ikke sådan i vores klassesamfund, at muligheden for at sige nej kun er åben for nogle – og udelukket for andre, afhængig af social status?

Hvilke muligheder for at »tage nej-hatten på« har f.eks. de 40.000 mennesker, som er blevet snydt for dagpengeretten og nu (»stoisk« måske?) må være tilfredse med den ydelse, som SR-regeringen i sin nåde har indført i en overgangsperiode? 

Ironisk nok ender Brinkmann i sin 7-trinsguide netop med at fokusere på individets indre, der skal forandres – selvom hans udtalte formål er at få os alle til at kikke uden for os selv.

For den arbejdsløse er det en ringe hjælp at se positivt på sin arbejdsløshed – »som en mulighed«, sådan som jobcoachen siger. Det er rigtigt nok.

Men Brinkmans løsning, at tage nej-hatten på, er lige så livsfornægtende. Hvad nu hvis vi i stedet skabte et samfund, hvor vi alle fik tilbud, som det var værd at sige ja til?

Frihed i den accelererende kapitalisme er den neoliberalistiske kundes ret til at sige nej til et skidt tilbud. Det virkeligt frie menneske er den, der lever i et samfund, hvor man må sige ja – og desuden faktisk mene det.

Men så langt rækker selvhjælps- og managementlitteraturen ikke. Heller ikke Brinkmanns bog. Og det er derfor, jeg mener, at hans bog falder i samme genre.

Stå fast er en bog, der skitserer frustrationerne hos det af samvittighed og skyld tyngede, velhavende segment i befolkningen i vores samfund. Det er en bog for og om dem, der har dårlig samvittighed over, at de forbruger for meget, er for overfladiske, ikke har tid nok til deres børn, dem der forbander, at de har så mange netværk, men så få venner.

Kort sagt, her præsenteres vi for verdensbilledet hos dem, der selv kan tro på, at de har en faktisk chance for selvrealisering og værdighed i vores samfund, men som alligevel ikke finder det.

Men for alle dem som ikke har »et netværk« (men forhåbentlig venner at falde tilbage på), for alle dem som sidder ved telefonen om morgenen og håber, at det bliver i dag, vikarbureauet ringer, for dem, hvis liv ikke rummer meget andet ud over det negative, og for dem hvis eneste måde at blive hørt i denne verden er et skrig, er råd som »fokuser på det negative i dit liv«, »undertryk dine følelser«, »læs en roman« og »tag nej-hatten på«, ligefrem en hån.

Og det var vel ikke forfatterens hensigt? 

Det her har til dels været en uretfærdig betragtning over Brinkmanns bog.

Jeg har her kun reflekteret over dens helhed, som socialt fænomen – og jeg har også undladt at kommentere de mange lysglimt, der findes i bogen.

Og jeg er, som sagt, dybest set enig i Brinkmanns ambition om at gøre op med den individuelle udviklingstvang og det samfund af coacher, optimistkonsulenter m.v., der dominerer vores samfund.

Men Brinkmann har ikke brug for min påskønnelse. Han får så meget ros, oftest velfortjent, af andre for sine bøger – inklusive Stå fast – at min er overflødig.

Men måske min kritik kan lede til lidt eftertænksomhed, både hos bogens forfatter og dens læsere? Vi begår alle fejl indimellem, og det gør os ikke til ringere mennesker. Men at publicere den her bog, i det her samfund, ved den her tid, det blev altså ikke særlig godt.

Så, hvis jeg til slut må komme med et eneste råd til Brinkmann: Næste gang Gyldendal Business ringer om en bog – mon ikke du så skal tage nej-hatten på?

Daniel Ankarloo er lektor i socialt arbejde og socialpolitik ved Malmö Högskola.

Svend Brinkmand: Stå fast: et opgør med tidens udviklingstvang, Gyldendal Business, 2014

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96