Angrebet på Charlie Hebdo er en politisk forbrydelse

I dag mindes vi ofrene for en politisk forbrydelse i Paris.

Gerningsmænd trængte ind på en arbejdsplads og myrdede medarbejdere med koldt blod.

Medarbejdere, som med deres tegninger og ord kæmpede for en sag, de troede på: Mod diskrimination, undertrykkelse, dogmatisme, bureaukrati og magtfuldkommenhed.

For ytringsfrihed, demokrati og retten til at bestemme selv.

Forbrydelsen fandt sted i onsdags og var rettet mod det kritiske satiriske ugeblad, Charlie Hebdo.

Et blad, som i den grad stiller spørgsmålstegn ved autoriteter, tabuer og dogmer.

Også de religiøse. Her bliver der ikke lagt fingre imellem. Mange har følt sig provokeret.

Bladet har fået 21 sagsanlæg: 20 fra katolske organisationer og ét fra en islamisk organisation.

Og nogen har uden tvivl følt sig stødt med god grund.

Ytringsfriheden er vejen til kontant afregning. Ind imellem bliver der sagt, skrevet eller tegnet noget, som vi synes er forkert, som vi synes er unfair og som vi måske endda finder direkte frastødende.

Men ingen religion, ingen politisk retning, ingen ydmygelse eller overgreb kan bruges som undskyldning for det vi har set i Paris. Myrderierne på Charlie Hebdo må fordømmes klart og entydigt og uden noget men.....

Ytringsfriheden er hårdt tilkæmpet – ikke for at de stærke skal befæste deres rettigheder – men for almindelige menneskers ret til at komme til orde.

For præcis 2 år siden skete en lignende forbrydelse i Paris.

3 kurdiske kvinder – Sakine, Fidan og Leyla – blev myrdet i det kurdiske informationscenter i Paris.

Hvad var disse kurdiske kvinders forbrydelse? Det var den samme som Charlie Hebdo's – at de brugte deres ytringsfrihed. Til at tale for det kurdiske folks rettigheder, til at tale for kvinders rettigheder og til at tale for et samfund uden undertrykkelse – for demokrati, ligestilling og mangfoldighed.

Deres brug af ytringsfriheden var der nogen, som ikke kunne tåle.

Kurderne har i årtier kæmpet for selvstændighed, frihed og retten til at ytre sig – på deres eget sprog.

Kobani har i 100 dage været symbol på frihedskampen midt i den forfærdelige krig i Syrien og Irak.

I mere end 100 dage har kurderne modstået belejringen fra Islamisk Stat og Tyrkiet. Kobani har ikke bare sat en stopper for Islamisk Stats fremgang. Kobani er også blevet et symbol på den spirende kurdiske enhed, som kan udgøre et alternativ til de reaktionære regimer og formørkede bevægelser i Mellemøsten.

Regimer og bevægelser, som de vestlige lande alt for længe har understøttet for at pleje egne interesser.

Det forstod Charlie Hebdo bedre end de fleste.

For kort tid siden skrev chefredaktøren, Stéphane Charbonnier, en kort tekst i anledning af Islamisk Stats angreb på Kobani.

Overskriften var "Kurderne forsvarer os alle" og lød sådan:

»Jeg er ikke kurder, jeg kender ikke noget kurdisk ord, og jeg vil ikke være i stand til at nævne navnet på en kurdisk forfatter. Kurdisk kultur er mig helt fremmed.
Ak ja! Men så skete det ... lad os spise kurdisk. I dag er jeg kurdisk. Jeg tænker kurdisk, jeg taler kurdisk, jeg synger og græder kurdisk. De belejrede kurdere i Syrien, er ikke bare kurdere. De er menneskeheden, som giver mørket modstand. De forsvarer deres liv, deres familier, deres land. Men om de kan lide det eller ej, er de det eneste bolværk mod Islamisk Stats fremgang. De forsvarer os ...... mod det mest barbariske gangstervælde. Hvordan kan den såkaldte koalition mod disse halshuggere være troværdig, når mange af koalitionens medlemmer, af vidt forskellige årsager, har delt (og til dels stadig deler) deres strategi, politik og økonomi? Imod kynisme og død står i dag det kurdiske folk.«

Charbonnier lever ikke længere, men kurderne kæmper videre – for den sag, som også er vores.

Vi skal ikke midt i afmagten over mordene i Paris glemme, at den vanvittige krig i Syrien og Irak har medført hundredetusinde civile døde – om mange, mange flere flygtede, der lige nu prøver at overleve i telte i snevejr i Tyrkiet, Libanon og Jordan.

Vi skal ikke midt i afmagten over mordene i Paris glemme, at tusinder i disse timer myrdes af den fanatiske Boko Haram-gruppe i det nordlige Nigeria. Det er langt væk. Det er vanvittigt. Det er mindst ligeså brutal som myrderierne i Paris.

Jeg erkender, at vi har lettere ved at forholde os til det, der er tæt på. Det, som kan føles som en direkte trussel mod os selv.

Men vi skal kunne rumme det hele.

Også grusomheden, der sker langt væk. Alle bliver nervøse i en tid som denne. Det er naturligt.

Det er naturligt at være i tvivl, når så grusomme ting sker.

Hvorfor sker det ? Hvad kan vi gøre imod det ?

Det må vi sammen diskutere.

Der er dog 2 ting, som jeg vil opfordre til, at vi ikke gør: Vi må ikke forfalde til at dæmonisere muslimer og lægge dem for had, fordi nogle vanvittige gennemfører så grusomme handlinger.

Og - vi må ikke forfalde til at råbe på mere politi og flere midler til efterretningstjenester. Eller endnu værre, - at der skal indføres nødret, så almindelig lovgivning kan sættes ud af kraft. Terrorhandlinger kan ikke bekæmpes med mere lukkede samfund eller mere overvågning.

Det er vi nødt til at sige højt – også til de danske politikere, der i disse timer peger på den slags løsninger.

Tak fordi I møder frem for at tage afstand fra den rå og kyniske terror. Vi skal tage afstand fra den, om den sker i Paris, i Syrien eller i Nigeria.

Tak fordi I møder frem i et forsvar for åbne samfund, demokrati, og ytringsfrihed.

Netop åbne samfund, demokratiet og ytringsfriheden – og ikke mindst solidaritet og sammenhold - er vores vigtigste våben mod kyniske og sorte kræfter.

Eller som Stoltenberg sagde det meget klart i 2011: Ondskab kan dræbe et menneske – men aldrig besejre et folk.

Tale holdt ved demonstrationen »For Charlie Hebdo - for sammenhold mod racisme og fanatisme« på Sankt Hans Torv i København, den 11. januar 2015, arrangeret af foreningen Demos. Christians Juhl er folketingsmedlem for Enhedslisten.

Se også links om angrebet på Charlie Hebdo på Modkraft Bibliotekets Tidslinje 7. januar 2015.