Andelstanken i kampen mod moderne fodbold

Idéen om at skabe en platform for tilhængerindflydelse i fodboldverdenen ses i flere lande. Det er ofte et modtræk til den stigende kommercialisering, og et udtryk for en vilje blandt fodboldfans til at støtte sin klub gennem kollektivt ejerskab.

Da FC Bayern München og Chelsea FC tørnede sammen lørdag den 19. maj i dette års Champions League-finale, så var det mere end et prestigefuldt opgør mellem to storklubber fra to af Europas sværvægterligaer.

Det var også en styrkeprøve mellem to vidt forskellige fodbold- og klubkulturer.

Bayern München er nemlig 82 pct. ejet af sine tilhængere, mens Chelsea er 100 pct. ejet af den russiske milliardær Roman Abramovich.

 Forskellen mellem de to finalister illustrerer samtidig en af forskellene mellem den tyske Bundesliga og den engelske Premier League. I Bundesligaen er det nemlig snarere reglen end undtagelsen, der bl.a. tæller Volkswagens Wolfsburg, at klubberne rent faktisk er klubber ejet og kontrolleret af medlemmer, mens de store engelske klubber i vid udstrækning er ejet af pengemænd.

Ganske vist kaldes engelsk divisionsfodbold under det engelske fodboldforbund for association football – foreningsfodbold, men hvor der nok er fodbold, så kniber det mere med foreningsdelen.

Dette års engelske mestre, Manchester City FC, er f.eks. 100 pct. ejet af Hans Højhed Sheikh Mansour Bin Zayed Al Nahyan fra De Forenede Arabiske Emirater, og har ligesom sin kollega fra Chelsea, spenderet et ikke ubetydeligt beløb på bl.a. nye, dyre spillere.

Betydningen af forskellen mellem klubfodbold med tilhængerindflydelse, og det kritikere kalder ’moderne fodbold’, kan bl.a. i England ses i stærkt stigende billetpriser, da pengemændene skal have afkast af deres investeringer.

Jyske forretningsmænd, indiske investorer og Per Bjerregaard

I den danske Superliga kan man både finde Bundesliga- og Premier League-lignende tilstande, selvom der selvfølgelig er markante forskelle mellem Danmark med 5 mio. indbyggere, og Tyskland med over 80 mio. indbyggere og Storbritannien med over 60 mio. indbyggere.

Hvis vi kigger på slutstillingen i Superligaen i sæsonen 11-12, FC Nordsjælland, FC København og FC Midtjylland, så er vi mest ovre i den engelske afdeling (og her sigtes ikke til fornavnet ’FC’).

FC Nordsjælland er ejet af forretningsmanden Allan K. Pedersen, FC København ejes af Parken Sport & Entertainment A/S, der desuden omfatter den kulturelle perle Lalandia, og hvor to jyske forretningsmænd tilsammen sidder på over 40 pct. af aktierne. I FC Midtjylland kontrollerer indiske Dempo 34 pct. af aktierne, og har to repræsentanter i bestyrelsen.

I den mere tyske hjemlige afdeling finder vi Brøndby IF, der er kontrolleret af klubbens amatører og Brøndbyernes Fodboldfond, der igen er kontrolleret af Brøndby IF A/S, og et par mindre grupper, bl.a. den lukkede gruppe ’Veteranerne’.

Ganske vist har Brøndby IF A/S en betydeligt antal aktionærer derudover, men selskabets aktier er inddelt i en A- og en B-klasse, hvor A-aktierne i stemmetal overtrumfer B-aktierne, der formentlig primært indehaves af tilhængere.

Selskabsoverbygningen i Brøndby er altså kontrolleret af klubben selv som værn mod overtagelse fra udefrakommende kapitalinteresser. Selvom der på ingen måde er tale om ét medlem/én tilhænger – én stemme, så er idéen bag konstruktionen på papiret tættere på Bayern München end på Chelsea FC. Men det er kun på papiret.

I virkelighedens verden er det nemlig ganske få mennesker omkring den nuværende bestyrelsesformand, og tidligere direktør og spiller i klubben, Per Bjerregaard, der via deres placering i de foreninger der kontrollerer A-aktierne, i realiteten suverænt styrer klubben.

Oprør på Vestegnen med internationale forbindeler

Paradoksalt nok er det derfor også i Brøndby, og ikke i Farum, på Østerbro eller i Herning/Ikast, at de største tilhængerprotester mod et ejerforhold i dansk fodbold har udspillet sig.

Efter en længere årrække med svigtende sportslige resultater, økonomisk tilbagegang og tilbagevendende uro, kulminerende med at halvdelen af bestyrelsen og den tredje direktør på få år, valgte at smække med døren i efteråret 2010, opstod en forening af B-aktionærer (dem uden indflydelse) med navnet Det Nye Brøndby (DNB).

DNB ønskede – og ønsker stadig - at reformere klubbens ejerstruktur, så de mange interessenter omkring klubben kan få indflydelse på klubbens udvikling, og indgik bl.a. et samarbejde med den britiske organisation Supporters Direct, der har som sit formål ’at fremme bærdedygtige tilskuer-sportsklubber, baseret på tilhængernes involvering og ’community’-ejerskab’.

Supporters Direct er samtidig bindeled med en lang række fanfonde og fanfond-styrede klubber, spredt udover hele Storbritannien.  Herunder AFC Wimbledon der er en såkaldt fønix-klub, der er tilhængeres videreførsel af det oprindelig Wimbledon FC, hvis ejer i 2002 flyttede gav klubben nyt navn og flyttede klubben knap 100 km. Væk.

FC United of Manchester er også med i netværket Supporters Direct, og er også en slags fønix-klub. Den er stiftet af tilhængere af Manchester United i protest mod den amerikanske forretningsmand Malcolm Glazers kontrol med denne.  

Supporters Direct tæller såmænd også Manchester United Supporters Trust, der ligesom FC United er stiftet i protest mod Glazers indflydelse i Manchester United. Blot har de i stedet for at stifte en ny klub, valgt at rejse penge i fællesskab til at købe sig indflydelse i klubben.

Supporters Direct benytter i øvrigt top level domænet .coop, og den kooperative idé – eller på dansk andelstanken – er bærende i foreningens visioner for fremtidens fodboldklubber.

 I 2011 tog DNB sammen med klubbens officielle fanklub, Brøndby Support, og stemningsgruppen Alpha, initiativ til kampagnen ’En Stemme Til Alle’, der har som formål at skabe opbakning til visionen om et mere demokratisk Brøndby IF.

I løbet af 2011 og foråret 2012 har kampagnen manifesteret sig i form af bannere, flyers og flag på og omkring Brøndby Stadion.

Klubbens ledelse ved bestyrelsesformand Per Bjerregaard har hidtil pligtskyldigt indgået i afmålt dialog, men har samtidig blankt afvist at afgive magt til hverken B-aktionærer, tilhængere eller andre af klubbens interessenter.

I løbet af dette forår har det billede dog pludseligt ændret sig: Uden forudgående varsel meddelte klubben i februar måned, at de to fanklubber Brøndby Support og 100-mandsklubben vil blive tilbudt pladser i en udvidet bestyrelse for Fodboldfonden, der stemmemæssigt er den tunge spiller i Brøndby IF A/S.

Omtrent samtidig hermed fik støtteforeningen Forældre-BIF lov til at erhverve et mindre antal A-aktier.

I forlængelse af denne pludselige åbning for forandringer tog kampagnen En Stemme Til Alle initiativ til en online undersøgelse af opbakningen blandt tilhængerne, til etableringen af en fanfond i regi af Brøndby Support. Fonden skal have som formål at indsamle midler for på sigt at opkøbe A-aktier, og dermed konsolidere tilhængernes indflydelse i klubben og selskabsoverbygningen.

1500 deltog i undersøgelse, og 1400 svar var brugbare. 81 pct. var positive overfor idéen om at skillinge sammen il at købe sin indflydelse i fællesskab.

Udvikling i den gale retning

Trods den store positive opbakning blandt klubbens tilhængere, så er der formentlig langt igen, før Brøndby IF evt. nærmer sig noget der minder om en tilhængerkontrolleret andels-klub. Der er da også mindre synlige kræfter blandt klubbens interessenter, der ønsker for at klubben skal åbne sig for markedet, og dermed potentielt set udefrakommende investorer, ganske som de fleste andre Superliga-klubber.

Selvom Brøndby IF qua sin særegne ejerstruktur ikke er den mest indlysende eksponent for fænomenet ’moderne fodbold’, så kan man håbe, at oprøret blandt tilhængerne på den københavnske Vestegn, især hvis det lykkes at opnå indflydelse, kan inspirere tilhængere af andre klubber til at forsøge at bremse udviklingen i retning af at fodboldklubberne bliver investeringsobjekter og/eller legetøj for pengemænd, mens tilhængerne bliver reduceret til rene forbrugere.

Som udviklingen ser ud nu, på trods af den grøde som de nævnte eksempler repræsenterer, og som kan anes hist og pist, så bevæger fodbolden sig støt og roligt væk fra forenings- og andelstanken, og i retning af at øget kommercialisering af investeringer, der skal give afkast.

Nå ja, og for at slutte hvor vi startede. Champions League-finalen endte som bekendt med en sejr til Abramovichs legetøj Chelsea, og et nederlag for klubfodbolden. Til gengæld endte foreningsklubberne – og semifinalisterne - fra Real Madrid og FC Barcelona på henholdsvis 1.- og 2.-pladsen i den bedste spanske række.

Læs "Protest: Kampen mod moderne fodbold vinder frem i Europa" i Politiken.