Alternativ søges

»- Jeg har fundet noget her, som jeg ikke kunne finde i de andre partier. Fundet noget nyt. Det giver mig svar på nogle af de ting, som jeg synes, der mangler i politikken. Jeg synes miljøpolitikken mangler at blive taget seriøst. Derfor har jeg valgt at gå ind i det. Og så tror jeg, at jeg lider lidt af en mistillid til politikere, den her politikerlede, og det er nok egentlig det, der har drevet mig. Her skete der noget nyt, noget anderledes end der plejer, og så er det fantastisk at være med til at lave sådanne ting«.

Sådan begrundede en ung aalborgenser til DR2 (2. juni kl. 18), hvorfor han havde valgt at slutte op om Alternativet.

Citatet indeholder de tre elementer, som det ny partis opbakning bygger på, nemlig ønsket om en bæredygtig udvikling, en afstandtagen til politikernes fremtræden samt ønsket om selv at deltage.

At politikerne ærligt adresserer reelle problemstillinger og levner plads for, at befolkningen kan deltage i løsningen heraf, synes således at være kvintessensen for støtten til partiet og for dets pæne fremgang i meningsmålingerne med over tre procent i skrivende stund.

Tilgangen til Alternativet indikerer, at nogle af de samme opfattelser kan findes i et bredere udsnit af vælgerne, ikke mindst blandt vælgerne til venstre for midten.

Ifølge en opinionsundersøgelse kommer 33 procent af Alternativets vælgere fra De Radikale, mens hele 47 procent kommer fra Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten (DR2, 3. juni kl. 17).

Det er derfor nærliggende at se Alternativet som en reaktion på den røde bloks opgivelse af visioner til fordel for regnearkspolitik. De bristede forhåbninger oven på regeringsskiftet i 2011 har skabt rum i vælgermassen til en reaktion herpå, som SF og Enhedslisten - modsat tidligere - ikke denne gang har kunnet samle op, fordi de to partier opfattes som en del af projektet ’rød blok’.

I skrivende stund afhænger et flertal for blokken i det kommende Folketing af, om Alternativet bliver valgt ind. Sker det ikke, er det så godt som sikkert, at Lars Løkke igen bliver statsminister.

Som et led i det taktiske spil har partiet derfor hidtil kunnet undgå de værste bredsider fra De Radikale og Socialdemokratiet.

Uanset hvem der konstituerer partiets rygrad på omkring 2.000 medlemmer, om det fortrinsvis er iværksættere, reklamefolk, studerende og unge gymnasieelever, må partiets politik opfattes som en fortolkning af nogle af de forhåbninger, som dele af vælgerkorpset havde ved SRSF-regeringens dannelse.

Det angreb på Alternativets politik, som på tidspunkt vil komme fra både de borgerlige og den nuværende regeringstop, vil derfor ikke udelukkende være møntet på partiet, men i det hele taget også på forestillingen om en alternativ politik og dermed på eventuelle dissidenter og oprørske strømninger i både Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten samt i fagbevægelsen.

Alternativets valgprogram er bygget op omkring fem temaer: en seriøs grøn omstilling, en seriøs social omstilling, en seriøs økonomisk omstilling, stærkere iværksætter kultur samt endelig mindre stat og mere samfund.

Partiet insisterer i egen – og mange vælgeres – selvforståelse på, at politikerne må tage en samtale med befolkningen om virkelighedens store – de virkeligt store – problemer.

Et af de fem temaer omhandler arbejdsmarkedet: »En seriøs social omstilling – for livskvalitet og lighed. 30-timers arbejdsuge / Kontanthjælp uden mistillid / Lavere skat på laveste indkomster». En politik, der i hvert fald i overskriftsform, kunne være skrevet af den traditionelle politiske venstrefløj.

Og med god grund: den konstant høje arbejdsløshed og de hundredetusinder i den erhvervsduelige alder uden for arbejdsmarkedet har tidligere fået både den politiske og faglige venstrefløj til at stille krav om en fordeling af arbejdet; en diskussion der har været forsvundet i en række år, selv om behovet for at nedsætte arbejdet må siges at have været stigende i selv samme periode.

Alternativet argumenterer for en nedsættelse af arbejdstiden med udgangspunkt i den ny teknologi, som producerer en »jobløs vækst« samt i den stigende stress blandt de beskæftigede. Partiet vil sætte den ugentlige arbejdstid ned fra 37 timer i dag til 30 timer, indfaset over en 10-årig periode.

Partiet stiller desuden forslag om en timebankmodel, hvor folk, der arbejder meget, kan spare op til at holde fri eller gå på nedsat tid på et tidspunkt, hvor det passer bedre ind i familielivet.

Formålet med det hele: »Med nedsat arbejdstid kan vi dele arbejdet ud til flere mennesker. Det vil spare os for en masse menneskelige katastrofer […] Folk vil have mere tid til at være sammen med familien og mere tid til at gå op i de personlige og nære ting. Det der for alvor giver kvalitet i livet. Det vil betyde øget livskvalitet samt en besparelse i forhold til faldende sygefravær«. Således valgprogrammet.

Bedre kunne hverken venstrefløj eller fagbevægelse have argumenteret.

Frem for at tage et konkurrencestatsligt udgangspunkt og reducere lønmodtagerne til arbejdskraft og købekraft, som regeringen og de borgerlige gør, vælger Alternativet at tage udgangspunkt i respekten for menneskers faktisk levede dagligliv. Noget som partiet bør anerkendes for.

Kortere arbejdstid har traditionelt været et krav fra fagbevægelsen, som den flere gange også har været i stand til at kæmpe igennem.

I 1911 var den ugentlige arbejdstid i Danmark således 55 timer, i 1966 44 timer og fra 1991 har den været 37 timer.

Og en analyse baseret på 18 primært europæiske OECD-medlemslande peger på, at siden 1950 har en længere årlig arbejdstid haft en negativ effekt på timeproduktiviteten.

Når arbejdstimerne oversteg en tærskel på 1.925 timer var der næsten en procents fald i produktiviteten for hver procents stigning i arbejdstimerne. (’In defence of Europe’s long holidays’ af Sarah Gordon, Financial Times 3. Juni 2015.)

Alternativets programpunkt om nedsættelse af arbejdstiden er altså ikke varm luft, men kan begrundes ud fra både historiske erfaringer og samfundsøkonomiske argumenter.

Der er således al mulig grund for fagbevægelse og venstrefløj til at opfatte partiets fokus på arbejdstidsspørgsmålet og andre centrale politiske spørgsmål som et vindue, der åbnes på klem, og som også giver andre mulighed for at diskutere længe oversete, men ikke mindre påtrængende problemstillinger.

Og det er også nødvendigt, hvis de opstillede mål skal have en chance, som vi skal se nedenfor.

Alternativet vil finansiere arbejdsnedsættelsen gennem konvertering af lønstigninger til nedsat tid. Lavtlønnede skal desuden kompenseres gennem sænkning af skatten på arbejde.

Og endelig vil samfundet spare mange penge, når der kommer færre stressrelaterede følger i form af sygefravær, hospitalsindlæggelser, udgifter til førtidspension etc.

Selvfølgelig melder der sig på denne baggrund helt berettiget en række spørgsmål til eksempelvis finansieringen og den praktiske gennemførelse, som Alternativet ikke umiddelbart svarer på.

De mange ubesvarede spørgsmål kunne tilgives det nystartede parti, hvis det ikke var fordi, at partiet overhovedet ingen strategi har for at opnå sine målsætninger - ud over at lade sig vælge til Folketinget, stille forslagene og håbe på de andres gode viljer.

Der er altså ikke tale om tilfældige huller i argumentationen, men derimod konsekvent om fraværet af en plan.

På mange måder bliver Alternativet således en negation af regeringen. Hvor regeringen og Socialdemokraterne lukker øjnene for befolkningens liv, lukker Alternativet øjnene for systemets magt.

Hvor regeringen og Socialdemokraterne fokuserer på de forhåndenværende midler, fokuserer Alternativet på de fjerne mål.

Og hvor regeringen og Socialdemokratiet ikke kan begejstre, kan Alternativet ikke andet.

Alternativet ender således med at fremstå som et parti af mål uden midler. Det er en partipolitisk pendant til ’Occupy Wall Street’, Tahrir-pladsen i Kairo og Taksim-pladsen i Istanbul: et mødested for en utilfredshed med politikerne og det politiske system, hvor man rejser helt relevante problemstillinger og godhjertede forslag til løsninger, men hvor også strategien er ligeså fraværende, som naiviteten er nærværende.

Politik er ikke alene at sætte mål op for fremtiden, men måske i endnu højere grad også at kunne rulle en vej ud, ad hvilken vi kan bevæge os, herfra hvor vi står frem mod målet.

Men det formår Alternativet ikke, ej heller at analysere det samfund og den situation vi står i, hvilket er nødvendigt for præcist at kunne vurdere, hvad der bør gøres. (Selv om det er sympatisk, er det helt utilstrækkeligt blot at konstatere, at »Danmark står over for tre alvorlige kriser: Klima-, empati- og systemkrisen«.)

Vi lever i et kapitalistisk samfund, hvor profitten er målet for produktionen. Ønsker vi at handle på tværs af denne prioritering, er det derfor ikke nok at sætte de gode ideer til debat i Folketingssalen. De må funderes på en social kraft, som er tilstrækkelig stærk til at blokere for profitmotivet og markedslogikken.

Historisk er nedsættelse af arbejdstiden og etablering af den sociale sikring i form af dagpenge, pension osv. eksempler på dette, idet kravene blev båret frem af en aktiv arbejderbevægelse.

Alternativet mangler dog perspektivet om et sådant link mellem politikken og et samfundsmæssigt handlende subjekt som arbejderbevægelsen.

Men kombinationen af en udenomsparlamentarisk opbakning i form af folkelige alliancer og en politik for at blokere profitproduktionen er helt nødvendig, hvis ikke partiets politik skal omdannes til en dynamo for kapitalakkumulationen og dermed forøge de problemer, som partiet har sat sig for at løse.

Et par eksempler:

Selve formålet med den private produktion er en øget indtjening. Resultatet af fx et optimeret energi- og ressourceforbrug vil ergo blive brugt til at styrke dette formål. Jf. Jevons læresætning vil nye effektiviseringsmetoder derfor føre til en stigning i produktion og forbrug – stik modsat Alternativets hensigt (se http://goo.gl/80xaQ2).

Flere grønne afgifter vil ikke nødvendigvis fører til en bevægelse væk fra den eksisterende produktion og forbrug. Således har høj skat på benzin eksempelvist ikke ført til overgang fra privatbilisme til kollektive transportmidler.

I stedet bæres de forøgede udgifter af forbrugerne, der så må skære ned andre steder. Resultatet kan blive, at problemet fortsætter, mens uligheden øges – modsat hvad partiet ønsker.

Fraværet af en analyse af det kapitalistiske samfund og en adækvat strategi gør, at Alternativets forslag risikerer at vende tilbage som politiske boomeranger og kompromittere de gode hensigter.

Skal de bedste af partiets forslag have en gang på jord, må de derfor – under hensyntagen til det kapitalistiske samfunds karakter - revitaliseres, af venstrefløjen og fagbevægelsen i fællesskab på basis af en folkelig opbakning.

Klaus Krogsbæk er medlem af redaktionen på internettidsskriftet Kritisk Debat, hvor artiklen også bringes som en mandagskommentar den 8. juni 2015.