Annonce

venstrefløjstræf
15. november 2012 - 15:23

Alexis Tsipras melder afbud

Lederen af det græske venstrefløjsparti SYRIZA, Alexis Tsipras, er blevet hindret i københavnerbesøg i weekenden. Rådgiveren Yiannis Bournous indtager i stedet hans plads i debatmøde med spanske og franske repræsentanter for venstrefløjssamarbejdet European Left.

»Vi må desværre meddele, at Alexis Tsipras har måttet aflyse sit besøg i København på grund af den tilspidsede situation i Grækenland,« skriver administratorerne af en Facebookside, der reklamerer for et Enhedslistemøde om og med venstrefløjen i Grækenland, Spanien og Frankrig.

Alexis Tsipras er blevet kendt som en karismatisk leder af venstrefløjspartiet SYRIZA, der ved et parlamentsvalg i juni var meget tæt på at blive landets største - og dermed tippe den parlamentariske situation væk fra en sparekurs dikteret af EU, IMF og Verdensbanken.

SYRIZA stillede blandt andet op på et valgprogram om at sige nej til EU's sparediktater, nationalisering af banker og 75 procents beskatning af alle indkomster over 5 millioner euro årligt.

Tsipras skulle have deltaget i et møde om venstrefløjen og krisen i Sydeuropa, der er arrangeret af Enhedslisten. Han bliver nu erstattet af Yiannis Bournous, der er rådgiver for Tsipras, medlem af SYRIZAs ledelse og ledelsen af venstrefløjssamarbejdet i European Left.

Foruden Yiannis Bournous deltager også to fremtrædende repræsentanter fra den spanske og franske venstrefløj: Fra det spanske venstrefløjsparti, Isquerda Unida, deltager Maite Mola og fra det franske kommunistparti, Parti Communiste Francais,  Pierre Laurent. Maite Mola og Piere Laurent er henholdsvis næstformand og formand i European Left.

Enhedslisten har meddelt at alle pladser til mødet er blevet reserveret.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce