Annonce

Fællesmødet har talt
7. marts 2013 - 15:49

Aktivister opgiver at købe Bolsjefabrikken

Jagten på penge og udsigten til bureaukrati ødelægger kreativiteten, mener brugerne af Bolsjefabrikken, som har besluttet at stoppe indsamling, der skulle finansiere køb af fristedet på Lærkevej.

Brugerne af det alternative kulturhus Bolsjefabrikken har på et fællesmøde besluttet at opgive at indsamle fem millioner kroner til at købe den gamle fabriksbygning og tilhørende grund, som siden 2008 har fungeret som et socialt, kulturelt og politisk fristed på Lærkevej i det københavnske nordvest kvarter.

Beslutningen er truffet i konsensus efter lange diskussioner på hele tre stormøder og kommer efter en dialog med byens andre fristeder om konsekvenserne af og erfaringerne med »normalisering« via ejerskab og fonde.

– Den konstante jagt på penge og udsigten til en masse bureaukrati mener vi ikke er foreneligt med den kreativitet, som Bolsjefabrikken gerne vil rumme og værne om, fortæller aktivisten Djawed Kimouche til Modkraft.

Grunden på Lærkevej er ejet af VVS-firmaet CG Entreprice A/S, som brugerne af Bolsjefabrikken fortsat har en god dialog med, og at man har tænkt sig at forlade stedet uden brug af militans i forbindelse med et eventuelt salg, siger aktivisten.

Pengejagt dræner energien

I en meddelelse til offentligheden skriver aktivisterne fra Lærkevej, at der igennem det seneste halve år har bredt sig en tvivl om det fornuftige i at købe stedet.

Bolsjefabrikken startede i 2011 kampagnen »Muliggør«, hvor sympatisører og brugere kunne købe en »virtuel mursten« for 100 kroner eller blot give et økonomisk bidrag.

Læs artiklen »Bolsjefabrikken: Bliv medejer af dit fristed« hos Modkraft.

Det er indtil videre lykkedes at indsamle omkring 250.000 kroner – men kampagnen har været opslidende, og mødet med aktivister fra andre fristeder på konferencen »Frihedsværdien – fra anarki til reformisme?« i november sidste år fik for alvor debatten til bryde ud i lys lue.

Læs artiklen »Fristeder kigger hinanden i øjnene« hos Modkraft.

»Det stod ret klart, at vi blomstrede mere op, når vi diskuterede andet end penge og ejendomsret, at vi var langt mere begejstrede, når snakken kom ind på alternative og kreative løsninger. Det kan virke helt forbløffende, at vi ikke havde bidt mærke i, at tilgangen med at skaffe penge var stik modsat det, vi i det hele taget var samlet om,« skriver aktivisterne og fortsætter:  

»At det at skaffe penge ikke på nogen måde er vores lidenskab eller målsætning, men paradoksalt nok er endnu mere dræbende end ikke at kunne lave tidskrævende forbedringer og usikkerheden omkring ikke at have et sted at være i morgen. Men vi kan simpelthen ikke gå med på det kompromis, som det vil indebære at fortsætte kampagnen.«

De indsamlede penge er blevet sat ind på en konto i en bæredygtig bank, og her vil de blive stående, indtil der er en afklaring på situationen på Lærkevej.

I tilfælde af en rydning vil midlerne blive brugt på projekter, som minder om Bolsjefabrikken.

Læs hele udtalelsen fra Bolsjefabrikken på Lærkevej her.

Byens anden Bolsjefabrik – den på Ragnhildgade – er ejet af Københavns Kommune og har indtil videre en kontrakt frem til udgangen af 2014.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce