Trods »intens« eftersøgning befinder to aktivister, der tirsdag morgen trængte ind på atomkraftværket Forsmark, sig fortsat inde på grunden. Dybt bekymrende for sikkerheden, siger Kristian Jessen fra Greenpeace Danmark.
28 timer. Så lang tid skulle der gå, før fire Greenpeace-aktivister blev opdaget af sikkerhedsfolk på det svenske atomkraftværk, Ringhals. Aktivisterne sad på et tag lige ved reaktorbygningen. Det skete selv om der blev indsat hunde og helikoptere i eftersøgningen af aktivisterne, fortæller Greenpeace Danmark til Modkraft.
– Vi er meget overraskede og bekymrede over, at de fire aktivister har kunnet gemme sig så længe på atomkraftværket. Alligevel lykkedes det dem fortsat at gemme sig på taget ind til i morges, siger Kristian Jessen fra Greenpeace.
To aktivister befinder sig fortsat på et andet svensk atomkraftværk, Forsmark, som led i samme aktion. Den blev indledt tirsdag morgen kl. 8.30, hvor 70 aktivister, heraf 14 danske, trængte ind på de to svenske atomkraftværker.
- Vi har oven i købet været nød til at udsende en meddelelse om, at de to aktivister fortsat befinder sig på værket, siger Kristian Jessen.
Sukker i ligefrem efter at de bliver fundet?
– Nej, sukker gør vi nok ikke. Men det giver anledning til at påpege den elendige sikkerhed, der er på atomkraftværkerne. Aktivisterne er naturligvis blevet udstyret med en madpakke og tykt tøj, men nu er der jo også gået overraskende lang tid, uden at de er fundet, siger Kristian Jessen.
Læs også artiklen »Greenpeace trænger ind på svenske atomkraftværker« på Modkraft.
Aktivisterne har under aktionen løbende tweetet og skrevet blogs fra deres skjulesteder.
»Jeg sidder i nærheden af den store reaktor. Vi er kravlet over sikkerhedsbarriererne og er nu omkring 75 meter fra den store reaktorbygning«, skrev Greenpeace-aktivisten, Isadora Wronski, blandt andet på sin blog tidlig onsdag morgen, inden hun og tre andre blev fundet på Ringhals.
Greenpeaceaktionen blev iværksat i forlængelse af en større EU-rapport, der i særdeles hårde vendinger kritiserer sikkerhedsforholdene på de europæiske atomkraftværker, herunder de svenske.
Den svenske miljøminister, Lena Ek, er ifølge Greenpeace kommet i stærk modvind i de svenske medier efter Greenpeace-aktionerne mod de nedslidte og forældede atomkraftværker. Hun har nu bebudet iværksættelse af en tilbundsgående undersøgelse af sikkerhedsforholdene, som kritiseres af både EU og Greenpeace.
Se billeder og video af aktioner og aktivister her
Læs Greenpeacerapport om forholdene på de svenske atomkraftværker her
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96