Adoptionskritik og migration

Et barn bliver flyttet fra det land, som det er født i. For derefter at vokse op og blive boende i det land og den familie, som det er flyttet til – måske suppleret af enkelte ferierejser tilbage til afsenderlandet, når den transnationalt adopterede er blevet voksen.

Sådan er adoption blevet tænkt og praktiseret siden 2. verdenskrig, hvor transnational adoption har flyttet op mod en million børn, primært fra det globale syd til hvide familier i det globale nord.

Men nogle voksne adopterede re-migrerer og bosætter sig – i afgrænsede perioder eller permanent – i de lande, som de er blevet flyttet fra, og det udfordrer hele tankegangen omkring transnational adoption som en afsluttet migrationsproces, der starter ved punkt A og finder sin afslutning ved punkt B.

Re-migrationen har også stor betydning for de kritikker, som i disse år retter sig mod det transnationale adoptionssystem og den globale ulighed, som systemet hviler på. Først og fremmest fordi re-migrationen har givet transnationalt adopterede mulighed for at opnå større og mere kritisk indsigt i, hvordan adoption praktiseres i både aftager- og afsenderlande, og fordi den åbner op for nye former for transnational vidensudveksling og politisk organisering.

Læs artiklen "Hvad betyder et navn?".

Læs temaet "Adoptionskritik".