Foreningen bag Mejlgade For Mangfoldighed indkalder til åben generalforsamling og søger nye samarbejdspartnere efter, at sikkerhedskrav fra Aarhus Kommune har spændt ben for afholdelse af den populære og progressive gadefest i år.
Kort tid før gadefesten Mejlgade For Mangfoldighed skulle afholdes i Aarhus for niende år i træk lørdag den 13. september er arrangementet blevet aflyst.
Det sker på grund af en række nye sikkerhedskrav fra Aarhus Kommune, brandvæsen og politi i forbindelse med afvikling af festen, der forventes at samle op mod 30.000 mennesker, som arrangørerne ikke kan honorere.
– Mejlgade For Mangfoldighed havde mandag morgen den 25. august møde med repræsentanter fra Aarhus Brandvæsen, Østjyllands Politi og Aarhus Kommune og blev pålagt en uventet og omfattende omlægning af sikkerhedsproceduren, skriver arrangørerne på deres hjemmeside.
– Foreningen (bag festivalen, red.) kan på nuværende tidspunkt ikke løfte opgaven med så kort varsel, lyder det videre.
Besøg Mejlgade For Mangfoldigheds hjemmeside her.
Aflysningen af årets Mejlgade For Mangfoldighed har udløst en ramaskrig på de sociale medier, hvor mange ærgret og undrer sig over, at endagsfestivalen aflyses med så kort varsel.
Reaktionen skyldes formentlig, at modsat andre af byens mere etablerede festivaler, så bygger Mejlgade For Mangfoldighed udelukkende på frivillig arbejdskraft og har tråde ud til store dele af byens kreative miljøer.
Festen blev første gang afholdt i 2005, som en modreaktion på den række racistisk motiverede hærværks- og voldsepisoder i gaden, og voksede fra 2008 og frem til at blive en egentlig festival for hele byen.
Konceptet involverer i dag således også hundredevis af lokale fra både forenings- og erhvervslivet, der ønsker at støtte budskabet om mangfoldighed og hylde byens ’alternative’ gade.
Gadefesten er traditionelt blevet afholdt i maj måned, men blev i år flyttet frem til september, så man kunne søge kulturmidler til arrangementet, som en del af optakten til begivenheden Aarhus Kulturby 2017.
Læs artilken »Fest for mangfoldighed holder flyttedag« hos Århus Stiftidende
Læs artiklen »Tusindvis fejrede mangfoldighed i Aarhus« hos Modkraft.
I sidste måned fik foreningen bag festivalen egne lokaler i byens havneområde, som en del af det nye projekt »Kulturhus for Unge«, og modtager årligt 70.000 kroner fra kommunens kulturpulje.
Læs mere om projektet Kulturhus for Unge her.
I kulturhuset har mellem 10 og 15 personer deres daglige gang i foreningens lokaler, og ifølge sekretariatschef Jens Fick, så vil man ikke ligge på den lade side trods aflysningen.
– De nye skærpede krav til at håndtere sikkerhed skal vi finde en løsning på både logistisk, menneskeligt og økonomisk. Derfor vi vil benytte dette pusterum til at gå i dialog med og få sparring fra nye samarbejdspartnere, der har erfaring med store festivaler, fortæller Jens Fick til Modkraft.
Han ønsker ikke at gå i detaljer med hvilke konkrete beredskabskrav, som foreningen er blevet præsenteret for.
Det skyldes hensynet til at holde en »god tone« i forbindelse med det fremadrettede samarbejde med myndighederne, som han formulerer det.
Men Jens Fick fortæller, at det blandt andet drejer sig om, hvordan man forholder sig til eventuelle krisesituationer, når der er tusindvis af mennesker samlet i den relativt smalle gade.
For at blive klar til at kunne holde en fest næste år og forklare sig overfor deres støtter indkalder Mejlgade For Mangfoldighed til en åben ekstraordinær generalforsamling i deres lokaler den 24. september.
Arrangørerne ønsker nemlig ikke at flytte arrangementet til et andet sted, hvor det er nemmere at leve op til sikkerhedskravene.
– Nej, det er en afgørende del af vores grundlag og historie, at festivalen skal være i gaden, da initiativet udspringer af en protest over de overfald, der fandt sted tilbage 2005. Vi mener fortsat at det er vigtigt, sende et signal om at det finder vi os ikke i. Vi ønsker mangfoldighed og siger nej til racisme, lyder det fra Jens Fick.
Efter de mange reaktioner fra skuffede festivalgæster har Mejlgade For Mangfoldighed dog besluttet, at holde en ’mindre erstatningsfest’ udenfor gaden.
Den finder sted lørdag den 13. september i Filmby Aarhus, hvor der vil være tre scener med en live-musik »dedikeret til Mejlgade og mangfoldigheden« og »Mejlgade-ånden«.
Læs om arrangementet »Vi tager festen tilbage« på facebook.
Læs artiklen »Holder erstatningsfest« hos Århus Stiftstidende.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96