30. marts 2012 - 12:55

Aarhus holder vejret

5000 mennesker har fundet vej til Aarhus centrum for at slå et slag for mangfoldighed og protestere mod højreekstremister. Også folketingsmedlemmer fra venstrefløjen bakker op. Medier og politi forbereder sig på ballade.

Op mod 4.000 mennesker forventes at deltage i lørdagens demonstration i Aarhus i protest mod English Defence League og deres antimuslimske støtter fra flere europæiske lande.

Fra København ankommer hele ni busser med i alt mindst 400 passagerer, ligesom en lang række mindre jyske byer sørger for fælles afgang til Aarhus.     

Det oplyser initiativtagerne til demonstrationen Aarhus for Mangfoldighed, som anbefales af hele 32 partier, organisationer og foreninger.

– Vi er enormt glade for opbakningen. Jeg tror det skyldes, at vores krav om demokrati, mangfoldighed og tolerance er noget, som alle danskere og europæere støtter, fortæller Per Jensen fra arrangørgruppen til Modkraft.

Han tilføjer, at der også kommer folk fra fagforeninger og venstrefløjsgrupper fra Norge, Sverige og England til byen. 

Folketingspolitikere: Duk op

Også fra Folketinget lyder er en opfordring til at dukke op til lørdagens anti-racistiske arrangement.

– Tolerance og mangfoldighed er fundamentet og udgangspunktet for livet i Aarhus. I smilets by er der plads til alle undtagen de højreekstreme kræfter, der i disse år forsøger at skabe splid og hadsk stemning. Jeg opfordrer alle til at stå skulder ved skulder i fredelig afvisning af intolerancen og forsvaret for byens værdier på lørdag, siger Jens Joel fra Socialdemokraterne.

Han får opbakning fra Jonas Dahl (SF) og Per Clausen (Enhedslisten), der også sidder i Folketinget. 

– Jeg synes, det er meget vigtigt, at denne demonstration bliver en stor, markant og fredelig markering af århusianernes afstandtagen fra det ekstreme højre, som desværre har været et alt for tydeligt element i Aarhus. Jeg opfordrer alle til at møde op på Rådhuspladsen i Aarhus, udtaler Per Clausen.

Følg med live

Aarhus for Mangfoldighed begynder klokken 13:00 på Rådhuspladsen, hvor der er flere talere.

Herefter bevæger man sig ud på en længere rute for til sidst at ende på Bispetorv i midtbyen.

Læs artiklen »Ny og længere rute til moddemonstration« hos Aarhus Stiftstidende.

Hvis man ikke selv skal deltage i demonstrationen, så er der rig mulighed for at følge med minut for minut hjemme foran tv'et og computeren.

TV2 Østjylland sender hele dagen fra både venstre- og højrefløjens demonstration.

Læs artiklen »Følg Aarhus-demoer direkte« hos TV2 Østjylland.

Derudover opdaterer hjemmesiden ProjektAntifa live om dagens begivenheder på både web og Twitter.

Læs artiklen »Liveupdate 31. marts« hos ProjektAntifa.

Allerede nu har de lokale medier en intens dækning af begivenheden.

Det skyldes, at erhvervsdrivende og almindelige borgere har udtrykt bekymring for udsigten til uroligheder, når højreekstremister fra hele Europa går på gaden. 

Se tv-indslag »Naboer frygter demo« hos TV2 Østjylland.

Største indsats nogensinde

Også myndighederne forbereder sig på en ekstraordinær dag.

Angiveligt bliver lørdag den 31. marts den største indsats nogensinde for Østjyllands Politi, som får assistance fra andre politikredse samt efterretningstjenester i ind- og udland.

Begivenheden er af en sådan kaliber, at politifolk og forskere fra udlandet vil følge de lokale myndigheders fremgangsmåde på selve dagen.

– Vi forsøger at identificere, hvad der virker. Hvad der forebygger vold og samtidig beskytter demonstrationsfrihed. Det er en udfordring i hele Europa, og derfor vil vi se på de praktiske erfaringer og finde ud af, hvad der virker hensigtsmæssigt, forklarer professor på politiakademiet i Holland, Otto Adang, til DR P4.

Læs artiklen »Europa skal lære af Aarhus-politi« hos Aarhus Stiftstidende.

Læs artiklen »Højredemo bekymrer PET« hos Aarhus Stiftstidende.

Se også linkboxen på Modkraft.dk om »Fascisme & anti-fascisme« 

 

Annonce