»7/11« er trist blindgyde for poesien

Caspar Eric er, for dem som ikke kender ham, en del af det unge københavnske forfattermiljø, og 7/11 er hans første udgivelse fra et forlag.

Caspar Eric har været bannerfører for internetlitteraturens fremkomst i Danmark, og digtene i 7/11 indeholder meget materiale, han har udgivet på diverse blogs gennem de sidste par år. En række anmeldere har modtaget digtsamlingen positivt og rost den som et forfriskende bud på, hvordan det er at være ung i en storby med en smartphone ved sin side.

Denne anmeldelse vil være knap så positiv.  

Vi mener, at 7/11's primære værdi er som gravmæle over en særlig form for ironi og forfladigelse, der hørte til i 00'erne, og nu står som en trist blindgyde for poesien.

Ikke-hierakisk skrivestil

Et af de første digte, man støder på i 7/11, er *inventar*, som ganske simpelt er en liste over ting, der optræder i digtsamlingen:...

»drake
en person
fakta
facebook
faxe kondi
felix baumgartner
fredag
gauloises
gif-fil
girls«

Uanset om tingene på listen er apps, madvarer, ord eller celebrities, er det netop manglen på hierarki mellem tingene, der er pointen. Den eneste hierarkisering er den alfabetiske. Universet optræder på samme niveau som Macbook, som jeg, dig, vanilla coke og et åh.

Alt registreres i en lind strøm, der viser at alt tilsyneladende registreres uden at blive kategoriseret. Tilsyneladende, fordi det virker som om forfatteren gør sig umage med holde fast i sin ikke-hierarkiske skrivestrategi, samtidig med at han lader som om, at det er helt naturligt.

Det bliver utroværdigt i længden, selv på tekstens egne præmisser. Det vender vi tilbage til. Først skal vi blot konstatere det som en konsekvent strategi i digtene, som her:

»og jeg siger at jeg fik lyst til
at ha sex med dig lige før
da du sagde det med at du græd
og du siger tak
og jeg siger det også har
noget at gøre
med at du dufter
af gucci rush 2
at du ligesom justerede halsen
som når jomfruer blotter sig
for en vampyr
eller en narkoman
der reagere instinktivt
på gucci rush 2
og tilsidesætter al logik
ved duften af gucci rush 2"

Vi har en mærkevareparfume, på lige fod med vampyrromantik, på lige fod med et eks-parforhold. Enhver der var ung i 90'erne og 00'erne kan genkende den friske følelse af at sidestille tingene. At serier er ligeså meget værd som film, at det egentlig er ok at dyrke Britney, og at computerspil også er kunst. Det er så klart en vigtig pointe, at det ikke er mediet, der skal afgøre, hvad der er god, og hvad der er dårlig kunst. At popmusik også kan emanciperes indefra.

Denne skrivestrategi kan altså virke skabende, der er masser af idéer, og mange af dem er sjove. Men tempoet og udskiftningen af idéerne bliver anstrengende, og gentagelserne af mærkevareprodukter, samt en insisteren på internet-gimmicks, bliver enerverende.

Som når forfatteren henviser til sit liv som en actionforladt udgave af Hunger Games og understreger, det er en ulovlig downloadet film fra 2013 (hungergames (2013).avi). Det er så tydeligt effekter, der skal give en kontemporær vibe, og det holder hurtigt op med at være interessant. Alligevel bliver de fremført igen og igen.

Ømhed voldeligt demonteret

7/11 består dog ikke udelukkende af gimmicks og gentagelser.

Dér, hvor Caspar Eric rammer bedst, er dér, hvor det bliver mest sørgeligt. Når han selv understreger, hvor trist den ligegyldighed, han skriver frem, er. Men hver gang, der er en form for ømhed på spil i et digt, bliver det kort efter voldeligt demonteret, som om han undskylder for sine følelser. Som i denne passage, en af de fineste og mest smertefulde i digtsamlingen:

»jeg ved ikke hvem det er
jeg prøver at narre
jeg er også bare træt
hvorfor må jeg ikke bare ligge her
i læ fra en metrostation under konstruktion
i en bunke af grus
med hovedet begravet i jord«

Dér gør det ondt, dér bliver det farligt, og man kan mærke forfatteren. Man når dog knapt nok at trække vejret, før fornemmelsen bliver skrevet til døde:

»uden at tænke på hvad der kommer til at ske
når alle metrobyggerierne er færdige
og bunkerne med grus som jeg kan sove eller pisse i forsvinder
udover at der bare kommer nye huller og nye bunker
som jeg kan ligge i i fremtiden
mens jeg drømmer om at forsvinde
sammen med alt gruset
og også selv blive til grus«

Meget af 7/11 føles som automatskrift, og dens drønnen derudaf bliver mest irriterende - eller skuffende - når det kommer lige efter noget, der rent faktisk har ramt én.

Ordet grus skal åbenbart bruges så mange gange, at den oprindelige klare følelse bliver knust. Og når der ikke er plads til mere tomgang, bliver tankelegene typisk taget til ekstremerne:

»eller blive bortført og gemt i en plastikpose
under dramatiske omstændigheder
i en container i en baggård
efter et bandeopgør
hvis nogen synes jeg var værd
at pløkke en kugle igennem
så at alle ville skrive hjertesymboler
i en dedikeret facebook gruppe
for at symbolisere at de ikke var ligeglade«

Det er en taktik man igen og igen ser i 7/11. Hver gang noget betyder noget, så bliver det betydningsfulde enten kørt ihjel af en drønnen derudaf, eller også taget til ekstremerne af selvbevidsthed og selvfremstillelse.

Det forekommer gammmeldags, og det kan nok så mange referencer til Hunger Games eller en uendelig strøm af hashtags ikke skjule.

Hver gang man kommer tæt på noget, man kan føle, som det er uden referencer eller selvbevidste regibemærkninger om facebook status updates, skal vi mindes om, at oplevelserne ikke nødvendigvis tages alvorligt af forfatteren selv. Hele tiden grines der selvbevidst i kulissen. Hver gang Caspar Eric når et ærligt sted, skal læseren provokeres med hans selviscenesættelse.

Som om der alligevel er et enkelt, uudtalt hierarki på spil: Dogmet om aldrig at stå på mål for noget som helst.

Desperation efter at provokere

Det er svært at se nogle veje ud med denne skrive stil. Jeg'et passer konstant på at have en bestemt maske på; den ironiske Facebook statusopdatering, og inde under masken har vi den unge lidende digter, der gerne vil føle noget.

Det kan fungere fremragende i litteratur og poesi, hvis man kan finde ud af at vægte balancen. Så bliver passager som »jeg ved ikke hvem // det er jeg prøver at narre« til en sandhed om et menneske, som det er lige dér. Men effekten er omvendt i 7/11.

Istedet for at hæve digtsamlingen bliver de følsomme passager druknet i Caspar Erics insisteren på at holde fast i masken og provokationen og gentagelserne. Den desperation efter at provokere ved at udstille sin foragt for alt, der kunne betyde noget, bliver ufrivilligt komisk i følgende passage:

»selvom jeg sikkert allerede har bidraget
til nogens død i fx afrika
via lange uafbrudte perioder
hvor jeg sidder og stener på internettet
hvilket er en skyld jeg sagtens kan acceptere
fordi jeg aldrig har været i afrika
og fordi det kan føles som et nødvendigt offer
når jeg ikke kan falde i søvn
og bliver nødt til at læse et ufatteligt antal random wikipedia-artikler
i et ikke særlig mørkt mørke«

Det er svært at vide, hvad man skal synes om hans ironiske pseudo-samvittighed. Der virker som om, der er en provokation på spil, der skal konfrontere en hyklerisk dimension i det vestlige overflodssamfund, vi lever i. Hvordan Afrika er en konstant bad reminder, der aflades gennem nødhjælpsindustrien, uden at man for alvor føler, man kan hjælpe ordentligt.

Man bliver bare fucking ligeglad i stedet. Det er ikke nødvendigvis dårligt at skrive om dén fornemmelse, der er dekadent og menneskelig på samme tid.

Men i 7/11 mærkes det mest af alt som en provokation, der skal chokere læseren ved sidestillingen af wikipedia med nogens død i Afrika.

Det kan lade sig gøre at skrive om den verden vi befinder os i

Vi startede med at skrive, at digtsamlingen står som gravmæle over en særlig form for ironi og forfladigelse, der hørte til i 00'erne, og nu står som en trist blindgyde for poesien. En blindgyde, fordi ironien og forfladigelsen gør det umuligt at udforske hyperiscenesættelsen i de sociale mediers verden.

Digtsamlingen giver ikke ny indsigt i forbrugerlivets kværnen af al mening til en grød af klichéer - eller endda klichéer på klichéer, det bliver bare trættende.

Er det virkelig det eneste, poesi i 10'erne kan sige om den form for tilværelse? Nej. Nye digtere som Daniel Dalgaard, Asta Olivia Nordenhof, Rasmus Halling Nielsen og Theis Ørntoft viser, at det kan lade sig gøre at skrive om den nye verden, vi befinder os i, på en måde, der kan mærkes, samtidig med at sproget bliver udfordret.

Men det kræver, at man står ved i det mindste noget af det man oplever for at kunne udforske dybden i det og have noget at sidestille ironien med.

Vi ville ønske at Caspar Eric også stod lidt mere ved sig selv, for bag sin ironiske blog-attitude gemmer der sig en mand med noget på hjerte.

Caspar Eric: 7/11. Forlaget Gyldendal

Ekstramateriale:

jeg prøver at skrive en anmeldelse af 7/11
selvom jeg ikke gider at skrive en anmeldelse af 7/11
for det er som om caspar eric
ikke rigtig selv gider at skrive 7/11
selvom han godt gider promovere 7/11
og massemedierne
godt vil være med til at promovere 7/11
fordi de føler at danmark
har brug for en ungdomsbog
der tager nyere pop og internetkultur til sig
der bruger amerikansk hiphop og porno
til at signalere en form for autencitet
men 7/11 gider bare ikke rigtigt
alt er bare
sygt irriterende og ugideligt
som namedropping af [ironisk halvcool brand/mærkevare/reklame]
og i det hele taget sådan en [kontemporær følelse af at være ung og blasert]
man får selv lyst til at
dropkicke caspar erics macbook
uppercutte hans dropbox konto op
til felix baumgartners ballon der måske
stadig hænger deroppe et sted som et
brugt kondom der endte oppe i en lampe et sted
hvor ingen kunne se det brugte kondom
så alle de små ubefrugtende
sædceller kan ligge deroppe
og kigge ned på hvor de
kom fra som små hip-hop
stjerner der kigger på deres gamle hoods som
de stadig tror de er en del af
selvom de aldrig kan blive
jenny from the block igen
på samme måde som
caspar eric aldrig kan blive
en lille hip-hop stjerne
men kun kan kigge på
hip-hop stjernerne på youtube og
senere på andre youtube videoer der er linket til
måske med nogle værter der snakker
lidt for hurtigt om noget de ikke rigtig ved noget om for
ligesom 7/11 (2014) af caspar eric
inkarnarerer de frafaldet af mening i livet
istedet for at beskrive det
#7/11 #stopdigselvcaspareric #vildungdom #hashtag #blasertesmarteungemennesker #denfårnulhjerter

Emil Bellamy Begtrup-Bright og Lauge Groes er begge tilflyttere i København.