50 teser om kapitalismen og muligheden for overskridelse af dens rammer

0

Da den industrielle kapitalisme først så dagens lys, var arbejderbevægelsens aktører overbeviste om, at modsætningerne mellem arbejde og kapital ville sønderflænge klassesamfundet, og at kommunismen ville indtage den historiske scene igennem sprækkerne.

1

Men i stedet trådte en 'negativ dialektik', hvor kapitalismens indre modsætninger blev fortrængt via politiske forhandlinger lokalt på arbejdspladserne og igennem fagforeninger og politiske partier på det samfundsmæssige plan - eller blev undertrykt med blodig repression.

2

Fascisme, socialdemokratisme, statssocialisme og liberalisme var i første halvdel af det 20. århundrede politiske svar på den kapitalistiske produktionsmodels iboende økonomiske modsætninger.

Alle fik del i den politiske kapital fra en overhængende og reel trussel om en kommunistisk revolution.

I sidste ende formåede ingen af dem at løse modsætningerne, og de mundede i stedet ud i repression af arbejderklassen og inter-imperialistiske krige.

3

Med De allieredes sejr i 2. Verdenskrig fulgte liberalismens og socialdemokratismens sejre i de kapitalistiske kernelande og statssocialismens sejr i store dele af periferien.

4

I kapitalismens kerne udviklede fagforeningerne sig til en grundpille for efterkrigstidens sociale kompromis, hvilket bragte 'middelklassevelstand' til store dele af arbejderklassen.

Som en del af kompromiset garanterede den kapitalistiske stat fagforeningernes ret til at eksistere, typisk i kraft af et sæt af arbejdslove. [I Danmark vandt man den ret allerede med trepartsforhandlinger i 1899, red.]

5

Det sociale kompromis’ konkrete udformning varierer fra land til land, men de overordnede konturer er altid de samme: våbenhvile og fortsat produktion til gengæld for loyalitet over for bourgeoisiets diktatur og kontrol over produktionsprocessen og eftergivenhed over for den transnationale kapitals udenrigspolitiske dekreter.

6

I kølvandet på 2. Verdenskrig udbredtes dette system til de tidligere aksemagter og områder besat af USA, og det dækkede hermed hele den ikke-socialistiske verden.

7

I den såkaldt socialistiske del af verden rasede klassekampen fortsat i de statsejede virksomheder, men imod statens bureaukrater i stedet for kapitalistiske chefer og på trods af en gennemgribende afkommercialisering.

8

Kapitalen bakkede primært op om det sociale kompromis for at stå bedre i kampen med den socialistiske bevægelse om arbejderklassens loyalitet og for at generere merværdi ved at skabe øget efterspørgsel på forbrugsgoder ved at sammenkæde øget produktivitet med stigninger i arbejdernes lønninger. »Keynesianisme« kaldtes det.

Det sociale kompromis havde også den effekt, at kapitalismen blev mere stabil i kernelandene, og at klassemodsætningerne blev fastfrosset, hvor de stod.

9

Fagforeningerne udviklede sig til bureaukratiske institutioner bemandet af en klasse af professionelle bureaukrater, der søgte at mægle klassekonflikten ved legalistiske midler – bakket op af en strejke i ny og næ.

Professionaliseringen og bureaukratiseringen af klassemodsætningerne førte til en afvæbning og desorientering af proletariatet, der ikke længere førte sine egne kampe.

10

Det sociale kompromis byggede på adskillige opdelinger inden for arbejderklassen: mellem lønarbejde (mænd) og ulønnet arbejde (kvinder), mellem højtlønnede zoner i kernen og lavtlønnede zoner i periferien, mellem den fagligt organiserede, industrielle sektor og den uorganiserede servicesektor – bemandet primært af unge og kvinder – mellem racialiserede arbejdere og hvide arbejdere samt mellem immigranter og indfødte.

11

Sidst i 1960'erne udfordrede de grupper, som følte sig udelukket fra det sociale kompromis, systemet på flere forskellige fronter. Det var med til at signalere, at det sociale kompromis var på vej ind i en krise.

Optøjer i amerikanske metropoler, vilde strejker, kvindernes indtog i arbejdsstyrken og krav om løn samt postkoloniale krav om højere priser for råvarer var alle tendenser, der var med til at lægge pres på det USA-centriske verdenssystem.

12

I midthalvfjerdserne bevirkede den stigende konkurrence fra de nu genopbyggede industrielle centre i Europa og Japan stigende energipriser og den vedblivende utilfredshed i den amerikanske arbejderklasse, at det amerikanske system fra efterkrigstiden blev mere og mere tyndslidt.

13

For at rette op på de faldende profitrater vendte kapitalen bunden i vejret på den keynesianske model.

I efterkrigstiden havde kapitalen forsøgt at vinde arbejdernes gunst via et organiseret arbejdsmarked og højtlønnede ansættelser i industrien, men nu satsede den i stedet på at få de perifere stater til at konkurrere indbyrdes om investeringskapital.

Hvor kapitalen tidligere måtte konkurrere om arbejdskraften gennem lønstigninger, konkurrerede staterne nu om kapital via lønsænkninger.

Et kapløb mod bunden var begyndt.

14

I den udviklede kapitalistiske kerne satsede kapitalen nu på at reducere omkostninger ved at outsource produktionen til periferien, kommercialisere sociale ydelser (privatisering) og gennem en forhandlingsstrategi, hvor arbejdernes interesse i at bevare deres arbejdspladser blev brugt som pressionsmiddel i et forsøg på at erodere fagforeningernes magt.

Lånte penge begyndte samtidig at udfylde den rolle, som stigende (men nu stagnerede) reallønninger tidligere besad, idet de muliggjorde realiseringen af merværdi via gældsfinansieret forbrug.

15

1980'erne og 1990'ernes arbejdskampe blev kendetegnet ved deres defensive karakter. Især i kernen manglede der strategisk fornyelse, og man klyngede sig til efterkrigstidens sociale kompromis.

Men flere årtiers samarbejdspolitik og en tiltagende bureaukratisering havde ukampdygtiggjort arbejderbevægelsens organisationer, og man stod forsvarsløse over for den besiddende klasses frontalangreb.

Arbejderbevægelsen manglede såvel evne som vilje til at igangsætte en universel modoffensiv og begyndte i stedet en lang tilbagetrækning.

16

Samme kapløb mod bunden tog i periferien form af spredningen af specielle told- og afgiftsfri zoner [Export Processing Zones, red.], som udelukkende producerede eksportvarer til de rige lande.

Det var med til at underminere tidligere udviklingsstrategier, hvor man satsede på primært at producere til sit hjemmemarked i stedet for at importere (Import substitution, red.).

De lave produktionsomkostninger i periferien underbød de høje lønninger i kernen, først og fremmest pga. forvredne valutakurser, som lod kapitalisterne købe enorme mængder af billig arbejdskraft i periferien og sælge produkterne af denne arbejdskraft med en astronomisk profitmargen i hjemlandene.

Profitkrisen i efterkrigstidens sociale kompromis havde fundet en geografisk løsning.

17

Amerikanske marionetstater har ført en næsten permanent kamp for at forkrøble og forhindre udbredelse af arbejderbevægelser i Det globale syd.

Mord på militante fagforeningsaktivister og donationer til samarbejdsvillige (»gule«) fagforeninger har været nogle af de primære værktøjer.

Den vold afstiver den kapitalistiske verdensorden i dag.

18

I starten af 1980'erne forsøgte USA at drive en kile ned igennem den socialistiske lejr ved at integrere Kina i det kapitalistiske verdenssystem.

Strategien blev drevet fremad ved at tillade amerikanske firmaer at flytte anseelige dele af deres produktion til særlige eksport-zoner i Kina, som til gengæld vandt mange arbejdspladser og langsomt bevægede sig væk fra Sovjetunionen.

19

Med Sovjetunionens kollaps og Kinas kapitalistiske reformer var alle systemiske alternativer fejet af banen, og illusionen om det liberale demokrati som sidste stop på historiens strækning vandt frem.

20

I fraværet af et konkurrerende verdenssystem gav kapitalen slip på sine bekymringer om politisk stabilitet og accelererede den omvending af det keynesianske system, som baserede sig på produktion og høje lønninger i kernen og udvikling gennem opbyggelig produktion til eget marked i periferien.

Omvæltningen førte til en generel annullering af efterkrigstidens sociale kompromis, hvor reallønninger – indhyllet i en fernis af gældsfinansieret forbrugerisme – stagnerede eller faldt i kernen og medførte en eksplosion af eksportorienteret produktion i periferien, tilvejebragt af neoliberale frihandelsaftaler og implementering af Verdenshandelsorganisationens politikker.

21

Kapitalens geografiske løsning på den profitkrise, der startede i 1970'erne, har nu medført en tendens til, at udbytningen i kernen og periferien stille og roligt udligner sig.

Mens reallønninger og velfærd er for nedadgående i kernen, er det lykkedes segmenter af arbejderklassen i periferien at tilrane sig en del af den kage, eksport-økonomien har skabt.

Opkomsten af en middelklasse i periferien spiller ind i kapitalens behov for at skabe markeder for forbrugsgoder uden for den traditionelle vestlige kerne. Det har dog ikke gjort middelklassens levestandard universel, men har erstattet den geografiske løsning med en ny.

Nye kerne-periferi-dikotomier er opstået mellem storbyernes pengestærke centre og deres banlieues, favelas, forstæder og oplande.

22

I kernen har den øgede udbytning medført forhold, som minder om tiden før 2. Verdenskrig, og nye bevægelser for social retfærdighed har set dagens lys og er taget til i styrke.

I periferien tilbyder kapitalen højnede levestandarder, men prisen er årelangt, beskidt, dødsensfarlig og monotont arbejde og omfattende økologisk destabilisering af lokale miljøer og planeten.

23

På trods af at objektive betingelser for en revolutionær arbejderbevægelse er til stede, har den subjektive vilje ikke organiseret sig til en politisk omvæltende kraft, hverken i kernen eller periferien.

24

Siden finanskrisen i 2007 er samfundets konfliktniveau eskaleret i en bred vifte ud over den kapitalistiske kerne på grund af neoliberale angreb på resterne af de nu tomme løfter fra efterkrigstidens sociale kompromis.

På trods af det har arbejderbevægelsens bortvisnen, grundlæggende transformationer af produktionssystemet og småborgerskabets kontrol med sociale bevægelser forkrøblet modstanden der, hvor den har den største vægt – på arbejdspladsen.

25

Massive mutationer i produktionssystemet virker til at have foregrebet modstandens genkomst på den kapitaliske kernes arbejdspladser. Navnligt skiftet fra ansættelse i produktionssektoren til serviceøkonomien.

I 1939 var forholdet mellem jobs i servicesektoren og jobs i fabriksproduktion 2,1 til 1. I 2015 var det 9,9 til 1. Et jordskred som fik arbejderklassen til at miste sit fodfæste og som den stadig ikke har genvundet balancen fra.

26

Den gradvise overgang fra fabriksproduktion til en serviceorienteret økonomi er forårsaget af iboende mekanismer i den kapitalistiske produktionsmodel.

Fra Marx's Grundrisse: »Forøgelsen af arbejdets produktivitet og den størst mulige negation af nødvendig arbejdskraft er kapitalens uafværgelige tendens … omdannelsen af produktionsmidlerne til maskiner er virkeliggørelsen af denne tendens«.

Kapitalismen har altså en tendens til at automatisere arbejdskraften – især som modsvar på arbejderkamp.

Fra Trontis Strategy of Refusal: »Kapitalen bruger arbejdernes antagonistiske kampvilje som en motor for sin egen udvikling.«

Keynesianismen er ikke længere et svar på disse tendenser. Med mindre løn uden arbejde (dvs. borgerløn, basisindkomst eller lign., red) kan gennemtvinges, vil kapitalens langsigtede svar på klassekamp fra neden være automatisering, outsourcing af produktionen og vækst i ansættelser inden for servicesektoren.

27

I grove træk medførte skiftet fra produktion til service en rumlig de-koncentration af arbejderklassen, fra store arbejdspladser til mindre, fra produktion til reproduktion, fra hårde til bløde brancher, maskulin til feminin, fuldtid til deltid, høje lønninger til lave lønninger, fra direkte tidsubegrænsede ansættelser til vikarbureauer og freelance-arbejde, fra det stabile til det prekære og fra det organiserede til det uorganiserede arbejde.

28

En bivirkning af decimeringen af den industrielle arbejderklasse er, at det subjekt, som både den amerikanske liberalisme, det socialdemokratiske Europa og den autoritære socialisme i østblokken baserede sig på, er ved at forsvinde.

For socialismen var den industrielle arbejderklasse kapitalens bøddel, for keynesianismens status-quo-forkæmpere repræsenterede den højtlønnede, fagligt organiserede arbejder den manglende brik i kapitalismens profit-puslespil (pga. den potentielt øgede købekraft og dermed øget udbud, red.).

Skiftet i produktionsformerne har altså frarøvet det 20. århundredes store ideologier deres hovedrolleindehaver. Profeterne har mistet deres folk, og forvirringen er sat ind både hos eliten og dens modstandere.

29

Med serviceindustriens frembrud er den industrielle arbejderklasse blevet erstattet af en post-industriel 'serviceklasse', bestående af fx kokke, tjenere og butiksassistenter i bunden, og lærere, sygeplejersker og programmører i toppen.

Det post-industrielle proletariatet i kapitalismens kerne er vokset til enorm klasse i sig selv, men bevidstheden om, at den er det, er udeblevet.

30

Hvor konflikter en gang førte til mægling og forhandlinger på et organisatorisk niveau i den sociale organisme og medførte politiske kompromisser og kollektive overenskomster, har kapitalen nu opløst alle former for fællesskab og invaderet den individuelle sfære gennem gældsætning, sociale medier og stadig mere lumske manipulationer af vores begær.

31

Flere forskellige faktorer, som er særegne for serviceklassen, gør, at det er vanskeligt at udvikle klassebevidsthed og opbygge kapacitet.

Arbejdspladsernes geografiske spredning, den højfrekvente udskiftning af ansatte og den uindskrænkede magt, cheferne typisk har i denne sektor, er med til at gøre det vanskeligt at opnå den nærmest globale karakter, som organiseringen af arbejderklassen må have for at kunne gøre væsentlig økonomisk skade på de multinationale firmaer, der sidder tungt på serviceøkonomien.

32

De globale forsyningskæder er sårbare over for arbejdernes direkte aktion. Men den globale arbejderklasses udfordring rækker ud over blot at lukke ned for det gamle system.

Det er nødvendigt at overtage det gamle og skabe et nyt system. Det kræver både strukturel magt og organiserede arbejdere placeret i vigtige logistiske knudepunkter, samt at de millionvis af udbyttede service-arbejdere på tværs af landegrænser forener sig med hinandens kamp og skaber nye arbejdsformer og sociale organisationer, der peger ud over grænserne for det gamle samfund.

33

Som tidligere beskrevet er skiftet imod serviceorienteret arbejde et resultat af en af kapitalismens grundlæggende dynamikker. Omvæltningen, som allerede er en kendsgerning i den post-industrielle kerne, vil tidsnok manifestere sig i periferien.

Arbejderbevægelsen må derfor tage udgangspunkt i serviceklassen eller acceptere, at historiens slutpunkt er nået.

34

Det postindustrielle proletariat er begyndt at opnå bevidsthed om sig selv som en klasse, hvilket fx ses i de amerikanske fastfoodarbejderes landsdækkende protester for en mindsteløn på $15 i timen, oprør blandt butiksassistenter og andre grupper i den lavtlønnede servicesektor.

Desværre oplever vi også, de kampe bliver forkrøblet af det gamle bureaukratiske fagforeningsapparat, som oprindeligt blev bygget for at tøjle og dirigere arbejderklassens midler via bestemte organisations- og handleformer i efterkrigstidens sociale kompromis.

Arbejderkampe uden om disse strukturer har endnu ikke haft held med at udvikle sig til en skala, som kan konfrontere kapitalismen, som vi kender den i dag.

35

I kernen udgøres det bureaukrati af resterne af de klassesamarbejdende fagforeninger og en konstellation af NGO’er omkring en række filantropiske stiftelser, der voksede frem som vedhæng til den amerikanske regering under den kolde krig for at afstive den amerikanske kapitalismens hegemoni.

36

Det bureaukratiske apparat er i store træk enten ikke villige eller ikke i stand til at begribe hverken de globale eller systemiske aspekter af den opgave, som arbejderklassen står overfor.

Når kampe endelig opstår på arbejdspladserne, kanaliseres de ofte over i ligegyldige reformer eller enkeltsagskampagner, som let kan kontrolleres og koordineres af arbejderbevægelsens professionaliserede overbygning, og som ikke truer kapitalens hegemoni.

37

Generelt set kan arbejderkampe orkestreret af fagbureaukratiet godt lykkes, men kun i samme omfang som de er begrænsede.

38

Det bureaukratiske apparaturs strategi er at holde fast i efterkrigstidens sociale kompromis, indtil fingerspidserne bløder – men det aldrende sociale kompromis klasserne imellem er slet ikke på dagsordenen.

Ironisk nok vil det tidligst kunne komme tilbage på dagsordenen, hvis det lykkes revolutionære kampe at løsrive dele af verdensøkonomien fra det kapitalistiske system og dermed skabe et pres på de tilbageværende kapitalistiske stater for at genvinde arbejderklassens loyalitet i stedet for udelukkende at fokusere på bundlinjen.

39

I periferien har skabelsen af en omfangsrig industriel sektor ført til fremkomsten af arbejderbevægelser, der vækker minder om de opstande, der engang fremtvang klassekompromiser i den kapitalistiske kerne.

40

Kinas regerende klasse og andre lande i periferien har indledt en proces, som på trods af sine politiske faldgruber rummer muligheder for økonomisk vækst. Dens neo-keynesianske strategi, der i grove træk går ud på at tøjle den konstante bølge af strejker til at give lønningerne og dermed efterspørgslen et boost og dermed på lang sigt skabe et nyt forbrugscenter, som er baseret på en gigantisk servicesektor, fortrænger de gamle kapitalistiske stater i Vesten fra deres pladser i verdenssystemets centrum.

41

Bølgerne af vilde strejker i Kina og andre steder i periferien har – deres massive omfang til trods – en ting til fælles med de rester af arbejderkamp, som fagbureaukratiet fører i kernen: manglen på politiske visioner for fremtiden og, som følge deraf, krav om så gode vilkår som 'nødvendighedens politik' og den liberale økonomisme tillader, men aldrig mere end det.

42

Venstrefløjens parlamentariske agitation, hvor rød dens flag end måtte være, er ude af stand til at overskride de begrænsninger, som den globale kapital fastlægger.

Forsøg på at løse den neoliberale kapitalismes modsætninger alene gennem skattemæssig eller monetær politik vil være nytteløse, indtil de arbejdende klasser organiserer sig som en politisk kraft, der er i stand til at udgøre en reel trussel om socialisering af produktionsmidlerne.

Ethvert engagement med parlamentarisk politik må enten skabe strukturelle reformer i produktionssystemet eller blot blive kapitalens venstrefløj.

43

Det vil være til skade for arbejderklassen at lade sig lede af fagbureaukratiet, i den udstrækning fagbureaukratiet accepterer af kapitalens lederskab.

Det er bydende nødvendigt, at klassen bryder med klassesamarbejdets apparatur, hvis den skal forvandle sin rolle som historiens objekt og stige til rollen som dens subjekt.

44

Med mindre udfaldet skal blive det samme, må de nye former for arbejderorganisering tage højde for og bevidst forsøge at undgå de fejltagelser, arbejderbevægelsen gjorde i det 20. århundrede.

45

Hvor fagbureaukratiet professionaliserede kampen og endte med at varetage arbejdernes position efter den kapitalistiske økonomis langsigtede interesser, bør nye forsøg på at organisere arbejdere derimod afprofessionalisere og udbrede de færdigheder, der skal til for at varetage sin egen kamp, så meget som muligt.

Vi må forkaste bureaukratiet til fordel for direkte demokratiske organer, hvor de udbyttede selv styrer deres egne kampe.

46

Vi må forkaste tanken om, at kontrollen over produktionsprocessen er den besiddende klasses beføjelse.

I stedet bør vi føre en ekspansiv kamp for arbejderkontrol over og for en produktion, som kommer jordkloden og alle dens væsener til gavn.

Hvor det sociale kompromis baserede sig på retten til at forhandle på vegne af en mindre del af arbejderklassen – defineret ved en bestemt fabrik eller en snæver jobfunktion – må vi i stedet nedbryde solidaritetens dæmninger, lade den flyde frit mellem arbejdspladser og brancher såvel som forbrugere og producenter og forene os som klasse.

Det er tid til at give slip på snævre krav om lønstigninger og forlange en afkommercialisering af frugterne af vores arbejde og en socialt retfærdig fordeling af dem.

47

Vi må forlade illusionen om nationalstaten – og dennes tro følgesvende: racisme, sexisme, homofobi, xenofobi og andre undertrykkelsesformer – som fællesnævner, og i stedet må vi skabe et fællesskab baseret på den gensidige materielle afhængighed af alt liv på jorden.

I stedet for kapitalistiske stater, administreret af teknokrater fra begge sider af det politiske spektrum, bør vi bygge føderative råd og kommuner og regere os selv.

Men politisk autonomi giver kun mening, hvis det er muligt at overleve i det, rent materielt. Der gives ingen autonomi uden kontrol over produktionsmidlerne.

48

På den korte bane er det nok usandsynligt, at vi vil se et brud med den generelle fiksering på at rekapitulere kapitalismen efter keynesiansk formel, både i de blomstrende perifere stater og de falmende kernelande.

USA's aftagende hegemoni og tilbagevendende økonomiske kriser har medført, at visse områder har opnået en relativ autonomi: arbejderstyrede fabrikker i Argentina, eksperimenter udi socialdemokrati i Venezuela, zapatisternes autonome kommuner i Mexico og kurdernes dugfriske oprør i Rojava-regionen.

Selv om ingen af disse eksempler udgør et stående alternativ til det kapitalistiske verdenssystem, så indeholder de muligvis kimen til en ikke-kommerciel arbejderøkonomi.

Opbygning af en global arbejderøkonomi – ikke bare som et alternativ til kapitalismen, men som det primære verdenssystem – er den eneste mulighed for at afværge de katastrofer af økologisk destruktion, krig og fattigdom, som lurer i horisonten.

Vi må forsvare den nye verden, hvor end den bryder frem, og afvise kapitalens udenrigspolitiske tiltag.

49

Vil vi bryde med den kapitalistiske udviklings negative dialektik, må vi tage fat der, hvor den skabes – i produktionsmidlernes gab.

Uanset om man tager fat i lokalsamfundene eller direkte på arbejdspladserne, er udviklingen af nye former for arbejderorganiseringer med kapacitet til at kæmpe for en global økonomi for og af arbejdere den vigtigste opgave, vi står overfor i dag.

Erik Forman er organizer i den amerikanske, syndikalistiske fagforening Industrial Workers of the World (IWW), hvor han har været med til at organisere fastfood-arbejdere og deltaget i en kampagne for en mindsteløn på 15 dollars i timen.

Erik Forman har lavet organizertræning i over 25 lande og har forsket i arbejderes kamp og forhold i USA, Kina, Quebec og andre steder.

Teksten er oversat af David Balleby Rønbach fra nettidsskriftet Roarmag.org

Se også links om Industrial Workers of the World (IWW) på Modkraft Tidslinjen 27. juni 1905.