Diskussionen om 1864 burde også handle om kampen om demokratiet forud for nederlaget. Og den politiske chok-behandling derefter.
I kølvandet på kritikken af Ole Bornedals film om 1864 har de nationalkonservative kritikere sagt, at værket i det mindste ansporer til fordybelse i krigen og hvad der gik forud. Det ske hermed. Serien fokuserer, naturligt nok, på den nationale dagsorden, men perioden fra treårskrigen 1848-51 frem til 1864 handlede også om noget andet, nemlig magtforholdet i landet.
Vi er mange, der er opdraget i troen på, at det danske demokrati fødtes med Junigrundloven fra 1849. I stedet for Enevældens autoritære styre kom folket nu til magten.
Men så enkelt er det ikke.
Vi fik ytringsfrihed, en central betingelse for demokrati, og vi fik en Rigsdag, hvor både Folketing og Landsting var demokratisk valgt, omend det politiske subjekt var den patriarkalske familie (kvinder og tyende havde ikke valgret). Men dette blev afbalanceret ved at Kongen udnævnte regeringen, som derfor – ikke overraskende – kom til at repræsentere den tids overklasse.
Det var ikke en demokratisk forfatning, hvor folkeflertallet havde den endelige magt, men en liberal forfatning, hvor folket – repræsenteret af Rigsdagen – måtte dele magten med samfundets elite. Dette er det liberale ideal, hvor den lovgivende, udøvende (og dømmende) magt er adskilte og således kan afbalancere hinanden og forhindre, at den samlede statsmagt bliver for stærk i forhold til den private magt, altså de toneangivende økonomiske interesser.
Teorien om adskillelsen – og derfor neutraliseringen – af den politiske magt stammer fra Montesquieu, og på hans tid havde teorien den funktion at argumentere for en begrænsning af Kongens magt.
Magtadskillelse er altså i strid med Enevælden, men doktrinen kan heller ikke forenes med demokrati, hvor der – med Hørups ord – ikke skal være nogen 'over eller ved siden af Folketinget'.
Derfor var det først med indførelsen af parlamentarismen i 1901, hvor regeringen underordnede sig Folketingets flertal, at vi fik demokrati i Danmark; under Estrup havde vi magtadskillelse.
Parlamentarismen blev først formaliseret med Grundloven fra 1953, men på en lidt akavet måde: De første højtidelige paragraffer er helt tro mod magtadskillelseslæren, men så kommer dødsstødet i §15 om at Folketinget kan fyre regeringen.
Faktisk er læren så dyrebar for liberalismen, at de fleste lærebøger i statsret omfavner den, men den er samtidig ubevidst om modstriden med demokratiet.
Tilbage til krigen og dens forhistorie.
Kort fortalt påtvang stormagterne os efter treårskrigen Helstaten, der var en multinational konstruktion, bestående af Danmark nord for Kongeåen, Slesvig (der var delt i et dansktalende Sønderjylland og et tysktalenden Sydslesvig), tyske Holsten og tyske Lauenburg.
Det var noget rod set ud fra en national betragtning, men også fra en demokratisk. For mens det egentlige Danmark var mere eller mindre demokratisk styret, var de tre andre dele styret som i Enevældens tid – der var rådgivende stænderforsamlinger, men Kongen havde magten.
Helstaten krævede en fællesforfatning for alle fire dele, hvor de fælles anliggender, især udenrigspolitik, blev reguleret. Man forsøgte et par gange, men kunne ikke blive enige med Prøjsen og de tysksindede.
Derfor satsede de nationalliberale regeringer fra begyndelsen af 1860'erne på Ejderpolitikken, dvs. udskillelse af Holstein og Lauenburg og inkorporering af hele Slesvig i Danmark (Ejderen er grænsefloden mellem Slesvig og Holsten), hvilket var hvad der skete med Novemberforfatningen fra 1863.
Det må erkendes at situationen var vanskelig, eftersom heller ikke en Helstatspolitik var fremkommelig.
Man skulle have fortsat med at træde vande, men det virkelig kritisable var dels undertrykkelsen af de tysksindede i Sydslesvig, dels at eliten havde pisket en sådan nationalisme op, at de blev fanget i den og ikke mente at have politisk kapital til under Londonkonferencen i sommeren 1864 at gå med til en deling af Slesvig efter nationalitetsprincippet.
Det blev foreslået af Prøjsen og ville have givet den nuværende grænse.
Men som sagt ovenfor var denne nationale dagsorden kun halvdelen af datidens problemstilling. Den anden halvdel handlede om demokratiet, altså magtforholdene i Danmark. De to dagsordener stødte sammen i stridighederne om, hvor demokratiske eller udemokratiske de forskellige fællesforfatninger skulle være.
Det må her huskes. at Junigrundloven blev til i en revolutionær periode i Europas historie, nemlig 1848-49.
Herefter satte reaktionen ind overalt, også i Danmark, hvor regeringerne frem til 1855 var ledet af konservative Helstats-folk, derefter af de nationalliberale, der imidlertid bevægede sig hastigt mod højre. De forskrækkedes og forargedes af de uslebne bønder, som Junigrundloven havde givet del i magten.
Men magten, mente de nu, burde forbeholdes 'de begavede, de dannede og de rige', som Orla Lehmann sagde i 1860.
Helstats-folkene og de Nationalliberale var enige om at en fællesforfatning, enten for alle fire dele eller – som ved Novemberforfatningen – for Danmark og Slesvig, skulle være langt mindre demokratisk end Junigrundloven; de fleste medlemmer af det Rigsråd, der skulle styre de fælles anliggender, skulle udpeges af Kongen eller vælges at de rigeste i landet.
Det var Bondevennerne, senere Venstre, naturligvis imod, og derfor stemte de imod Novemberforfatningen, selv om de fleste af dem var Ejderpolitikere.
Det nationale og det demokratiske kunne her ikke forenes – og så prioriterede de altså demokratiet. Men forfatningen blev vedtaget. Dette er et overset aspekt i diskussionen (også hos Bornedal), nemlig at den hovedløse nationalisme druknede forsvarskampen for demokratiet.
Nederlaget måtte afføde et opgør.
Men det blev ikke med den overklasse, der havde ansvaret for katastrofen, men med de demokratiske elementer i Junigrundloven. Selv om vi ikke længere havde Slesvig, blev Novemberforfatningen ulogisk fastholdt, netop fordi den qua udemokratisk kunne bruges som murbryder for forfatningen fra 1866, der var et stort tilbageskridt i forhold til Junigrundloven: Det folkevalgte Folketing blev ganske vidst fastholdt, men valgretten til Landstinget blev indskrænket til de priviligerede (især godsejerne).
Der var tale om en tidlig implementering af Naomi Kleins chock-doktrin, ifølge hvilken en en katastrofe, der hensætter folk i chok, udnyttes til at gennemføre drastiske reformer.
Min helt i hele denne historie er Tscherning, der var Bondeven, og som blev berømt som krigsminister under treårskrigen.
Han er mindre kendt end Hørup, men af samme støbning. Han var Danmarks første fuldblods demokrat, og han stemte imod 1866 forfatningen (de andre Bondevenner blev snøret til at tro at de nye magthavere, godsejerne, ville danne front sammen med dem imod byernes overklasse).
Og i hele perioden op til krigen fastholdt han en realistisk og forsigtig linje, hvilket var ensbetydende med ikke at opgive Helstaten, med mindre stormagterne, især Prøjsen, gik med på en anden ordning.
Han holdt stand overfor det nationale hysteri, fx. undlod han at stemme for en Ejderpolitisk adresse til Kongen i januar 1864. Han talte om den svage stat, der ikke skulle gå 'krigen udfordrende i møde' og 'ikke skulle bære sig ad som frøen, som blæste sig op til den sprak'.
Desværre stod han ret alene med sin realistiske og demokratiske linje. Resultatet blev den nationale katastrofe og indskrænkningen af demokratiet.
Om Tscherning: http://da.wikipedia.org/wiki/Anton_Frederik_Tscherning
Citaterne fra ham fandt jeg i Den Danske Rigsdag, Bind 1, 1949.
Anders Lundkvist er økonom og medlem af redaktionen Politisk Økonomi på Modkraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96