1.000 sider PH

Poul Henningsens betydning er for dansk mellem- og efterkrigstid af et format, det er svært at sammenfatte.

Hans indsats er ikke først og fremmest lysmagerens eller digterens eller polemikerens. Han fungerede i en kultursammenhæng og sammenfattede gennem denne sig selv som fødselshjælper for en lang række processer, som havde med Danmarks modernisering at gøre.

Den store bredde i hans funktioner gør det svært at skrive om ham i et samlet koncept. Hans Hertel har med sit store næsten 1000-siders projekt om PH valgt en meget frugtbar løsning på det problem.

Det adskiller også betydningen af Hertels projekt fra Paul Hammerichs bestseller-krønike Lysmageren, som kom i 7 oplag i firserne plus et bogklubs- og et paperback-oplag i 1993. Hammerich valgte den indlysende vej at skrive en mytologisk krønike, som samlede alle tråde i geniet. Det bliver man ikke klogere af, og billedet af PH ikke mere nuanceret af.

Hertels projekt er tofløjet.

Han har dels skrevet en biografi om PH som offentlig person. Vi hører selvfølgelig om de biografiske rammer, men privatlivet spiller så at sige ingen rolle, hvis det ikke har direkte betydning for PHs offentlige virke, som fx det at han fik Parkinson’s de sidste år, han levede, der påvirkede den enorme produktivitet, som ellers karakteriserer PHs offentlige liv.

Og dels har Hertel redigeret en antologi af indlæg om bestemte sider af PHs virke, skrevet af folk med meget forskellig tilgang og udsyn.

Han prøver således i biografien at samle trådene i det offentlige virke til en række billeder, som hver for sig er kronologiske, men som i forhold til hinanden er tematiske. Overfor dette samlede billede står antologien, hvor forskellige sider af PHs virke mødes i polemik og modsigelse med hinanden.

Her udvides fokus på forhold, som vi som oftest har hørt om i bind et. Nogen gange er det et bud som dykker længere ned i forholdet (sprog, lys, revy, musik, politik); andre gange er det afvisninger eller forsøg på rive auraen af ’lysmageren’.

Tilsammen danner de to bind det bedste bud vi til dato har set på noget, som kommer tæt på hele PH. Vigtigt er det naturligvis, at der i disse 1000 sider ligger ny kritisk forskning.

Biografien starter med en erklæring om hensigten. Det er et billede i helfigur, som skal komme uden om PHs kanonisering og mytologisering.

Billedet bliver gravet ud med teske, dvs. det bygger på en meget omfattende research, og det skal være uden sminke, dvs. kritisk.

Her placerer Hertel også den personlige position, hvorfra han kan se sig omkring: »Jeg er vokset op i et frisindet konservativt hjem med respekt for PH […]«.

Det samlende begreb, der herefter eftersøges, hedder: Den legende og sammensatte humanist.

Hertel gennemgår i første, store vue alle de etiketter, der er blevet hæftet på PH, eller som PH selv har brugt: modernist, kulturradikal, marxist, kommunist eller kriticist.

»Reelt var han ingen af delene konsekvent, heller ikke i afgrænsede faser, men lidt af det hele på én gang. Han kombinerede de mange inspirationer alt efter tid og situation, men tit på anden hånd og med flydende selvmodsigelser. Frem for alt var han den nysgerrige praktiker og eklektiker«, lyder det opsummerende (s. 35).

PH læste ikke meget, men blev manuduceret af sin nære ven Otto Gelsted i Kant, Marx, Grundtvig og Brandes. Georg Brandes skal, da han i 1921 mødte PH på Politiken, have sagt: »Det forfærdelige ved Dem, Poul Henningsen, er at De altid har ret.«

Hertel rammer noget centralt i sin tilgang til PHs sammensathed, ved at holde fast i eklekticismen indenfor et felt af inspirationer. Det gør, at modsigelserne i PHs værk bliver mange, hvis man læser på tværs af forfatterskabet, men ofte giver mening indenfor et kortere span af år.

Efter dette vue over mulige determinanter er resten af biografien delt op i otte tematisk-kronologiske afsnit, fire før krigen og fire efter krigen.

Før krigen, hvor PHs berømmelse grundlægges, er det: arkitektur, byplan, design og lys; Revyen som våben; Omkring Danmarksfilmen; Kulturkamp, krop og køn.

Her ser vi kultursammenhængen foldet ud over et kæmpemateriale, og Hertel får faktisk ydet PH retfærdighed og får vist, hvordan sammensatheden udfoldes i praksis.

Et af de centrale politiske områder er her PHs forhold til kommunismen. Hertel har fundet ud af, at PH faktisk var i Sovjet i 1933.

Det satte, sig så vidt man kan se, ingen offentlige spor. Enten sagde det ham ingenting, eller også ville han ikke lægge sig ud med sine kommunistiske venner, især Otto Gelsted og Hans Kirk.

Jeg tror, at Hertel underdriver PHs tilnærmelse til kommunismen. Han står faktisk som medlem af Plan-gruppen, altså den gruppe som stod bag det kommunistiske blad Plan og han betalte til det. Det fremgår af Mondes kassebog i Carl Madsens arkiv.

Hvad med kulturen udkommer netop på Mondes Forlag, som på det tidspunkt var et kommunistisk foretagende. Formentlig støttede PH også Otto Gelsteds ’revolutionære humanisme’ som et svar på nazismens udfordring.

Jeg tror, at PH havde det som Gelsted (men i modsætning til Nexø), at han havde svært ved ikke at se tiggerne og fattigdommen i Sovjet og ikke at føle ubehaget ved kommissærerne.

Hertels PH-billede har mange nye facetter med og nye detaljer i det kendte. Historien om Danmarksfilmen og dens nederlag bruges til at vise, hvor stærke ikke-moderne kræfter PH var op imod.

Man må beundre PH's evne til ikke at lade sig slå ud.

De fire store efterkrigstemaer er: Krig og efterkrig; Debat om demokrati og velfærdsstat; Tidskritik og forbrugerkritik; Sprogdebat og verskunst. Ikke mindst de sidste afsnit spænder over hele PHs virke.

Det store vendepunkt i PH's offentlige virke er hans brud med kommunismen.

Den kritik, som ikke fik ord efter sovjetrejsen i 1933, kommer nu til orde i en lang debat, der starter som en diskussion om demokratiet, hvor PH holder fast i, at kampen mod nazismen ikke skal føre til indskrænkninger i ytringsfriheden.

Det mente filosoffen Jørgen Jørgensen og kommunisterne, at den burde. De kunne ikke en gang se faren for, at det kunne vendes mod dem selv, som det skete i Vesttyskland, hvor det kommunistiske parti blev forbudt.

Fra forsvaret for ytringsfriheden udviklede diskussionen sig mere og mere til en kritik af det sovjetiske system, som manglede demokrati.

På mange måder udviklede PH det politiske program, som Villy Sørensen siden kaldte ’hverken eller’: hverken øst eller vest, men noget tredje.

Hertel gør sit bedste for at klargøre PH's politiske begreber, og han er meget med ham, når det gælder kritikken af Sovjet, men mener PH overdimensionerer kritikken af USA.

Det gør, at den helt særlige position PH skaber sig (’hverken eller’) og som peger frem mod ungdomsoprørets position 20 år senere, bliver noget svækket.

PH og sproget er et stort emne, og man fornemmer, at Hertel i sin letløbende og velformulerede prosa har ladet sig inspirere.

I et stort afsnit får han hold på, hvad det var med PH og sproget. Det var dels den enkle kendsgerning, at PH også var digter og skrev meget sangbare tekster til revyer. Det var dels det, at PH var en mand med en sprogpolitik.

Han var på det talte sprogs side imod det skrevne. Tekster skulle nærme sig talens enklere grammatik. Men skriftsproget skulle reformeres, så det kom tættere på det talte.

Det svære problem, som PH ikke løste, er: hvilken dialekt skal være skriftsprogets lydlige form?

Selvom PH altså gjorde oprør imod det opstyltede og det kancelliagtige, så var alternativet jo, at det var en københavnsk (elite-) dialekt, som skulle være den herskende.

For hans synspunkt var ikke, at alle bare skulle skrive, som de nu talte. Bag kritikken var altså en ny norm.

Hertels biografi slutter med en kritisk opsummering af det enorme stof. Et centralt område er her PH's avantgardereligion.

PH synes at mene, at det særlige ved ’den rigtige kunstner’ er, at hun eller han er medium for ’det gode nye’. Derfor er avantgarden så central i hans diagnostik af tiden.

Men denne oppumpning af kunstens betydning medfører ikke bare en religiøs dimension i kunstforståelsen, den fører også til et voldsomt tab af fortid.

Den ældre og den gamle kunst er for PH uden betydning, i hvert fald i hans forståelse af nutiden. I hans værker om erotikkens historie synes kunsten af have en historisk illustrerende funktion, men i forståelsen af nutiden og prognosen af fremtiden spillede kun avantgarden en rolle.

I anledning af PH's 70 årsdag i september 1964 udgav Louis Poulsen & co., som producerede hans lamper, et særnummer om PH, hvor en række kendte mennesker blev bedt om at svare på spørgsmålet: »Ku vi ha undværet ham?«.

Hertel citerer Carl Madsens svar: »Det kunde vi vel nok. Jeg for mit vedkommende vilde nødig have gjort det. Et besynderligt fænomen er han. En højt begavet og vittig mand, der har levet sit liv i en tid, hvor afgørende klassekampe har fundet sted. Ven med mine bedste venner. Ret meget af det, der er sket omkring ham har han vist ikke fattet. […] Mere end grosserernes vittige pavseklovn blev han desværre aldrig.«

Man tænker uvægerlig på, hvordan en vurdering af Carl Madsen i dag ville tage sig ud.

Aksel Larsens svar i samme enquete var mere tænksomt. Han svarede:

»Ja. Men det ville vi ikke.«

Hans Hertel holdt både i 2000 og 2006 offentlige seminarer om PH i auditorium A i Studiegården, hvor disputatser også afholdes.

Af indlæggene har han lavet en antologi, som kommer rundt om mange hjørner i PH's virke og som viser andre positioner i opfattelsen af PH end Hertels egen.

Den fungerer både som en uddybning og et tilbud om at se PH med andre briller, fra nærsynsbriller over solbriller til 3D-briller.

Det er umuligt at yde de mange bidrag retfærdighed i en anmeldelse. I stedet vil jeg pege på nogle vigtige træk ved antologien.

Det første, som er slående, det er, at der er en del specialister med, som hver for sig kunne have skrevet PH dybere ind i deres emne, end det kan nås i både biografien og antologien.

Afsnittet om arkitektur, byplan, design og lys har virkelig tyngde. Lars Dybdahls artikel om design, Carsten Thaus om PH i arkitekturhistorien, Merete Ahnfeldt-Mollerups om PH og modernismen, Allan de Waals om PH og den uformelle tradition giver virkelig form til PHs formgivende projekter.

Suppleret af Søren Nagbøls artikel om PH og lyset og Martin Zerlangs om PH og storbyen er hele afsnittet som en synopsis til en bog om PH som arkitekt.

Noget tilsvarende kan man næppe sige om de andre afsnit, det skulle da lige være afsnittet om retsopgøret og flygtningene, skrevet af Ditlev Tamm, Kirsten Lylloff og Anette Warring og det om Danmarksfilmen skrevet af Jørgen Sørensen, Peter Schepelern og Ole Roos.

Når det ikke gælder de andre afsnit skyldes det, at Hertel har prioriteret at gøre plads til en hel række af dem, han er uenig med. Men de er bare ikke gode nok.

Der er fx de to konservative Søren Ulrik Thomsen og Jesper Langballe, som mislæser ’Man binder os på mund og hånd’, så den fremstår blot og bart som et hedonistisk manifest. Dummere kan det næppe gøres.

Og der er Kasper Støvring, som mener at den kulturradikale stat er en moralsk stat, som vil lære folk (igennem skolen) at blive ’gode’. I stedet skal børn bare lære ’faglige’ ting. De skal ikke opdrages i skolen. Staten skal ikke være terapeutisk.

Det er en kritik, som ikke yder PH retfærdighed, og som hviler på den ide, at faglighed i alle fag kan løsgøres fra sin kontekst og sine perspektiver. Det oplyser om Kasper Støvring, men ikke om PH.

Blandt de analytiske afsnit lyser fx Peter Michael Lauritzens om ’PH, konservatismen og velfærdsstaten’.

Som en slags kommentar til Thomsen, Langballe og Støvring sætter han PHs kritik op imod konservatismens, som den kommer til udtryk hos henholdsvis Lembourn, Bjørn Poulsen, Erik Aalbæk Jensen, Søren Krarup, Henning Fonsmark og Tage Skou-Hansen.

Med en stor viden om brudlinjerne afviser han fx Krarups kritik som perfidi, men kan ved hjælp af Aalbæks kritik af PH og kulturradikalismen få sagt noget kritisk og kritisk væsentligt om PH.

Jørn Guldberg åbner ballet og bogen med en flot fanfare om PH mellem fortid og nutid. Michael Fjeldsøe åbner for en spændende diskussion om kulturradikalismen og musikken. Begge åbninger, tænker man, har tilstrækkeligt drive til at blive til noget større.

Anne Borups artikel om PH og Tænk, forbrugeroplysning og reklamekritik åbner spændende op for et større tema, som går på tværs af antologiens temaer, nemlig sammenhængen mellem kritik, sprog og formidling.

Det gælder fx Ib Poulsens artikel om PH som radiokritiker og Hans Flemming Kraghs om PH som tv-kritiker.

Kritikken og sproget var jo PHs grundlæggende produktionsmidler, og i hans dag-til-dag-producerede tekster møder man eksempler på, at han af og til gør genren til kunst.

Dette aspekt bliver kyndigt behandlet af Jørn Lund, som tager sig af PHs sprogpolitik, og af Thomas Bredsdorff og Anne-Marie Mai, når det handler om hans digtning.

De fastholder, at han ikke bare er en stor kunstner, men at han hører med i den danske kanon, som skoleundervisningen bør hvile på.

Antologien kommer på denne tværfaglige måde til at udfolde temaet om sprog og digtning, som Hertel havde oppe og vende i biografien, og tilføjer mange vigtige træk til billedet.

Der er en hel del flere artikler i antologien, som fortjener at blive omtalt. Det har gået som en tråd igennem hele projektet, at Hertel ønskede at ´stille lysmageren i et nyt lys’, dvs. i modsætning til Hammerich forholde sig kritisk.

Læsere, som vil følge Hertel, skal læse betydeligt mere, men det lønner sig. Både biografien og antologien føjer adskillige alen af ny viden til billedet af PH, som både bliver større (dvs. mere udfoldet) og mere præcist (dvs. kritisk).

Kompositionen af billedet ved hjælp af de to meget forskellige bind, lykkes langt hen ad vejen. Der er i antologien en række artikler i tomgang. De fastholder, som PH sagde, at uenighed gør stærk, men også at uenighed skal udfoldes til et niveau over den blotte konstatering af at en eller anden offentlig person ikke kan lide PH.

Der viser Hertel selv formatet i biografien, ligesom Peter Michael Lauritzen gør det ved egen og Aalbæk Jensens hjælp i antologien.

Morten Thing er cand.phil og forskningsbibliotikar på Roskilde Universitetsbibliotek.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i tidsskriftet Arbejderhistorie nr. 1/2013.

Hans Hertel: PH – en biografi, 566 s., Gyldendal 2012.
Hans Hertel (red.): Poul Henningsen dengang og nu. Lysmageren i nyt lys – en debatbog, 428 s., Gyldendal 2012.
Begge bind flot illustreret.

 Se også links om PH på Modkraft Tidslinje 9. september 1894.