KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
USA
3. januar 2017 - 14:33

10 populistiske tips fra Donald Trump til venstrefløjen

ANALYSE: »Brug frygt,«, »pimp din stil« og »find en fjende«. Vi bringer en guide til tricks fra demagogen Donald Trumps valgkampagne og en introduktion til populistisk diskurs og marketing, kan venstrefløjen lade sig inspirere af.

Donald Trump er hverken verdens mest sympatiske menneske eller politiker. Det er der allerede skrevet et hav af analyser om. Mere interessant end denne indlysende fordømmelse er måske at kigge nærmere på, hvad man faktisk kan lade sig inspirere af fra Trumps populistiske kampagne, hvis man ellers oversætter nogle af hans metoder til en mere demokratisk populisme og bytter hans værdier ud.

For hans kampagner har brugt nogle særdeles effektive midler, der er en solid kombination af populistisk diskurs, moderne marketing og Donald Trump, der bare er Donald Trump.

Hvad er populisme?

Inden vi kigger nærmere på Trumps kampagne, er det dog godt at have en grundforståelse af den populisme Trump benytter sig af. I sit nye essay »Hvad er populisme?« forsøger den tyske idéhistoriker Jens Werner Muller at give en begrebsmæssig definition af populisme, som han mener har en række fælles træk uanset om, vi taler om højre eller venstrepopulisme.

Muller anvender en entydig negativ definition af begrebet og forstår eksempelvis ikke partier som spanske Podemos eller græske Syriza som venstrepopulister. Populisme er ifølge Jan-Werner Müller at fremstille sig selv som den eneste legitime repræsentant for et ægte, homogent folk.

Med dette træk følger, at alle andre politikere og partier automatisk bliver illegitime. Dermed bliver selve systemet også anset for at være korrupt, hvis populisterne f.eks. taber en folkeafstemning – for populisterne repræsenterer jo altid folkets vilje.

Populismen er samtidig ekskluderende på befolkningsniveau, for de dele af befolkningen, som ikke støtter populisternes linje, kan ikke være en del af det sande, homogene folk, som populisten altid kan tale på vegne af. Populismen er i den forstand anti-pluralistisk og dermed i decideret modsætning til fundamentet i et liberalt demokrati. Populismen er endvidere først og fremmest imod, mere end den er for noget. Populister er således defineret ved deres fjende.

En populisme, der ikke spiller indenfor den demokratiske ramme, kan naturligvis aldrig være gangbar for venstrefløjen.

Og derfor skal venstrefløjen også forholde sig yderst kritisk til, hvad man kan lære af Donald Trump. Alligevel kan ud af Trump godt udlede nogle træk, der kan anvendes i den demokratisk populisme. Det skal vi kigge nærmere på i det følgende.

10 tricks til venstrefløjen fra Trump

1. Kend din målgruppe

Trump forstod at appellere til de såkaldte »vrede hvide mænd«, der er faglærte arbejdere, hvis levevilkår er blevet gradvist forringet over de sidste 30 år, og som er præget af varierende grad af lokalt forankret og traditionelt livssyn.

Ifølge Michael Kimmel, kønsforsker og forfatter til bogen »Angry White Men«, er det     helt centrale, at »de føler, at de har mistet noget, og de vil have det tilbage. Det har været 'deres' land, og nu er de ved at     miste det til 'dem'«.

Den følelse af tab baserer sig på, at der i USAs nære fortid har været en overensstemmelse mellem mænds forestillinger om maskulinitet og det liv, de levede. Maskulinitet     har været forbundet med at være stærk, kunne forsørge en familie, være konkurrenceorienteret, skjule følelser og svage sider, og at rigtige mænd ikke græder.

Men i takt med  samfundsudviklingen er der gradvist opstået en kløft mellem forestillingerne om maskulinitet og mænds hverdagsoplevelser.   
Mange  af disse mænd har tidligere været demokrater, men Trump har i den grad formået at mobilisere mange af disse vælgere. Trump har givet dem en følelse af, at han kunne give dem den tabte stolthed tilbage.   

Istedet for at lytte til bekymringerne hos disse vælgere, har Hillary Clintons svar været at ignorere dem eller betegne dem som »sørgelige« mennesker, som er racister, sexister, homofober og xenofober.

Svaret fra Demokraterne kunne naturligvis ikke være at     give disse »vrede hvide mænd« ret i, at kvinden bør stå     hjemme ved kødgryden. Men problemet har snarere været, at Demokraterne ikke har taget deres forringede levevilkår alvorligt og ikke givet tilfredsstillende svar på, hvordan deres fremtid ikke     skal blive yderligere forringet.

Hvis man vil nå ud til bestemte vælgergrupper, så må man starte med at tage dem alvorligt.
Også selvom, man ikke er enig i deres værdier. Hillary-lejrens svar har dog været mere eller mindre at give op på disse vælgergrupper og i stedet satse på en alliance af højere middelklasse, kvinder,     latino-vælgere og sorte.

2. Få nogle fjender

Man får først en politik, når man har defineret sin egen position over for en fjende. For populister er modstanderen ofte mere afgørende end, hvad man selv står for. Ved at fokusere på modstanderen kan man mobilisere en bred vifte af vælgere mod en fælles fjende.

Og Trump har haft masser af fjender både i form af »the establishment« med alt, hvad det indebærer af politikere, Wall Street, medier, Hoolywood-stjerner og politiske korrekte meningsdannere.

Derudover har han oveni sparket nedad ved at angribe mexicanske immigranter, muslimer osv.
Fjenden er afgørende, men her kommer samtidig et skarpt skel mellem højre og venstrepopulister.

Filosoffen John Judis skelner mellem den konstruktive venstreorienterede populisme og den destruktive højreorienterede populisme. Venstreorienteret populisme er kendetegnet ved to led. Det er bunden mod toppen, det er folket mod en elite eller et establishment. Den retter sig opad.

Den højreorienterede populisme er derimod karakteriseret ved tre led: »Højrefløjspopulister hylder folket imod en elite, som de beskylder for at favorisere en tredje gruppe, som kan bestå af for eksempel indvandrere, islamister eller afroamerikanske aktivister«   
Umiddelbart er højrepopulister altså mere virkningsfulde, fordi de simpelthen bredder deres fjendebillede mere ud. Men dermed støder de også en     masse vælgere fra sig. Omvendt kan venstrepopulister favne en     bredere vælgerskare omkring et mere snævert fjendebillede, hvis ellers det bliver understøttet af en politik, der leverer svar på de bekymringer, der optager det »folk«, man ønsker at    repræsentere.

3. Fortiden er altid smuk

»Make America Great Again«, sådan har det lydt fra Donald Trump igennem hele valgkampen. Sloganet appellerer stærkt til de vrede hvide mænds følelse af tab, men det er samtidig en abstrakt tidsubestemt idyllisering af fortiden.

Og det virker bare godt. Den franske forfatter Michel Houellebecq beskriver i romanen Underkastelse meget godt det effektfulde denne idyllisering af fortiden: »Nostalgi har intet at gøre med æstetisk fornemmelse og er heller ikke forbundet med erindringen om en lykkefølelse. Man er nostalgisk i forhold til et sted, alene fordi man har levet der, uanset om man levede godt eller dårligt, fortiden er altid smuk«.

Og netop denne type længsel passer meget godt ind i tiden. De fleste mennesker er ikke længere optimistiske på fremtiden. Fremtiden er blevet lig med utryghed, arbejdsløshed og dårligere livsvilkår end tidligere generationer. For venstrefløjen er det helt afgørende, at denne fortælling ikke bliver overladt til højrefløjen.

Venstrefløjen må genskabe koblingen til historien, hvor vi forener fortidens værdier med fremtidens udfordringer. Men venstrefløjens fortælling om fortiden må have en grundlæggende andet udgangspunkt end højrepopulisterne.

I en dansk kontekst vil det indebære en fortælling om velfærdssamfundet. Det kan lyde nationalromantisk, men det skal mere ses som et forsøg på at tydeliggøre, at nutidens velfærdssamfund er skabt via arbejderklassens tilkæmpede rettigheder.

Velfærdsstaten repræsenterer den bedste forståelsesramme af en solidarisk venstreorienteret politik, og den bør derfor være det agitatoriske udgangspunkt for venstreorienterede partier. Det bliver igennem den solidariske Danmarks-fortælling, at venstrefløjen kan vise vejen i retning mod fremtidens svar.

4. The  Chicago Way - You wanna know how to get Capone?

Trump har været en mester i uhørte uvederhæftige negative kampagner omhandlende alt fra Bill Clintons påståede overgreb mod kvinder til at sætte spørgsmålstegn ved Barack Obamas fødelsesattest.

Men netop den tidligere amerikanske præsidents Bill Clintons spindoktorer James Carville og Paul Bergaville anvender i bogen »Buck up, suck up and come back when you foul up« et eksempel fra filmen The Untouchables, hvor to politibetjente sidder i en kirke og diskuterer, hvordan de skal slippe af med den berygtede mafiaboss Al Capone i 1930'ernes Chicago: »You wanna know how to get Capone? They pull a knife, you pull a gun. He sends one of yours to the hospital, you send one of his to theLe morgue. That's the Chicago way! And that's how you get Capone«.

Eller som de også formulerer det: »It's hard for your opponent to say much when your fist in his face«. Med andre ord: Negative kampagner virker ganske effektivt.

Bare det, at der sættes spørgsmålstegn ved noget gør vælgerne i tvivl om troværdigheden af modstanderen. Det kan aldrig været et ideal af komme i nærheden af amerikanske tilstande i negative kampagner.

Den slags kampagner skal have rod i substansen. Men hvis der omvendt er noget om »snakken«, bør venstrefløjen ikke være bange for at angribe. Eksempelvis var det jo altid interessant at nævne milliardæreren Lars Seier Christensens økonomiske støtte til Liberal Alliance.

5. Frygt virker bare bedre

Trump har skabt frygt for mexicanske immigranter, islamiske terrorister, feminister mv. Og frygter virker bare bedre end en positiv fortælling.

Den amerikanske politolog Ted Brader har i sin bog Campaigning for Hearts and Minds opstillet to typer kampagner. For det første en kampagnestrategi baseret på entusiasme.

Til denne kategori hører Barack Obamas valgkampagne i 2008, der havde parolen ’Yes we can’. For det andet en kampagnestrategi baseret på frygt. Den mest berømte kampagne i denne genre er nok ’Daisy’ skabt af den tidligere amerikanske præsident Lyndon B. Johnsons reklamefolk i USA i 1964.

Reklamen spiller på frygten for en atomkrig. Virkemidlet er en kontant krydsklipning mellem en lille pige med en blomst i hånden efterfulgt af en atombombepaddehat. Braders forskning peger på, at entusiasmestrategien er god til at engagere vælgerne og bekræfte folk i deres valg, mens frygtstrategien er velegnet til at få folk til at stoppe op og indsamle ny information for måske at skifte ståsted.

Som tidligere nævnt oplever mange en større usikkerhed,, og derfor er det langt nemmere at pirke til utryghed, end det er at opstille en ny håbefuld fremtidsvision. Det kræver dog samtidig, at venstrefløjen selv kan tilbyde en tryg fortælling om fremtiden, hvor det mest oplagte bevarelsen af velfærdssamfundet

6. The Time Is Now – det er bare sjovere med wrestling

En af nutidens største wrestlere, John Cena gør altid sin entré på scenen med sangen »The Time Is Now« og får publikum helt op at ringe. På samme måde var det med Trumps kampagne.

Hos Trump var det hele bare lidt sjovere. Det var grundlæggende god underholdning og et show at være til Trumps kampagnemøder og hans tilhængere elskede det. Han kunne begejstre og gejle sine tilhængere op og hele salen ville stå og råbe »USA, USA, USA« eller »Build that wall«.

Kampagner i Danmark er som oftest knap så festlige. Men måske er tiden inde til at overveje, om kampagner skal være mere end uddeling af flyers for hardcore aktivister, eller om der er muligheder i mere amerikansk inspirerede kampagne-rallys.

7. »Build that wall«- vær realistisk, kræv det umulige

»Jeg vil bygge den mur og jeg vil få Mexico til at betale for den. Jeg garanterer jer 100 procent«.

Sådan har det ofte lydt fra Donald Trump. Der er to ting, der er interessante ved Trumps politiske     forslag. For det første, bryder de med alle normale institutionelle     spilleregler for, hvad der politisk kan lade sig gøre.

For det andet, er det udpræget symbolpolitik, der ikke nødvendigvis løser reelle problemer. Det første virker stærkt, fordi det viser, at Trump står udenfor establishments-logikker.

Det virker som det glade vanvid at forslå en mur ved grænsen til Mexico, hvis man sidder i Kongressen i Washington. Men for almindelige amerikanere kan det umiddelbart synes at give god mening.    

Symbolpolitik lyder umiddelbart som en dårlig ting, fordi det lyder som en erstatning for reel samfundsforandring. Men symbolpolitik kan være med at fastlægge nogle værdimæssige pejlemærker for samfundet.    

Symbolske forslag er ofte blevet mødt med hån af venstrefløjen,     der har kaldt det signalværdi, der er udtryk for ren markering uden reelle konsekvenser. Men symbolpolitik kan være med til at sikre,     at venstrefløjens værdier er de dominerende blandt den almindelige befolkning.

8. Pimp din stil

I hele Trumps udtryk appellerer han til det vrede hvide mænd-segment.    

Som kønsforskeren Michael Kimmel formulerer det: »Trump rider på den bølge og udtrykker deres vrede. De bader sig i hans testosteron-sprøjt. Han er den magtfulde, supermaskuline mand«    

Han er i sit udtryk som en proletar, der har vundet i lotto og fyrer pengene af på hurtige biler, smukke kvinder og dyre guldure.

Med andre ord er Trump ikke som sin målgruppe, men som hans målgruppe gerne ville være, hvis de selv havde penge. Han taler med andre ord til deres drømme. Ikke den realistiske drøm ganske vist, men den     utopiske.

Grundlæggende handler det om karisma og identifikation. Karismatiske     ledere og politikere er afgørende, hvis det skal lykkes at nå ud     til det store flertal af befolkningen. Mange mennesker følger kun sporadisk med i politik, og forstår derfor politik gennem de personer, der repræsenterer partiernes politik.

Westen dokumenterer i The Political Brain, hvordan vælgernes stemmevalg afgøres af tre ting i prioriteret rækkefølge: deres følelser overfor partierne og deres principper,     deres følelser for spidskandidaterne og deres følelser for kandidaternes politiske holdningercxix.    

Den første ting er vanskelig at ændre på, fordi det er styret af mange faktorer, som et politisk projekt ikke har direkte indflydelse på såsom opdragelse, skolegang mv. Men for de flytbare vælgere,     betyder de to sidste elementer noget.

Det er derfor helt afgørende at have politiske ledere, som ens målgruppe kan identificere sigmed. En akademiker taler typisk til en akademiker. En fabriksarbejder taler til en fabriksarbejder.

Der er behov for en stærk leder, men denne stærke leder vil kun blive accepteret, hvis man har noget til fælles med lederen. Man skal være en del af folket, men man skal samtidig være lige en anelse forskellig og anderledes end folket. Det skal naturligvis ikke være ligesom     Trump, men det gør ikke noget, at man har »fadølsfaktor«.

9. Vær den bedste agitator på bodegaen

Trump argumenterer ikke som den politiske elite. Han argumenterer, som man gør over en bajer på den lokale bodega. I establishment betragtes politik som en specifik aktivitet, der er knyttet til diskussionen af almene og abstrakte principper.

For at få sine synspunkter anerkendt som gyldige argumenter, skal man desuden overholde visse demokratisk vedtagne spilleregler om for eksempel at adskille forskellige typer af informationer, hvor »jeg mener-prncippet« skal bakkes op med saglige statistikker. Altså en typisk rationel argumentationsform.

Den politiske elite argumenterer ofte decideret teknokratisk. Hele forestillingen om »nødvendighedens politik« er udtryk for en teknokratisk tænkning med udbudsøkonomiske logikker og 2020-planer.

Men det er en argumentationsform, som kun en begrænset vælgersegment forstår. Populister som Trump adskiller sig både retorisk og politisk fra den politiske elite ved tale på en måde, der stiller sig udenfor den politiske elites spilleregler for politisk diskussion, men indenfor rammen af en mere hverdagssproglig og folkelig facon, der appellerer til almindelige menneskers følelser.

Et godt eksempel er, at da USA’s tidligere præsident Bill Clinton blev valgt som præsident i 1992 var det i høj grad på hans personlige indlevelse i folks bekymringer i hverdagen, der gjorde udslaget. En typisk udtalelse fra Clinton i valgkampen kunne eksempelvis lyde:

»Jeg har set, hvad der er sket igennem de sidste fire år. Når mennesker i min egen stat har mistet deres jobs, så er der en god chance for, at jeg kender dem ved navn. Når en fabrik lukker, så kender jeg de mennesker, der styrer den...«

Clinton kunne om nogen indleve sig i folks virkelighed og vise, at han havde deres hverdag tæt inde på livet. Og som vist i ovenstående eksempel kunne have samtidig koble sine egne personlige oplevelser i hans hjemstat til virkeligheden for alle andre amerikanere, der oplevede, at han også talte til dem. Endelig talte han samtidig direkte til dem, der var tilstede i salen med en karisma, der ramte de fleste mennesker direkte.

10. Valgkampsløfter – ikke andet end ønskeseddel til jul

Trump har som nævnt flere garanteret, at han vil bygge en mur til Mexico. Men hvor mange amerikanere tror faktisk, at det kommer til ske? Og kan han slippe afsted med ikke at bygge den?

Svaret er formentlig ja. Der er selvfølgelig stor fare for en løftebrudsdiskussion, men valgkampsløfter svarer nogle gange bare til, at man får udstukket en ønskeseddel til jul.

Man ved godt, at man ikke får det hele, men kunne man bare få nogle af gaverne, vil det jo være meget godt. I sit berømte og berygtede værk »Fyrsten« siger Niccoló Machiavelli følgende: »I hvor høj grad det er rosværdigt for en fyrste at holde sit løfte og leve i oprigtighed og uden bedrag, forstår enhver; ikke desto mindre ser man af vore dages erfaring, at hine fyrster har udrettet store ting, der har lagt ringe vægt på deres løfte«.

Man skal selvfølgelig kæmpe for sine politisk mål fra valgkampen, men nogle gange er signalværdien og retningen, man sætter lige så afgørende, som hvorvidt det konkrete løfte faktisk bliver indfriet.

Hvad kan venstrefløjen så lære af dette?

Der er nok ingen tvivl om, at det kan have en effekt at anvende en populistisk retorik for venstrefløjen, hvor man i højere grad appellerer til følelser og opstiller klare modsætninger, som blandt andet Bernie Sanders har gjort.

Ultimativt er det dog svært at konkurrere med en højrepopulisme, der ikke har problemer med at sparke nedad, er ligeglade med visse af spillereglerne i liberale demokratier og til stadighed sætter nye bundgrænser i negative kampagner med dybt tvivlsomme anklager og deciderede løgne mod politiske modstandere.

Men måske skal der i virkeligheden ikke så meget til for at skabe flertal for den brede venstrefløjs politik i ind- og udland. En del vælgere er for nuværende tabt til højrepopulistiske partier, men mange savner snarere skarpere politiske projekter på venstrefløjen, der tydeligere fokuserer på at skabe en politik for de mange frem for de få.

Langt det største flertal af almindelige mennesker er tilhængere af venstrefløjens grundlæggende fortælling om at skabe social retfærdighed gennem et samfund med lige muligheder og højere grad af lighed.

Men en del mennesker har svært ved at koble an til venstrefløjens værdier, udtryk og prioriteringer af emner, der ikke relaterer til deres problemer i hverdagen. Man har eksempelvis svært ved at forestille sig en af de vrede hvide mænd gå hen og sætte sit kryds ved Uffe Elbæks Alternativet.

Der bliver næppe afholdt mange terapeutiske sceancer og stå-på-hovedet-beslutningsmøder på slagterifabrikken, hvis man skal sætte modstillingen lidt på spidsen.

Med andre ord er der nok et vedvarende behov for at have lidt mindre fokus på de kosmopolitiske middelklassevælgere, der vægrer sig mod tradition, er globalt orienteret og ser med optimisme på en spændende og ukendt fremtid.

I stedet må fokus i højere grad rettes mod værdierne hos vælgere som Blå Bjarne og Røde Lone, der er mere lokal forankret, er præget af et mere traditionelt værdisæt og dybt bekymret for globaliseringen. De ønsker økonomisk omfordeling og velfærd, men i høj grad også en strammere rets- og udlændingepolitik.

Meget tyder på, at man kan nå ud til i hvert fald de offentlige ansatte af denne gruppe ved at have et snævere fokus på den velfærdspolitiske dagsorden. Det kan ske ved at tale sig ind i deres hverdag med familie og arbejde, tilbyde dem tryghed i opposition til frygt og tale til deres fremtidsdrømme.

De fleste mennesker ønsker over tid at bevæge sig fremad og forbedre deres liv. Og mange af disse vælgere føler denne mulighed truet i øjeblikket om ikke andet så for deres børn.

Og så handler politik ikke bare om at flytte almindelige menneskers holdninger hen, hvor man selv står. Det gør det også. Men det handler også om at lytte til deres bekymringer og holdninger og forstå den virkelighed, de lever i. Et politisk projekt skal have en »populistisk« fornemmelse for almindelige menneskers bekymringer. værdier og forstå den virkelighed, de lever i. Om disse mennesker, så skal vindes gennem en populistisk retorik eller en tydeligere markering af en højre-venstre akse er måske af mindre betydning i det samlede billede.

Michael Hunnicke er forfatter til bogen »Brug sproget politisk, der er udkommet på Forlaget Solidaritet

Han er i øjeblikket ved at færdiggøre en ny bog om venstrepopulisme.

 

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96