10 gode råd fra Showan Shattak til venstrefløjen i Danmark

Showan Shattak er hovedpersonen i bogen »Ingen jävla hjälte«, der udkom i november.

Bogen beskriver det livstruende knivoverfald på Showan Shattak begået af højreekstremister den 8. marts 2014 og den efterfølgende tid for den antifascistiske bevægelse i Sverige.

Læs mere om det retslige efterspil her: »Landsretten frifinder højreekstrem for knivoverfald på Showan Shattak - men dømmer en anden«

Læs uddrag fra bogen på Modkraft her: »Kæmp Showan. Kæmp«

Fredag den 16. december var Showan Shattak i København for at fortælle sin historie, og Modkraft mødte ham til en snak om antifascisme på venstrefløjen i Danmark og i København i lyset af den 3. December, hvor 30-50 personer fra den højreradikale gruppe »For Frihed« afholdt et såkaldt juleoptog på Nørrebro i København.

»For Frihed« afholder månedlige demonstrationer »imod den snigende islamisering af Danmark og Vesten,« som det fremgår af gruppens Facebook-profil. 

Læs mere om Pegida internationalt og i Danmark i analysen »Fænomentet Pegida: Succes, splittelse og afmatning«

Vi har ikke brug for flere »Zlatan-historier« om, at man kan komme ud af ghettoen og blive fin - tværtimod. Vi skal blive i ghettoen og hjælpe vores community, vores venner og familie - Showan Shattak

Som tidligere omtalt på Modkraft, havde antifascister indkaldt til en moddemonstration mod »For Frihed« under parolen »Reclaim Copenhagen - Make racists afraid again«. 

3. december var der flere sammenstød mellem politi og moddemonstranter. Til trods for meget forsinkelse gennemførte »For Frihed« demonstrationen og kunne afholde en tale ved demonstrationens slutpunkt på Den Røde plads på Nørrebro. 

Moddemonstrationen og begivenhedernes forløb blev både dækket og diskuteret på Modkraft. Og flere stemmer blandt lokale borgere på Nørrebro såvel som venstreorienterede brugere af Modkraft viste, at det ikke er alle, der er tilhængere af at forhindre »For Frihed« en platform og taletid gennem mere »militante« metoder, såsom at bygge barrikader og stille sig i vejen, som det skete den 3. december.

Men hvad mener Showan Shattak, at den udenomsparlamentariske del af venstrefløjen skal gøre, når der skal protesteres mod »For Frihed«?

Han var selv i København på dagen og giver her 10 råd til antifascistisk mobilisering:

Showan Shattak overlevede et knivoverfald begået af højreekstremister 8. marts 2014. Foto: Alexander Zehntner. 

1. Den danske modstand mod nazister skal ikke kun være militant 

Det er nødvendigt, at vi fortsætter modstanden, hver gang folk som »For Frihed« går på gaden. Det skal ikke være sjovt for dem. Men modstanden skal ikke kun være militant, den skal også være folkelig. Vi skal blive bedre til at bygge alliancer mellem de forskellige kulturer og bydele, der bakker op.

2. Vi skal fortælle folk, hvem det er, der går på gaden

Jeg var i København den lørdag, hvor »For Frihed« demonstrerede. Og da vi gik ned ad Nørrebrogade tænkte jeg, at mange Nørrebro-borgere måske tænker: »Nå, nu skal de der punkere holde reclaim igen«.

De kunne ikke engang se eller forstå, at det var Pegida, som gik bag politiet. 

Man skal skrive løbesedler på forskellige sprog om, hvad der sker og sprede flyere på dagen om, hvem racisterne, som går på gaden, er.

3. Det er ikke venstrefløjens opgave at skabe et radikalt udtryk

Vi skal altid starte folkeligt. Det er op til aktivisterne selv, om noget »bliver radikalt«, og vi skal ikke sige til dem, der kommer, at de skal stå kampklar og hade politiet.

Det er noget, som aktivisterne selv skal erkende, og hvis aktivisterne skal komme til den erkendelse, at de skal stå i vejen for Pegida, så bliver vi nødt til at tale et sprog, hvor også almindelige mennesker skal kunne forstå, at denne racisme påvirker os alle i sidste ende.

Vi behøver ikke kalde det for en »reclaim«, og vores analyse som venstreorienterede er, at vi tror på alle menneskers ligeværd, og det er derfor, vi står i vejen for nazister.

4. Tag dem fra din skole under armen

Vi må tale med folk, hvor vi kommer til hverdag om, hvorfor det er vigtigt at sige fra overfor racisme. Det kan være på din skole, din arbejdsplads, i din forening eller fodboldklub.

Det virker ikke troværdigt, når der kommer nogle udefra og siger »I skal gøre det her og det her«.

Det er ikke vores opgave. Men hvis der er en gruppe af aktivister, der går på skolen, som har tillid hos de andre, kan man med langt større troværdighed sige »duk op til den her demonstration. Det er vigtigt, for det er vores bydel«. Organisér sammen, lav propagandaarbejde og gå sammen fra jeres skole og hen til demonstrationens mødested. 

5. Vi skal skabe en fælles identitet som bydel og kvarter

Den første og indtil videre eneste gang Pegida kom til Malmø, var de otte og vi var 5.000 moddemonstranter. De havde ansøgt om at få en demonstration på »Möllevangstorget« i Malmø, og det er en kæmpe provokation.

Det er selvfølgelig svært for et kvarter, der er udsat for konstant gentrificering, men der skal skabes en identitet om, at det er vores kvarter, og hvad det er for et fællesskab og sammenhold, der ikke finder sig i racister, som er på Nørrebro.

Jeg mener ikke, det er et problem med subkulturelle udtryk, men folkelige initiativer er også nødvendige.

6. Det er en fordel, hvis vi kan have talspersoner, der vil stå frem med navn

Alt handler om strategi, og hvordan vi formidler vores budskab til vores medborgere. Vi har brug for at finde nogle talspersoner, der vil gå frem med ansigt og navn og sige »Hey, jeg har boet på Nørrebro i mange år, og jeg synes det er noget lort, at Pegida kommer ind i min bydel.« 

Det skal være troværdigt, og det er det ikke nødvendigvis, hvis det gøres anonymt med store sorte bogstaver, og nogen der siger »jeg kommer fra AFA, og nu skal du gøre det her«. Det kan også være »Sebastian Jensen« fra Nørrebro, der synes man skal bakke op om den her manifestation. 

7. Vi skal tilpasse modstanden og ikke »frelse« dem, der allerede er »frelst«

Problemet med antifascistisk modstand, som den kommer til udtryk i Danmark og Sverige i dag er på mange måder, at vi allerede har haft en succes. 

I 90’erne og helt op til 2007-2008 var det mobiliseringen i Salem og andre steder, hvor det viste sig, at det gav gode resultater at bruge vold mod nazisterne, også selvom der ikke er nogen, der taler om, hvem der fik skin heads’ene væk i Lund. 

Men vi er fortsat med at tænke i de samme metoder, selvom de nye fascistiske og racistiske strukturer viser sig på en anden måde i dag. Derfor skal vi tilpasse vores modstand. Vi skal bruge flere platforme og ikke »frelse« dem, der allererede er »frelst«. Vi skal kigge ud over vores egen gruppe og tale på en måde, der ikke ekskluderer andre. Lave arrangementer uden alkohol, der appellerer til andet end vores subkulturer og tage ud til iranske- og chilenske foreninger.

Og det er ikke noget, vi kun skal gøre, når vi skal ud på gaden, men også alle andre dage.

8. Venstrefløjen skal informere og ikke tvinge folk til at have en holdning

Det er nemt for en almindelig hvid dansker at sige, at de »ikke lige gider at kæmpe i dag«. Men det kan man ikke, hvis man er en minoritet i samfundet, som er mere sårbare overfor trusler og vold. 

Men venstrefløjen skal også kende deres rolle i den her modstandskamp og opdage, at det budskab, de er i offensiven med, måske kan ekskludere andre mennesker, der kan føle, at de ikke har en plads i den her kamp. 

Det er ikke venstrefløjens skyld, men hvis venstrefløjen sørger for at formidle viden, så kan folk selv tage stilling og stille sig selv spørgsmålet »har det betydning for min fremtid, at de her racister kommer og går på vores gader?«.

I Sverige har eksperter i lang tid talt om, hvad venstrefløjen har gjort og ikke gjort. Men alle andre burde også tage et ansvar. Vi går mørke og hårde tider i møde, og det er ikke kun den autonome venstrefløjs opgave at fortælle, hvad der skete i Auscwitz eller spørge, hvordan det kunne gå til, at Adolf Hitler gik fra at blive demokratisk valgt til at besætte Danmark. 

9. Højrepopulisme skal bekæmpes gennem oplysning og uddannelse

Det vigtigste, man kan gøre for at stoppe højrepopulismen, er ved, at arbejderklassen selv opnår viden om, hvad det er for en økonomi, vi lever i, og om hvordan vi bliver presset, fordi en lille gruppe får alle ressourcerne, mens vi kun får resterne fra kagen. For 120 år siden startede arbejderklassen med at uddanne sig selv, og det skal vi også i dag.

Samtidig skal vi også være realistiske, og erkende at populisme også taler til nogle i arbejderklassen.

Derfor kan vi kombinere uddannelse og populistiske paroler fx. som Robin Hood om, at vi skal tage samfundets ressourcer fra de rige og give det tilbage til de fattige. 

10. Vi skal snakke om klasse igen

Vi skal arbejde for, at det ikke længere er en lille gruppe, der får en stor del af vores ressourcer. Feminisme og antifascisme er kun et middel til at nå målet, målet er altid at arbejde imod klasseskel. For hvis »vores klasse« får magten, og de ressourcer, som vores klasse producerer, behøver vi ikke kæmpe for, at indvandrere skal kæmpe mod etniske danskere på job og løn, eller at kvinder skal have mere i løn. Alt handler om at forene arbejderklassen og dens magt i samfundet, og det skal vi snakke om igen.

Arbejderklassen er ikke nødvendigvis revolutionær eller radikal. For hele vores samfund er bygget på hyperkapitalistiske og koloniale strukturer, men os på venstrefløjen skal starte, som Marx sagde: at 'organize', 'mobilize', 'educate'.

Vi skal forklare, at vi kan få det fucking meget bedre, hvis vi bliver ved med at kæmpe kollektivt.

Vi har ikke brug for flere »Zlatan-historier« om, at man kan komme ud af ghettoen og blive fin - tværtimod. Vi skal blive i ghettoen og hjælpe vores community, vores venner og familie. 

Derfor har vi også kaldt bogen »Ingen jävla hjälte« (Ingen fucking helt). Det er komplekst, når vi skriver om min egen personlige historie, men jeg prøver hele tiden at pege på, at vi skal kæmpe kollektivt.

For alene kan vi ikke gøre en skid.

»Ingen Jävla Hjälte« er skrevet af Andreas Rasmussen og kan købes her