1. maj: Hvorfor blev socialisme ikke nævnt en eneste gang?

Ord har betydning. For dem af os, der ønsker et andet samfund end det kapitalistiske samfunds stadig større ulighed, grådighed, egoisme og ufrihed, hvor profittens værdi står over menneskeværdet, er praksis og handling imod kapitalismen af afgørende betydning.

Men ord er også af betydning. Det er med vores begreber, vi kan begribe, hvordan et helt anderledes samfund kan se ud.

Uden et anderledes begreb om fremtiden, er det ikke muligt at forestille sig en fremtid, helt anderledes end nutiden. Vores begreb udtrykker, hvor langt vores ambitioner når – og hvor langt de ikke når.

Med vores sprog har vi engang holdt fast i at udtrykke denne afgørende forskel mellem det nuværende, og den fremtid vi kæmper for: socialisme i stedet for kapitalisme, arbejderklasse i stedet for borgerskab, international solidaritet i stedet for nationalistisk splittelse, klasse mod klasse, os mod dem, eller i det mindste – progressive mod reaktionære.

Nu er min pointe ikke, at vi nødvendigvis skal holde fast ved netop disse begreber. Hvis man finder dem håbløst forældede.

Men hvis vi bytter dem ud, bør de i det mindste erstattes med ord, der fylder den samme funktion. Hvis ikke, fylder de en anden funktion.

For os socialister er det nuet, der er det truende, og fremtiden som giver løfte om et bedre samfund. Det er det, som vores begreber må signalere for at fungere i samfundsforandrende retning.

Når jeg lytter til de taler, som repræsentanter for socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og LO holder i Fælledparken 1. maj, er det slående, hvordan de begreber, som talerne indeholder, ikke udtrykker ambitioner om en anderledes fremtid.

Ja, hvordan der end ikke bruges begreber, som tydeliggør forskellen mellem nutiden (der skal forandres) og fremtiden (hvor forandringen allerede er sket).

I 1. maj-talerne er det ikke samfundsforandringens begreber, der løftes frem. Det er nuet, som hyldes – og fremtiden, der tegnes som en trussel mod nuet.

I stedet for at tale om fremtidens løfter, f.eks. gennem ordet socialisme (som ikke blev brugt en eneste gang), hylder talerne det nuværende »fællesskab« i velfærdsstaten.

I stedet for at tale om den arbejderklasse, der i socialismens historie har været udtryk, ikke kun for den kraft, der kan befri sig selv, men befri hele menneskeheden, hylder LO's ordfører nu »lønmodtagerne«. Der holder det nuværende samfund i gang.

Kort sagt, i stedet for begreber om et anderledes samfund, bliver det nuværende hyldet. F.eks. i Pia Olsen Dyhrs poetiske udtryk om Danmark som et samfund, »hvor avisbuddet kan blive bankdirektør«. Med andre ord: Det bedste, vi kan håbe på, er en individuel klasserejse inden for det nuværende klassesamfund, ikke en kollektiv rejse ud af klassesamfundet.

I det billede der tegnes af fremtiden som en trussel imod nuet, er ordene, som talerne bruger, ikke offensive ord for solidaritet og fremtidstro, men defensive ord for splittelse og beskyttelse imod det som kommer.

I stedet for kampen for solidaritet og øget sammenhold inden for arbejderklassen, tales om kampen imod social dumping.

Når talerne ligefrem (på den internationale solidaritets dag …) udtrykkeligt nævner »rumænere, polakker og bulgarere« i talerne, er det enten som en trussel mod danske arbejdere, eller som ofre for grådige kapitalister.

Begreber om at vi alle, uanset nationalitet, tilhører og bidrager til den arbejderklasseenhed, der er en historiens kraft i retning mod en fælles fremtid, er erstattet af begreber om »de andre«, der dermed – med denne begrebsliggørelse – udelukkes fra fællesskabet, fra »vi« som en fælles kraft.

De manglende ord og begreber i 1. maj-talerne for afgørende samfundsforandring afspejles også i det ambitionsniveau for politiske krav, som fremføres i talerne.

Enkelt udtrykt stilles der krav om en bevarelse af den danske arbejdsmarkedsmodel og »flexicurity« – men længere end hertil rækker ambitionerne ikke.

Et eksempel er Socialdemokratiet og SF’s krav på dagpengeområdet. Et krav som end ikke giver udsigt til en forbedring af vilkårene på området, men til ringere vilkår end før VK-regeringens indgreb.

Seks måneders optjeningsperiode som krav på 1. maj? Strækker vores begreb om samfundsforandring sig virkelig ikke længere – end til en fremtid kun lidt ringere end vores fortid?

Min pointe er ikke at kritisere indholdet i de forskellige taler, som jeg lyttede til 1. maj. Endnu mindre ønsker jeg at forklejne alvoren i de trusler, som findes imod de velfærdsfremskridt og de rettigheder, som tidligere generationer af arbejdere har tilkæmpet os alle.

Men, hvis vi ikke engang på 1. maj kan sætte ord og begreb på vores fælles drømme om en anderledes fremtid, som giver løfte om et bedre liv og et bedre samfund for alle, hvem tror så på, at vi er i stand til det de øvrige 364 dage om året?

Daniel Ankarloo er lektor i socialt arbejde ved Malmö Högskola.

Se også Modkraft fotoserie »1. maj fotokavalkade 2014«