Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
1. maj 2014 - 9:39

1. maj: Det er faktisk det her, det handler om

Socialister vil gøre op med det borgerlige samfund og kapitalens vækstlogik.

Så er det ved at være ved den tid igen. Den 1. maj. Fagbevægelsen og socialdemokraternes pressetjeneste udsender talekataloger – repræsentanterne på tinge arbejder hårdt og energisk med at få kalenderen til at stemme – og de lokale afdelinger i fagbevægelsen og partierne holder møder, formulerer paroler, udsender invitationer og rekrutterer frivillige.

Det store cirkus skal have teltene på plads, tændt op under grillen, have bestilt fadølsanlæg og hyret musikere.

Og traditionen tro er der også dem, der er i gang med alternative aktioner (trillefløjter og andet), der skal udnytte opmærksomheden fra pressen til at få lidt søgelys kastet på netop deres sag.

Langt de fleste taler kommer desværre til at handle om det samme: Hvor gode vi er – og hvor dårlige de andre er. Ingen føler sig specielt forpligtet til hverken at holde sig til sandheden eller til at forholde sig til virkeligheden.

Socialdemokraterne vil tale om den nødvendige politik – der er nødvendig, fordi det er arbejdspladser, det hele handler om. De vil tale om social dumping – som om de gør noget ved det – de vil tale henført om solidaritet – som om det er noget, de praktiserer til daglig – og de vil tale om den nødvendige vækst – som de vil påstå er på vej.

SF’s repræsentanter på talerstolene vil tale om nogenlunde det samme. Men de vil påstå, at de faktisk gør noget ved det.

Også Enhedslistens talere vil berøre disse emner bare med den forskel, at de vil kritisere de to andre for intet at mene med deres snak og for intet reelt at gøre ved de emner, som de taler om.

Foran scenen i Fælledparken vil der (måske) stå 5-700 mennesker med fløjter og plakater. De vil vifte med plakaterne og pifte med fløjterne. Og bagefter er intet forandret – andet end at de har givet alle de andre noget, de kan snakke om i stedet for at snakke om alt det, der ikke var med på dagen.

Det vil virke, som om der ikke er ret mange i år – ligesom de forrige år – som synes at huske, hvad den 1. maj – egentlig – er.

Man vil glemme eller undlade at huske, at dagen først og sidst for 125 år siden blev indstiftet som en kampdag – ikke som en festdag.

Det vil virke, som om næsten ingen kan huske, at vi mødes den 1. maj for at bekræfte hinanden i det perspektiv, vi skal holde fast i – de mål vi vil nå – og de værdier, vi vil slås for.

Lad mig derfor bruge disse linjer til at slå akkurat det fast.

Danmark er et klassesamfund. Jeg vil ikke, og jeg behøver end ikke at forsøge at drage statistisk sandhedsbevis for denne påstand. Et samfund, hvor produktionsmidlerne ejes af et mindretal, og hvor dette mindretal også sidder – i alt væsentligt – på den politiske magt, sådan et samfund er et klassesamfund.

I dette klassesamfund udnytter borgerskabet sin politiske og økonomiske magt til at beskytte, favorisere og udbygge egne interesser.

Og det betyder, at arbejderklassen fastholdes i en position, hvor dens medlemmer kun har én mulighed for overlevelse: At sælge sin arbejdskraft på et arbejdsmarked – et marked for arbejdskraft. Hvis der da ellers er nogen, som vil købe arbejdskraften. Og til at sælge arbejdskraften til den pris, som kapitalen og markedsmekanismerne til enhver tid dikterer.

Man kan drømme søde drømme om at sætte hegnspæle op omkring kapitalen, man kan fantasere om at tvinge kapitalen til en mere moralsk adfærd, man kan tro, at det kan lade sig gøre at få kapitalen overbevist gennem argumenter om, at den skal opføre sig anderledes, end det ligger i dens karakter at gøre.

Men det er alt sammen drømme, fantasier og tro.

Kapitalen har et eneste mål, et eneste rationale: At vokse. Og selvom det bliver sagt, at vækst på det private arbejdsmarked betyder flere arbejdspladser, er dette aldrig kapitalens egentlige mål. Vækst i antallet af arbejdspladser på det private arbejdsmarked er i kapitalens optik blot et trivielt middel til at nå det egentlige mål: At akkumulere og ophobe profit.

I det perspektiv kan arbejdsløshed lige så vel være et mål – nemlig hvis arbejdsløshed sænker prisen på arbejdskraften. Kapitalens egentlige mål er altid kun den selv, aldrig samfundet.

Danmark er et borgerligt samfund. Ikke borgerligt i den forstand, at flertallet af danskere støtter de borgerlige partier (hvilket de godt nok gør nu), men et borgerligt samfund i den forstand, at samfundet bygger på borgerlige værdier. Privat ejendomsret er en borgerlig værdi. Det samme gælder den højt besungne respekt for det enkelte individ, den frie konkurrence og det frie forbrugsvalg.

Alle disse værdier, som de fleste danske politikere under en eller anden form roser, er borgerlige grundværdier. Faktisk er selve demokratiet en borgerlig værdi.

Men den frie konkurrence er ikke frihed. Det frie forbrugsvalg er ikke frit. Og respekten for individet er altid underlagt respekten for privatheden og den private ejendomsret.

Selv ikke demokratiet – folkestyret – er et system, der sikrer folket styringsretten over samfundet. Demokratiet er borgerskabets måde at gestalte sit eget magtmonopol på – i en form, der umiddelbart virker frihedsbefordrende, men i realiteten har de individualiserede borgere som forudsætning og som mål.

Danmark er et kapitalistisk samfund. Markedet – både det lokale og det globale – udgør fundamentet og i sidste ende også målet for den samfundsmæssige aktivitet og grundlaget for de samfundsmæssige værdier. Hvilket betyder, at det, der gør den kapitalistiske produktionsform succesfuld, også er det, der gør det danske samfund succesfuldt – eller det modsatte.

Hvis ikke kapitalen vokser, hvis ikke profitten vokser, så er det danske samfund en fiasko. Men hvis kapitalen vokser – og vokser mere end de nationale kapitaler, som den danske kapital konkurrerer med på markedet – så er den danske økonomi en succes.

Al menneskelig aktivitet bliver grundlæggende målt ud fra akkurat dette kriterium. Og hvis du skulle være i tvivl om, hvorvidt denne påstand er korrekt, så behøver du bare at følge en smule med i de danske medier.

I et kapitalistisk, borgerligt klassesamfund foregår der konstant en kamp mellem den privilegerede, den herskende klasse og dens modsætning, arbejderklassen. Ja, jeg ved godt, at der nu er de, der siger »betontænkning«, »fortidsspøgelser« og tilsvarende.

Men uanset hvor tilsyneladende fredelig, hverdagen kan tage sig ud – uanset hvor meget der tilsyneladende forhandles og sjakres frem til enighed – så er det sådan, det er.

Jamen, der er da ikke klassekamp i min baghave, siger du. Og er det ikke rigtigt, at alle partierne næsten uden undtagelse har overtaget den socialdemokratiske dagsorden?

Nej, der er ikke klassekamp i din baghave, og jo, alle partierne støtter næsten uden undtagelse op om det socialdemokratiske velfærdssamfund – også selv om det for lang tid er holdt op med at eksistere.

Men hver gang du bevæger dig ind på arbejdsmarkedet (hvis du altså har et job), så sælger du din arbejdskraft til den aktuelle markedsværdi og bidrager dermed til kapitalakkumulationen.

Hver gang du går ind ad døren til supermarkedet og køber dine daglige fornødenheder, så bidrager du til realiseringen af profitten med de penge, du har tjent.

Og hver gang du stemmer til et valg, så er du med til at bekræfte illusionen om et frit, folkestyret samfund – til trods for at du reelt ingen indflydelse har på den måde, som samfundet styres på.

Hver gang du stemmer til et valg til folketinget eller et andet demokratisk organ, så er du med til at bekræfte illusionen om folkestyret-

Kapitalen er der, klasserne er der, og kampen mellem klasserne udspiller sig hver eneste dag og alle steder.

Så egentlig er der rigeligt at kæmpe imod. Ligesom der er rigeligt at kæmpe for. Og måske var det lige netop det, vi skulle minde hinanden om den 1. maj – på arbejderklassens internationale kampdag.

En kapitalisme i krise vil altid søge at forringe arbejderklassens og folkets vilkår for at forbedre sine egne. Og en kapitalisme i krise vil altid skubbe det bredere borgerskab foran sig i denne kamp.

Tro ikke på deres forsikringer om, at de vil dit bedste. Tro ikke på forsikringerne om, at det kan lade sig gøre at sætte hegnspæle omkring en kriseramt kapitalisme – eller for den sags skyld omkring en kapitalisme i fremgang. Den vil altid kun en ting: Sin egen vækst.

Går det ud over arbejderklassens levevilkår, så er det bare sådan, det er. Skader det miljøet, så bruger man arbejdspladserne eller konkurrenceevnen som argument. Øger det uligheden i samfundet, så er det bare godt, for øget ulighed giver større konkurrence mellem dem, der kun har deres arbejdskraft at sælge, og så bliver arbejdskraften billigere. Og får kapitalen ikke sin vilje her i landet, så flytter den bare – som vi har set det – et andet sted hen, hvor erhvervsklimaet er mere gunstigt.

Men vi vil noget andet og med vi, mener jeg os socialister. Vi vil øge ligheden – den reelle lighed – i samfundet. Vi vil sikre, at dem, der vil have et arbejde også kan få det. Vi vil kæmpe imod kapitalens eneret på produktion og imod markedets hegemoni.

Det er derfor vi står her den 1. maj. For at bekræfte hinanden i, at det er det vil – og at det er det, vi kan.

Det vil vi ikke, fordi mere lighed forbedrer konkurrenceevnen eller produktiviteten. Det vil vi, fordi et mere lige samfund er et bedre og mere menneskeligt samfund at leve i.

Et kriseramt borgerligt samfund slås for det besiddende borgerskabs privilegier. Et kriseramt borgerligt samfund bruger hele tiden de undertryktes egen elendighed som argument imod dem.

Er du arbejdsløs, så er det dybest set din egen skyld. Er du syg, så er det dybest set også din egen skyld. Har du ingen uddannelse, så må du stå bagerst i køen og tåle en konstant mistænkeliggørelse. Så er du svag, og så skal du være evigt taknemmelig for, at borgerskabet giver dig almisser.

Og til gengæld for almisserne skal du påtage dig offerrollen og lade sig kontrollere og ydmyge. For det borgerlige samfund har brug for uselvstændiggjorte tabere, der kan virke som en advarsel til alle andre: Så skidt kan det gå dig, hvis du ikke makker ret.

Men vi socialister vil noget andet.

Vi vil understøtte menneskers værdighed. Vi vil bygge dem op, der er blevet puffet ned i bunden af det sociale hierarki. Vi anerkender dem ikke som tabere. Vi insisterer på deres værdighed og deres menneskelighed.

Ligesom vi insisterer på, at et samfunds kvalitet skal måles på, hvordan det behandler dem, der har mest brug for hjælp og støtte. Og vi insisterer på, at vi alle vinder, hvis de sårbare vinder.

Et samfund, hvor markedskræfterne triumferer og slår igennem på snart sagt alle områder, er et samfund, der konstant omsætter alle menneskelige relationer til markedsværdier. Dette samfund er et kræmmersamfund, hvor intet har status, som ikke kan omsættes til kroner, ører, varer, besiddelser og købekraft.

Det er et samfund, hvor det – som et rent paradoks – kan lade sig gøre at vurdere et rent miljø og et menneskevenligt klima i økonomiske termer. Hvor det at gøre en indsats for miljøet rent faktisk kan opgives, fordi såkaldte eksperter vurderer, at det er for dyrt at gennemføre. Hvor konkurrenceevne er stærkere end klimakrise. Hvor globaliseringen altid er undskyldningen for intet at gøre lokalt.

Det er med andre ord et samfund, hvor (fejlagtige) økonomiske prognoser indrammer og afvæbner den oplevede virkelighed. Hvor kortsigtede og ukorrekte økonomiske målsætninger konstant vinder over fornuft og viden.

Men vi socialister vil noget andet.

Vi vil sikre, at der også er en virkelighed og et samfund, som mennesker kan leve i om 10 eller 20 eller 50 år. Vi vil sikre, at ingen kortsigtede kapitalinteresser får lov til at tilsidesætte menneskers behov. Her i Danmark og ude i verden.

Vi vil sikre – og vi skal sikre – at miljømæssig balance til enhver tid er vigtigere end betalingsbalancen. At den sociale balance til enhver tid er vigtigere end aktiekurser, overskudsrater, udbytter og betalingsbalance.

Har vi et flertal i Folketinget lige nu? Det er det, som medierne som oftest bruger som en slags lakmusprøve for, om politiske initiativer og mål er det, de kalder realistiske.

Nej, det har vi ikke. Så langt fra. Har vi et flertal i befolkningen med os i disse mål? Nej, det har vi nok heller ikke. Endnu.

Men netop det betyder, at vi må og skal kæmpe så meget hårdere og så meget mere for at skabe dette flertal.

For os er det indlysende, at dette samfund – og alle andre samfund – kun kan udvikle sig til det bedre, at de kun kan komme i balance med naturen og klimaet, at de kun kan udvikle reel lighed, hvis vi er parate til at tage kampen, formulere målene og demonstrere potentialet i en samfundsform, der gør op med den institutionaliserede ulighed.

Det er også indlysende for os, at det faktum, at vi lige nu ikke har et flertal i Folketinget – eller et flertal bag os i befolkningen – intet siger om, at vore mål er urimelige, forkerte eller urealistiske.

Hvad det faktum siger, er egentlig blot, at vi så må blive bedre til at gennemføre dialogen, bedre til at overbevise om vore argumenters rigtighed, og bedre til at spille en aktiv rolle i de aktioner, som mennesker rundt omkring i Danmark og verden kaster sig ud i. Ikke fordi de er sikre på at vinde kampene, men fordi de er sikre på, at det, de kæmper for, er det rigtige.

Hvad der betyder noget for os, er ikke, om en socialdemokratisk ledet regering selv betragter sig som en succes eller ej. Hvad der betyder noget for os er ikke, om konkurrenceevnen bliver forbedret – eller om produktiviteten vokser. Hvad der betyder noget for os, er ikke om opinionstallene går den ene vej eller den anden. Hvad der betyder noget for os, er ikke om den danske betalingsbalance er positiv eller negativ, eller om vi som samfund skal eller ikke skal acceptere patentdomstole eller social dumping eller bankpakker og bankunion.

Vi er – eller burde være – grundlæggende ligeglade med opinionsmålinger, enkeltsager og pressefnidder. For vi har et langt vigtigere mål og langt videre horisonter.

Det er derfor, vi fejrer den 1. maj som arbejderklassens internationale kampdag. For frihed – for lighed – for solidaritet – for menneskelig værdighed – for et bedre samfund.

Når – eller hvis – I synger Internationale den 1. maj, så bid mærke i, hvad der faktisk står i teksten (i Carl Heinrich Petersens udgave fra 1963):

Vi knuges under stat og love
vi flås af skattens skarpe klo
Og pligtfri kan den rige sove
vor ret kan ingen steder gro
Lad os kaste åget af vor nakke
Lighed fordrer: pligt for ret
Med pligterne vi tog til takke
nu kræver vi vor løn for det
:/:Vågn til kamp af jer dvale
til den allersidste dyst
Og internationale
slår bro fra kyst til kyst:/:

(…)

Arbejdere i stad, på landet
en dag skal verden blive vor
Den dovne snylter skal forbandet
fordrives fra den rige jord
Mange gribbe på vort blod sig mætter
lad os jage dem på flugt
vor kamp en herlig tid forjætter
hvor solen altid stråler smukt
:/:Vågn til kamp af jer dvale
til den allersidste dyst
Og internationale
slår bro fra kyst til kyst:/:

Det er faktisk det, det hele handler om – eller burde handle om – den 1. maj.

Jan Mølgaard er redaktion på internettidsskriftet Kritisk Debat, hvor artiklen også bringes.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce