Annonce

FagligtArbejderbevægelsen og arbejdskamp
Beretning
20. december 2012 - 15:32

»Jeg tror, det er en politisk fyring«

Tillidsmand og klubformand Jakob Mathiassens personlige beretning om en kritisk tegning, et medarbejderblad, en utilfreds direktør og en fyring fra arbejdet med den nye metro i København.

Jord- og betonarbejder, tillidsmand og klubformand Jakob Mathiassen blev den 29. november fyret fra sit arbejde på metrobyggeriet i København. Angiveligt på grund af arbejdsmangel. Jakob Mathiassen mistænker imidlertid ledelsen for selskabet Trevi, der står for Metrobyggeriet, for at ønske ham væk, fordi han har udgivet et kritisk medarbejderblad, »Trevi Nyt«.

Her er Jakobs Mathiesen personlige beretning om fyringen:

Torsdag den 29. november var jeg på ferie sammen med min datter, da jeg modtog en mail fra Trevis HR maneger Gitte Barfoed.

Her skrev hun, at jeg var fyret på grund af manglende arbejde, efter at arbejdet med metroen på Nuuks Plads var afsluttet samme dag.

Eftersom arbejdet på min plads er afsluttet, er min tillidsmandsbeskyttelse også afsluttet, og jeg er derfor ikke beskyttet mod fyring.

Jeg ringede selvfølgelig til min formand og mine kollegaer. Ingen fra sjakket vidste, at jeg skulle fyres, og ingen andre fra Nuukspladsen var blevet fyret.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg er blevet fyret.

Men jeg har været meget aktiv som tillidsmand og klubformand for Metroklubben. Jeg har blandt andet været tegner og redaktør på medarbejderbladet Trevi Nyt. Jeg tror, det er derfor, ledelsen i Trevi vil af med mig.

Specielt forløbet omkring udgivelsen af Trevi Nyt nr. 3 har været ret så speget.

Utilfredse italienske arbejdere

Den 14. august 2012 satte de omkring 70-80 italienske arbejdere fra Trevi sig på røven i 3-4 timer. Årsagen til arbejdsnedlæggelsen var, at de skulle flytte fra et hotel på Amager til en camp i Sydhavnen. Her bor de stadig i dag i 6 kvadratmeter små rum med meget sparsomme fællesarealer. Der var desuden ikke vaskeri i campen i begyndelsen.

Det lykkedes Trevi at presse italienerne til at gå i arbejde igen med trusler om fyring. Vi, de danske kollegaer, havde meget svært ved at tale med vores Italienske kollegaer om problemet, da vi ikke har noget fælles sprog. Men vi kunne forstå, at italienerne ikke var tilfredse med campen, og at de følte sig pressede til at acceptere campen. Til dagligt gik deres små rum under betegnelsen »the box«.

Trevi Nyt nummer 3

Den 25. september udkom så det tredje nummer af Trevi Nyt.

Der var to nye ting ved dette nummer af bladet. For det første var det første gang, vi bragte en tekst om overenskomsten og om 3F på italiensk. Og for det andet var der en tegning på forsiden, som tog fat i problemerne omkring italienernes lave løn og dårlige boligforhold op.

Kollegial humor

Der er måske nogen, der kan finde på at se satiretegningen på Trevi Nyt nummer 3 som en anelse racistisk eller stødende.

Jeg tænkte da også en del over motivet, da jeg lavede det i sin tid. Jeg var usikker på, om jeg var gået over stregen.

Mine italienske kollegaers reaktion på tegningen var dog ikke til at tage fejl af: De brækkede sig af grin!

Folk, der ser tegningen og ikke selv arbejder i metroen, må huske på, at den er tegnet af en kollega til sine kollegaer. Vi har kendt hinanden i mange måneder. Vi har arbejdet sammen i sne, mudder og beton igennem 11-12 timer lange arbejdsdage.

Tegningen er derfor ikke længere en provokation, men snarere en intern joke, oven på mange lange arbejdsdage, hvor vi har dealet med alle de frustrationer, der opstår, når man ikke taler samme sprog og kommer fra forskellige kulturer.

Tegningerne var en måde at omgå den sproglige og kulturelle barriere.

Uro på den italienske direktionsgang

Modsat var den italienske ledelse ude på pladserne ikke tilfredse med tegningen. Det var dog ikke værre, end jeg havde forventet, når jeg nu havde sat fingeren på et ømt punkt. Arbejdslederne brokkede sig altså. Og de gode arbejdsledere kikkede med sørgmodige øjne på mig og antydede, at der ville blive ballade.

Det blev der da også.

Den 2. oktober sendte Trevis HR maneger, Gitte Barfoed, en email til fællestillidsmanden Dan Jensen. Her bad hun om et møde med ham om bladet og om de folk, der står bag.

Ved et uheld (formoder jeg) havde HR manageren i samme mail videresendt en mail fra Trevi-Danmarks øverste chef, Giancarlo Zannoni, hvor han skrev følgende:

»Can we try to avoid or stop this type of magazine?« [Kan vi forsøge at hindre eller stoppe denne type blade?]. Vedhæftet i mailen var der et billede af forsiden på Trevi Nyt nummer 3.

På trods af Giancarlo Zannonis indblanding skete der ikke yderligere i sagen.

Et journalistopkald

Det skyldes muligvis, at Giancarlo Zannonis indblanding blev offentligt kendt. Først i Trevi og siden også i 3F. For fællestillidsmanden sendte Gitte Barfoeds mail videre til metroklubbens bestyrelse for at orientere den om, at HR manageren ønskede et møde om bladet.

En journalist fra 3F Bygge, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening ringede derfor til Gitte Barfoed og spurgte en noget overrasket HR maneger, om det var rigtigt, at Trevi ville lukke et medarbejderblad. Det benægtede hun selvfølgelig.

Men opringningen fra journalisten har måske fået Trevis ledelse til at fare med lempe.

Politisk fyring

Selvom der i første omgang kom ro på, og bladet nåede at udkomme med endnu et nummer, så tror jeg, at årsagen til min fyring skal findes i mailen fra Giancarlo Zannoni.

Hvis det er rigtigt, at jeg er blevet fyret for i min fritid at udgive et klubblad, så er det et brud på fredspligten. Og det er et angreb på vores ret til at organisere os fagligt.

Jeg har derfor bedt 3F rejse en sag mod Trevi for uretmæssig fyring. Sagen kører netop nu, og den vil formentligt ende i afskedigelsesnævnet engang i begyndelsen af 2013.  

Jakob Mathiassen er jord- og betonarbejder. Han er desuden forfatter til bogen Beton – historier fra skurvognen, Informations Forlag.

Læs Modkrafts anmeldelse af "Beton- historier fra skurvognen".


Forsiden af Trevi Nyt 3, som Jakob Mathiassen mener har kostet ham jobbet.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce